Epoke - danske romaner før 1900

Til Epokes forside
Epokes forside


Epoker og ismer
Romantik
Romantisme
Realisme/Idealisme
Realisme/Nyromantik
Realisme/Impressionisme
Naturalisme
Det moderne gennembrud
Symbolisme
Det sjælelige gennembrud
Mytisme
Det virkelige gennembrud

Kontakt Epoke
Henrik Pontoppidan

Lykke-Per I-VIII (1898-1904) Af IBEN HOLK

  1. Lykke-Per, hans Ungdom
  2. Lykke-Per finder Skatten
  3. Lykke-Per, hans Kærlighed Du er på denne side
  4. Lykke-Per i det Fremmede
  5. Lykke-Per, hans Hans store Værk
  6. Lykke-Per og hans Kæreste
  7. Lykke-Per, hans Rejse til Amerika
  8. Lykke-Per, hans sidste Kamp


3. Lykke-Per, hans Kærlighed
Nu udspiller der sig en kærlighedsdyst og sjælekamp, som er en af de mest bevægende i dansk litteratur. Her er farer og fald på færde. Et afgrundsmørke lurer på de to lunefulde og temperamentsfulde 'duellanter'. Åbenlys er samtidig muligheden for livsfylde og skabelsesfryd. For nu ikke at tale om kærlighedslykke.
    Pulsen banker hos de medvirkende. Åndeløst vil læseren følge dramaet. Sådan er det. Og Pontoppidan ved det. Med rolig og sikker hånd styrer han igennem de turbulente luftlag og finder indflyvningsvinklen.
    Om sommeren ligger familien Salomon på landet i "Villa Skovbakken" ved Klampenborg. Herude fortryder Jakobe sin kontakt med Per. Hun kan ikke udstå hans overmod og 'provinsielle frejdighed'. Hun har nærmest ondt af ham og hans mangel på kultur. Desuden løber hans selvudstillende maskulinitet (åbentstående sommerskjorter) hende koldt nedad ryggen, og hun ved ikke, hvad kun skal stille op med ham, bortset fra at undgå at blive alene med ham.
    Jakobe tilbringer derfor mere tid sammen med Eybert, der ved siden af at være enkemand også er folketingsmand med en minister på tapetet. Men når Eybert spiller for hende ved flygelet, står hun i den åbne altandør i sommeraftenen og 'tager sig i' at tænke på Per. Og bliver vred - både på Eybert og på Per.
    Per er godt klar over, at han overfor Jakobe er kommet til kort, men giver ikke op. Hertil er han både for forfængelig og strategisk. Og forelsket. Han holder sig på afstand og dukker kun op, når der er 'åbent hus' om søndagen på "Skovbakken", hvor han bevidst undgår Jakobe, men slår sig løs blandt de øvrige familiemedlemmer. En af disse, Onkel Delft, har imellemtiden fået ordnet hans 'pengesager' via husets sagfører i Klosterstræde. En mand der ligesom onklen har sans for det komiske og groteske og alvorlige i tilværelsen. Således bliver der etableret et aktieselskab til finansiering af Pers projekt, ligesom der bliver afsat midler til hans privatforbrug samt trykning af en pjece med henblik på pressen.

Disse tiltag giver Per opdrift og overskud. En dag tager han derfor mod til sig og frier til Jakobe. Og får nej! - Senere på dagen foretages en køretur i charabanc, hvor Eybert og Per kommer i strid om, hvorvidt det man med hele sin sjæl vil, det kan man også. Damerne i vognen refererer til historien om en mand, der løb et stykke kronvildt op og døde af det, fordi hans hjerte eksploderede. For at få luft - efter sin forsmædelse - påstår han vildt, at han kan løbe hurtigere end køretøjets heste og komme før hjem end de. Pludselig er han ude af vognen og nede på jorden. Og kommer først til "Skovbakken" til alles bestyrtelse og pinlige hovedrysten. I blodets slipstrøm opsøger han Jakobe, der opholder sig alene på sit værelse. Hun afviser ham, men han frier igen - og får ja! Hvem er Henrik Pontoppidan?
    Fortælleteknisk har forfatteren sørget for i at lægge signaler ud i Pers favør. Jakobe er ikke uberørt af onklernes optagethed af Pers talent og tro på hans tekniske fremtidsvisioner. Store ting må dog først opstå som ide, som drøm. Indbildningskraftens intensitet er en afgørende forudsætning for alle store skaberværker. Det er den stilfærdige huslærer, Aron Israel, der betoner dette overfor Jakobe. Selv har hun en excentrisk tendens i sit væsen, og er sletikke så 'fremmed' overfor Per, som hun ønsker at være.
    Per og Jakobe er altså nu forlovede. Forholdet virker beroligende på Per. Han arbejder strategisk og bevidst for at lade kærligheden modne. Jakobe er derimod ude af sig selv. Anspændt, splittet og fortvivlet. Det er hendes natur, at når hun hengiver sig, gør hun det vidunderligt og rigt, men bagefter føler hun skamfuldhed og lede. Hvilket, tilføjer Pontoppidan, "dog var udslag af et halvt selvbedrag". - Hvor han så kan vide det fra?
    Moderen bliver opmærksom på sin datters uligevægtigt. En dag, hvor de er alene i stuen, siger hun til hende: "Jakobe... sæt dig herhen, min Pige og lad os tale lidt sammen." (S.316). Både moderen og læseren lærer en ny Jakobe at kende.

Den indre modstand, hun stadig føler overfor Per, har at gøre med hans forhold til sin familiebaggrund. Familiemennesket Jakobe har svært ved at acceptere Pers hadefulde omtale af familebånd og opvækst. Det er ikke hans foragt for kristendommen, der adskiller dem, for den deler hun, men "i sin mosaiske Ærefrygt for Hjemmet og Slægten skræmmedes hun af en saadan Uforsonlighed overfor de nærmeste." (S.253).
    For at få klarhed over problemet opsøger hun Pers broder, Eberhard, og møder hos ham netop den selvgode, fordømmende kulde, der bekræfter Per.
    Nu forstår hun ham langt bedre og ønsker at vise ham sin fulde tillid. Hun vil derfor opsøge ham direkte i Hjertensfrydgade, hvor hun endnu ikke har været, men han er lige gået. Pigen viser hende dog indenfor. Jakobe - fastholdt her i en uforglemmelige indstilling, bevægende sig rundt i Pers to små fattige rum - alene med hans ting og sin forelskelse - det er kærlighedsmiraklet.
    Men Per kan undertiden føle sig tilbagestødt af hendes "solmodne Elskov" - "og var i det hele mangen Gang en ret kejtet Elsker." (S.336). - En aften gør Jakobe ham opmærksom på, at han endnu aldrig har sagt hende "at du elsker mig". Per viger udenom - "du veed det jo." Hun vil gerne høre ham sige det, men han kan ikke. "Det er virkelig for dumt, Jakobe."
    Tilbage hos sig selv skriver han et brev til hende, hvori han fortæller om den 'skytsaand', der har fulgt ham gennem hele livet, selvom han ofte har været på vildspor. Hun er nu denne skytsånd - "Sejrens Guldkrone". Og i brevet skriver han de tre ord: "Jeg - elsker - dig!"
    Næste morgen brænder han brevet. Og skriver i stedet for om sin nye bog. Titlen skal ikke være "Nye Tider" men "Fremtidsstaten". 3die bind slutter hermed.
Per forbereder nu en studie- og forretningsrejse til Tyskland, arrangeret og finansieret af det salomonske hus, og planlagt til at vare i to år.

4. Lykke-Per i det fremmede
Tilbage til Henrik Pontoppidan


Publiceret 30. december 1998. Opdateret 25. juni 2006.
© by Iben Holk og Per Hofman Hansen.
Produceret med støtte fra Undervisningsministeriet.