Epoke - danske romaner før 1900

Til Epokes forside
Epokes forside


Epoker og ismer
Romantik
Romantisme
Realisme/Idealisme
Realisme/Nyromantik
Realisme/Impressionisme
Naturalisme
Det moderne gennembrud
Symbolisme
Det sjælelige gennembrud
Mytisme
Det virkelige gennembrud

Kontakt Epoke
Gustav Wied

Fædrene æde Druer (1908)

6. Karikaturist
Af IBEN HOLK

  1. Genre og stil
  2. Motivet
  3. Komposition
  4. Dødsriget
  1. Livsviljer
  2. Karikaturist Du er på denne side
  3. Litteratur og links


Karikaturist
Djævelen som Gud. Længere kom Gustav Wied ikke. Som sagt, Wied var ikke dybsindig. Dybt var der imidlertid i ham. Så dybt, at afstanden mellem hans fortvivlelse og hans værks latterbrøl blev til en afgrund, der opslugte ham.
    Tragikomedien er hans genre, hvor han satser lige meget energi på begge dele. Genren er krævende, da den let tenderer mod at ophæve sig selv, således at tragedien fortyndes af komik og omvendt komedien hæmmes af tragedie. I "Fædrene æde Druer -" holder han vistnok balancen. Alligevel virker personerne låste som inventar i et interiør, hvor der ingen udgang er.
    Persontegningens enstrengethed er resultat af Wieds naturalistiske synsmåde og engagement. I "Livsens Ondskab" passer pengene, idet personernes kunstneriske legitimitet netop består i at være enstrengede silhuetklip som forudsætning for komikken. Anderledes forholder det sig med en roman, der vil tages alvorligt. Her opleves det som en psykologisk brist, at personerne virker som karikaturer. Han stirrer sig blind på den korrekte naturalisme: Slægten som helvede, Dyret i mennesket, Gud er død, Alt er Tilladt.
    Det er Vilh. Andersen, der i sin Illustreret Dansk Litteraturhistorie bind IV (1925) fokuserer på dette forhold og påpeger, at Wied som "Karikaturist" har skrevet sig ud over realismen. Æstetisk er synspunktet interessant, idet Wied netop år forinden med "Dansemus" for scenen skabte et værk, hvor han lader naturalismen eksplodere i symbolisme. Om Wieds pligttro naturalisme skriver Vilh. Andersen betegnende:

Wied bærer sig ad som en Rejsende, der har set Maskinmanden stikke sit sodede og svedige Hoved op af Lasten paa en Damper, og som bliver hængende netop ved dette Hoved uden Øje for Fartens Skønhed og Havets Storhed. I Kønnet, som er Wieds ene Motiv, ser han kun Driften, ikke Drivkraften, i Slægten, som er det andet, ikke Udviklingen, kun Udartningen." Og tilføjer: "Wied havde ikke en Skælm bag Øret, han havde Fanden paa Ryggen, maaske fordi han havde malet ham paa Væggen: maaske var det ikke saa meget Livet selv som hans Kunsts Billede deraf, der voldte hans Lede. (S.652)

Samme år - 1908 - udkommer Johannes V. Jensens første bind af, hvad der skulle blive til "Den lange Rejse", hvor menneskelivet i sit udspring skildres som en udviklingsrejse fra gru til glæde. Denne hyldest til livet står i den voldsomste kontrast til Wieds menneskesyn, hvor kun underlivet gør krav på afgørende interesse. Tidligt havde Johannes V. Jensen mærket tampen brænde, hvorfor han resolut bortskar sine to halvfemser-romaner af forfatterskabet - "Danskere" (1896) og "Einar Elkær" (1898) for ikke at blive ædt op af imbecilitetens sorte og sødlige koldbrand.
    Mere direkte tager en anden af periodens store forfattere Gustav Wieds univers i øjesyn, men absolut renset for vid. Det sker med Henrik Pontoppidans romanrække i fem bind, "De dødes Rige" (1912-1916). Fælles er de imidlertid om at begribe og fortolke livsangsten i civilisationen i tiden før Europakrigen, som Wied med sin død for egen hånd sætter i bizart og sandfærdigt relief.


Til  7. Udgaver, Litteratur og links

Til toppen
Tilbage til Gustav Wieds hovedside

Publiceret 10. juni 2003. Opdateret 12. september 2005.
Copyright by Iben Holk og Per Hofman Hansen.