Epoke - danske romaner før 1900

Til Epokes forside
Epokes forside


Epoker og ismer
Romantik
Romantisme
Realisme/Idealisme
Realisme/Nyromantik
Realisme/Impressionisme
Naturalisme
Det moderne gennembrud
Symbolisme
Det sjælelige gennembrud
Mytisme
Det virkelige gennembrud

Kontakt Epoke
Gustav Wied

Fædrene æde Druer (1908)

2. Motivet
Af IBEN HOLK

  1. Genre og stil
  2. Motivet Du er på denne side
  3. Komposition
  4. Dødsriget
  1. Livsviljer
  2. Karikaturist
  3. Litteratur og links


Motivet
Gustav Wieds fjerde roman handler ligesom hans første roman, "Slægten" (1898), om en adelsslægts undergang. Og ligesom i den første roman er der ikke tale om fri fantasi eller fiktion, idet forfatteren tager udgangspunkt i virkelige forhold og begivenheder, som han personligt kender til. Ægteskabet med Alice Tutein medfører, at han får godsejeren og folketingsmanden, den excentriske Ferdinand Tutein på herregården Høgholt i Nordjylland til svigerfar. Det indblik han her får i svulstighed og forfald, omsætter han i sin roman. Godsejeren har sat 13 børn i verden (plus de løse), men har ruineret sig selv gennem druk og spil. Et arvet millionbeløb er herved fordampet. Da Gustav Wied indtræder på scenen, er nedturen allerede i skred.
    Wieds motiv til udleveringen har sandsynligvis været flerstrenget. Han hader svigerfaderen på grund af dennes nedrige behandling af hustru og børn. Ved hjælp af romanen kan han tage en kultiveret og indirekte hævn, der desuden forsyner ham med de rede penge, som svigerfaderen har snydt ham for som svigersøn. Det er motivets ene halvdel. Den anden dækker datidens filosofi om degeneration.
    Titlen "Fædrene æde Druer -" er et citat fra Det gamle Testamente efter Jeremias' Bog (31,29), hvor fortsættelsen lyder: "Og Børnenes Tænder bliver sure" (i den rev. overs. af 1871: "ømmedes").

Bibelselskabets citat: v29
I de dage skal man ikke mere sige:
Fædrene spiste sure druer,
og sønnerne får stumpe tænder.
v30
Nej, enhver skal dø for sin egen synd; ethvert menneske, der spiser sure druer, får selv stumpe tænder.


Med andre ord en mere end 2000 år gammel erfaring, der advarer mod arv igennem livsførelse. Den har naturligvis intet videnskabeligt på sig. Når litteratur og lægeforskning i tiårene omkring århundredeskiftet fokuserer så stærkt på degeneration, skyldes det de ekstremt mange tilfælde af psykiske sammenbrud, sindssyge, selvmord og andre undergange. At de ydre sociale, økonomiske og politiske omskiftelser i væsentlig grad har medvirket til destabiliseringen, har en eftertids overblik større mulighed for at registrere end samtidens.
    For godsejernes vedkommende betyder liberalisering og demokratisering ved Systemskiftet i 1901, at tidligere tiders favorable og nepotistiske forvaltninger af magt og administration er forbi. Bønderne vinder frem og overtager en lang række forsømte herresæder med omliggende jorder. Denne proces skildres udførligt indefra i romanen som dens positive modstykke til slægtshistoriens forfald.
    Motivisk rummer romanen en selvbiografisk tangent, et indre motiv, idet Gustav Wied medbringer en smertefuld viden om, at hans farfar var en dygtig og holden forpagter på Aalholm Ladegaard ved Nysted, således at han var i stand til at forære sin søn, Gustav Wieds far, Holmegaard, som faren ikke formåede at drive på det nødvendige niveau og derfor måtte afstå i utide. Wied iagttager sig selv i rækkefølgen, hvor han som boheme og nasser til langt op i 30erne end ikke kunne forsørge sig selv. Ned ad bakke går det for hver generation: degeneration. Man kan knapt fortænke Gustav Wied i hans sortsyn og desperation. Men så bizart som dødedansen i "Fædrene æde Druer -" har forholdene ikke udviklet sig på Høgholt. Den excentriske dansemus overdriver vildt - ligesom i "Slægten".

Til  3. Komposition
Til  7. Udgaver, Litteratur og links

Til toppen
Tilbage til Gustav Wieds hovedside

Denne side er publiceret på internettet 10. juni 2003.
Copyright 2003 by Iben Holk og Per Hofman Hansen.