Epoke - danske romaner før 1900

Til Epokes forside
Epokes forside


Epoker og ismer
Romantik
Romantisme
Realisme/Idealisme
Realisme/Nyromantik
Realisme/Impressionisme
Naturalisme
Det moderne gennembrud
Symbolisme
Det sjælelige gennembrud
Mytisme
Det virkelige gennembrud

Kontakt Epoke
Johannes V. Jensen

Bræen (1908)

Den lange Rejse - 1
Af IBEN HOLK

Tilløbet
Ildånden
Mennesket
Det ømme punkt
Visioner
Hvidbjørn og Vaar
Ritualer
Livsveje


 
Bræen. Folkeudgave 1911
Folkeudgave med omslag af Valdemar Andersen (1911).
Visioner
De tre visioner i bogens midte, der bryder med fortællingens rum, har tilknytning til historiens kulmination, hvor ilden findes. Dreng hugger sten i hobetal til sine våben, men pludselig er der en sten, der giver gnister og ildorme, der falder ned i sneen. Flinten. Apollo 11 tager sin begyndelse i denne scene i dybet af tertiærtiden:

Han lod en Gnist falde paa den tørre Fyrsvamp og saa straks et Ildpunkt danne sig og ryge, blive sort med glødende Rande og Gro, han blæste varsomt Luft til, saa at Gløden blændede og begyndte at hvisle, og nu strøede han hastigt Træspån paa og holdt op med at puste - og i det samme stod der en Lue frit i Luften lige ovenover, en lille blaalig og gul Sjæl med hed Aande, den tøvede lidt, traadte op og ned, svandt og kom igen nippende til Røgen eftersom Dreng blæste, han pustede haardt og holdt op - og da slog Luen med et graadigt lille Blaf ned paa Træspaanerne og begyndte at brænde! Dreng antændte en Gren. Her var Ilden! Nu havde han den og takkede Ingen derfor, det var hans egen, Ilden, Ilden! (S.133).

Ved siden af den etnografiske og poetiske prægnans viser citatet den hedenske panteisme, der gennemstrømmer værket. Ilden har en sjæl. Og for sin erobring ønsker han ingen at takke. Ilden er ikke en overnaturlig magt. Og derfor ikke i pagt med en verden udenfor verden. Ilden er håndgribelig.
    Alligevel gør den ildmesteren svimmel af lykke og udmattelse. Han stirrer ind i ilden, mens "Blodet raser som en Verdensbrand gennem hans Aarer" (S.136). Igennem en blå gnists nu, ser han ind i andre, fremmede verdener som i et syn. Igennem disse visioner transformeres værket ind i en nutidig dimension, der med tilbagevirkende kraft beliver stoffet udover den præhistoriske tidsbundethed.
    Af samme grund er det derfor beklageligt, for ikke at sige katastrofalt, at den anden vision, hvor ildmanden ser et levende billede for sig af et snedækket Chicago anno 1903, hvor mennesker under elektrisk lys strabadserer med snemasserne, er udtaget af nærværende hardback-udgave fra 1996, der følger den forkortelse, der fandt sted ved den første samlede udgivelse i 1938, hvor redaktøren Aage Marcus i samråd med forfatteren foretog en række forkortelser og samordninger af de diskontinuerlige enkeltbind. En fornuftig disposition, kunstnerisk og historisk, hvilket dog ikke kan siges om fjernelsen af denne sekvens, der, bortset fra originaludgavens, kan læses i sin helhed i Tranebogen fra 1968.

 
Hvidbjørn og Vaar
Det nye par på bræen er efterkommere af den første familie, der befolker Norden, mens Bræen vokser. Urfolket trænger længere og længere mod syd "for at blive ved med at have det ens", hvorimod Bræfolket, der går stadig vanskeligere livsbetingelser i møde, er nødsaget til at gøre fremskridt på stedet. "De ligner ikke mere de nøgne og glemsomme Vilde de oprindeligt var kommen af." (S.142).
    Vejrliget forandrer dem også fysisk. Klæderne gør hårlaget overflødigt, og deres hud bliver hvid og rødlig af at være i skygge, ligesom det våde vejr bleger deres hår, hvorimod deres øjne får farve af det grønblå skær, der funkler på bræen.
    Der går nu mange årtusinder. Dreng er som den udødelige gået over i legender og dyrkes med hellig andagt, da alt stammer fra ham. Bag skikkelsen anes naturligvis Odin, men Jensen giver ikke skikkelsen antydning heraf.
    Etnografisk er det mest nye, at kvinderne er begyndt at bage, idet de har holdt Moas vaner i hævd. Alt bliver hældt ud og ind af potter. De varmer og svider bygkærner på skår, og grutter kornet mellem to sten, hvorpå de tjatter lidt vand eller mælk inden bagningen. Det kommer der de sødeste kager udaf. Pris sætter de nu også på en smuk ansigtsfarve, hvorfor de plejer huden med okker, som de udvinder af kildevældene.
    Den faste ring, livsformen har fundet for jægerfolket, truer med at nedbryde det i stivnen, men brydes nu atter af "en ny Udsætter og Befrier, der mod sit Folks Vilje førte det ud over sig selv". (S.151).

Den nye helt hedder Hvidbjørn. Han er forelsket i Vaar, der er dejligheden selv. Men han må ikke uden videre få hende af stammens overhoved, Ildgrim, medmindre han nedlægger enhjørningen, som man mente, der kun fandtes et enkelt eksemplar af. Hvidbjørn begiver sig ud på bræen og bliver væk et år, inden han kommer tilbage med hornet af enhjørningen. Der bliver festet, men Ildgrim synes tilsyneladende at have glemt sit løfte, idet han holder en tale, hvori han erklærer, at tilbuddet skulle opfattes som en harmløs vittighed, der blot var en fin måde at give afslag på. Hvidbjørn har ved at tage ham på ordet egentlig skuffet ham, hvorfor han i sit stille sind havde håbet at se Hvidbjørn kvæstet ved hjemkomsten.
    Den køber Hvidbjørn ikke. Og efter tumulter og overrevne lemmer bortfører han Vaar samme dag. Ingen i stammen billiger hans gerning, så i lighed med i sin tid Dreng er han en fredløs, der må leve udenfor samfundet, hvor de begynder på en frisk.

Kom Snestorme paa var der ikke andet for end at gaa i Hi i en Hule og lade Vejret rase ud ovenover. Paa den Maade tilbragte de Uger i uafbrudt Mørke, hvorunder de næsten mistede Mælet. De døjede en Haardhed der ikke siden lod sig huske, fordi den lammede Sjælen og udslettede sine egne Spor. Vinteren faldt så lang og bitter, at de to Mennesker omtaagedes deraf og til sidst ikke mere erindrede at de var rejst eller hvor de skulde hen eller hvem de i det hele taget var. Det kunde godt være Aartusinder der gik. Nordlyset rakte sig i tyst Vildelse paa Himlen og begyndte at spøge som en nær og dog fjern Evighed over Hovedet paa Familjen uden Ild, der tabte sig i Sneen og på Vandring. (S.159)

 
Ritualer
Når de søger ud til havet, sker det i romanens komposition som fuldbyrdelsen af en reminiscens i Drengs instinktverden. Da dreng forener sig med Moa ved havet, står der: "Aarene fjernede ham fra det ene Nu paa Stranden, hans Liv blev lutter Vinter, men dette Nu blev ved at være det eneste. Det Ukendte var traadt ind i hans Hjerte i den smule Stund da han sad der paa det hvide Sand og saa Bølgerne flokke sig og ligge paa Vandring ud mod hvor han ikke længere kunde se." (S.124).
    Dybt raffineret forbinder Jensen kærligheden med det måltid af muslinger, de spiser bagefter: "Dette Maaltid hvor Dreng første Gang havde smagt saltet Mad stod siden for ham som det i Grunden eneste i hans Liv, han kunde nikke uden at vide deraf som om han mærkede sig en vigtig Nyhed naar han kom til at mindes det.
    Og forbundet med smagen var en mærkelig klar og lykkelig Erindring om alt hvad han havde oplevet det Par Timerstid han og Moa havde hvilet paa Strandbredden." (S.124).
    Det er denne længsels forlængelse, der for Hvidbjørn til at slå sig ned ved havet sammen med Vaar, hvor han begynder at bygge en tømmerflåde, der siden udvikler sig til stort skib med dragehovedet øverst. Nu vil han ud og sejle paa vandet.
    "Vaar havde en Ager staaende med Byg og en med Hør foruden en hel Køkkenhave med Bede af Ærter, Timian, Løg og Rødder, kunde hun tage sine Marker med? Hvad var det han sagde?" (S.166).

Agerbruget var begyndt som offer til naturen. Om natten går Vaar med en skål bygkerner, da hun ikke ved nogen bedre gave, og giver dem til den nøgne jord.

I Sommerens Løb kom Byggen op og blev til en smuk Ager. Dette udlagde Vaar paa den Maade at Jorden i Stilhed havde taget mod Gaven, og hun blev blussende varm af ydmyg Tak da hun fattede at den nu svarede ved i Stilhed at give hende Kornet mangefold tilbage igen. Skulde hun plukke det, var det til hende? (...) Således bølgede den første gule Ager i Sommervinden, som en lønlig Pagt, et skønt og uskyldigt Stævnemøde mellem den rige Jord og Vaars stumme Pigehjerte. (S.170).

Med skibet ankommer de til, hvad Hvidbjørn kalder Livland. Her slår de sig ned som nybyggere, og Hvidbjørn opfinder hjulet. Hans rumlen med vognen forbinder stammefolkene med selve tordenen. Bag figuren skimtes naturligvis den mytologiske Tor. Og han gør nu en mageløs opdagelse, nemlig at han blot behøver at køre med usmurt hjul for at få ild...
    Ildens tegn bliver derfor et hjul, der i al hemmelighed symboliserer - arbejde!

 
Livsveje
Efter Vaars død bygger han et endnu større skib og bringer alt hvad han ejer ombord deri og sejler ud. " - som en lille levende Ø, et Urbillede paa den Blomstring af Evnerne i Modgang og Følgerne deraf, der forplantede sig fra Bræen ud over Evropa, og siden over alle Have udviklede sig til hvad der med Tiden blev til den hvide Mands Samfundsorden". (S.192) Som det tydeligt fremgår er Den gotiske Renaissance med som blind passager.
    Han sejler så længe, at han får hjemve - ikke efter Livland - men efter den plet, hvor Vaars første gule ager stod, og "hvor han havde henlevet den bedste Del af sit Liv i Længsel efter at komme derfra". (S.193) Derfor, for at overvinde længslen, der er en splittelse, sætter han skibet på land og bygger det om til en hal - "det første gotiske Bygningsværk". (S.194).
    Og i en ledig stund forfatter Hvidbjørn sin selvbiografi for evigheden i grundfjeldet, som bræen har slidt glat. Den første tavle med skrifttegn. Beskrivelsen omfatter to dele. Første del er billedet af et skib. Anden del er billedet af et hjul. Kunsten og litteraturens epoke er begyndt.

Johannes V. Jensens historiske vision afsluttes med myten Lærken. Som symbol samler fuglen romanens motivverden i sig, livshjulet:

Langsom, drukken gik den til vejrs, snart i Lys og snart i Skygge, ustandseligt syngende, bi, bi - bibibi - bi, bi, til den som i en henrykt Drøm, alene ved at dens Hjerte blev for stort af Luften den inddrak, hævede sig saa højt, lodret op, at Lys og Skyer slugte den, og det var som om selve den vaade Luft sang over Marken, hvor Vældene brød boblende og klare midt ud af den nøgne Muld. (S.199).

Hvad der bliver tilbage længe efter at bogen er læst, er dens sprogbilleders poesi. Her lever myten. Når jeg ser et birketræ, kommer jeg altid til at tænke på Vaar på grund af det sindbillede, som Johannes V. sætter af hende i det hvide træ (S.190):

I de nordiske lyse Nætter staar Birken med alt det rige Løv hængende ned over de trinde Stammer, der dæmrer som hvide blakkede Legemer; hele det fine Træ skælver som en Kvinde, hvis lange Haar er falden frem over Hovedet, og Nordhimlen der smiler rødmende med den sovende Sol i sin Favn ved ikke, om Birken har skjult sit Ansigt fordi den sitrer af Lykke eller fordi den græder. Ak Birken hænger med sit lyse nyudsprungne Løv som i dyb Sorg, fordi den har drømt at den skal staa med sin Krone som et blodigt Haar og hvert Blad som et Saar der bløder, indtil den nøgne hylles i Snestormens Lagen. Det bævende Træ under den nordiske dejlige Nats Deltagelse, det er Vaar, den milde Vaar.


Litteratur om Bræen
  • Harry Andersen: Afhandlinger om Johannes V. Jensen (1982). Heri: Et syn på hans forfatterskab, bl.a. Bræen.
    bibliotek.dk
  • Dan Peter Helleum: Identitetsproblemet i Johannes V. Jensens forfatterskab undersøgt med henblik på form-, rytme- og tidsoplevelsen og hovedvægten på produktionen til og med "Bræen". (Speciale til kandidateksamen 1955).
    bibliotek.dk
Filmen Quest for Fire
  • Filmen Quest for Fire - La Guerre du Feu, der er instrueret af den canadiske Jean-Jacques Annaud, foregår i stenalderen for 75.000 år siden, hvor stammefolket er på jagt efter ild: "Anthony Burgess created the primitive language for the early humans in this prehistoric adventure about a trio of warriors who travel the savanna, encountering sabre-toothed tigers, mammoths and cannibalistic tribes in search of a flame that would replace the fire their tribe has lost." Kilde: The Internet Movie Database.


Til toppen
Til Skibet
Tilbage til Bræen, 1
Tilbage til Den lange Rejse. Introduktion
Tilbage til Johannes V. Jensens hovedside



Denne side er publiceret på internettet 8. januar 2001. Opdateret 21. marts 2001.
Copyright 2001 by Per Hofman Hansen og Iben Holk.