Epoke - danske romaner før 1900

Til Epokes forside
Epokes forside


Epoker og ismer
Romantik
Romantisme
Realisme/Idealisme
Realisme/Nyromantik
Realisme/Impressionisme
Naturalisme
Det moderne gennembrud
Symbolisme
Det sjælelige gennembrud
Mytisme
Det virkelige gennembrud

Kontakt Epoke
Johannes V. Jensen

Æstetik og Udvikling (1923)

Den lange Rejse - 7, 4
Af IBEN HOLK

Livsværket
Den gotiske treenighed
Slægstskabets gnist
Myte og metode Du er på denne side
Triskelen
Tilegnelsen



I kapitlet "Roman og Myte" redegør Johannes V. Jensen for sin metode, eftersom samtidens litterater satte spørgsmålstegn ved dens egalitet, hvorimod de historiske videnskabsmænd var fulde af lovord: her var der et storslået værk, der med patos og poesi, indsigt og viden og fuld musik levendegjorde forskningens eksakte optegnelser uden at fordreje eller simplificerer det historiske i historien. Fagligt havde man ikke noget at indvende, tværtimod tilførte værket videnskaben levendegørelse og ny dimension.

Når litteraturanmelderne var utilfredse skyldtes det selvfølgeligt, at Johannes V. Jensen år tilbage havde afskediget dem. (jf. Nordisk Aand, 1911) og nu fik han igen. Med udsøgt perfidi reduceres værket ad absurdum. De pågældende fasanugler er i dag glemte, men havde i datiden betydelig indflydelse som meningsdannere. Dengang i højere grad end i dag, hvor flere medier spreder monopolet. Den udskældte tog til genmæle. Det skulle han nok ikke have gjort, for det gjorde kun ondt værre. Han blev nu trukket rundt i lumpenhedens manege til morskab for kulturlivets hottentotter, der slog sig på lår og mave af grin. Forfatteren var gået i fælden! Han tog oven i købet sit værk og læseren alvorligt. Hvor ville han hen?

Menagen har utvivlsomt været medvirkende til udformningen af Æstetik og Udvikling, hvor den litterære kritik af, at hans personer ikke er rigtige mennesker, individualiteter, tages op, for det har aldrig været meningen. Hans personer er tænkt som figurer, billeddannelser af 'slægtserindring'. Med ryggen imod muren må den udskældte med holdbare ord den dag i dag fastslå: (S.80)

Samlingsbilleder for Slægten kan man da kalde mine Figurer, kunstnerisk en Formning for Øjet, uden hvilken et spredt Stof var forbleven livløst i Faglitteraturen. Det er den mytiske Metode.

Form og Sjæl
Form og Sjæl (1931).
For når 'tiden' og 'udviklingen' er hovedpersoner, indgår de enkelte skikkelser som 'typer'. I en sådan æstetik er det, at den mytiske realisme adskiller sig fra naturalismen og vinder ny jord for litteraturen. Kilden til kunst er for Johannes V. Jensens vedkommende 'natur'. Man kunne måske derfor antage, at stilen i hans værker er en form for naturalisme - pga. ordet 'natur'. Det er det ikke. Tværtimod lægges der mere end afstand til naturalismens "skærende Bogstavelighed", som han skriver i Form og Sjæl (1931, s.149). Han nærmer sin mytiske realisme til æventyret og betragter H.C. Andersen som den første realist: æventyrdigteren er den første, der opdagede og udtrykte teknikkens og mekaniseringens fantastiske muligheder for bevidstheden - og i øvrigt fornyede litteraturen, idet han "sprang Sproget over!" (do. S.142). Parallellen kan pointeres med, at H.C. Andersens første æventyrbøger i 1830erne blev overset eller ilde modtaget, hvor mærkeligt det end lyder, fordi de æventyrligt repræsenterede en ny genre.

Tilsvarende forholder det sig med Johannes V. Jensens genre, den mytiske realisme, der ved udgivelsen er delvis ukendt i Danmark, hvor Johannes V. Jensen er dens første dyrker, hvorimod den er kendt i den angelsaksiske verden. I England og USA udkommer Den lange Rejse i flere oplag - verdenslitteratur - fordi jordbunden er gødet for den. Men selvfølgelig vil en kunstner gerne anerkendes i sit hjemland, selvom vedkommende ofte har været slem.

Næsten bevægende er det at iagttage mesteren ved arbejdsbordet. Han kan ikke få det til at stemme. Alt det han med dette arbejde har oplevet! Alt det han gav! Og så - tonløshed, ingenting! Tretten år gik der med det. De har fløjet af sted. Nu kaster han oprigtigt såret et sidste blik tilbage på det, inden han rejser sig og går videre. Og det er selvfølgelig kvinderne han ser - Vaar og Gevn og Pil... (S.86)

Hvordan det saa har sig med Skikkelserne i Den lange Rejse, Kvinderne deri har jeg givet al den Varme tilbage som Tilværelsen gav mig, de er min Tak og Andagt givet Form, i Mangel af en Himmel at henvende mig til. Fra mit 36te til mit 49de Aar arbejdede jeg derpaa og tør sige at jeg i disse Aar følte mig hævet over enhver timelig saavel som aandelig Indskrækning. Kvinderne eller Kvinden rundt omkring i disse skrevne Ting har jeg elsket, skal noget deri vare saa er det hende og mit Hjerte. Her gik jeg i Enrum med Tiden og min Glæde, her begravede jeg min Taknemmelighed og mine Aar.


Til toppen
Til Æstetik og Udvikling, 5: Triskelen
Tilbage til Æstetik og Udvikling, 3: Slægtsskabets gnist
Tilbage til Den lange Rejse. Introduktion
Tilbage til Johannes V. Jensens hovedside



Denne side er nyskrevet i august 2007 og publiceret 17. oktober 2007.
Copyright © by Iben Holk og Per Hofman Hansen.