Epoke - danske romaner før 1900

Til Epokes forside
Epokes forside


Epoker og ismer
Romantik
Romantisme
Realisme/Idealisme
Realisme/Nyromantik
Realisme/Impressionisme
Naturalisme
Det moderne gennembrud
Symbolisme
Det sjælelige gennembrud
Mytisme
Det virkelige gennembrud

Kontakt Epoke
Johannes V. Jensen

Christofer Columbus (1921)

Den lange Rejse - 5
Af IBEN HOLK

Færgemanden
Paradismyten
Ildevarsler
Den lykkelige ø
Det indre motiv
Den gotiske glorie
Dødssejleren
Kosmosmyten



Det indre motiv
Det er ikke Paradis. Det er Amerika. Målet er nået, rejsen endt, hvor den for Columbus på det indre plan skulle til at begynde. Derfor bliver triumfen for Columbus et forlis, idet hans drøm går til grunde, skønt en ny verden bliver til.
    Færgemanden havde vist vej, færgemanden kan gå. Og det gør han. Nedenom og hjem.

Arbejde, Menneskekaar, ventede ham, men hans Bedrift som Redskab for Tiden var afsluttet. Med den Magt der var i hans Hjerte havde han ført Tiden ud over sig selv, nu vilde den feje efter ham i hans Kølvand og over ham, Vejen var aaben. (S.345).

I Den lange Rejses længselstema knyttes Christofer Columbus' skæbne sig hermed til Norne-Gæsts: Den nordiske længsel, der forplantede sig i Syden, har nu åbnet vejen om på den anden side af kloden. "Fra det Øjeblik af da han saa Lys i Natten og havde slaaet Bro over Atlanterhavet gik hans væsen over i Tiden." (S.346).
    Columbus' personlige liv, der har været drivkraften i hans professionelle togter, lukker sig inde i en stum maske. I romanens 2. del "Dødssejleren" vender Johannes V. Jensen sig dristigt mod Columbus' biografi i tiden før sejladserne. I et indre syn passerer hans liv revy, da han blindet ligger for døden. Det egentlige for Columbus var altid en ny rejse, en ny bedrift, sat i kraft og næret af den kærlighed, der forener ham med hans hustru, Philippa.
    Han havde jo i sin ungdom vundet hende, den stjerneskønne, rige guvenørdatter, skønt han bare var en væverdreng fra sømandsbyen Genua, hvorfra han stak af på et skib ud i det blå. Han havde dog igennem sit hjerte en gang erobret det umulige - livets lykke!

Og saa kommer det da til ham i hans sidste Time, endelig bliver han seende idet ingen Lys mere udefra gør Indtryk paa hans Øjne, i en indre klar Verden forstaar han at den lykkelige Ø han har jaget efter, den har han været paa, Ungdommens Ø, den gang hans Børn var smaa.
    Philippa!
(S.352).

 
Den gotiske glorie
Den lange Rejse er et gotisk værk. Dets bærende idé, der synliggøres i dets struktur og plan, er gotisk. Et emne vi skal vende tilbage til under inddragelsen af Æstetik og Udvikling (1923). Her skal blot påpeges, at katedralen i sin form forener realitet og idealitet, der som synlig virkelighed for det usynlige bestemmer værket indhold.
    I den 357-siders store rejsebog med den helt forkerte titel Introduktion til Vor Tidsalder (1915) giver Johannes V. Jensen dette fængslende signalement:

For mig opløser det hemmelighedsfulde i Gotikens hele religiøse Apparat sig i Bestandele hentet sammen fra Begrebet Rejse. I alt Fald poetisk vil jeg forsvare at den gotiske Kirke og Opdagelsesrejserne er Udtryk for en og den samme mægtige Løndom i Sjælen. (S.162).

Det kan lyde paradoksalt, at en evolutionsbaseret darwinistisk fiktion er formet over en religiøs struktur, men sådan forholder det sig. Igen kan vi rådføre os med førnævnte rejsebog. På Java aflægger han sig det løfte, at når han en gang igen måtte slippe for våde hænder - fugten driver overalt i junglen - vil han gøre en pilgrimsrejse til Maria de la Sede i Sevilla. Og hør nu blot en ateist med tropekuller:

Maria de la Sede! Ah... Vievandskarret jeg saa i en katolsk Kirke i Batavia... der paakom mig en from Trang til at tømme det i et Drag, jeg havde ikke smagt Vand i Uger, kun kunstige Drikke. Man desinficerer da vel Vievandet herude? Nej, jeg er jo ikke en Gang Katolik. Den moderne katolske Kristendom forekommer mig ikke at naa Evropa over Bæltestedet, en politisk Vehikel, brugt af nogle af de romanske Landes skumleste og ubarmhjertigste Karakterer. Men en Gang var Katolicismen noget, i Kirkens store Alfavnertid, da den kristne Verden var rig og kærlig nok til at undfange Sindbilledet om Guds Moder, Jomfruen over os alle, Maria, Maria de la Sede! (S.159).

Gotikken er det virkelige symbol for det nordiske længsel, skriver han i samme værk i kapitlet "Troperne", der over flere sider rummer en refleksion over katedralen. Nok så interessant i vores sammenhæng er følgende passage, hvor vi samtidig fornemmer arbejdsnotatet som forløber for selve værket:

Efter Opdagelsesrejserne, som Gotiken falder sammen med, gaar den ud over sin religiøse Ide, gør arkitektonisk Springet fra gennembrudt Sten til vore Dages Jernkonstruktion, bliver verdslig men stadig stræbende i Højden, stadig et Udtryk for Menneskehedens Udvidelsesaand. Jeg har i New Yorks Arkitektur set en Ny-Gotik; vore Dages Banegaarde, hvor Trafiken blander Verden sammen, har været mine Andagtssteder, der har jeg hørt det tyvende Aarhundredes Salme. Tekniken med et Ord er en Ytring af samme folkelige Kraft som den der virker i Middelalderens Kirker. (S.152).

Domkirken i Toledo oplever han som værende gotikkens ægteste monument, der i øvrigt - notabene - blev fuldendt samme år som Columbus opdagede Amerika. Og Johannes V. Jensen slutter kapitlet med en pointe, der kroner den alvorlige humor, der hævder værkets karakter og som indfanger den gotikkens glorie, der for ham er verdens sjæl, fordi den skjult eller transparent artikulerer det ubegribelige og gådefulde ved livet:

Gotik er hvad der var Hjernespind indtil det blev sandt, eller omvendt, det er det der ingen Form har men som vil favne Altet og skifter Form gennem Former. Gotik er det Uudslukkelige og det Uskrevne; hvad her staar er en Skyskraber, er det saa godt? (S.152).

 
Dødssejleren
Men hermed er historien ikke slut. Med en både dramatisk og stilistisk overrumplende effekt klipper forfatteren i kapitlet "Sønden for Syd" fokus frem til vinteren 1832, hvor den engelske krydser Beagle er på opdagelsesrejse ved Sydamerikas sydspids for at finde gennemsejlingen syd om Ildlandet og Kap Horn. Om bord er en 23-årige naturforsker ved navn Charles Darwin.
    Med hans videnskabelige indsats, der på dette togt tager sin begyndelse, skal det billede mennesket i intellektuel forstand har om sig selv vende: "Før Kendskabet til det primitive Menneske havde Menneskeheden set sig selv indefra, i sjælfuld Belysning, Guds Billede, nu blev den nødt til at se sig selv udefra, i Lys af sin Oprindelse." (S.354)
    Johannes V. Jensen sætter, at det er på dette skib, der ligger underdrejet i 24 døgn udfor Kap Horn, at Darwin - "med et Undergrundsskred i Sjælen" - har fået impulsen til "Arternes Oprindelse", da han observerer, at der inde på Ildlandet bor mennesker: Udvandrere, der er draget så langt mod syd, at de er havnet i en fælde, hvor al udvikling er gået i stå. For Johannes V. Jensen er det hårrejsende at tænke på, at Beagle kunne være gået ned her, sporløst og uden efterretninger.

I skibets skæbnetime møder det et varsel - Dødssejleren. At møde Den flyvende Hollænder betyder almindeligvis forlis. Men Johannes V. har ønsket det anderledes, nemlig at lade Christofer Columbus krydse Charles Darwin for fulde spøgelsessejl. Den flyvende Hollænder er selvfølgelig i virkeligheden den lille karavel Santa Maria.
    Kaptajnen lægger kursen om. Opgiver det hårdnakkede forsøg på gennembrud. Og vender hjem. Men Santa Maria fortsætter sin åndefart - jorden rundt. Skal Dødssejleren - den evigt rejsende - da aldrig få fred? Er der ikke en betingelse, der udfrier ham? Jo - "Betingelsen lyder at hvis han kan erkende naar han er sig selv, da skal han være forløst.", hedder det i kapitlet "Hjemme" (S.359), hvormed Johannes V. Jensen placerer sit tema eksistentielt i forlængelse af det 19. århundredes dannelses- og udviklingsroman.
    Og i en stor omkalfatrende bevægelse, der sprogligt foregriber vor tids animationsfilm, forvandler skibet sig til en grøn ø og dets sejl forsvinder som store kuppelskyer på himlen. Masterne springer ud med grene og løv, og alle udskæringerne på skibet bliver levende, hjorten, egernet, høgen og uglen og sangfuglene.

Men det største Under sker nu, Santa Marias Galionsfigur, Guds Moder med Barnet, bliver levende og kommer og sætter sig ned paa Græsset under udsprungne Træer, den unge Moder med sin Førstefødte i Favn, Livet forfra igen, under aaben Himmel, Foraaret, Skoven, Barndommen! (S.361).

Hermed er cirklen på det fortællende plan sluttet i en åben ring til Bræen, hvis slutning lyder "Barndommen det er det tabte Land." Barnet som altings begyndelse. Således slutter Den lange rejse.

 
Kosmosmyten
Dog ikke helt. Værket tilføjes en myte fra nutiden, et visionært livsbillede under titlen Ave Stella. Over storbyens stenverden "står der i Himlen et Væsen hældet ud over Verden og ser, en Kvinde, formet af Lys i Lys, næsten usynlig." Hun betragter Jordkuglen, der drejer sig i sollyset på alle sider, hvor "hvert Græsstrå ragende ligeud i Universet saa langt det naar." (S.362).

Hvem er hun? Jorden som ruller, hvad den? Hvorfor? Hvad er det for en Dødssejler i Evigheden, overladt ganske til sig selv mellem Kloder den ikke kan naa, en grusom Viden om dem, men lige vidt, lige ene, hvad fragter den, hvorfor, hvortil? (S.362).

Hvordan er det alt sammen begyndt, og hvordan vil det ende? spørges der. Og der svares lakonisk: "Skoledrenge spørger; Resten ernærer sig og bliver flere, bygger eller gør Skade, og dør."

Men det kosmiske Væsen der viser sig over Jorden som en Kvinde for dem der kan se hende, det er Livet, Livets Stamme hinsides Æteren, hvorfra Kimene er kommen til Jorden, det sande Liv, Kærlighedens Ophav, hvorom vi ikke kan vide andet end hvad vi ved i en Længsel. (S.363).

Ofte er denne myte i litteraturhistorien blevet udlagt som en indre brist i det evolutionistiske værk, en selvmodsigelse med en vognstang eller en Karlsvogn. At det ikke er tilfældet har vi med denne læsning anskueliggjort, idet værket i hele sit anlæg er religiøst orienteret, eftersom religion og natur har samme kilde. Men der er tale om en poetisk religiøsitet, det vil sige en religiøsitet, der er uden dogme og trosform. Den religiøse ateisme er et begreb, der har vid udstrækning i litteraturen. En lang række forfattere, som vi ikke betragter som religiøse, ville kunne indgå under betegnelse Den ateistiske religiøsitet. Med dette tema anmelder for eksempel Thorkild Hansen digtsamlingen Anubis af Thorkild Bjørnvig i 1955. Optrykt i essaysamlingen Havblik midt på dagen (1998).

Johannes V. Jensen er århundredets vægtigste repræsentant for den ateistiske religiøsitets retning. At læse og fortolke ham som modernist er i bund og grund forkert. Johannes V. Jensens forfatterskab og åndshistoriske indsats er det modsatte af modernisme, al den stund modernisme er ensbetydende med opløsning, splittelse og tomhed.
    I vor tid hvor længslen forlænger sig ud i det ydre rum, savnes en forfatter med Jensens kaliber og temperament til kunstnerisk at fortolke denne ekspansion. For selv om der er gået næsten 100 år siden værkets undfangelse, ved vi ikke mere om skabelsen end på Johannes V. Jensens tid. I et sådant perspektiv er kosmosmyten stadig en aktuel og lyslevende tekst:

Op gennem en lang tilnærmet, fejlfuld, forladt og atter genopdaget Livs- og Forvandlingsgang har Væsnerne paa Jorden søgt Form for hvad der er et evigt indre, ukendt Stambillede, paa andre Stjerner?
    Ave Stella!




Litteratur om JVJ's Christofer Columbus
  • Knud Wentzel: Utopia - et motiv i dansk lyrik. (1990). Analyse af digtet Christofer Columbus (Digte 1906).
    bibliotek.dk
  • Ib Michael: Forord. I: Johannes V. Jensen: Christofer Columbus. Illustreret af Nina Kleivan. 1992.
    bibliotek.dk. Anmeldelser af denne udgave i bibliotek.dk.
Om personen Christofer Columbus på internettet

Til toppen
Til Cimbrernes Tog
Tilbage til Christofer Columbus, 1
Tilbage til Den lange Rejse. Introduktion
Tilbage til Johannes V. Jensens hovedside



Denne side er publiceret på internettet 22. januar 2001. Opdateret 1. juni 2006.
Copyright 2001 by Per Hofman Hansen og Iben Holk.