Epoke - danske romaner før 1900

Til Epokes forside
Epokes forside


Epoker og ismer
Romantik
Romantisme
Realisme/Idealisme
Realisme/Nyromantik
Realisme/Impressionisme
Naturalisme
Det moderne gennembrud
Symbolisme
Det sjælelige gennembrud
Mytisme
Det virkelige gennembrud

Kontakt Epoke
Henrik Pontoppidan

Ørneøje

Biografi, 1
Af IBEN HOLK

  1. Drengen i Randers Du er på denne side
  2. Polytekniker
  3. Schweiz-rejse
  4. Vendepunktet
  5. Schaff
  6. Døden i Østby
  7. Antoinette
  1. På Parnasset
  2. Brandes-linjen
  3. Journalistik
  4. Nobelprisen
  5. Ørnen i Ordrup
  6. Værker
  7. Litteratur og links


Drengen i Randers
Henrik Pontoppidan er født i Fredericia i 1857. Faderen er pastor Dines Pontoppidan ( 1814-1879) og moderen Birgitte Christine Marie født Oxenbøll (1824-1888). Ægteparret får mange børn, som det dengang var skik, hele 16, hvoraf fire dør tidligt, hvilket ikke var ualmindeligt. I 1863 flytter familien til Randers, hvor faderen har fået embede ved Skt. Mortens Kirke, og ind i en stor præstebolig med 20 værelser i to etager og en gård med stalde og udhuse.
    I første bind af sine erindringer, "Drengeaar" (1933), beskriver Henrik Pontoppidan minutiøst det levende og brogede liv i den driftige by. Født i midten af den store børneflok overlades den opvakte og nysgerrige dreng for en stor del til sig selv, idet forældrenes opmærksomhed overvejende gælder de ældste og yngste. Han strejfer derfor meget rundt med sine kammerater på opdagelse i de smalle stræder mellem høje pakhusgavle og udadhældende bindingsværksmure og i havnens mylder omkring købmandsgårde og skibe fra Vestindien eller foretager dristige sejladser på Gudenåen.

I skolen, der ikke har den eventyrlystnes store interesse, vænner han sig hurtigt til at være udenfor. Selv mener den erindrende, at han isoleres på grund af sit mærkelige navn, som man knapt kunne udtale uden at grine. Dette Pop-pi-topi-popdan var svært at tage alvorligt. Desuden er hans far ikke afholdt blandt byens borgere. Den strenge, reserverede provst, der på grund af dårligt syn bar mørke briller og dertil var tunghør, fremstår som kontrast til den tidligere muntre og imødekommende sognepræst med det gode navn Jørgensen. Hjemmets skygge kaster sig uheldsvangert over drengens opvækst. Allerede her spores kimene til den senere følelse af hjemløshed og fredløshed.
    Hvorfra stammer "det gyselige Navn Pontoppidan", som Pontoppidan skriver. I erindringsbogen fortælles, at det hørtes første gang i det 17. århundrede, idet fem sønner af en forvalter og ridefoged i Broby på Fyn, Erik Knudsen, fik den "daarlige Idé efter lærde Folks Skik at stadse deres gode danske Navn op med en latinsk Adrienne, en naragtig Paafugleham." (s.75). Pontoppidan er altså latin for Broby (bro: pons og by: oppidum).
    De fem første pontoppidaner bliver alle præster. Og således fortsætter det op igennem århundrederne: præster, provster og biskopper til alle sider. Den tradition skal outsideren også bryde med, idet han i skolen viser størst talent indenfor matematik, fysik og astronomi. Han begynder at eksperimentere med opfindelser i præstegårdens udhuse, hvis resultater han opfører for sine søskende og moderen. Faderen iagttager sin søns udvikling med skepsis. Da opfinderen har fået sin realeksamen i Latinskolen finansierer faderen dog hans optagelse på Polyteknisk Læreanstalt i København.

Navnet til trods får Henrik gode venner, herunder et livsvarigt venskab med klassekammeraten Johan Rohde (1856-1935), den senere ansete maler, der i 1895 maler et smukt portræt af digteren. En sommerferie beslutter de sig for en fodvandring - cyklen er jo endnu ikke opfundet! - der i dagsmarcher på 20-30 kilometer fører dem til Skagen og tilbage ad Vestkysten.
    Eventyrfærden gennemføres uden ret mange penge på lommen, idet de overnatter hos bekendte og bekendtes bekendte og på Skagen modtages og bespises af selveste byfogden, som de ikke kender. En anden gang går turen tværs over Djursland. Og med en anden ven sejler han ad Gudenåen til Silkeborg, hvor den nyanlagte papirfabrik optager den vordende tekniker.
    Et hjem udenfor hjemmet får Henrik en årrække på proprietærgården Tustrup, der ligger en halv snes kilometer fra Randers, og hvor to af hans klassekammerater bor. Den livlige stemning i dette gæstfrie miljø er noget helt andet end præstegårdens indelukke. Her lærer han at ride og får sin egen hest. Ligesom han bliver kaldt ud til vinterens baller og julegilder. Og dét sikkert med succes, for den 13-årige elsker at danse.

Den første alvorlige forelskelse møder han således på dansegulvet i borgerklubben Harmonien. Balkæresten er den 15-årige datter af en præsteenke i en Limfjordsby, der bor hos sin tante. Hun har vidunderligt udtryksfulde øjne, blågrå med mørke vipper, og lyse fletninger raffineret opheftet i nakken. Og så svæver hun henover dansegulvet med en sommerfugls lethed og ynde. Henrik, der er god til 'at føre', må desværre undvære galopaderne, da hun har svagt hjerte, men så sidder de og taler fortroligt på de plyssede bænke, hvilket i ikke mindre grad får hjertet til at banke.
    Stævnemøder bliver det ikke til, da hun altid færdes under tantens opsyn. Da hun selv inden hjemrejsen arrangerer et aftenselskab med dans, bliver outsideren til hans forfærdelse ikke inviteret med, fordi tanten har lagt øre til hans ry som en vild krabat. Det har gjort ondt på dem begge. Sigende er det i alt fald at den gamle Adam erindrer hende med så megen ømhed.
    Erindringsbindet slutter på Himmelbjerget, hvor den flyvefærdige ser ud over landskabet og giver sig selv det løfte at ryste drengenykkerne af ærmet og igen tro på at være født under en lykkelig stjerne og møde den tiltænkte skæbne som en mand.


Til Biografi 2: Polytekniker
Tilbage til Henrik Pontoppidans hovedside
Til toppen

Publiceret 15. oktober 2004. © 2004 by Iben Holk og Per Hofman Hansen.
Produceret med støtte fra Undervisningsministeriet.