Johannes V. Jensen: Den lange Rejse, 6: Cimbrernes Tog, 1. Epoke

Biografisk og kunstnerisk er tilblivelsesforløbet for denne roman helt utrolig. Den 2. januar 1922 påbegynder Johannes V. Jensen nedskrivningen, og den 6. maj samme år sætter han det sidste punktum for dette velskabte og rigt orkestrerede arbejde. 4 måneder! Men ægteparret var påny i lykkelige omstændigheder, og på faderskabets opdrift nedfælder han sin historie om cimbrerne, deres kultur, liv og undergang. En uge efter fuldendelsen nedkommer fruen med Emmerik Jensen, hvem bogen også er tilegnet. Om arbejdet skriver han i Æstetik og Udvikling (1923), idet han af Columbus har lært at påskønne nærværet - den lykkelige ø - mens børnene er små:

Velasquez' Maleri af Hyrdernes Tilbedelse, som det synes mig den skønneste Madonna nogen Kunstner har frembragt, var et Alter i mit Hus, indtil det blev levende og de to traadte ud af Rammen og blev til Moderen og Barnet i Myten om Katedralen, en Længselsmyte; Motivet derimod nærværende igen, fornyet og uddybet i Cimbrernes Tog: Guds Moder i Skoven og under Majtræet, hvor den hellige Myte allerførst er bleven til. (S.110)

Desuden har han forberedt sig grundigt, idet stoffet længe har gæret i værkstedet, ikke som roman, men tænkt som et større anlagt essay om Himmerlands arkæologi. Dette essay bliver faktisk skrevet, men først i 1940. Imellemtiden har Nationalmuseet rekonstrueret det cimbriske fæstningsværk Borremosen beliggende syd for Års samt senere Fyrkat ved Hobro (jvf. Th. Ramskou: Himmerlands Oldtidsminder, 1967).
En tredie igangsættende impuls har utvivlsomt været det usædvanlige fund af det dybt værdifulde klenodie fra jernalderen, nemlig Gundestrupkarret i 1891. På det tidspunkt har forfatteren været 18 år, og har måske da fornemmet en genklang af chokket fra omsmeltningen af Guldhornene i 1802, der satte Oehlenschläger i den brand, hvoraf den danske nationalromantik gestaltede poetisk-historisk substans - Golden Days!
Med romanformen som genre for det arkæologiske og etnografiske stof opdager Johannes V. muligheden for at tilføje Den lange Rejse, der ellers netop var afsluttet med Christofer Columbus, endnu et bind, hvorved en personlig cirkel udenom værket vil forbinde sig, idet han motivisk hermed vender tilbage til sit eget livs udgangspunkt og sit forfatterskabs egentlige begyndelse med Himmerlandshistorier, hvoraf der er udkommet hele 3 samlinger i henholdsvis 1898, 1904 og 1910.

Cimberland
Vi befinder os i nordisk jernnalder, det vil sige i tiden fra omk. 300 før 0 til 400 efter 0, altså i tidsrummet efter den græske oldtids gyldne periode, hvor antikken kulminerede i jordelivets overjordiske marmor. I Den lange Rejse's regi er det tidsrummet mellem Norne-Gæst og Skibet, der hermed levendegøres. Mere præcist opholder romanen sig ved tiden omkring cimbrernes udvandring og deres undergang syd for Alperne i slaget mod de romerske legioner i 101 før 0.
Kildestudiet knytter sig overvejende til de klassiske, nemlig den romerske historiker Plinius den Yngre (ca. 46-120) og Plutark (ca. 62-113), hvis skrifter direkte indarbejdes i forløbet. Den historiske eksakthed gør naturligvis ikke romanen til faghistorie, men romanen tenderer mod en ny genre, nemlig den dokumentariske roman, der i forhold til Ingemanns historiske romaner fra 1830erne indeholder et væsentligere sandhedskrav med hensyn til de historiske kendsgerninger uden dog at sætte den kunstneriske frihed ud af drift.
Med Thorkild Hansens dokumentariske romaner fra 1960erne tilføres genren en sublim katalysator, hvilket der litteraturhistorisk er god mening i, eftersom Johannes V. Jensen er Thorkild Hansens litterære forbillede.
Om genren skriver Johannes V. i 1927:

I alt Væsentlig en korrekte Genfortælling, med et komponeret Kærlighedsmotiv indlagt, af den klassiske Overlevering om Cimbrernes, det er Himmerlændernes berømte Tog mod Rom. Arkæologiske Fund som Gundestrup-Kedlen, og Kendskab til jydsk Bondekarakter er anvendt til Rekonstruktion af Cimbrernes Liv, som det maa have formet sig for to Tusinde Aar siden.

Ind i dette land vandrer nu Norne-Gæst, forfatterens ledefigur og alterego - hvis træk er inspireret af farfaderen, Jens Jensen, væver, Himmerland - og omverdenen, natur og mennesker, opleves og skildres igennem hans øjne. En teknik, som Thorkild Hansen videreførte i Jens Munk (1965)

. Om Norne-Gæst hedder det betegnende nok som et spejlbillede af forfatteren selv:

Han, Skjalden og Fortælleren, var den tavseste Mand. Hvad han vidste eller havde set beholdt han for sig selv, til der blev Billeder deraf; Klarhed vidste han er kun et Billede. Det skulde have Form hvad han gav, Tæthed, Sproget skulde indeholde en Farve af Verden og hans Væsen. (S.52)

Tyren
Op igennem Jylland krydser Norne-Gæst og kommer til de afsides egne ved Limfjorden. Hver egn han kommer igennem har sin særlige topografi og morfologi med dyreliv og plantevækster, der genopstår i en vidstrakt og forelsket detaljeret beskrivelse af "det purlede Land" (S.16). I periferien af de bebyggede områder får han efterretninger af ensomme hyrder eller stimænd. Overalt det samme: Hørm af krigstilstand, røvertogter af kvæg, indebrændinger, offergilder, tvekampe, nidviser... Norne-Gæst lytter.
Han slår sig ned hos en gammel bekendt, Tole på Tollinggaard, der danner en hel lille by i dalen. Inden for i dette samfund udfolder livet sig idyllisk med masser af arbejde i mark og i smedje, fåreklipning og slagtning, husholdning i potter og pander. Overalt et "Rykind og Rykud af Ryttere" på små heste, der ude på tunet lægger galop til alskens artistiske manøvrer og konkurrencer rytterne imellem.

Jens Bråtens bog om Kimbrerne med gengivelse af Anders Bundgaards prægtige Cimbrertyr.

Afsides som et sort centrum står tyren i en indhegning, stille og rolig, søvnig - "bulden og bedøvet af Frodighed". Johannes V. beliver ham med plastik og karakter over halvanden side."Dybt i Bælgen af ham trænger sig en dæmpet Brølen, mørk og underjordisk af en besynderlig Heftighed, det lyder som en let Berøring af en Tromme og vibrerer længe efter i Luften - hvordan er han saa ikke naar han raser og alle Livsaanderne brøler ham ud gennem Næseborene!" (S.22)
Af denne tyr, der fremstår som grundbilledet på naturens magt, og midt i hvis krushårede pande hvirvelen sidder - Stjern'en, Tyremærket - som han vender mod sine køer og sine fjender, skal der siden kultisk gøres et symbol i ærefrygt og ædelt metal. Og selvom den under livskampen i Europa bliver knust i Norditalien efter at have set både Balkan og Spanien, så indfinder den sig igen på stedet i nyere tid, idet Cimbrertyren udført af billedhuggeren Anders Bundgaard (1864-1937) blev opstillet midt i byen i 1937.

Guden
I Viet, kultstedet, der har til huse i en afsides lund, hersker der i forhold til Tollinggaard en luguber atmosfære, der sætter tidsånden i relief. Her ligger en række fæle, men hellige huse. Helligst af dem alle er Hovet, der rummer det allerhelligste, Guden, og Gildeshallen med Blotstenen, hvor mændene fortærer ofre på de højhellige blotdage, der er genstand for dyre- og menneskeofringer. I viets hellige asketræ hænger der knogler og benrade, pandeben og horn. Og i trætoppene flagrer de sorte fugle, krager, ravne og råger.
Af det oprindelige kultsted, asketræet ved kilden i Norne-Gæst, der bliver Gæst og Pils første bolig og i myten opstår som det hellige træ, Ask Ygdrasil, der siden opgår i jægerens hus som en lovsang til naturens magter og udvikler sig til et 'billedhus', er der nu blot dets dæmoniske skygge tilbage. Først med kirken, som vi hører om det i Skibet, vender den kultiske lovsang tilbage i lysbåret skønhed.
Men Guden, som alle ved man bliver blind af at se, fordi lynet fra altings begyndelse bor i dens indre, er rigtignok af træ. En sort og fedtet stump på størrelse med en underarm og fyldt med små huller, da det har været anvendt som ildtræ, og derfor fra slægt til slægt er blevet overleveret som helligt. Nu opbevares det i et skab, der bevogtes af gydjerne, de gamle vølver, der er skaldede som æg, tandløse, mimrende af ælde, men årvågne som høge. De vogter desuden den hellige ild, der er hele landets arne og ikke må gå ud, og som kun bliver fornyet ved solfesterne.

Vølverne bliver som unge piger udvalgt til 'himlens tjeneste' og kan ikke vende tilbage til livet igen og ophører hermed at være mennesker. Af indvoldene af dyr og mennesker, som de slagter på årets højtidsdage, koger de sejd i et offerkar, som de spår og maner over ved gudstjenesterne. Til ritualet hører, at de med afsindige gebærder ridder på askekæppe rundt om offerkarret. Et mare-ridt til Gudens beskyttelse og ære.
2000 år senere står på solfestens dag jernalderens efterkommere ved bålet og afbrænder kludehekse med Bloksbjerg i meningsløs sigte, mens en eller anden Sankt Hans påkaldes i sangen. Kultstrukturer er interessante. Verden er sådan set den samme. Det er tiderne, der skifter.

Til viet, hvor kun Tole uden for højtiderne har adgang, ankommer han nu sammen med Norne-Gæst. Goden, som han også kaldes, har en plan, nemlig at lade fremstille en figur af tyren i guld som nyt opbevaringssted for Guden, der jo ikke synede af så meget, og som, idet helligheden ville overgå til tyren, hermed ville sikres mod at blive set, samtidig med at folket havde fået "en langt stærkere Ting for Øjet". (S.30)
Et vidtløftigt og risikabelt arbejde sættes nu i gang. En græker, Kejron med kælenavnet "Egernet", der er blevet solgt fra marked til marked op igennem Europa, og nu er havnet i det mørkeste Jylland, bliver sat til at forme tyren, da han har et vist naturligt håndelag, og smeden tager sig af selve støbningen. Arbejdet lykkes. Cimberlands Tyr står der i al sin stråleglans.
Men den gode tyr, der har ladet sig afbilde, skal ofres som tak til magterne, ligesom Kejron, der har skabt den, tillige med en håndfuld andre trælle. Imidlertid har Norne-Gæst en finger med i spillet, idet Johannes V. lader ham slippe "Egernet" ud af fangenskabet for selv at overtage ham i slutkapitlets apoteose ved Tiberen til fuldendelse af værkets komposition.

Gundestrupkarret

Gundestrupkarret er i næsten rent sølv. Det vejer omkring 9 kg, har en diameter på 69 cm og en omkreds på 216 cm. (Flemming Kaul og Lennart Larsen: Gundestrupkedlen, 1991). © Nationalmuseet.

Tidsperiodens ånd dukker som tidligere omtalt op ved et fund i Rævemosen ved Gundestrup den 28. maj 1891, hvor tjenestekarl Jens Sørensen ca. l meter nede i tørvejorden finder 13 fint relief-udformede sølvplader og 2 små rør plus en buet bund med en afbildet liggende tyr. Det er det mere end 2000 år gamle Gundestrupkar, der i 1979 i restaureret og nyrenset stand bliver et tilløbsstykke på Nationalmuset. Til udstillingen udgives der et rigt illustreret hefte, Gundestrupkedelen (af Ole Klindt-Jensen)

, der grundigt analyserer relieffernes motiver og kulturhistoriske baggrund.
Lignende fund er gjort i Sydrusland og herfra i et bælte ind i Mellemeuropa. Motiverne og den håndværksmæssige stilisering knytter karret til keltisk kultur (ca. 1000-Kr.f.), som den især udfoldede sig i det daværende Gallien. Hovedmotivet er dels tyren i karrets bund, dels en siddende gud med korslagte ben og gevir på hovedet, den gallo-romerske gud, Cernunnos, der religionshistorisk bliver opfattet som et aspekt af den keltiske himmelgud Jupiter. Ringen, han holder i den ene hånd, er solringen, og i den anden ses slangen med vædderhoved, der ifølge forskningen symboliserer lynet. Elementer, der var religiøst gældende på keltisk tid, og som i romanen indfældes i handlingsforløbet.

Sølvplade fra Gundestrupkarret. Den keltiske gud Cernunnos. Pladen viser en siddende mand iklædt en snæver, stribet buksedragt, der slutter lige over knæet. Et kraftigt bælte er prydet med runde stempler. I den ene hånd holder han en halsring af samme slags som den han har om halsen, mens han i den anden holder en slange med vædderhorn. Han har hjortegevir og omgives af en broget forsamling af dyr. Nærmest står en hjort og en ulv, desuden ses antiloper (?) eller bjerggeder, løver, griffe og en delfin med rytter. Cernunnos-motivet er det eneste på Gundestrupkarret, der med sikkerhed kan identificeres.
Cernunnons er en guddom, der blev æret i Gallien og England omkring Kristi fødsel, og hvis navn kendes fra en indskrift på et alter i Paris: Cernunnos = den hornede. (Tekst og forord efter Flemming Kaul: Gundestrupkedlen. Baggrund og billedverden, 1991. Foto: Lennart Larsen)

.
Nationalmuseet og Flemming Kaul har venligst givet tilladelse til præsentation af Gundestrupkarret her på Epoke. © Nationalmuseet.

Cernunnos omtales dog ikke direkte ved navn i Cimbrernes Tog, men som "Vallands Gud, som havde Hjortehorn på Hovedet" (S.51), Tordenguden; ligesom selve Sølvkedlen optræder flere gange. Første gang vi hører om den, iklædes den denne beskrivelse, idet Tole i følgeskab med Norne-Gæst aflægger Viet visit:

Foran Stallen stod den vældige Offerkedel, af purt Sølv i drevet Arbejde, rigt prydet med Billeder, Cimbrernes inderste Symboler begravet som en Lønskrift, at tyde kun for Indviede, den stod renset og skinnende nu men var det rygende Kar hvori Offerblodet randt paa de store Skæbnedage naar Goden og Gydjerne foretog de alvorlige Ting, der holdt Verdensordenen oppe. Mægtigt bugede den sig og vidnede med sit Rumfang alene om hvad der blev sat i Bevægelse naar den stod fuld af Blod. (S.28)

Menneskeofring eller genoplivelsesbad på Gundestrupkarret

Et af karrets motiver viser, hvorledes et menneske med hovedet nedad puttes i et stort kar. Menneskeofringer og blodkult er en del af asiatisk religion, der via Cybelekulten spredes til Europa, hvor den indgår i tyrereligiøse ritualer på Kreta under Kong Minos (søn af Zeus - i tyreskikkelse - og Europa). Menneskeofring bliver først forbudt under den romerske kejser Tiberius' (42 før 0 til 37 eefter 0) regimente (14-37).
I denne periode dyrkedes i Romerriget den hellenistiske gud Mithra, der var en krigsgud af iransk oprindelse, hvis kult bestod i tyredrabet. Mithra-dyrkelsen - især blandt soldater - var kristendommens farligste modstander, indtil kristendommen af kejser Konstantin (274-337) bliver valgt som folkereligion i 313. En lidt længere historie, som her blot skal tangeres i forhold til de mytologiske proportioner omkring tyrens blod.

Cimbrernes Tog rummer den opfattelse, at sølvkedlen er fremstillet af smeden med inspiratorisk assistance vedrørende udsmykningen af den vidtberejste Norne-Gæst. I dag står det dog klart, at karret er havnet på den cimbriske halvø udefra. En enkelt af romanens scener gengiver karret i kultisk funktion. Det er under forårsfestlighederne, hvor tyren bliver fældet og majbruden står for døren:

Gydjerne render opskørtet med det varme Blod i Spande over Marken og til Viet, styrter det i Offerkedlen ind i Hovet, og det dækker Tyrebilledet paa Kedlens Bund, hvor Jagten er fremstillet, baade i dens Forløb og dens Afslutning. Tyren ramt og liggende ned, omsat af Hunde, og Jægeren i et Flyvespring med dragen Klinge i Haanden ovenover den. Det er som om Billedet kalder paa at blive skjult; naar en Blodsø staar over det har det ikke mindet forgæves. (S.44)

Om afbildninger på offerkarret og deres betydning for det almindelige menneske dengang forsøger Johannes V. Jensen intuitivt at gengive. Det har kollektivt respekteret gudernes almagt og den andagt, mennesket skyldte dem til livets opretholdelse. Frygt har været kilden i en sådan grad, at egentlig forståelse af gudernes vartegn har været lig 0. Men har naturligvis efterladt dem i en endnu mærkeligere verden: at forholde sig til og tale om usynlige ting! Af samme grund har det derfor været nødvendigt for samfundenes sammenhold og udvikling, at det usynlige fik krop - og kult.

Om cimbrerne og Gundestrupkedlen

Flemming Kaul: Gundestrupkedlen. Baggrund og billedverden. (1991).
Ole Klindt-Jensen: Gundestrupkedelen (1979).
Jens Bråten: Kimbrerne. Historie, teorier og myter om Himmerlands kimbrere. Kimbrertogtet, Borremose-fæstningen og Gundestrup-karret - en sammenhæng? (1988).
Toni Liversage: Kelterne i Europa. Kunst, religion og historie (1993).
Simon James: Kelternes verden (1994).
Allan A. Lund: Nordens barbarer (1979).
Om Nordeuropas vilde barbarer, Kelterne og Germanerne, beskrevet gennem antikke græske og romerske etnografer som Cæsar og Tacitus og arkæologiske fund. Med et kapitel om Germanernes tro og overtro.

Til toppen
Til Cimbrernes Tog, 2
Tilbage til Christofer Columbus
Tilbage til Den lange Rejse. Introduktion
Tilbage til Johannes V. Jensens hovedside

Denne side er publiceret på internettet 12. februar 2001. Opdateret 1. november 2012.
Copyright 2001 by Per Hofman Hansen og Iben Holk.