Henrik Pontoppidan: Ørneøje. Biografi, 2. Epoke

Polytekniker
Når Henrik Pontoppidan efter realeksamen vælger at studere til ingeniør hænger det ikke kun sammen med, at matematik og fysik er hans bedste fag, men også med et ønske om at være foregangsmand for den nye tid og at lægge afstand til slægtens teologiske tradition. Naturvidenskabens praktiske og tekniske verden er noget for en rigtig mand og rummer desuden igennem opfindelsernes mulighed en eventyrlig dimension for virkeliggjort fantasi.
Underneden kæmper den virkelighedsnære nemlig med sit følelsesliv. I det nuancerede erindringsbind "Drengeaar" lægger den tilbageskuende forfatter spor ud, der belyser spændingen imellem ingeniøren og digteren. Da et provinsteater opfører Oehlenschlägers "Axel og Valborg" overraskes han af sin bevægelse, som han holder for sig selv og opfatter som et svaghedstegn. Og således i flere situationer: den stolte og blufærdige Henrik viser ikke sine følelser.
Til hans litterære bagage hører tidlig læsning af Marryat, Cooper og Gøngehøvdingen. Senere H.C. Andersen og Blicher. Yndlingsbogen bliver Christian Winthers "Hjortens Flugt", som gives ham af en ven af huset i konfirmationsgave, men han holder sin oplevelse for sig selv, fordi han skammer sig over sin betagelse af det højromantiske værk, der ikke matcher ingeniøren. En konflikt, der skal sætte spor igennem hele forfatterskabet - som 'vippe'.

Den 16-årige - med nyt overskæg - flytter i 1873 til København. Den polytekniske Læreanstalt har på den tid har til huse i bygninger beliggende mellem Skt. Peder- og Studiestræde. Han bliver indlogeret hos en aldrende enke på Nørrebro, hvor han deler to værelser med sin ældre bror Knud, der studerer medicin (senere anset psykiater og professor, og hovedperson i Amalie Skrams roman "Professor Hieronimus" fra 1895). Det matematiske geni arbejder hårdt med logatitmetabellen, hvilket er strengt nødvendigt, da halvdelen af de studerende på grund af pladsmangel bliver afvist ved forprøven efter et år. Henrik består.
Andet bind af erindringerne, "Hamskifte" (1936), omhandler denne københavnske studieperiode. Som så mange jyder befinder han sig udmærket i hovedstaden, selvom en ny ensomhedsfølelse må læres at kende: han savner ikke familien, men Randers, livet ved havnen og i de store købmandsgårde, kammeraterne, der blev for at blive studenter. Overladt til sig selv er han ikke. Om aftenen spiser de tø brødre middag sammen med en tredje bror, Morten, i en viktualiehandlers pensionat.

De politiske diskussioner ved bordet har ikke hans interesse, men har alligevel vakt nysgerrigheden. Når han kan afse tid til det, indfinder han sig i tilhørerlogen i Folketinget på Kristiansborg. De gratis museer besøges om søndagen, ligesom højmessen i Slotskirken for at se biskop Martensen eller næsehornet i Zoologisk Have. Parallellen er Pontoppidans (s.16).
Af nysgerrighed overværer han byens mest omtalte prædikant, Frimodt, "en dansk Savonarola" (s.16), hvis missionske flammetaler fyldte Johanneskirken til bristepunktet. Helvedesprædikantens ildfulde forkyndelse fik flere af tilhørerne til at besvime eller udstøde ubeherskede råb og skrig. Fra denne scene klipper Pontoppidan til en anden talerstol, nemlig universitetets, hvor en anden tungefærdig flammetaler udfolder sig, Georg Brandes. Disse forelæsninger gjorde dog ikke dengang videre indtryk på polyteknikeren.
Den første jul tager han toget til Randers. Det bliver en rejse på 15 timer, da toget standser ved samtlige stationer. Ferien bliver en skuffelse. Der er ufestligt og trykket i hjemmet, hvor moderen er sengeliggende. Kammeraterne og balveninderne virker fremmede. Hjemlængslen var en illusion.

Læreanstalten bliver efterhånden det egentlige hjem - med gratis lys og varme. Udenfor forelæsningstimerne udfolder der sig i de altid åbne tegnestuer et ukonventionelt klubliv, der passer medstifteren af den tidligere klub Valhal i Randers. En helt vaudeville-scene udspiller sig til frokost, hvor en spånkurv fra etagens vindue med ordresedler og skillinger hejses ned til de madammer og skovserkoner, der råbende med røgede sild og frugt går gennem strædet. Undertiden følger der bagpå ordresedlen en rørstrømsk kærlighedserklæring på vers, der besvares med liflige smil og fingerkys.
Erindringerne giver portrætter af de forskellige lærere, bl.a. et sympatisk beskrivelse af Ludvig Feilberg, senere filosof, der på dette tidspunkt fungerer som afholdt assistent, og som Pontoppidan får et personligt forhold til. Vi hører om forskning, studier og geologiske ekspeditioner. En større af disse til Grønland for at undersøge de fjeldpartier, Nunatakker, der stikker op af indlandsisen, bliver tilrettelagt af direktøren for Mineralogisk Museum. Ekspeditionen giver plads for en polyteknisk studerende med betingelserne og helbredet i orden. Pontoppidan søger.
Valget viser sig at komme til at stå imellem ham og den lidt ældre Andreas Kornerup, der desuden har tegnefærdigheder. Ham bliver det. Og Pontoppidan går i sort. Som kompensation planlægger den rastløse en flugtrejse til Schweiz. Denne rejse skal blive et hamskifte.

Til Biografi 3: Schweiz-rejse
Tilbage til Henrik Pontoppidans hovedside

Publiceret 15. oktober 2004. © 2004 by Iben Holk og Per Hofman Hansen.
Produceret med støtte fra Undervisningsministeriet.