Epoke - danske romaner før 1900

Til Epokes forside
Epokes forside


Epoker og ismer
Romantik
Romantisme
Realisme/Idealisme
Realisme/Nyromantik
Realisme/Impressionisme
Naturalisme
Det moderne gennembrud
Symbolisme
Det sjælelige gennembrud
Mytisme
Det virkelige gennembrud

Kontakt Epoke
Gustav Wied

Fædrene æde Druer (1908)

5. Livsviljer
Af IBEN HOLK

  1. Genre og stil
  2. Motivet
  3. Komposition
  4. Dødsriget
  1. Livsviljer Du er på denne side
  2. Karikaturist
  3. Litteratur og links


Livsviljer
Som et kor i tragedien som komedie indfører Wied herregårdens asylanter og udtjente tyender, Lig-Johanne, Maren Ørentvist og Spat-Marie, hvorved slægtens måneformørkelse synliggøres. Lig-Johanne er uægte barn af den gamle etatsråd på Egesborg og altså Nils Uldahls halvsøster, som han flere gange har stået i forhold til. Med Spat-Marie har godsejeren et barn, Alexandra, der hverken kan gå eller se og med en næse som en grisetryne. Han har betalt en avskarl for at gifte sig med hende, men den emanciperede Spat-Marie slår senere manden ihjel, det skind, og snupper pengene.
    I syndfloden af ødelæggelser og forlis tegner Wied nogle figurer som livsduelige modstrømme. Sådanne modvægte til det diabolske dødsrige er den omsorgsfulde og opmærksomme og selvbevidste fru Line Uldahl og datteren Sofie, hvis breve - som en parallel til Elise Jansens i "Slægten" - er den sandfærdige og derfor rensende version af undergangen. I sin desperation og ulykkelige kærlighed ser hun ikke anden udvej end at drukne sig.
    Modvægt er ligeledes den tillidsvækkende og besindige herredsfuldmægtig Isidor Seemann, der lever i et resigneret, men harmonisk ægteskab med Rosita og fungerer som et talerør for forfatteren. "Man skal fodre sine karusser og gøre sin whisky stærkere", lyder hans ikke helt afbalancerede motto, men han holder sig fri af faldlemmen. Da hans kone føder deres tredje barn, der er en frygtelig vanskabning, kvæler han det med en pude inden lægens ankomst.
    Isidor har dog også en rem af huden som vildskud af det store slægtstræ. Hans tegninger er groteske karikaturer i rå realisme - ligesom Wieds romaner. Engang har han sind til at tegne Lig-Johannes vanskabning i et samleje med sin egen afdøde 'bummert'. Det er råt, indrømmer han, men ikke mere råt end selve livet! Hermed er naturalismens credo samtidig underskrevet.
    Det får et ekko i de selvlavede Bellmanske parodier, han synger, når han er alene, med en lineal som guitar og efter den tredje whisky: "Ak, hvor Livet dog er rigt - plum, plum (slog han paa Linealen) - og skønt - plum-plum!" - og dybt - plum, plum! Han har som Wied set den grusomme sandhed i øjnene: "Livet er en Tingeltangel digtet og sat i Scene af hin store og drukne Faun, der sidder vel salveret et eller andet Sted uden for det hele og holder Traadene i sin Haand... Præsterne kalder ham Gud!" (S.114)
    "Fædrene æde Druer -" er tilegnet Georg Brandes.

Til  6. Karikaturist
Til  7. Udgaver, Litteratur og links

Til toppen
Tilbage til Gustav Wieds hovedside

Denne side er publiceret på internettet 10. juni 2003.
Copyright 2003 by Iben Holk og Per Hofman Hansen.