Epoke - danske romaner før 1900

Til Epokes forside
Epokes forside


Epoker og ismer
Romantik
Romantisme
Realisme/Idealisme
Realisme/Nyromantik
Realisme/Impressionisme
Naturalisme
Det moderne gennembrud
Symbolisme
Det sjælelige gennembrud
Mytisme
Det virkelige gennembrud

Kontakt Epoke
Henrik Pontoppidan

Små romaner, 3 Af IBEN HOLK

Titler og rækkefølge
Den første fase
Kærlighedsunderets magt Du er på denne side
Mimoser (1886)
Den gamle Adam (1894)
Nattevagt (1894)
Det ideale Hjem (1900)

Kærlighedsunderets magt
– en tematisk optakt
Elsebeth Diderichsen - Den umulige kærligheds nødvendighed hos Henrik Pontoppidan. Forum 2002
A t et forfatterskab ikke er uafhængigt af sin forfatters privatliv vidner Henrik Pontoppidans biografi og værk om. Mødet med Antoinette Kofoed i Blokhussommeren 1887 tilføjer ham en livskrise, der sætter skred i forfatterskabets opfattelse af den erotiske kærlighed. Hvor lidenskaben i de tidligere bøger har fået luft i social indignation, bliver temaerne herefter mere følelsesmæssige og individuelle.
    Konflikten mellem ægteskab og lidenskab, mellem troskab, fælles historie, pligt overfor modet til at følge sit hjertes længsel efter forløsning udgør de styrende motiver i de kommende værker. Konflikten har været Pontoppidans egen, uden at han selv kunne løse den, fordi den var uløselig. Han kunne ikke svigte sit troskabsløfte overfor hustruen og ansvaret overfor børnene. Han ville ikke svigte sin familie på grund af en forelskelse.
    Lige så umuligt har det været at svigte den kærlighed, der har torpederet ham. Kærligheden er eksklusiv. Heraf konflikten.

I sine strengt selekterede erindringer, hvor den blufærdige Pontoppidan mere end én gang afbryder sin beretning med bemærkningen om, at der er ting og forhold, man ikke hverken kan eller skal dele med andre, fastholder han begivenheden i Blokhus, fordi den er vigtig som nøgle til forståelse af omvæltningen i forfatterskabet. Han skriver: "Nu skulde det - forunderligt nok - alligevel netop i disse Aar hænde, at jeg paany kom ud for stride Storme og maatte tage Livtag med Magter, som jeg mente at have gjort op med en Gang for alle." ("Familjeliv", s.24)
    Han bryder derfor op fra den forkerte stemning i det store hus i Havreholm og tager tilbage til Blokhus for at få hold på sig selv. Som et vrag på livets kyst skriver han sig igennem krisen, der resulterer i romanen "Spøgelser" (1888). Han kommer tilbage til et tomt hus, da hustruen med børnene er flyttet hjem til hendes forældre på slægtsgården. Den ulykkelige skilsmisse har fundet sted igennem handling og uden ord. Fem år senere bliver Antoinette fru Pontoppidan.
    Konflikten og krisen fører til begribelsen af den erotiske kærlighed som det bedste grundlag for et bæredygtigt ægteskab.

Samme oplevelse sætter ham i stand til i sin faste dagbladsspalte i sommeren 1889 i forbindelse med dobbeltselvmordet på Tåsinge at proklamere, at den erotiske kærlighed er den sande kærlighed - "den umættelige Ørn, der sønderplukker Menneskenes Hjerter". Det nye er ikke, at den erotiske kærlighed er katastrofal og ubetvingelig, men at den er legitim som ledestjerne i tilværelsen.
    Når lidenskaben er blevet betragtet med mistro, skyldes det helt elementært, at lidenskabens søster hedder liderlighed. Det var almen folkelig viden, ligesom det gælder i dag midt i en destruktiv pornotid, at fornedrelse er indkapslet i seksualitetens tomhed, når den selvstændiggøres som drift eller pjank.

Allerede i fortællingen "En Kjærlighedshistorie" ("Landsbybilleder" (1883)) rumsterer tematikken. To jævnaldrende unge piger fra vidt forskellige miljøer, præstens Ellen-Lisbeth og hegnsmandens Grethe, har siden barndommen været veninder. Nu har de begge fundet deres bedre halvdel. Fuld af søde fremtidsdrømme har Ellen-Lisbeth fulgt sit hjerte, mens hun til sin rædsel ser Grethes forældre bortgifte datteren med en rar, men i præstedatterens øjne grim og erotisk uappetitlig mand.
    Tiden går. Og de mødes igen. Den skuffede, falmede og barnløse fru Lunding med den livsglade Grethe, der lever et jævnt og muntert familieliv med mand og børn. Den desillusionerede Ellen-Lisbeth er chokeret, og må oven i købet lade sig belære af Grethes mor på bredt og fyndigt sjællandsk (her fordansket):
    "'Ser De, gode Frue!', sagde hun langsomt og med et sejrssikkert Smil. "Der var en Gang, De var vred paa mig - jeg véd det nok; men da var De saa Ung og kendte ingen Ting. Men nu har De jo sét lidt af Verden, og vel ogsaa prøvet D e r e s, kan jeg forstaa; - og se: vi gammeldags Bønder, vi har det nu saadan paa en anden Manér; for naar den ene er Karl og den anden Pige, og de ellers er skikkelige og ordentlige og vil være gode ved hinanden, saa er der jo dog, hvad dér skal til; og senere kommer jo Børnene, og saadan et Liv sammen i Arbejde og Beskjæftigelse; tro De mig - lille Frue! - det er noget andet end denne her Forfjamskelse, som de kalder Kjærlighed!" (s.58)

Kærlighedsskildringerne i Pontoppidans romaner er aldrig entydige. Der er ikke noget sammenfattende synspunkt, der proklameres eller forsvares. Som Thorkild Skjerbæk skriver i sin "Kunst og budskab" (1970): "Livet er større og frygteligere end noget sammenfattende synspunkt kan udtrykke" (s.23). Og tilføjer, at det hos Pontoppidan ikke er menneskers rigtige eller gale meninger og synspunkter, der skaber deres lykke eller ulykke - det er omvendt: det er menneskets skæbne, der forandrer dets livssyn.
    Pontoppidans små romaner er snarere laboratorier, hvor det 'større og frygteligere' undersøges i fortællingens univers. Skæbnefortællinger om kærlighedsunderets magt, der er den inderste drivkraft i den uendelige historie om forholdet mellem mand og kvinde. "Kærligheden er jo selve Livsgaaden, det evige Mirakel", hedder det i romanen "Et Kærlighedseventyr" (1918), en indirekte hyldest til fru Pontoppidan efter den dystre sejlads med "De Dødes Rige", og den eneste af hans romaner med en lykkelig udgang.
    Den handler om, hvorledes en sortseende misantrop gennem en kvindes kærlighed lærer at bekæmpe sin pessimisme, sit mismod og sin hang til eremitliv. Romanen bliver en helt uventet succes og kommer i løbet af kort tid i hele 9 oplag. Lyssynet har givetvis været et velkomment budskab efter verdenskrigens destruktion. Efter hustruens død omarbejder Pontoppidan den i en ny udgave i 1930 til ukendelighed, hvorefter den fremstår som en sort kærlighedstragedie - under samme titel.

At Henrik Pontoppidan er vor samtidige ikke er et tomt postulat, vidner en ny bog om kærlighedsmotivet i forfatterskabet, nemlig Elsebeth Diderichsens "Den umulige kærligheds nødvendighed" (2002), der med sin nuancerede, skarpe og personlige behandling af emnet er eminent som indgang. Fortolkningen foregår i en teologisk forståelsesramme, der imidlertid hverken låser eller tvinger stoffet, men nærmere udvider dette med en ekstra dimension.

Mimoser
Til Henrik Pontoppidans hovedside



Publiceret 8. november 2004.
© 2004 by Iben Holk og Per Hofman Hansen.
Produceret med støtte fra Undervisningsministeriet.