Johannes V. Jensen: Evolution og Moral, 4. Epoke

Evolution og mennesker
I dag står darwinismen uantastet i videnskaben. Genetikkens fremkomst i 1930erne bekræfter den naturlige selektion. Det samme gælder for opdagelsen i 1954 af DNA, hvorfor vi herefter taler om neo-darwinismen. Når denne inden for humaniora også i vor tid står til diskussion skyldes det grundlæggende, at humanister finder det reduktivt at betragte mennesket rent biologisk og som et dyr. Anfægtelsen gælder moralens evolutionære oprindelse. Kan moral være opstået ved naturlig udvælgelse?
Det gælder spørgsmålet om den menneskelige sjæl og bevidsthed, hvorved mennesket adskiller sig fra dyrene, evt. andre dyr. For slet ikke at tale om ånd. Vel at mærke er det ikke evolutionslærens videnskabelige sandhed, der fra humanistisk hold sættes spørgsmål ved, men om dens etiske livssyn, hvad videnskab qua videnskab ikke beskæftiger sig med. Derfor har dialogen igennem generationer været ført uden egentlig forbindelse imellem to forskellige og adskilte verdner.
For humanister gælder det alment, at den menneskelige tilværelse ikke kan være formålsløs og uden mening, hvad den ifølge evolutionslæren er. Ultradarwinisten Richard Dawkins fremsætter ligefrem i bestselleren The Selfish Gene (1975/1989) det spektakulære synspunkt, at den menneskelige organisme blot er en 'overlevelsesmaskine' for generne. Skønt synspunktet i det store perspektiv kan have noget for sig, virker det i vores daglige verden etisk og socialt uholdbart og desuden med en nihilistisk understrøm.

Darwinismen giver ikke noget svar på livets oprindelse, men beskæftiger sig alene med livets udvikling. Livet er nu engang en kendsgerning igennem en proces, der tæller milliarder af år. For ateister bliver darwinismen en åbenbaring, for ikke at sige en ny religion, der sender Biblens skabelsesberetning ud i den blå luft. Evolution og religion fremstår som absolutte modsætninger, skønt det ikke behøver at forholde sig sådan.
Tro og viden kan godt gå hånd i hånd, da de tilhører hver sin dimension i tilværelsen, der kan supplere og betinge hinanden. Her kan det være værd at minde om, at Darwin selv ikke erklærede sig som ateist, men som agnostiker, hvilket er noget andet.
Agnostikeren er af den opfattelse, at man intet kan vide om Guds eksistens og om tilværelsens inderste væsen, fordi den menneskelige forstand er begrænset til erfaringen. Spørgsmålet er i videre forstand, om denne begrænsning er tidsbunden som alle andre fænomener i udviklingen.

'Den naturlige teologi', der bryder igennem i det 18. århundrede, tilbyder suverænt en sådan bro mellem videnskab og religion. Naturforskeren William Paley (1743-1805) argumenterede i sit værk Natural Theology (1802), som Darwin som sagt kunne udenad, at den fantastiske kompleksitet og alle de bittesmå detaljer som kendetegner naturen, kun kunne skyldes bevidst, guddommelig planlægning. Fra dette værk citerer Hylland følgende ordlyd (S.64):
"Der findes ikke nogen plan uden en planlægger, vilje uden en villende (...) Tegnene på at det har været en plan er for mange til at kunne bortforklares. Planen må have haft en planlægger. Denne planlægger må have været en person. Denne person er GUD."
Om Gud er en 'person' eller ej får stå hen. Argumentet imod Gud samler sig oftest i proklameringen af, hvorledes en god Gud kunne planlægge og skabe en verden med så megen ondskab og grusomhed. Over for dette synspunkt anføres modsvarende, at Gud kan tænkes, hverken at være ond eller god. Gud ER. Ligesom naturen. Prøvestenen for livet. Det enkelte menneske vælger, uanset hvordan og hvorledes. Ondskaben kan i dette perspektiv ses som den frie viljes forfald.

I dag indtager darwinismen en enerådende magt indenfor den videnskabelige forskning, der udelukker andre forståelsesformer og orienteringer, hvilket er uheldigt al den stund al enevælde tenderer mod forstening. Den bornerte modstand darwinismen mødte ved sin fremkomst for 150 år siden, har darwinismen i dag som establishment overtaget. Intet under eller ved siden af darwinismen. Det gælder trods alt bevillinger til diverse institutter.
Darwinismen har svar på alt, hvad angår forklaring af livets udvikling og livets love. Placeret midt i dette videnskabeligt empiriske livssyn kan man godt føle sig lukket inde. Darwinismen passer for organismer, planter og dyr. Overfor mennesket med dets følelsesliv, fantasi og ånd, der kommer til udfoldelse i kunst, musik og poesi, tier darwinismen, selvom det måske er muligt at forklare Beethovens 9. symfoni udfra evolutionens naturlige udvælgelse.
Darwinismen mætter ikke, skønt dyrelivet stort set kun handler om mad, mad og atter mad og hvad dertil høre. Hvorfor skulle der til en udelukkende fysisk forstået verden ikke høre en metafysisk? Ellers lever vi jo blot i den halve verden. Livsfænomener og realiteter som kærlighed og barmhjertighed kan ikke kun forklares gennem fysisk-kemiske love uden at miste i betydning og værdi.

Til toppen
Til 'Den dåelige darwinisme'
Tilbage til Johannes V. Jensens hovedside

Publiceret 10. januar 2009.
Copyright by Per Hofman Hansen og Iben Holk.
Produceret med støtte fra Kunstrådets faglitterære udvalg.