Epoke - danske romaner før 1900

Til Epokes forside
Epokes forside


Epoker og ismer
Romantik
Romantisme
Realisme/Idealisme
Realisme/Nyromantik
Realisme/Impressionisme
Naturalisme
Det moderne gennembrud
Symbolisme
Det sjælelige gennembrud
Mytisme
Det virkelige gennembrud

Kontakt Epoke
Henrik Pontoppidan

Mimoser (1886)

1. Debatromanen
Af IBEN HOLK

  1. Debatromanen Du er på denne side
  2. Giftermål
  3. Forgiftelse
  4. Fristelsen
  1. Splittelsen
  2. Meningen?
  3. Litteratur og links


1979-udgaven med efterskrift af Birgitte Hesselaa.

Debatromanen
"Mimoser. Et Familjeliv" udkommer midt i 80ernes sædelighedsfejde inspireret af Det moderne gennembruds slagord til litteraturen om 'at sætte problemer under debat'. Som det fremgår af Titler og rækkefølge er den det eneste værk ved siden af den følgende roman "Spøgelser" (1888), som Henrik Pontoppidan aldrig lod omarbejde eller genoptrykke.
    Grunden hertil kan der kun gisnes om, da forfatteren sjældent omtaler "Mimoser". Kunstnerisk mislykket er den absolut ikke, hvad der derimod kan siges og er blevet sagt - også af Pontoppidan selv - om "Spøgelser". Begge romaner udkommer imidlertid som en parentes om forfatterens skæbneår, 1887, hvor han for første gang møder sin anden hustru, Antoinette. Muligvis er det sådanne private hensyn, der ligger til grund for at lægge romanen til side.
    En anden grund kan være, at Pontoppidan har fundet "Mimoser" for vellykket, hvilket i sammenhængen betyder for fræk, for rammende og for gennemskuende, men på en boomerangagtig måde, der slår tilbage på forfatteren. Året efter udgivelsen må han konstatere, at han selv sidder i gyngen, og at det gør ondt. Den ærlige ironiker kan have følt bogen - som udkast til en kultur- og moralkritik - vende sig med en nemesis-effekt mod hans personlige liv og derfor valgt at lægge afstand til den.

Modtagelsen hos anmelderne var blandede. Hvad Henrik Pontoppidan egentlig mente stod uklart. For det lå Pontoppidan fjernt at markedsføre personlige synspunkter i litterær form; de florerede til gengæld i hans journalistiske kommentarer. I romanen tager han en hvid pind i munden og lader alle sine personer tale for sig selv i dialog med læseren.
    Først i 1979 genudgives "Mimoser", hvilket ikke har været tilfældigt, da den således udkommer midt i en ny 'sædelighedsfejde' omkring rødstrømpebevægelse og kvindefrigørelse i kølvandet på '1968'. I romanens efterord reflekterer Birgitte Hesselaa over Pontoppidans motiv og intention med romanen som debatindlæg og konkluderer, at når den ikke er blevet genoptrykt, skyldes det sikkert, at Pontoppidan ikke "senere har fundet fuld personlig dækning for bogens pletvis meget aggressive form." (s.116)
    Det er et synspunkt, der forekommer svært at finde belæg for inden for romanens horisont. Aggressivt? - i forhold til hvad? til hvem? Aggression er et relativt begreb. Ligesom tolerance og loyalitet. Og sandhed. Det er sandt, at Pontoppidan udstiller datidens rødstrømper (blåstrømper) med både giftig og liflig humor i fremstilling af Sprutbakkelsen og Dydsdragonen, men aggressive er portrætterne ikke. Det er slående, at Pontoppidan med sit værk kan ramme i centrum 100 år frem i tiden, hvilket understreger forfatterskabets karakter af 'samtidighed'.

Til  2. Giftermål

Til toppen
Tilbage til Henrik Pontoppidans hovedside

Publiceret 10 november 2004. © 2004 by Iben Holk og Per Hofman Hansen.
Produceret med støtte fra Undervisningsministeriet.