Johannes V. Jensen: Introduktion til Vor Tidsalder, 6. Epoke

Katedraler i junglen
Afskeden bliver en faneflugt over kokospalmen. Johannes V. Jensen har opnået, hvad han kom efter: svimmelheden ved eksistentiel opløsning. Dét punkt, bundløsheden, hvorfra der kun går en vej: op! "Den Tankestrøm der er min Form for Liv og som hjemme flyder kølig er bleven til en stillestaaende Sø med en Krokodille paa Bunden." (S.145). Ildevarslende begynder selve Kondignogen at røre på sig (se historien af samme navn i Myter og Jagter, 1907), og det var jo det hemmelige ønske, hvor mærkeligt det end lyder. Jensen er sådan, ellers var han jo ikke sig selv. Opleveren vil mærke forsvindingspunktet. Og i dette tomrum bevarer sig selv intakt. Det er prøvestenen, der skal formuleres, levendegøres. Med andre ord: et stykke arbejde.

"Hjemve indtil Galskab efter Norden er menneskelig første Gang naar man ikke ved bedre Besked, anden Gang bare latterlig." (S.146), konstateres der ombord på den første den bedste damper med kurs nordpå til Hong Kong. "Forrige Gang jeg var i Troperne gik det saa vidt med mig at jeg tvivlede om min Identitet, nu tvivler jeg næsten paa Identiteten af min Tvivl. Var det mig den Gang, er det mig nu?" skriver spøgefuglen alvorligt nok - i en bog med titlen Introduktion til Vor Tidsalder! - da han føler sig som "en Vild som koagulerer af Rædsel ved højlys Dag, mit Hjerte ryster mig som Maskinen i et Skib i høj Sø naar Propellen mister Vand, hvad vil mit Hjerte?"

Alarmen udløser ikke blot opbruddet, men, hvilket kan virke højst overraskende på den læser, der kender forfatteren som erklæret ateist, en længsel efter - gotikkens katedraler! På Java har han aflagt det løfte at gøre en pilgrimsrejse til Maria de la Sede i Sevilla, "et af de skønneste Monumenter for Menneskesjælens Vandring jeg i mit Liv har set." (S.156) Det er ikke katolicismens manifestation i katedralen, der griber gotikeren, men graden af det elementært folkelige element i kunstværket, "hvor Sjælen fløj Guds Moder i møde" (S.160) - "i kirkens store Alfavnertid, da den kristne Verden var rig og kærlig nok til at undfange Sindbilledet om Guds Moder, Jomfruen over os alle, Maria, Maria de la Sede!" (S.159)

For Johannes V. Jensen hører middelalderens opdagelsesrejser og den gotiske katedral sammen i den fælles skabende idé: "en Drøm om Himmeriges Rige" (S.151). Denne drøm, der er Jensens kongstanke, "har ingen anden virkelig Oprindelse end de første taagede Frasagn om Varmen." Arkitektonisk sammenstilles katedralens konstruktion med de oldnordiske bjælkehaller, der senere strukturelt transformeres i udformningen af træskibene, ligesom gotikkens stil leder tanken hen til oldtidens billedskærerarbejder. Efter opdagelsesrejsernes tid er gotikken forbi, men ikke dens ånd, idet Johannes V. Jensen dristigt fortolker overgangen fænomenologisk: Gotikken "gaar ud over sin religiøse Ide, gør arkitektonisk Springet fra gennembrudt Sten til vore Dages Jernkonstruktion, bliver verslig men stadig stræbende i Højden, stadig et Udtryk for Menneskehedens Udvidelsesaand." (S.152)

Cölner Dom, svæver som "et udarbejdet Bjerg" for den hjemfaldnes øjne, "den mest imponerende af alle gotiske Kirker i Evropa" (S.162), skønt ikke "saa spontan og umiddelbar som de spanske Katedraler, især ikke Interiøret. - Domkriken i Toledo er den der har gjort Indryk paa mig af at være Gotikens ægteste Monument", afsluttet samme år som Culumbus opdagede Amerika! Men Maria de la Sede "er finere, mere bevidst som Kunstværk maaske, luftigere, frydeligere, jeg ved ikke, af en endnu sjælfuldere Blomstring, det er den jeg elsker. Især Kirkens indre er overvældende dejligt."

Sådanne historisk-æstetiske overvejelser sidder Jensen og skriver ned ombord på damperen undervejs til Hong Kong. Det var St. Andrew's Cathedral i Singapore, der gjorde ham rigtig syg, klokkespillet bimler nemlig samme klokkestrofe som rådhuset i London, smagløst og idiotisk. Desuden "Gotik i Troperne! Gives der nogen mere topmaalt Kynisme?" (S.151). På Java så han det ældgamle hinduistiske mausolæum, Borobudur, der i terrasser består af 1000 ens Buddhaer. Øens nuværende muhamedanere lader dette "stykke overbroderede og Øde Trope-Barok" (S.157) forfalde og gro til, hvilket Jensen syntes er synd, skønt Buddha kun indgyder ham lede:

Plastik og hvile, meget godt, men mon Livet saa ikke i sin stærkeste Udfoldelse unddrager sig Kunsten?

Til toppen
Til Kinas mand
Tilbage til Johannes V. Jensens hovedside

Publiceret 4. marts 2008.
Copyright by Per Hofman Hansen og Iben Holk.
Produceret med støtte fra Kunstrådets faglitterære udvalg.