Epoke - danske romaner før 1900

Til Epokes forside
Epokes forside


Epoker og ismer
Romantik
Romantisme
Realisme/Idealisme
Realisme/Nyromantik
Realisme/Impressionisme
Naturalisme
Det moderne gennembrud
Symbolisme
Det sjælelige gennembrud
Mytisme
Det virkelige gennembrud

Kontakt Epoke
Henrik Pontoppidan

Introduktion til romanerne Af IBEN HOLK

Det forjættede Land. Tranebog  Lykke-Per. Tranebog  Lykke-Per. Tranebog
Sandinge Menighed og andre Noveller og Skitser. Gyldendal 2002  Det ideale Hjem og Andre Noveller og Skitser. Gyldendal 2003  Den Kongelige Gæst med bl.a. Nattevagt. Gyldendal 2002


Skitse og panorama
Henrik Pontoppidans livsbane som forfatter er historien om, hvorledes en skitse bliver til panorama, der i sit centrum bevarer denne skitse intakt. Forfatterskabets indre puls.
    Dets klassik beror på udgangspunktets autenticitet, idet Henrik Pontoppidan bosætter sig og færdes i et lokalt landsbymiljø uden selv at være rundet deraf, hvilket medfører, at han selv kan indgå i de sociale sammenhænge og historier, som han opsøger eller bliver vidne til.
    Med sit forfatterskab fornyer Henrik Pontoppidan den danske realistiske fortælling, idet han forener den dybe fortælleglæde med psykologisk indsigt og samtidshistorisk kritik. Litterært burde han således være den fuldendte naturalist, da hans værker er styret af indignation overfor politiske tiltag, som f.eks. provisorielovene (1885-1894), der var i klar modstrid med Grundloven, og tilsvarende uretfærdigheder i samfundet. Men han overtager hverken personligt eller som forfatter naturalismens ideologi eller program.
    Stilistisk er han igen naturalist. Sprog og fremstilling er bærer af den motiv- og tankeverden, der skrives frem. Forfatteren er usynligt tilstede, synliggøres udelukkende igennem stofvalg og komposition. Herved bliver læseren stillet midt i skildringen og får således mulighed for at udvikle sin medskabende fantasi.
    En sådan teknik anvender den samtidige Herman Bang til det ekstreme ('Impressionisme'). Pontoppidan behersker den, men ligesom med den naturalistiske agitation uden overdrivelse. Pontoppidan er fra begyndelsen sin egen.
    Han debuterer med nogle 'skitser' fra by og land. Fortsætter i kortprosagenren, hvor novellen vokser til små romaner,
Nabo til Nobel  
for så at fuldføre tre hovedværker i nordisk litteratur: Trebindsværket Det forjættede Land (1891-1895), ottebindsværket Lykke-Per (1898-1904) og fembindsværket De Dødes Rige (1912-1916). - Modtager Nobelprisen 1917 (sammen med Karl Gjellerup). Hvordan det gik til, at Henrik Pontoppidan og Karl Gjellerup måtte dele Nobelprisen, kan man læse i Nabo til Nobel : historien om tretten danske Nobelpriser udgivet af Aarhus Universitetsforlag (2001) ved Henry Nielsen og Keld Nielsen bibliotek.dk. En kronik med titlen Danskernes Nobelpriser af Aage Jørgensen blev bragt i Politiken 18. marts 2001.

Ideal og dæmoni
Understrømmen i Henrik Pontoppidans værker er af etisk natur. Grundlæggende stiller han spørgsmålet: Hvordan bør et menneskeliv forme sig? Det tier forfatteren med, men han viser det i det samlede værk, der på et sådant plan kan læses som en sammenhængende bog.
    Henrik Pontoppidan har taget meget af 1800tallets frodige romantik med i sit væsen ind i den moderne verden. Her har han visse lighedspunkter med Holger Drachmann, men var langt fra et så udvendigt renaissancemenneske som denne.
    Ofte skildrer Henrik Pontoppidan idyllen. Ikke for at udstille den som falsk, slet ikke, snarere for at prise dens skønhed, fordi den er der. Det er inde i husene, inde i det enkelte menneske, i forholdet mellem mennesker, mennesker og samfund, det gerne går så smerteligt eller latterligt galt.
    Moralsk fastholder Henrik Pontoppidan en ideal position i sin fremstilling. Han ironiserer ikke over dyder som pligt og hæderlighed, nøjsomhed og kamp, troskab og udholdenhed. Han viger ikke tilbage overfor Det Godes Sejr. Og hvorfor skulle han? Alligevel var samtidens almindelige opfattelse af Pontoppidan, at han var en kølig ironiker.
    Det er her, hans realisme kommer ind i billedet.Han har set og erfaret begivenheder, der gjorde ondt at være vidne til. Smerten fastholder han, den rå virkelighed besmykkes ikke. Den belyses, for at afgive forklaring og mulig renselse. Som et udkast. Ligesom det enkelte menneske mere eller mindre selv udkaster det liv foran sig, som det forsøger at efterleve.
    I et sådant punkt mellem erfaring og oplevelse møder liv og litteratur hinanden. Det punkt hedder komposition.
    For på den anden side udstiller Pontoppidan den 'idealitet', der er udvendig og forklædt som kristen morallære. Han observerer, hvorledes menneskeliv korrumperes af egoisme, magtsyge, behagesyge, pengebegær og almindeligt begær, kynisme. Pontoppidans styrke er, at han ikke 'nøjes' med at beskrive menneskelivets vilkår på tværs af samfundsklasserne, men undersøger elendighedens og grufuldhedens udspring og baggrund. At holde blikket fast på det dæmoniske blandt mennesker og i civilisationen, nedfælde det og indfælde det i en underholdende roman, det er pontoppidansk. Hvilket ikke gjorde ham til en folkeligt populær forfatter, for det er i dette træk hos ham, at han er moderne.

Dobbeltblikket
Litteraturhistorisk har man da også haft svært ved at placere denne forfatter. Og da man ikke kunne finde ud af, hvad han var for og hvad imod, talte man om det berømte pontoppidanske 'tvesyn', altså at mene to forskellige ting på samme tid eller at være bælgøjet af kombinationssyg både-og-forståelse.
    Noget er der selvfølgelig om det. Alligevel er det for nemt, dette med 'tvesyn', fordi det dels virker anonymiserende, dels bagatelliserende. Ingen af delene passer på denne forfatter. For en forfatters fornemste opgave er ikke at være hævet over for og imod, hvilket ville være kunstigt, men heller ikke at overtale sin læser. En forfatter af rang beviser ikke, men viser.
    Bortset fra at 'tvesyn' lyder spaltet og splittet. Pontoppidan levede ikke sit liv konfliktløst og uden skygger, men hans forfatterskab rummer opfattelsen og fremstillingen af det hele menneske.
    Dobbeltblikket på virkeligheden er jo netop fremkaldt af datidens sammenstød mellem to 'uforenelige' verdener. Således tilbage i tiden. Og således frem. Simultanblikket ville vi sige i dag midt i postmodernismens tidsalder.
    Dobbeltblikket er ikke tvetydigt. Og slet ikke entydigt. Men tydeligt.

Illusion og virkelighed
Kendetegnende for Henrik Pontoppidan som forfatter og menneske er hans respekt for virkeligheden. Spændingen i dette felt opretholdes af forfatterskabets grundtema omkring 'illusion'.
    Illusion er drivkræfter, der kan føre til holdbar virkelighed med anerkendte livsværdier. Ligesom illusion kan ophæve virkeligheden og dermed vildføre mennesket.
    Virkelighedens element af illusion og illusionens element af virkelighed er et forhold Pontoppidan forholder sig uhyre bevidst til.
    1880erne er i udpræget grad en tidsperiode kendetegnet af illusion. Hovedstadens ekspansion, industrialismen, spekulanter, varieté, cafeliv, prostitution side om side med fri erotik som den nye livsstil.
    Herom handler 'sædelighedsfejden' (1885-94), der er en storslået debat om kønsmoral. Om dobbeltmoral. Om natur og kultur. Og om natur som moral.
    Henrik Pontoppidan iagttager det altsammen. Og bidrager med den nuancerede roman Mimoser. Et Familjeliv (1886). Alene med titlen signalerer forfatteren, i hvilken retning kompasset vender; alligevel bliver bogen modtaget med megen forvirring og usikkerhed. Hvad mener Pontoppidan?
    Men Pontoppidan er som forfatter ikke en 'mener'. Og slet ikke en tordner. Ikke desto mindre bringer han et budskab i sine værker. Et budskab rummeligt nok til at indeholde respekt for netop illusionen, den sunde illusion, forestillingsevnen, fantasien, begejstringen, skabelsesfryd. Kombineret med indsigten i, at store kulturbærende institutioner som Kristendom og Kirke er båret oppe af - illusion!
    Således er hans ærinde ikke kritik alene, dertil er hans skønhedstrang og livsglæde for omfangsrig. Livsnyderen i ham får dog aldrig lov til at tage overhånd. Den anfægtede, vrede Pontoppidan, som samtiden lærte at kende, skyldtes netop, at det var livsglæden, der blev anfægtet ved at blive stillet overfor uretfærdighed og ondskab.


Titler og rækkefølge. (Små romaner, 1)
Til Henrik Pontoppidans hovedside



Publiceret 30. december 1998. Opdateret 7. december 2012.
© 2004 by Iben Holk og Per Hofman Hansen.
Produceret med støtte fra Undervisningsministeriet.