Epoke - danske romaner før 1900

Til Epokes forside
Epokes forside


Epoker og ismer
Romantik
Romantisme
Realisme/Idealisme
Realisme/Nyromantik
Realisme/Impressionisme
Naturalisme
Det moderne gennembrud
Symbolisme
Det sjælelige gennembrud
Mytisme
Det virkelige gennembrud

Kontakt Epoke
Gustav Wied

Livsens ondskab (1899)

6. Ordkotilloner
Af IBEN HOLK

  1. Genre og stil
  2. Vanddråben
  3. Kønsliv og penge
  4. Nihilisten
  1. Den anden
  2. Ordkotilloner Du er på denne side
  3. Udgaver, Litteratur og links

Ordkotilloner
Når "Livsens Ondskab" i dag er en klassiker, skyldes det ikke handlingen; Thummelumsens bondegård og Knagsteds meriter er trods alt for længst brugt op og slidt ned. Det skyldes heller ikke et overordnet budskab - for er der noget? Wied var ikke dybsindig som sit forbillede Herman Bang og sine samtidige Henrik Pontoppidan, Henri Nathansen og Johannes V. Jensen. Hvad han imidlertid sætter til på dybsindigheds-gyngerne, vinder han på replik-karrusellerne.
    Indholdet i en roman består, uanset hvad den handler om, af ord. Indholdet har et udtryk, en form. Formen er indholdets understrøm. Og det er denne understrøm, der bærer Wieds roman. Den samme handling og personkonstellation kunne sagtens gives i en anden sproglig fremstilling end Wieds, men indholdet ville da blive et ganske andet. Det er Wieds sprogkunst, der er identisk med "Livsens Ondskab".
    Tom Kristensen har i omtalte artikel et prægnant ord for denne kunst: Ordkotilloner. 'Cotillon' kommer af fransk, hvor det betegner en 'skør' dans på Ludvig XIV's tid, der jo var uhyre krukket. Under dansen uddeltes små gaver, der gav anledning til nye ture etc. Ordet rammer præcist Wieds teknik, hvor der sprogdansende opfindes nye trin og ture. Lad os tage et par eksempler:
    Om Thummelumsens morbroder hedder det et sted, at han "kløede sig betænkeligt i Hakkekniven" (S.206). Udsagnet er komplet uforståeligt, hvis læseren ikke er fortrolig med, at morbroderens skæg tidligere er beskrevet som et "hakkeknivsskæg", idet det går som en smal skarp strimmel fra øre til øre ind under hagen.
    Om Clausen står der, at "Overlæreren galoperede op igennem Hulepindsvinet" (S.124). Et par sider forinden kunne man om sammes frisure læse: Clausen "strøg sig uophørligt gennem sit sparsomme, graasprængte Haar, der ellers var sirligt friseret med Skilning og Pomade, saa at det til sidst kom til at staa vildt og strittende paa hans Hoved som Piggene paa et sydeuropæisk Hulepindsvin" (S.122).
    Om fru Oppermann, det var hende med J.P. Jacobsen, hører vi, at hun "skred høj og majestætisk frem gennem Menigheden omgivet af sine Noveller" (S.112). Med sin boghandler har hun flere børn, hvoraf den første bliver døbt Mogens efter Jacobsens novelle af samme navn. Børneflokken kalder hun herefter fornemt for "mine Samlede Noveller".
    Kotillonerne udgør selve nerven i replikskiftenes lange guirlander, der er musikalske i deres turnering. Wied arbejder ihærdigt med tryksvage og trykstærke stavelser tilsat hvirvler af kursiver, apostroffer og accenter. Kun et enkelt sted står der en passage, der er uberørt af komik og grimasse, som en ø midt i det hele, og vidner om den forfatter, Gustav Wied undertrykte, for at blive - Gustav Wied:


Der var Lindelysthuse med store, runde Stenborde
Udsnit gengivet efter originaludgavens side 48-49, Gyldendal 1899.
Læs evt. tekstcitatet på Arkiv for Dansk Litteratur
Det kongelige Bibliotek.




Til  7. Udgaver, Litteratur og links

Til toppen
Tilbage til Gustav Wieds hovedside

Denne side er publiceret på internettet 20. maj 2003.
Copyright 2003 by Iben Holk og Per Hofman Hansen.