Epoke - danske romaner før 1900

Til Epokes forside
Epokes forside


Epoker og ismer
Romantik
Romantisme
Realisme/Idealisme
Realisme/Nyromantik
Realisme/Impressionisme
Naturalisme
Det moderne gennembrud
Symbolisme
Det sjælelige gennembrud
Mytisme
Det virkelige gennembrud

Kontakt Epoke
Johannes V. Jensen

Æstetik og Udvikling (1923)

Den lange Rejse - 7, 5
Af IBEN HOLK

Livsværket
Den gotiske treenighed
Slægstskabets gnist
Myte og metode
Triskelen Du er på denne side
Tilegnelsen



Triskelen Stjernen i tyrens hoved
Tri'skele: Af græsk triske'les, trebenet, tri- + 'skelos ben). Ældgammel figur eller ornament bestående af tre bøjede ben eller lignende linier, som udgår fra samme punkt. (Gyldendals Fremmedordbog).
På omslaget af Norne-Gæst optræder der som illustration et mystisk tegn - triskelen - en hvirvel af tre 'ben', der løber rundt i et hjul. Det er en stilisering af 'stjernen' i tyrens pande, som Johannes V. Jensen tilegner sig som bomærke, hvorefter det optræder på forsiden af hans senere essayistiske bøger.

Baggrunden herfor er af identitethistorisk art, idet tegnet første gang er set på en kirke i Vendsyssel, og da Jensen i forbindelse med Cimbrernes Tog (1922) undersøger Gundestrupkarret, der blev fundet i Himmerland, genfinder han tegnet i tyrens pande. Samme år, beretter han, bringer London News billedet af et tyrehoved fundet på Kreta ved det lille palads på Knossos, hvor Minotaurusdyrkelsen fandt sted mere end 3000 år før 0, og det samme tegn er meget bevidst udført i tyrens pandehvirvel. Om dets betydning og rækkevidde hedder det: (S.114)

For mit Vedkommende satte det mytiske Kræfter i Bevægelse. Triskelen i Panden paa Tyren? Hvad betød det at den var anbragt der? Var Afstamningsforholdet det omvendte, at Triskelen var afledet af Stjern'en? Urfolk maa tidligt have bemærket denne Hvirvel i Panden paa Oksen og sat den i Forbindelse med mystiske Symboler. Triskelen er et Solmærke og Ildtegn, en anden Form for Hagekors, knyttet til den hellige Ildboringskunst, et Frugtbarhedssymbol, Ildens Undfangelse, meget direkte forstaaet af den primitive Mand, siden udvidet over i andre Symboler, Hjulet, Solen, Rotation, Universet, Menneskeaanden; og alle Symbolerne underet et er det jeg har valgt i det Bomærke jeg bruger. Hagekorset valgte jeg ikke, det er knyttet til Forestillinger om et arisk Begreb som jeg ikke tror paa og til halvdannede Raceteorier, Konkurrence-Antropologi, Hadets Sæd, jeg ikke deler.

Her er det værd at minde om tidspunktet for nedskrivelsen af ovenstående tekst, for i 1923 er nationalsocialismen i Tyskland endnu ikke etableret som parti. Magtovertagelsen sker først ti år senere, men arten af regimets karakter forudsiges bemærkelsesværdigt klart i citatet. Essayisten er ofte blevet misforstået i forbindelse med brugen af begrebet 'race', der efter 2. verdenskrig får en ny betydning. 'Race' er for den antropologiske Jensen hverken positivt eller negativt, men en neutral betegnelse i lighed med 'folkeslag' for den, der er optaget af menneskeliv overalt på kloden. Det 'nationale' betragtes som illusion (jf. afsnittet i Aarbog 1916/Aarbog 1917) og utvivlsomt ligeså det 'socialistiske'. Politisk tænkning var og blev for ham en tankens sterilitet.

Personligt har race for den unge Jensen virket identitetfremkaldende, idet han på rejser i udlandet ikke følte sig som 'dansker', da det blot relaterede nationalitet, nej, han følte sig som 'gote', hvilket satte ham i kosmopolitisk omdrejning, da denne identificering udvidede hans mentale horisont og dermed stimulerede en kraftigere osmotisk udveksling med verden. (Jf. "Det gotiske" i kapitlet om Den gotiske Renaissance). Det er den samme virkning, der fremkaldes i triskelens omfattende symbol: (S.115)

Det rummer i Dybden den opadstigende Verdensforklaring, lige fra Urmandens første Kunstner og Fortolkninger deraf, til vor egen Tids Syn paa Himmelsystemet, Ild og Omdrejning; og i Bredden gaar tværs over Nation, Sprog og Race, over alle geografiske Grænser, lige ind til Arnen, hvor Mennesket bor og hvor Mennesket koger og varmer Hænderne over en Ild; det er din Broder. Med saa simpelt et Tegn for Øje kan man øve sig i aldrig nogensinde at udelukke Nogen fra den Arne man holder Ild paa selv.

Kapitlet "Immoralisme" diskuterer 'den dårlige darwinisme', hvis fornemste repræsentanter er Nietzsche og Georg Brandes. Hvad Jensen med forkærlighed tager afstand fra er deres proklamation om, at 'det store menneske' - overmennesket - er kulturens kilde. Brandes' essay "Det store Menneske" (1890) vender Jensen sig direkte imod med argumenter fra sit arbejdes resultater: "Menneskeslægten fornyer sig ikke i Toppen men fra Roden." (S.158). Det er i kortform Den lange Rejse's budskab.

Romankredsens 'menneske' er hverken herotyper eller undermennesker, snarere sårbare og stridbare skikkelser, der ved at holde sig 'åbne i roden' formår at opretholde kulturen og bringe udviklingen videre. Centralfigurerne går mod strømmen, udfordrer sig selv og stammen, oprørske og asociale, men ydmyge overfor virkelighedens modstand. Det er den 'modstand', de ønsker at kende, som en virkning af deres egen natur, idet de - i forfatterens forestilling - intuitivt adlyder et instinkt.

Den dårlige darwinisme's fysiognomi vender vi tilbage til under analysen af Evolution og Moral (1925).


Til toppen
Til Æstetik og Udvikling, 6: Tilegnelsen
Tilbage til Æstetik og Udvikling, 4: Myte og metode
Tilbage til Den lange Rejse. Introduktion
Tilbage til Johannes V. Jensens hovedside



Denne side er nyskrevet i august 2007 og publiceret 17. oktober 2007.
Copyright © by Iben Holk og Per Hofman Hansen.