Epoke - danske romaner før 1900

Til Epokes forside
Epokes forside


Epoker og ismer
Romantik
Romantisme
Realisme/Idealisme
Realisme/Nyromantik
Realisme/Impressionisme
Naturalisme
Det moderne gennembrud
Symbolisme
Det sjælelige gennembrud
Mytisme
Det virkelige gennembrud

Kontakt Epoke
Henrik Pontoppidan

Den gamle Adam (1894)

3. Lidenskabens ret
Af IBEN HOLK

  1. Rammen
  2. Motivet
  3. Lidenskabens ret Du er på denne side
  4. Frihed
  1. Lykke
  2. Sandhed
  3. Litteratur og links


Lidenskabens ret
Magister Glob sidder på sit værelse og ærgrer sig en smule over, at han reflekterer så meget i sin dagbog. Han lægger dog noget af skylden på regnvejret, for i dette nordiske klima burde man "fødes med galosjer og en paraply under armen", men hvorfor kunne man så ikke "fordrive tiden med at sidde rolig med næsen fladtrykt på ruden og glemme verden og sig selv under en timelang, andægtig beskuen af regndråbernes fald gennem luften?" (s.95)
    Så let slipper den ferierende ikke, men beslutter i stedet at give slip på assessoren med denne moralske salut: "Hvad kommer f.eks. assessor Toftes ægteskabelig forhold mig ved? Er jeg måske forelsket i hans kone? Er jeg hendes fader, hendes broder, hendes søn? Hvad i himlens navn rager det da mig, at hr. assessoren benytter sin ægteskabelige ferie til lidt flirt med en ung og ubestrideligt meget smuk pige, der synes at smigres af en så fremragende mands kurmageri?" (s.95)
    Og det kan der jo være noget om. Han konkluderer derfor med moralsk optimisme: "Et uskyldigt ferie-galanteri! En smule måneskinssværmeri! Om nogle dage sidder assessoren dobbelt lykkelig derhjemme hos sin kone og sine drenge og mindes sit lille sommer-eventyr som en flygtig drøm. Hvad skade er der da egentlig sket?" (s.99)

Blandt hotellets gæster befinder der sig en vis dr. Levin med en skarp næse over et sort rabbinerskæg. Glob har undgået den originales selskab, men nu træffer de hinanden på en bænk i havnen. Dr. Levin kaster sig straks uden indledning ud i en filosofisk dissekering af assessorens åndelige tilstand, som han finder kaotisk og "som naturnødvendigt må føre til katastrofe". Glob bliver utilpas ved denne ufølsomme vivisektion og påpeger, at man bør vogte sig for at dømme i en sådan sag, der mere kalder på overbærenhed. Vel kan meget bebrejdes denne Tofte, men at man "dog til syvende og sidst var nødt til at anerkende lidenskabens ret" (s.127).
    Efter en kunstpause gentager dr. Levin: "Lidenskabens ret?... Er det ikke en af de overtroiske forestillinger, som bidrager til at holde menneskene nede på halvbarbarernes niveau? Hvorfor skulle vel de handlinger, der er udslag af abnorm, sygelig åndstilstand, have en højere gyldighed end de, vi foretager os i sjælens sunde og klare ligevægtsøjeblikke? Og når den sygelige tilstand endda er selvforskyldt?"
    "Ræven om rønnebærrene", tænker Glob, men fremhæver provokeret, "at menneskehedens højeste ideer, dens værdifuldeste tanker, dens største og stolteste bedrifter dog næppe var undfangede eller udførte i den upåvirkelige sjælsligevægt, han synes at vurdere så højt, men tværtimod i lidenskab, ja ekstase" (s.128).

Badelivet går sin gang, da det desuden er blevet solskinsvejr, med skovture, måltider og dans i salonen. Dr. Levin og Glob danser ikke. Assessoren skulle for længst være rejst, men er alligevel blevet, hvilket der hviskes om i krogene. Den gamle Adam ser efterhånden mere og mere medtaget og nervøs ud. En aften, da en gruppe er samlet på verandaen, mister han fatningen, da den udvalgte med en ung mand under armen løber leende gennem haven. Han er ramt. Glob føler trang til at gribe ind, men det bliver ved notatet i dagbogen.
    Selv bryder han op efter en mislykket tilnærmelse til en ung kvinde i byen med klumpfod, skønt det ikke var af den grund. På vejen hjem gør han ophold på en kro, hvor dagbogen vidner om, at han ikke kan slippe det erotiske maskepi på badehotellet. Og hvem træder derpå med sin ildrøde vadsæk ind i krostuen - "Dødens Apostel", "Hans sataniske Majestæts subsitut" - dr. Levin, der har en del galante nyheder at berette.

Til  4. Frihed

Til toppen
Tilbage til Henrik Pontoppidans hovedside

Publiceret 26. november 2004. © 2004 by Iben Holk og Per Hofman Hansen.
Produceret med støtte fra Undervisningsministeriet.