Epoke - danske romaner før 1900

Til Epokes forside
Epokes forside


Epoker og ismer
Romantik
Romantisme
Realisme/Idealisme
Realisme/Nyromantik
Realisme/Impressionisme
Naturalisme
Det moderne gennembrud
Symbolisme
Det sjælelige gennembrud
Mytisme
Det virkelige gennembrud

Kontakt Epoke
Gustav Wied

Livsens ondskab (1899)

5. Den anden
Af IBEN HOLK

  1. Genre og stil
  2. Vanddråben
  3. Kønsliv og penge
  4. Nihilisten
  1. Den anden Du er på denne side
  2. Ordkotilloner
  3. Udgaver, Litteratur og links

Den anden
Makkerparret Knagsted og Clausen er inkarnationer af Wieds indre dialog, der kunstnerisk bearbejdet gestalter sig som to selvstændige sider af hans karakter: idealisten over for nihilisten. Når den sadistiske Knagsted, der uden grund tæsker en sagesløs hund, fordi han trænger til at røre sig, opnår læserens overbærende sympati, er det et tryllenummer fra forfatterens side. Knagsted er forførende, fordi han fremfører sin version af sandheden usminket og ligeud.
    Selv den lede kapitalist, konsul Mørch, som Tottenborgeren knytter sig til for at pine ham sønder og sammen på deres daglige spadsereture, testamenterer ham en kæmpeformue på dødslejet og beder samtidig om tilgivelse (!) - til græmmelse for familien, der ingenting får, da de ikke besøgte ham. Overclausen, der ved, at den delvis lamme konsul er grædefærdig, når han har været sammen med Livsens Ondskab, forstår ikke sammenhængen, hvilken han spørger efter i en samtale med Knagsted, der nu med høj cigarføring gør klar til at flytte til København for at nyde livet som millionær.
    "Man har spillet sine Kort fint, har man!... Truet ham!" lyver Knagsted for at leve op til sit skræmmebillede og drille aspargespædagogen, "Jeg sa'e, at lod han mig ikke arve, gravede jeg ham op igen og lagde ham på Is... Du véd, han var altid saa bange for at fryse". - "Sikke noget Thsludder! Knagsted - hvoffor tsier tsu thsaadan no'et?" ville konsulen have protesteret fra sin kiste.
    Knagsted og Clausen supplerer hinanden som lige reaktionære. Den reaktionære nihilist og den reaktionære moralist. Når romanen ved udgivelsen bliver så stor en succes, har det med dette motiv at gøre, idet 1890erne er en nervøs periode med fremkomsten af politisk anarkistiske bevægelser og Nietzsches filosofiske nihilisme introduceret af overdommeren Georg Brandes. I Wieds roman bliver de alvorlige spørgsmål og konflikter omdannet til farce og komik, der er til at have med at gøre for det utrygge borgerskab.
    I sin efterskrift til udgaven i Gyldendals Bibliotek (1971) skriver Tom Kristensen uden tilsyneladende at ryste på hånden, der jo også var temmelig hærdet, at Gustav Wied var skizofren. Den dybe spaltethed ser han netop i dobbeltfiguren Knagsted/Clausen: "Gustav Wied var ikke så lidt af en reaktionær anarkist eller rettere: forarget nihilist." (S.265). Det kan der uden tvivl være noget om. I alt fald er dobbeltheden vigtig, for det er Wieds kunstneriske motor.
    Selv omtaler han i sin memoire-suite "Digt og Virkelighed", hvorledes Den Anden dukker op i hans verden, da han i 8-10 års alderen er begyndt at digte. Den Anden er den indre stemme, som de fleste mennesker kender til, men selvstændiggør denne stemme sig, resulterer det i en splittelse, hvilket skete for Gustav Wieds vedkommende, idet han følte sig som delt i to jeg'er. Modarbejder de to jeg'er ligefrem hinanden i en indbyrdes kamp om magten over personligheden, kan forholdet udvikle sig sygeligt, hvilket benævnes skizofreni. 'Den anden' er i Wieds tilfælde Mefistofeles selv med det kolde og ondskabsfulde grin.
    Publikum morer sig, selvom det ved, at klovnen græder. Det er vilkårene. Wied har sikkert også moret sig, skønt det for ham har været dyrekøbt alvor iblandet sort fortvivlelse. Fortsættelsen, "Knagsted" (1902), hvor dobbeltfiguren tager på kurrejse til Karlsbad, forsøger han at holde i lysere tonearter med den uheldige følge, at Knagsted mister ballon. I "Knagsted" er Livsens Ondskab ikke den ægte vare.
Til  6. Ordkotilloner
Til  7. Udgaver, Litteratur og links

Til toppen
Tilbage til Gustav Wieds hovedside

Denne side er publiceret på internettet 20. maj 2003.
Copyright 2003 by Iben Holk og Per Hofman Hansen.