Epoke - danske romaner før 1900

Til Epokes forside
Epokes forside


Epoker og ismer
Romantik
Romantisme
Realisme/Idealisme
Realisme/Nyromantik
Realisme/Impressionisme
Naturalisme
Det moderne gennembrud
Symbolisme
Det sjælelige gennembrud
Mytisme
Det virkelige gennembrud

Kontakt Epoke
Johannes V. Jensen

Den gotiske Renaissance (1901) Af IBEN HOLK

Genre
Det gotiske
Tyrefægtningen
Verdensudstillingen
Maskinernes sjæl
Kendsgærningen
Nuet Du er på denne side

Nuet
"Paa Grund af Modsætningen mellem Virkeligheden og Anskuelsen af den er Ejendommeligheden ved den germanske Stemning af Tilværelsen den, at det Nu, der netop er for Haanden, aldrig synes nutidigt i den Forstand, at der lægges afgørende Vægt derpaa. Det historiske Tyngdepunkt tænkes altid før eller efter; Historien ses kun i Fortid og Fremtid. Men derved hugges Udviklingen over, Nuet er dog det Naaleøje, hvorigennem Kamelen maa gaa. Sværmer man for Fortiden, og gør man Kur til Fremtiden, vil Nuet, det vil sige Virkeligheden, aldrig have Tiltrækning for en, og man faar ingen Historie." (S.184).
    Senere i fremstillingen tilføjes der dog modificerende: "Den sygelige Hang til Tøven er ikke af det Onde, naar den ytrer sig som en kontrollerende Magt, en Impulsernes Samvittighed. Den der har en stærk Følelse af, at Nuet er eksplosivt, risikerer vel let Lammelse; men selve denne Respekt for Nuet er den højeste moralske Værdi, der eksisterer!" (S.191).
    I sådanne og tilsvarende overvejelser afgiver teksten vidnesbyrd om den betydning, som den rækker ind i det personlige digterværksted. Johannes V. Jensens mytedigtning, der omkring dette tidspunkt begynder at tage form på, består af netop sådanne nu-studier, nu-tableauer, erindringsnuer.

Århundredeskiftet - Den gotiske Renæssance bliver således et program- og kampskrift. Johannes V. Jensens bidrag til århundredeskiftet: at det skulle medføre netop et skift i kunst og kultur og i livsformerne. Først og fremmest væk fra sennaturalismens indelukkede 90er-dekadence og væk fra den danske tvivlesyge og indadvendte refleksion.
    Og omslaget finder faktisk sted. I løbet af det nye årti kommer en ny livsstil til syne igennem friluftsliv og sport. Kvindernes klædedragt skifter karakter - væk med korsettet og de opstyltede stativer. Klunketiden er forbi. Frisk luft! Tag en svømmetur! - Politisk skaber systemskiftet i 1901, hvor bondestanden vinder gammel frihed og autoritet, en vældig optimisme i brede befolkningslag.
    Inden for litteraturen slår en frodig bølge igennem af ny litteratur fra landet, især Jylland - Jeppe Aakjær, Thøger Larsen, Johan Skjoldborg. Ligesom en ny bølge indenfor billedkunsten bryder igennem med Fyensmalerne Johannes Larsen, Peter Hansen, Fritz Syberg og Anna Syberg, der alle stiller staffeliet op i det fri. Med disse billedkunstnere samarbejder Johannes V. Jensen og knytter livslange venskaber. Herom kan man læse i Grethe Zahle: Dagens Lys. Johannes V. Jensen og de fynske kunstnere (1988).
    Til bølgen hører endvidere navne som Jakob Knudsen, Knud Hjortø, Marie Bregendahl og Martin Andersen Nexø. Indenfor billedkunsten fremtræder sjællænderne L.A. Ring, Niels Larsen Stevns og J. F. Willumsen samt nordjyden Hans Smidth. Musikalsk kommer bølgen til syne igennem komponisten Carl Nielsen. Ligesom den synliggøres i skulpturen ved billedhuggerne Kai Nielsen og Rudolph Tegner.
    I det følgende kapitel - Mytisme - skal vi kigge nærmere på bølgens fællesnævnere, hvad angår budskab og livssyn, æstetik og teknik.
    Forinden kan vi her fremhæve, at den store fællesnævner har rod i, at den nye generation kommer fra almuen. Herfra hentes motiver og emner. Virkelighedsforholdet står i centrum, og de kender den verden, de skildrer, indefra. Det er den praktiske, faktiske verden. Den jordnære, håndgribelige og - naturlige.
    I dette perspektiv går JVJs forudgribende fortolkning af tidsånden i "Kendsgærningen" i opfyldelse. Nybruddet, den nye vitalisme, lyssynet i de følgende årtiers litteratur og billedkunst står netop i hverdagsvirkelighedens og kendsgerningens tegn - ikke som trivialitet, men som vitalitet og stille livsglæde. Ligesom en ny social bevidsthed synliggøres som solidaritet. Kulturelt er der tale om en demokratiseringsproces, hvor det at skabe kunst indgår i en større folkelig helhed som netop - kendsgerninger!

Ny generation - Karakteristisk og mærkeligt er det, at århundredets første to tiår litteraturhistorisk ikke har noget navn! Vi taler om 90erne, om 20erne og 30erne, men ikke om 10erne og slet ikke om 0erne! Forholdet har sikkert sin forklaring i, at der ikke etableres noget tidsskrift til at samle bevægelsen, der ejheller kendetegnes ved nogen isme.
    I litteraturhistorierne benævnes perioden henholdsvis "Det folkelige gennembrud" eller "Den store generation". Disse betegnelser er ikke forkerte, men virker utilfredsstillende, fordi de er for upræcise i en kunstteoretisk sammenhæng. Dette navnløse rum i litteratur- og kunsthistorien er bemærkelsesværdigt, da der er tale om en af de kunstnerisk mest frugtbare perioder i det 20. århundrede. - Jf. Sven Møller Kristensen: Den store generation (1974), hvor han i slutkapitlet opholder sig ved dette forhold og konkluderer: "Men i litteratur- og åndshistorien er den virkelige sammenhæng med flid blevet tilsløret og opløst og miskendt fordi man hellere ville se noget andet." (S.253).
    For Johannes V. Jensens vedkommende er engagementet i bølgens karakter af generation flersidet og dobbelttydigt. Han slutter venskab med Jeppe Aakjær, Thøger Larsen og Jakob Knudsen. For dem alle gælder det, at venskabet med Johannes V. Jensen bliver en stor inspirationskilde. Men kunstnerisk er det udelukkende Himmerlandsfolk, der knytter ham til "Den jyske Bevægelse", som københavnerne ironisk-polemisk kalder Det folkelige gennembrud. Hermed er der blevet oprette en bås - Hjemstavnsdigtning - som det har været bekvemt at holde JVJ fanget i. Når skolebøgernes antologier kommer til denne forfatter, så tager vi lige en Himmerlandshistorie, hvorved JVJ er blevet dygtigt reduceret.
    Værker som Intermezzo, Kongens Fald og Den gotiske Renæssance, Hjulet, Skovene rækker i indhold og form ud over det folkelige gennembruds generation. Ingen af de øvrige forfattere skaber noget, der kommer i nærheden af sådanne værker. Det paradoksale er, at "Den jydske Bevægelse" entydigt betragtes som forum for hjemstavnsdigtning, hvor JVJ i Den gotiske Renæssance netop slår til lyd for en kosmopolitisk grundholdning. Ligesom han i kronikker understreger, at han med "jydsk" mener noget "universelt"! Provinsialisme er hans skræk, ligesom han vender sig imod enhver form for nationalisme. Nationalisme er i hans øjne ensbetydende med stagnation og illusion.

Den jydske Bevægelse - Øgenavnet "Den jydske Bevægelse" opstår i kølvandet på en antologi med forskellige forfatteres og foredragsholderes bidrag, som Jeppe Aakjær udgiver i forbindelse med et "Jydsk Stævne" i 1902, som han har indkaldt til. JVJs foredrag bringes siden forrest i bogen, hvilket bibringer hans provokatoriske, antikøbenhavnske og separatistiske indlæg karakter af fælles program, hvad der ikke har været tale om. Bogen udløser en føljeton af ophedet kronikdebat med en slipstrøm af ubeherskede personlige angreb fra alle sider.
    Det separatistiske hos JVJ består kort fortalt i følgende: Han mener, at Jylland ikke har medansvar for den forliste danske historie, idet Jylland aldrig har været taget med på råd. Kongens København dirigeres af tyske interesser, som er jyderne fremmede. Derfor bør Jylland se sig om efter beslægtede fæller, og dem finder de i England. Et synspunkt der skulle vise sig at have fremtiden for sig mht. landbrugets lurmærkede smøreksport.
    Endnu i 1907 lever debatten. I tre kronikker i Politiken* tager JVJ det latterliggørende øgenavn seriøst, idet han under rubrikken "Den jyske Bevægelse" leverer et spændende bidrag i forlængelse af hovedtanken i Den gotiske Renæssance. Han forsøger at udrydde den misforståelse, at den jyske bevægelse har noget at gøre med, om man er født i Jylland eller ej. Det 'jyske' på tværs - i en større historisk og universel sammenhæng.
    Herligt paradoksalt er det jo i tilbageblikket at konstatere, at "Den jyske bevægelse"s hovedmand befinder sig bedst i København. Tidligt slår JVJ sig ned på Frederiksberg, hvor forskellige lejligheder i tidens løb bliver rammen om familielivet, og hvor han sammen med sin hustru bliver boende hele livet. Den 'jyske' forlængelse finder han i - Nordsjælland! Nemlig sommerhuset i Tibirke Bakker.

Gotisk plus - Allerede i l908, hvor han i et interview stryger de to første romaner af listen, er han samtidig lige ved at koble Den gotiske Renæssance fra. Her siger han: "Den regner jeg ikke rigtig med. Den indeholder for mange naiviteter og ufordøjede teorier."
    Bogen er i forordet tilegnet en person, hvis identitet imidlertid holdes hemmelig. "Inden jeg slutter dette Forord, vil jeg mindes en Mand, uden hvem jeg var intet. Men hans Navn vil jeg fortie - den blotte Klang deraf vilde fordreje og konfundere alle Begreber paa en Maade, som hverken Sagen eller jeg var tjent med." (S.VIII).
    Navnet er Heinrich Heine. Siden ungdomstiden en af JVJs mest dyrkede forfattere. Atta Troll - der i øvrigt blev ypperligt oversat af Sophus Claussen - hørte vedblivende til hans rejselekture. Når Johannes V. Jensen har villet skjule navnet skyldes det sikkert, den for paradoksale virkning det ville have haft, hvis en tysk forfatter var blevet tilegnet dette engelsk-amerikanske triumftog.

Plus 2 - Læst som roman, hvad jeg et langt stykke har bestræbt mig på i denne version, da bogen stofligt består af romanstof: perceptioner, omverdensrelationer, reflektioner, jeg-investeringer i skriveprocessen, fremspringer et særligt forhold med overraskende styrke. Jeg tænker på den situation omkring den spansk-amerikanske krig, hvor JVJ i et hurtigt træk afdækker sin egne psykologiske position:
    " - thi jeg var selv organisk spaltet i to Naturer, hvoraf den ene maatte sejre, hvis ikke begge i Forening skulde gaa til Grunde. Fra første Færd havde jeg imidlertid den Lykke at staa paa det Parti, der maatte sejre. Det var den gotiske Natur, der sejrede." (S.17).
    Hermed fremgår det genremæssigt, at bogen ikke 'blot' er rapport og Jensen ikke blot og bar tilskuer og iagttager.
    Bogen fortsætter det selvovervågende projekt, der tog sin begyndelse med de to 90er romaner og fortsatte med Intermezzo. I et sådant perspektiv kan Den gotiske Renæssance læses som en roman - uden replikker.

*) Politiken 1., 2. og 4. juli 1907. Optrykt i Den ny Verden (1907).

Litteratur
  • Bo Hakon Jørgensen: Maskinen, det heroiske og det gotiske. Om Johs. V. Jensen, Sophus Claussen og århundredskiftet (1977).
    bibliotek.dk
    "Sommeren 1907 kom Sophus Claussen i polemik med JVJ om dennes indlemmelse af ham i "Den jyske Bevægelse". JVJ's indlæg er et ordbombardement over en person, der ikke vil tage den moderne verden på sig i den form, som JVJ anser for den mest samtidige, nemlig massekulturen som afrettende kontrollant".

Til toppen
Tilbage til Kendsgærningen
Tilbage til Den gotiske Renaissance
Til Johannes V. Jensens hovedside

Publiceret 27. maj 2009. Opdateret 14. juni 2009. Copyright by Per Hofman Hansen og Iben Holk.