Gustav Wied
Livsens ondskab (1899)
4. Nihilisten
|
Af IBEN HOLK |
Nihilisten
Thummelumsen er jo i virkeligheden et reaktionært bæst, smålig, snobbet, selvretfærdig, ensporet og meget mere. Når vi som læsere finder ham rørende, så skyldes det ikke blot hans ydmyge omtale af sig selv med det upersonlige 'man' og hans melankolske selverkendelse - "Man er jo født med et noget trist Lune over sin Karakter" - det skyldes også Wieds komik, der fremstiller en dobbeltverden: den hvori Thummelumsen fortabt og hjælpeløs manøvrerer, idet han fx stupidt-naivt forveksler Gud med lotteri, overfor den virkelige omgivende verden, som er den samme, men hvor alt har en anden betydning, der ligger uden for hans rækkevidde og forståelse.
Et andet klassisk humoristisk virkemiddel er kontrasten. Den udfolder Wied gennem de to omtalte absolutte modsætninger, der imidlertid ikke kan undvære hinanden, Clausen og Knagsted. Toldkontrollør Knagsted er som en ibsensk bjergtrold af æsken sprunget ud i Gammelkøbing, hvor han med sit store rødbrune skæg, sammenvoksede øjenbryn, hårtotter ud af næseborene, lille, kompakt og firskåren med behårede arme vækker skræk og rædsel, men lige så stor tiltrækning ikke mindst hos de forargede provinsfruer: "hvem vilde gifte sig med ham?" spørger fru kæmner Lassen, hvis mand har været i romersk bad med Djævelen selv - "nu be'er jeg Dem, fru Heilbunth: som Pelsværk, sa'e Lassen!"
Herrerne i det bedre borgerskab beundrer med frygt og bæven "dette Elskovsbarn af en Buskmand og en Buldog", og toldkontrolløren bliver optaget i den fornemme forening, De danske Ædedolke, der på hotel Stadt Gammelkøbing afholder fem årlige gilder, hvor man fylder sig med den eneste illusion i denne verden, der ikke brister - MAD! - og vin ad libitum til kongens, kvindens og frihedens ære. "Vi må være eksklupsive", som formanden, redaktør Heilbunth - "et Underværk af Kød" - siger til sine medlemmer, der skal veje mindst 230 pund og være over 50.
I selskabet befinder sig ligeledes den høje, tynde og distingverede overlærer Clausen, Overclausen, der med sine veltalende fingre - "som Slikaspargeser med Hængsler" - forfægter en sangvinsk, kultiveret, optimistisk og en lille smule lyserød livsanskuelse. Den blege pædagog kalder på det værste i bjergtrolden, der ikke for ingenting har fået tilnavnet Livsens Ondskab af byens boghandlerfrue, der kan sin J.P. Jacobsen, hvor der i "Fru Marie Grubbe" optræder en dværg med tilnavnet "Livsens Korthed". Overclausen mener, at Knagsted med alle sine spydige og brutale bemærkninger er et ulykkeligt menneske.
Ved et gilde ønsker Clausen at fremkalde et moralsk opgør imellem dem i et forsøg på at omvende Tottenborgeren, som Livsens Ondskab også kaldes. I en tale fremsiger han højtideligt, at han holder af ham som en broder, at han er den mest interessante personlighed i hele byen, men er uden styrke, uden sjælelig spændkraft, thi han har intet ideal og uden ideal ingen livsglæde! Hertil svarer Knagsted, at den ypperste livsværdi er livsligegyldigheden. Hans ideal er Thummelumsens hane med dens verdensforagt og selvfordybelse. Clausen eksploderer provokeret: "Ved du hvad du er? Du er den p-e-r-s-o-n-i-f-i-c-e-r-e-d-e Ubehagelighed, Ondskabsfuldhed og Nederdrægtighed!" - "Og ved du hvad du er?" replicerer Knagsted, "Du er en rigtig god, gammel Statspensioneretoverbarnenumseømheds fabrikant!" (S.125)
De forsones senere. Men Clausen føler sig skyldig. Og Livsens Ondskab fryder sig.
Til 5. Den anden
Til 7. Udgaver, Litteratur og links
Til toppen
Tilbage til Gustav Wieds hovedside
Denne side er publiceret på internettet 20. maj 2003.
Copyright 2003 by Iben Holk og Per Hofman Hansen. Silkeborg Bibliotek.
|
