Søren Kierkegaard: Latterfuglen. Biografi, 11. Epoke

Bræk og slip
Den famøse artikel udløser en bombastisk offentlig debat, hvor det fyger med skældsord, nid og nag, frustrationer og hellig enfold. Martensen svarer behersket belærende, men er ikke for fin til et giftigt Corsar-udslip om Kierkegaards fysiske fremtoning. Kierkegaard selv gentager i orkanens øje stille og roligt sit synspunkt og tilføjer, at et sandhedsvidne ikke kan forbindes med noget som helst andet. Gør man det "maatte man christelig nøiagtigt sige: det var Satan til Sandhedsvidne". Det er "fræk Uanstændighed" at kanonisere biskop Mynster, for hermed er alle landets præster sandhedsvidner, hvilket er at gøre nar ad Gud!
Kierkegaard bidrager med i alt 22 artikler i Fædrelandet. Hovedsynspunktet er, at "Vi duer ikke til at være Christne i det nye Testamentes Forstand". Den officielle gudsdyrkelse er i hans øjne gudsbespottelse. Præsterne, dette "Platten-Slager-Laug" sikrer samfundet mod kristendommen. At det er "Skin, at det er Christendom, man forkynder". Det er kristenheden, kirken, Kierkegaard angriber, fordi den lyver om kristendommen, skjuler den. Hvis det er tilladt at blande sig i den gamle debat, kunne man jo tilføje, at Gud ikke er kristen, Jesus ej heller!

Som det ofte går i den slags bataljer, flyttes fokus ret hurtigt fra sagen til dens budbringere: debatten svinger fra at handle om kristendommens udøvelse og karakter til at handle om Kierkegaards opførsel og karakter. For han boltrer sig frækt, sylespids og stilistisk veloplagt som i de gode gamle dage med "Enten – eller". Tag denne dosis af Guds barn: "Ikke formildet men skærpet gjentager jeg herved min Indsigelse; jeg vil hellere spille, svire, hore, stjæle, myrde end deltage i at gjøre Nar af Gud, hellere tilbringe min Dag paa Keglebaner, i Billardhuse, min Nat ved Hazard eller paa Maskerade end deltage i den Art Alvor, Biskop Martensen kalder christelig Alvor" - som Kierkegaard udelukkende forbinder med 'Profit'.
Kierkegaard er igen i konflikt, hvilket betyder produktion. Men tiden er knap. Døden kalder. Nu begynder den store musik. Mozart på korset. Tusinde strygere. Og han kaster alt ind i slutfasen. Slipper sin livslange journal. Det er nu eller aldrig, det er 'Enten – eller'.

Tidsskriftet 'Øieblikket' udkom med 9 numre i Kierkegaards sidste leveår, 1855. Her genudgivet af Hans Reitzels Forlag i 1961.

Forfatterskabet indleder sin tredje fase med de samlinger af flyveblade, han udgiver som tidsskriftet "Øieblikket" (1-9 samt et færdigskrevet, men ikke udkommet 10. nummer), hvor aktionen fortsætter. Første nummer udkommer den 24. maj 1855 i 1000 eksemplarer, der bliver revet væk. Hvis man formoder, at Kierkegaard er desperat, nedtrykt og helt ude af den, tager man ganske fejl; han er i strålende humør, ses ofte på spisehuse med flyvske replikker. Det hele går jo som det skal. Han har fået latteren på sin side.
En aforisme i "Øieblikket" lyder: "I den pragtfulde Domkirke fremtræder den høivelbaarne høiærværdige Geheime-General-Ober-Hof-Prædikant, den fornemme Verdens udvalgte Yndling, han træder frem for en udvalgt Kreds af Udvalgte, og prædiker rørt over den af ham selv udvalgte Text 'Gud har udvalgt det i Verden Ringe og Foragtede' - og der er Ingen, som leer". Den wiedske pointe (efter Gustav Wied) sidder, fordi den er mere end en 'Witz'. Samtidig kobler den i en vældig bue tilbage til produktionens udspring, de såkaldte 'Diapsalmata' i "Enten – eller" (1843), hvor motivet i den sidste aforisme netop er 'latteren':

Æstetikeren, der har hovedrollen i første del, har været i den syvende himmel, hvor han af guderne får valget mellem ungdom og skønhed og den dejligste pige og andet godt; han tøver og siger så: "Høistærede Samtidige, jeg vælger én Ting, at jeg altid maa have Latteren paa min Side. Der var ikke én Gud, der svarede et Ord, derimod gave de sig alle til at lee. Deraf sluttede jeg, at min Bøn var opfyldt". For latteren er alvorlig nok. Som livsfilosofiens kilde betyder den indsigt.
Derfor kan Kierkegaard i en skitse til et nummer af "Øieblikket" under overskriften "Hvo jeg er og hvad jeg vil" skrive: at den "Magt, jeg skal bruge (saaledes forstaar jeg det ved Styrelsen) den er, - ja, man vil studse, men dog er det saaledes - den er: Latteren! (...) Men vel at mærke gudeligt indviet, som den er det, naar jeg betjener den", skriver ironiens magister.

Med "Øieblikket", der er martyrens egen Corsar, er det slut med den opbyggelige inderlighed, der dominerer hele forfatterskabets anden fase (jf. "Prædikerens tro"). Kierkegaard giver - etisk - slip på den (religiøse) Kierkegaard, for at realisere denne igennem den første (æstetiske) Kierkegaard. Cirklen er sluttet.
Det er i dette perspektiv, de bizarre opsatser får mening, som fx det prægnante "Tag et Bræk-Middel". Kristenheden (ikke at forveksle med kristendommen) diagnosticeres som en sygdom, 'ilde Smag i Munden, belagt Tunge', hvorfor Kierkegaard ordinerer et brækmiddel efter et styrtdyk af danturèllsk tour de force igennem kristelige klichéer og idiosynkrasier. 'Virker kuren ikke, vel, så tag en dosis til!'
Øjeblikkets evighed er inden for rækkevidde.

Til Biografi 12: Dødssejren
Tilbage til Søren Kierkegaards hovedside