Epoke - danske romaner før 1900

Til Epokes forside
Epokes forside


Epoker og ismer
Romantik
Romantisme
Realisme/Idealisme
Realisme/Nyromantik
Realisme/Impressionisme
Naturalisme
Det moderne gennembrud
Symbolisme
Det sjælelige gennembrud
Mytisme
Det virkelige gennembrud

Kontakt Epoke
Johannes V. Jensen

Cimbrernes Tog (1922)

Den lange Rejse - 6
Af IBEN HOLK

Cimberland
Tyren
Guden
Gundestrupkarret
Majbruden
Opbruddet
Dødskampen
Efterliv


 
Majbruden
Til forårsritualet hører kåringen af majbruden, der skal vies til sæsonens tyrevinder for således at forny året i frugtbarhedens tegn. Sammen skal de køre "Sommer i Gaarde", hvilket sker i et stort optog med lurmusik, hvor alle gårde på hedeåse og bavnehøje aflægges besøg og alt inde og ude 'signes' med nyudsprungne grønne grene. I Majtogets forreste vogn vogtes Guden af gydjerne for at sikre optogets kraft og dermed marker og senge. Og Majsangen lyder:

Maj, den milde
Mø, er kommen!
Grønløvet gaar hun
til alle Gaarde.
Tager imod Løv
og mod Liv,
Mand og Mø,
saa mangelund,
Føl og Fæ,
Blomster og Børn,
af den skønneste,
den skønneste
unge Skærsommer!

Tyren (som den dag i dag i Pamplonas stræder) slippes løs i skoven. Og skal indfanges af de unge vovehalse og bringes til den afgørende dyst tilbage i gården. Det bliver Bojerik, der opfinder en ny taktik, idet han i et vildt spring sætter sig overskrævs på tyren og vel at mærke bliver siddende under vilddansen, indtil han kaster sig fremover og med hele sin vægt retter klingen igennem dyrets nakke til dets hjerte. I samme stund er han udvalgt til majbrudgom og skal inden blussene tændes være viet til majbruden. Det er Inge, skærsommeren selv!

Brylluppet foregår i Gildeshallen i Viet, hvor tyren skal spises "for at Ofret kunde fuldkommes og Alle faa Del i Helliggørelsen. Hvori denne bestod gjorde ikke Alle sig ganske klart. Det var Tole og de hellige Kvinders Hemmelighed" (S.48). De gransker tyrens hjerte og nyrer og tager varsler heraf for året. Gydjerne bestænker selskabet med tyreblod, så alle bliver delagtiggjort i solens fornyelse. Rødest er Bojerik af den blodstråle, der ramte ham, da han stak tyren, og som nu er størknet til en maske. Festet bliver der, og til oksestegen skænkes der trane- og tyttebærvin. Affaldet går til trællene i deres bure.
    Til underholdningen bidrager Norne-Gæst med et improviseret kvad i mange vers, hvor en enkelt linje, der skulle få vidtrækkende og skæbnesvanger betydning, og som "Alletiders Rejser" i dag næppe ville bruge som slogan, lyder (S.54):

Bedre er Sjæl end Sol.

Efter måltidet er der tagfat i den lyse nat. Dansen den går. Bålene tændes. Overalt i landet ses lysskærene på himmelranden. Ved midnatstid lyder lurerne på ny, dødstoner, menneskeofring: "Ilden vil nu have Liv for at give af sin Varme og holde Lyn og Brand tilbage, Sol og Stjerner forlanger Offer for at holde Aaret ved lige." (S.60)
    De unge skænker det ikke mange tanker. Det er de gamles verden, "Ceremonier, hvor en flinthaard Nødvendighed kundgør sig", som de dog instinktivt efterlever med bankende hjerte. Bålene dør ud. Månen med. Dagningen kommer. Lærken synger. Solen står op.

... som en dyb Glød i Grunden af Skoven, Ildbundter op mellem Træerne, en blændende Verden af Lys som smelter Træerne og hele Himmelhjørnet ind i en Ring af Ild, hvori Solen gaar, den stiger og er snart fri af Skoven; som et Ildskib lægger den fra Jorden og ud i det aabne Blaa. Lys og Dag og Morgenstilhed over Alverden.
    Taageskikkelser hæver sig fra Græsset, skruer sig, som om de samler Slæbet om sig, og forsvinder. Aander driver som i Trækvind mod Træerne i Skoven og gaar op i dem, bliver et med de udsprungne lysegrønne Kroner, det er Træernes Sjæl som vender hjem med Dagen.
(S.61)

Til denne glansfulde afslutning på bryllupskapitlet, der lægger en naturbåret skønhed over menneskelivets gru, føjes nu en detalje med en mytisk suggestiv og sælsom komisk effekt, der sender lange ildevarslende bølgeringe ud i bogen - med et ekko, der kan høres endnu:

Og dybt i Skovens Dale Gøgen, Gækken, den Gøgler, kukkende, kukkende, med Genklang mellem Bakkerne, og en flyvende Latter bagefter, hæ, gæ, gæ gæ! Alting ved den, og aldrig vil den tie! (S. 61)

Kuk-kuk! - Kuk-kuk!!!
 
Opbruddet
Vejrliget er skyld i Cimbrernes opbrud. De fortrænges fra deres bopladser af en overflod af regn, der medfører enorme oversvømmelser. I sin rekonstruktion af begivenhederne fokuserer Johannes V. Jensen på selve beslutningen, idet han tolker tilblivelsen af en ny religion ind i det farefulde foretagende, thi denne rejse har ikke længslen som drivkraft, men flugten.
    Med Bojerik som leder af en ny generation tages det endelige varsel, der er valget imellem solguden og den farende vindgud. "Ungdommen frygtede ikke for at forbinde sig med Mørkets Magter, naar de gamle Lyskilder svigtede. Bie og lade gro... vilde det ikke mere gro saa rykkede man sig op og gik den Vej Vinden gik!" (S.83)
    Og fortælleren konkluderer:

Et Tidehverv gjorde sig gældende i dette Frafald fra gammel Pagt, Overgangen fra den umiddelbare Tillid til Lysets Bestaaen til Dyrkelsen af de farlige Kræfter der knyttede sig til Tvivlen. Men om man saa kaldte dem Forbundsfæller af Lysets Fjender, prøves skulde Uvejrets Gud, hvor langt han rakte, saa haardt tænkte de Unge. Ikke blivende Sted heller de! Krig for Krigens Skyld! Nye Guder! I denne Vending af Sjælen bort fra de Gamle Taknemlighedsforhold til Himlen laa Spiren til kommende Tiders Udformning af Vejr- og Kampgudens urolige Væsen. (S.83)

Tole mener, at "modigere var det at blive", men han tier. Beder blot om at den yngste af Bojeriks og Inges sønner må blive hos ham. Det er Ingvar. Vi hører intet om ham, men her begynder skjult den historie, der fortsættes i Skibet. Som en sidste stum offerhandling, da toget samles, tager Tole sølvkedlen med ud i vildmarken, bryder den i stykker, og efterlader den under åben himmel dybt inde i et mosekrat, hvor kun pindsvin, ildere og høge har deres hjem. Og i en sådan botanik af ulvefod, kogleaks og ene bliver det fundet.

Så drager da Cimbrerne af sted sydpå. Får tilslutning af teutoner, harder og ambroner undervejs. Tohundredetusinde mennesker med børn, heste, hunde, kraturerer, potter og pander og pakkenelliker. Et gigantisk menageri på primitive husvogne bevæger sig i en uendelig langsom karavane ned igennem Europa - med en stor forgyldt tyr i spidsen. For selvom rejsen foregår under nye guders auspicier, har man alligevel taget de gamles myndighed med:

Den hellige Vogn med Tyrens Billede og Edsringen skulde følge Toget, det var helligdomme uadskillelige fra Cimbrerne som Folk, hvor de gik skulde helligdommene gaa. heri var Bojerik enig med ham (Tole); hvem man saa satte sin Lid til i Himlen det kunde aldrig blive anderledes end at Tyren jo var Udtrykket for Cimbrernes inderste Væsen og for deres Lykke paa Jorden. (S.84)

De leder efter land. Et sted at være. De slår sig ned mange steder, men bliver trængt bort af de fastboende eller af deres egen rastløshed. Rejsen er blevet en livsform. Når de ikke at så korn, er der jo andres. Opslugningshorden ankommer til vinens lande og drikker sig konstant fulde. Norne-Gæst støder på dem ved Donau, og ser straks, at det mere er en hær end et folk.
    Strabadserne har udlignet forholdet mellem kønnene. Kvinderne har fået mere anseelse, "men de var ikke muntre", tværtimod mere stride, "udtørrede og skarpe". Altid klemt inde mellem begærlige karlfolk i en fortsat belejringstilstand: "Men hvor fri og vældig Elskov saa ytrede sig og fuldbragtes, hvor varsom og skøn den var i Bunden, i sit inderste higende Væsen forblev den uopfyldt." (S.93). Og børnene er "højrøstede som Fugle".

Brutaliteten og elendigheden fremstår endnu tydeligere i hestenes tilstand: "Det kunde ses paa Hestene, de var rappere end nogensinde, men uplejede, drevet til den yderste Opøvelse som Feltheste, men man saa ikke Strutter og flettede Manker nu som før da Karlene var hjemme og ledige, Nødtørftighed, bruge en Hest op for hvad der var i den, havde Toget lært dem." (S.95)

Cimbrernes ydre Skæbne, efter at de fra en mørk Fortid var traadt ind i Annalernes Lys er et Stof der rager fra Datid ind i alle Tider, Historiens Spøgelsesverden; at følge dem fra nu af er at følge den. (S.96)
 
Dødskampen
Cimbertoget har for længst ophørt at være en livskamp. Det er nu i kærlighedens og vedligeholdelsens fravær forvandlet til lutter dødsdrift. De flakker om ved de østlige Alpers nordside og trænger ned på Balkan, men møder kun et fægteri af forvirring. Tilbage i Alperne, hvor de røver og plyndrer, bliver der via den romerske statholder nedlagt forbud imod videre fremfærd. De anmoder om vejvisere til Valland (i.e. Frankrig), hvad de også får. Men vejvisningen viser sig at være et baghold, idet romerske legioner falder dem i ryggen. Men resultatet, der hurtigt spredes, er uventet: den romerske hær bliver slået og tager flugten.
    Barbarerne fra Jylland er nu berømte. Næste sammenstød ved Aurasio vinder de også. Og kunne herfra være draget ned i det Italien, hvor Rom har ligget dem åben. Men de gør det ikke, hvilket Johannes V. reflekterer en del over. Hvad kan grunden være? Kastede de lod igen? Og fulgtes vindens retning? I stedet drager de mod Spanien, hvorfra de alligevel vender om efter at have huseret en tid lang. På ny nærmer de sig den civiliserede verden. Og denne gang går det galt.
    I det storslået komponerede og fortalte kapitel "Tyren og Ulvinden" får vi nogle nuancerede rids af romersk kultur og romeren. Om Ulvinden, Roms skytsånd, der diede Romulus og Remus, hedder det i et Johannes V'sk kosmopolitisk perspektiv:


Romulus og Remus dier ulvinden. Romersk mønt ca. 330-346.
 
For hun er Naturen der har fostret Rom, glubsk men fri, Moderen der tager alle Diende til sig, ogsaa Unger af en helt anden Art end hendes egne. Hun taaler enhver Fremmed som finder Ly indenfor Roms Mure, men vender sig fjendsk mod Grænserne, Ingen skal krænke Romerfreden! Mere broget Verden findes ikke end den hun omfatter under sin Beskyttelse og med sit Løsen: Forlov for Alle! Hver sin Sjæl! (S.103)


Rom er nu på det rene med, at det gælder liv og død mod barbarerne, og mobiliserer sin mest ordinære og vulgære feltherre, Marius, der lægger en primitiv, men effektiv strategi. I slaget på de rautiske sletter, der er imponerende beskrevet i cinemascope, bliver cimbrerne, hvor de nye generationer ikke kender til andet end rejse, langt om længe slagtet. Bojeriks dødsscene er fortræffeligt opfattet, idet forfatteren lader ham dø i en tyrs billede som i en tyrefægterarena.
    Forinden skildres barbarernes ligegyldige forhold til døden, da de for et godt ord har slået hinanden ihjel indebyrdes og tilmed kunnet le af det:

- sunde livsstruttende Karle som slagtede ind på hinanden , og den Ramte lo, umuligt andet end at le, med Blodet sprøjtende ud af Ulivssaaret som af en Tønde, døde staaende og lo, en hjertelig Latter, lo endnu naar han laa, til Tandkødet blev hvidt og han famlede for sig med blinde Øjne. Saa kostbar var æren, som dog naar alt kom til alt kun beroede i en Svaghed overfor hvad andre syntes. Men Livet var jo deres eget. (S.120)

De, der ikke ekspederes i døden, bliver taget til fange og ført i lænker til Rom, hvor de til byens arrogante morskab må defilere forbi publikum. Mange bliver solgt som slaver til trædemøllen eller til gladiatorkampe. Sindssyge af forvirring, smerte og mangel på mening.
    Johannes V. Jensen fører flere ideologiske argumenter i stilling undervejs i fremstillingen, da han jo heller ikke er en stor beundrer af det forfinede Roms perfide atmosfære. Bemærkelsesværdigt forudseende skriver han således i 1922, idet synsvinklen er Norne-Gæsts:

Før havde han set nye friske Folk komme ned over Alperne, og aldrig nogen af dem vende tilbage, Hvornaar næste Hold? Hvor lang skulde Striden blive, inden romersk sammensluttende Magt og nordisk, oprindeligere men endnu uudviklet Natur gik befrugtende op i hinanden? (S.127)
 
Efterliv
Kvinderne havner på slavemarkedet i Rom. Det vil sige, de unge iblandt dem og de intakte. Langt de fleste har begået selvmord efter at have slået børnene og andre kvinder ihjel. Der står de så, de underskønne nordiske kvinder, nøgne og næsten selvlysende i huden, og bliver bedømt af romerindernes nøgternt ulmende øjne med henblik på slavearbejdet som tjenestekvinder i det rige romerske hus, hvorfor det ikke er de smukkeste, der bliver valgt!

Og værst var Skæbnen for de Skønneste, de Fejreste, der paadrog sig Syndens hede Opmærksomhed og hastige Fald, en lang Trappe ned, og altid ned, deres vej kan ikke følges. (S.134)

Vedis er blandt de overlevende. Hun er Bojeriks og majbruden Inges førstefødte, hvis skæbne tidligt er blevet bestemt som vølve. Fem år gammel bliver "det lyseste Væsen der nogensinde havde været set, en fordoblet Fagerhed, med Øjne som den tidlige mælkeblaa Vaarhimmel, så hvid at hun ledte Tanken hen paa Sne og Maaneskin" (S.72) givet gydjerne til opfostring. Og som præstinde drager hun med toget, hvor hun "i sin fejreste Alder, paa den højeste Top af brusende Modenhed en Kvinde kan naa" (S.120) bliver genstand for hele togets respekt og tilbedelse.

Det kunde ses på hende, hun var i sin straalende Ungdom men straalede alene, som Morgenstjernen, en Moders skær var over hendes Jomfrutræk, hun følte for alle sine vildfarne store forrykte Børn, var bleven Beskytterinden i Lejren, den Alle saa hen til for at husvales i Sjælen, men hun var ene. (S.121)

Johannes V. Jensen foretager nu et storstilet greb i kompositionen. Han har ikke kunnet overkomme, at lade den altfor tragiske historie ende i et bundløst mørke af fortabelse. I slutkapitlet former han en bevægende og troværdig happy end. Vedis bliver på markedet købt af billedhuggeren Kejron, der i en livsalder har været Roms førende kunstner. Han genkender den skarabæ, hun bærer om halsen, og som han i sin tid i et fjernt land mod nord gav hendes moder, da han arbejdede i smedens værksted med modelleringen af tyren.
    Vedis bliver hans model. Indhyllet i sorg og skam og gråd går hendes dage, og billedhuggeren lader hende hvile. Langsomt vågner hun op, og de begynder at arbejde. Resultatet mislykkes for ham, fordi han foran sig ser en skønhed, som han ikke formår at gengive i kunstens marmor. Han bliver mere og mere indesluttet og bister, hvorimod Vedis begynder at lyse op.

Undertiden blev han sælsom vild under Arbejdet, et mægtigt Blik fra Modellen og til Figuren, og tilbage igen, han gik haardt rundt om den, aandede kun i Fnys, til andre Tider brød han ud i Sang, var Hersker i Himlen og paa Jorden; men han endte altid med at lægge Pindene og lægge Brynene ned over Øjet, slæbte sig som en overvunden Mand fra Figuren, naar Dagens Mod og Dagens Kræfter var opbrugt. (S.139)

Under den lyseblå himmel i Kejrons solflimrende havehus ved Tiberen erindrer Vedis igennem de stedsegrønne planter sin barndoms stedsegrønne ris, "de duftede af den samme skjulte Ild" (S.142), duftene fra nord og syd knytter sig sammen og bliver til ét.

Det var kommen, hendes Glæde var vældet saadan over at hun ikke mere kunde bære den alene, og den vendte sig nu naturlig mod den som havde undt den Hvile til at gro. Og han, han blev saa glad, for naaede han ikke det i Kunsten som man aldrig naar - saa gav Livet sig til ham nu i Stedet! (S.141)

I en underfuld bue og med let hånd bringer Johannes V. Jensen sit store værk til ende. Igennem Vedis, der på navneplanet forbinder hende med værkets første kvinde, Ve, i Det tabte Land fuldendes værkets hovedmotiv, myten om Moderen og Barnet, der for læseren ikonografisk genfremkalder billedet af den lange rejses kvinder, Vaar, Gevn og Pil, som vi genfinder på J. F. Willumsens samtidige malerier.
    Kvinderne forbinder livsfølelse og jordbundethed som kontinuitet i verden igennem tidernes tumult. Det er den samme verden. Den samme følelse, længslen indad, uforandret og uafsluttet.

En Tabt Verden, hele hendes Sjæl lukket inde i et Savn, og vokset med hendes Vækst, kommer tilbage til hende: Barndom, et Barn af deres Elskov, en spæd Amor med mørkt Haar, men med blaa Øjne; og Kejron modellerer en allerkæreste lille Erot med Spurvevinger, Livet forfra som er kommen flyvende, gør som altid sin Lykke dobbelt, Livet gentaget og foreviget i et Billede.
    For sin nyfødte sang Vedis paa sit eget vilde Sprog en Sang, som de cimbriske Mødre sang over deres Smaa, naar de gyngede dem i Søvn i et Faarskind hængt op paa et Træ:


Mit Løv, mit lille Træ
grøn dig, gro i mit Læ!
    Gynger ham, I Grene,
    synger ham i Søvn,
        alle smaa Fugle!

Og tyren? Den stod en tid lang opstillet i en konsuls have som souvenir, efter at præsterne i tempeltjenestens mysterier havde taget den i nøje øjesyn. Barbarisk arbejde, men alligevel ganske snildt og med nerve. Solmærket i panden vakte problemer, for det genkendte de jo fra romerrigets Mithrakult, men hvordan var dette højtudviklede symbol opstået i de tåbelige tågelande mod nord? Indeni tyren fandt de guden, der til forveksling lignede deres egen og for den sags skyld grækernes - "var det nu ikke underligt. Dybest paa Bunden af alle Folks hellige Forestillinger den samme Ild". (S.131).

Cimbrernes Tog er en biografisk tolkning af en tidsperiodes ikke blot kulturgeografiske, men også religiøse krise, der medfører et identitetshistorisk traume. Johannes V. Jensen viser, at når Cimbrerne går til grunde til trods for fænomenale fysiske fortrin, udholdenhed og sammenhold, skyldes det, at de leder efter et svar, en forklaring i det ydre, men som kun findes i det indre. Romanen udfylder således i klassisk forstand dannelsesromanens fortolkningsform: Cimbrerne finder ikke hjem, derfor går de til grunde.


Om romerne og Romerriget

Til toppen
Til Æstetik og Udvikling, 1
Tilbage til Cimbrernes Tog, 1
Tilbage til Den lange Rejse. Introduktion
Tilbage til Johannes V. Jensens hovedside



Denne side er publiceret på internettet 12. februar 2001. Opdateret 1. juni 2006.
Copyright 2001 by Per Hofman Hansen og Iben Holk.