Epoke - danske romaner før 1900

Til Epokes forside
Epokes forside


Epoker og ismer
Romantik
Romantisme
Realisme/Idealisme
Realisme/Nyromantik
Realisme/Impressionisme
Naturalisme
Det moderne gennembrud
Symbolisme
Det sjælelige gennembrud
Mytisme
Det virkelige gennembrud

Kontakt Epoke
Henrik Pontoppidan

Mimoser (1886)

4. Fristelsen
Af IBEN HOLK

  1. Debatromanen
  2. Giftermål
  3. Forgiftelse
  4. Fristelsen Du er på denne side
  1. Splittelsen
  2. Meningen?
  3. Litteratur og links


Fristelsen
Anna Conerding og Anton Drehling har kendt hinanden i deres ungdom. Hun har på Langelinje genkendt ham. Han ikke hende. Under samværet i morens lejlighed skjules dette forhold, som fru Conerding imidlertid drilagtigt spiller på, således at Drehling med god grund føler sig pinagtigt afsløret. Da hun er gået, fortæller hofjægermesterinden hendes sørgelige historie, der forklarer, hvorfor hun bærer sørgedragt.
    Hendes mand, en opblæst nar af en musiker, søn af gehejmekonferensråd Conerding, har ruineret hende, forødt den store formue, hun medbragte i ægteskabet som datter af en velhavende tømmermester. Den indbildske, affekterede gemal, der har slået sig ned i udlandet og turet rundt i de europæiske storbyers fashionable verden med et musikalsk hof af dagdrivere og taskenspillere (der lo bag hans ryg), har været hende utro på ethvert punkt - "undtagen netop det eneste, der kunne frelse hende ud af elendigheden" (s.68), som moren pointerer.
    Anton Drehling er herefter fuld bevidst om sin splittelse. Hver dag overvejer han at gå ud på Langelinje for at møde hende. "Nyttede det længere at kæmpe mod en magt, der dog var ham for stærk?" (s.90). På vej derud vender han om, idet han lytter til sin indre stemme - "tag hjem! tag hjem!"

Der kommer også andre gæster hos hofjærgermesterinden, således en af hendes gamle veninder, Dydsdragonen kaldet, en kammerherreinde, der minder om "en gammel ryttergeneral i fruentimmerklæder", samt hendes yngre niece. De er kommet i anledning af stiftelsen af en forening for sædelighedens fremme i hovedstaden og ønsker fru Drehlings tilslutning. Men hun afslår "den slags foranstaltninger (...) hvorfor skal vi dog altid gå sådan og plastre på vore medmennesker? Verden er dog endnu ikke et eneste stort hospital." (s.83)
    At hendes søn har ydet foreningen bistand, sætter den frisindede yderligere op, da det fremgår, at foreningens formål blandt andet er at frelse de prostituerede. ""Ak ja, glædespiger!" udbrød fru Drehling og så ud i stuen med en ligesom vemodig glans i øjet. "Glædespiger!... Jeg synes, det lyder så smukt. Herregud! Skulle de virkelig være en så alvorlig fare? Det kan jeg dog næsten ikke tro. Når jeg tænker på vore egne små hjemlige rør-mig-ikke'r... ja, ærlig talt, så kan jeg egentlig ikke fortænke vore unge mænd i, om de søger muntrere selskab." (s.84)
    Reaktionær? Progressiv? - "Moder spøger", kommenterer Anton Drehling tørt.

Men hofjægermesterinden spøger ikke. Tværtimod vender hun sagen om og går en ekstra tone op, da hendes søn direkte spørger hende, om hun har til hensigt at ville besmykke urenhed og fordærvelse til skade for ungdommen og til ødelæggelse af mange hjem. ""Ak ja - disse hjem!" sukkede hofjægermesterinden. Det faldt hende sådan ud af munden; hun havde egentlig ikke til hensigt at sige det. Men det var en længe opsamlet harme og bitterhed, der gav sig luft i dette udbrud."
    "Jeg tror, at er der noget punkt, hvor dette velsignede lands kræftbyld ligger, så turde det måske være disse så meget lovpriste og besungne hjem (...) Du bruger ved samme lejlighed ordet "venushuler"... men de er mulig netop vore egentlige venushuler, der udmarver vore mænd, stjæler deres energi og gjør vore kvinder svage og enfoldige. Dér murer vi os inde med vore uvaner og tåbeligheder og gjør os uskikkede til omgang med andre mennesker. (...) I vore dage véd man næppe, om man tør se en smuk dame i øjnene, når det ikke netop er éns kone, eller beundre en herres holdning, når det ikke tilfældigvis er éns mand. Det er denne uappetitlighed, der er så kvalmende."" (s.85)

Da Dydsdragonen og niecen er gået med uforrettet sag, er Anton vred, da han ikke roligt kan høre på, at hans mor angriber forhold, der for ham er dyrebare og indgang til en ny, stærkere og smukkere verden. Han fortæller for første gang med inderlighed om Betty udenom morens charmerende og arrogante sarkasmer, der også appellerer til ham, men som han forsøger at værge sig mod. Godsejeren beslutter derfor straks at bryde op efter morgendagens møde i landstinget.
    Forinden vil han tage ordentligt afsked med fru Conerding, som han i mellemtiden har mødt flere gange. Om det nu er til sin bestemmelse i livet, han føres, eller til sit forfald skal forblive et åbent spørgsmål. Men hans farvel til den sortklædte bliver i stedet til en elskovsbøn, som den fraskilte modtager - "med tørre øjne" (s.96).

Til  5. Splittelsen

Til toppen
Tilbage til Henrik Pontoppidans hovedside

Publiceret 10. november 2004. © 2004 by Iben Holk og Per Hofman Hansen.
Produceret med støtte fra Undervisningsministeriet.