Epoke - danske romaner før 1900

Til Epokes forside
Epokes forside


Epoker og ismer
Romantik
Romantisme
Realisme/Idealisme
Realisme/Nyromantik
Realisme/Impressionisme
Naturalisme
Det moderne gennembrud
Symbolisme
Det sjælelige gennembrud
Mytisme
Det virkelige gennembrud

Kontakt Epoke
Henrik Pontoppidan

Lykke-Per I-VIII (1898-1904) Af IBEN HOLK

  • Romankredsen Du er på denne side
  1. Lykke-Per, hans Ungdom
  2. Lykke-Per finder Skatten
  3. Lykke-Per, hans Kærlighed
  4. Lykke-Per i det Fremmede
  5. Lykke-Per, hans Hans store Værk
  6. Lykke-Per og hans Kæreste
  7. Lykke-Per, hans Rejse til Amerika
  8. Lykke-Per, hans sidste Kamp

Lykke-Per
Romankredsen
Med 8-bindsværket Lykke-Per (1898-1904) skriver Henrik Pontoppidan den klassiske udviklingsroman - ligesom M.A. Goldschmidt et halvt århundrede tidligere skriver den klassiske dannelsesroman. I den afsluttende del skal vi med udgangspunkt i disse hovedværker sammenligne de to genrer.

Lykke-Per er lagt an som en æventyrroman eller opdagelsesrejse. De enkelte bind har ved udgivelsen selvstændige titler, der peger i denne retning. Samtidig viser titlerne, at der her udfoldes en livsroman. Ligesom Det forjættede Land er dette værk et selvbiografisk arbejde, idet samtlige ydre begivenheder i romanen tilsvarende finder sted i Henrik Pontoppidans liv.
    Hovedpersonen hedder denne gang Peter Andreas Sidenius. - Efternavnet er det samme som Henrik Pontoppidans oldemors slægtsnavn. Som Pontoppidan selv nedstammer denne Sidenius fra kontinuerlige præste-, provste- og bispeslægter flere hundrede år op gennem tiden.
Værket udkommer således:
    Lykke-Per, hans Ungdom (1898)
    Lykke-Per finder Skatten (1898)
    Lykke-Per, hans Kærlighed (1899)
    Lykke-Per i det fremmede (1899)
    Lykke-Per, hans store Værk (1901)
    Lykke-Per og hans Kæreste (1902)
    Lykke-Per, hans Rejse til Amerika (1903)
    Lykke-Per, hans sidste Kamp (1904)

Som helhed udgør værket et 'svar' til Århundredeskiftet, der usynligt markerer overgangen fra en gammel verden til en ny. - Bortset fra at den 'ny' verden naturligvis er ældre end den 'gamle'. Det er forvirringens tid. Her ved århundredeskiftet hersker der et menneskeligt, socialt, stilistisk og kunstnerisk virvar, der vel aldrig nogensinde har fået noget navn! Tidsbilledet og tidsfortolkningen er også i dette værk centralt. Henrik Pontoppidan viser sig igen som den store stor iscenesætter. - Samtidig er værket et biografisk arbejde: med personligheden som eksempel og seismograf skildrer Pontoppidan tiden indefra, mens hovedpersonen bygges op via sine omverdens- relationer. Arv og miljø er nøglebegreber, der i denne roman presses til det yderste af deres bæreevne som tolkningsgivende instanser. Tematisk krydses de af forholdet imellem tro og mistro, tvivl og tro, tro og natur - kræfter, der brydes i hovedpersonens dannelses- eller udviklingsproces i en sådan grad, at personen også i denne roman truer med at forsvinde i forfatterens opstillinger af livsanskuelsesteorier. - (Tolkningsreferatet følger orginaludgaven. Citater er fra den redigerede 3.udg. 1907).

1. Lykke-Per, hans Ungdom
Peter Andreas vokser sammen med et dusin søskende op i et pietistisk præstehjem i en østjysk købstad. Faderen er fjern, streng, myndig. Moderen, hvis tilværelse er præget af uro og angst, ligger ofte syg. Tidligt føler Peter Andreas sig isoleret i familien og forbinder sin vanartethed med overbevisningen om at være uønsket. Han færdes derfor mest udenfor hjemmet og klarer lige nøjagtigt sin skolegang. Som protest imod faderens livsholdning vælger han at studere til det sidste nye moderne - ingenør.
    I hovedstaden indlogerer han sig hos søfartsfolk i Hjærtensfrydgade i Nyboder og indgår ubesværet i værtsfolkenes muntre og ubekymrede hverdagsliv. Studierne går det helt i stå med: hvor han havde ventet æventyr og opdagerglæde, møder han tal og tabeller. I stedet opsluges han af storbyens cafeliv, hvor han bliver optaget i kunstnernes cirkler. Her er slet skjulte og afslørende portrætter af både J.P.Jacobsen og Holger Drachmann. Kunstnerne skuffer ham, og da han ikke selv er kunstner, glider han ud af miljøet. Men i nattelivets halvverden findes andre kunstnere, finansfolket. Spekulanter og grosserere. Med stor livsappetit og talent kaster han sig ud i denne livlige verden. Deltager i store middage og baller i byens bedste huse. Og det bliver til stævnemøder med en yppig grossererfrue, fru Engelhardt, på restaurant og hotel.

Ved et bal møder han en af hendes aflagte elskere.En ældre herre ved navn Neergaard. De får sig en rigtig Pontoppidan-samtale, og det er her navnet 'Lykke-Per' første gang dukker op, idet Neergaard i samtalens løb udbryder: "Det er den lille Salomon, som plejer at kalde Dem saadan. Navnet er i mine Øren ikke en Gang rigtig smigrende. Et gammelt Ord siger jo om Lykke, at den er Daarernes Formynder... den, der sidder paa Lykkens Skød, har kun sig selv at takke for sit Uheld."
    Denne Neergaard ser imidlertid et lys i Peter Andreas og testamenterer ham sin formue ved sin død kort tid efter. Nu begynder erotikken desuden at lugte af død - og fru Engelhardt at minde om "en Abe". Med fornyet styrke genoptager han studierne og arbejder ihærdigt ved sit tegnebræt. Ligesom han påny omgås Nyboderfolkene, der havde troet ham fortabt.
    Fra Jylland indløber nu meddelelsen om faderens sygdom og forventede snarlige død.


2. Lykke-Per finder Skatten
Tilbage til Henrik Pontoppidan


Publiceret 30. december 1998. Opdateret 7. december 2012.
© by Iben Holk og Per Hofman Hansen.
Produceret med støtte fra Undervisningsministeriet.