Epoke - danske romaner før 1900

Til Epokes forside
Epokes forside


Epoker og ismer
Romantik
Romantisme
Realisme/Idealisme
Realisme/Nyromantik
Realisme/Impressionisme
Naturalisme
Det moderne gennembrud
Symbolisme
Det sjælelige gennembrud
Mytisme
Det virkelige gennembrud

Kontakt Epoke
J. P. Jacobsen

Niels Lyhne (1880) - 3b Af IBEN HOLK

Niels Lyhne (3)
  Motiv/Tema
  Død og Eros
  Ateisme
  Unio Mystica
  Kult Du er på denne side
  Jacobsen plus
Niels Lyhne (1)
Niels Lyhne (2)


Kult
J.P. Jacobsen bliver læst af sin samtid overalt i det litterære og kulturelle Europa. Ved siden af forfatterkollegerne Henrik Ibsen og August Strindberg samt maleren Edvard Munch tegner han The Northern Light i europæisk kunst.
Niels Kofoeds Arabesken og dens æstetiske former
Omslag til Niels Kofoeds "Arabesken og dens æstetiske former". C.A. Reitzel, 1999.
    Det er dog først den følgende digter- og kunstnergeneration, 90ernes symbolister, der for alvor forstår at værdsætte J.P. Jacobsens formkunst. Og da har han for længst "levet sin ensomhed til ende", som Jørn Vosmar slutter sin efterskrift til Niels Lyhne (1986).
    Jugendstilen opstår som stilretning i 1890erne. Stilfiguren er arabesken i utallige variationer. Når J.P. Jacobsen i symbolistisk kunstneriske miljøer bliver dyrket på kultniveau, hænger det naturligvis sammen med arabeskens struktur og idé i hans kunst. Jugendstilen har et af sine banebrydende udspring hos J.P. Jacobsen, og derfor er det meningsfuldt nok, skønt han herhjemme blev opfattet som naturalist, at han får stor indflydelse på Jugendstilen både i digtning og billedkunst.


I pragtværket J.P. Jacobsens Spor i ord, billeder og toner. Tolv afhandlinger / udgivet af J.P. Jacobsen-Selskabet i hundredåret for digterens død ; ved F.J. Billeskov Jansen (1985) bibliotek.dk har redaktionen sat sig som opgave at undersøge digterens efterliv og indflydelse i udlandet. Og det er der kommet en spændende og læseværdig bog ud af.
    Det viser sig ikke overraskende, at det især ved siden af de nordiske lande er i Tyskland og Østrig-Ungarn, J.P. Jacobsen vinder genklang. Mindre i Frankrig. Først sent i Italien, men i vor tid med stigende interesse (jvf. Claudio Magris' essay i Spring No.13, 1998). I de angelsaksiske lande har interessen været ubetydelig.
    Ikke overraskende, fordi udbredelsen og dyrkelsen finder sted i hæmmede folkefærd som de tyske, hvor drøm og uforløst lidenskab forenet med næsten sygelig inderlighed og trang til renhed udvikler en berusende dæmoni forklædt som takt og tone.
    I kunstnerisk sammenhæng er påvirkningen af æstetisk art. Samfundsforhold, politik og debat havde ikke J.P. Jacobsens interesse. På det felt var han en 'dårlig naturalist'. Sjæleliv i clinch med sjæleliv og realistisk hverdag var hans område, naturstudiets emotionelle betydning i et sprogarbejde, hvis inspirationskilder var maleri og musik. Ikke mindst den romantiske forståelse af kunsten som et selvgyldigt område for erkendelsen peger frem mod kunstsynet i det 20. århundrede.

Wien omkring århundredeskiftet er et centrum for metropolernes livsbillede - La Belle époque. Omkranset af dobbeltmonarkiet Østrig-Ungarns øvrige større byer - Salzburg, Prag, Krakau (Kraków), Budapest, Zagreb og Sarajevo. Det gamle Mellemeuropa, der forsvandt efter l. og helt efter 2. verdenskrig.
    Sammen med hovedstæderne Paris, Berlin og Milano danner Wien en ring, hvor byen udgør den europæiske port til den nære Orient. Og som et lifligt bånd af en uendelig historie, der også handler om transport, gennemløber og forbinder Donau lande og storbyer. En biografi om floden kan man læse i Claudio Magris' geniale værk: Donau. En følsom rejse fra den store flods kilder til Sortehavet (1990). bibliotek.dk
    La belle époque er den kulturhistoriske (og lidt fortrængte) betegnelse for perioden fra 1890 og til 1914. En livsstil kulminerer med wiernervalse, caféliv, avantgardekunst. Der hersker store klasseskel, men wienerne kan netop mødes på tværs af sociale skel i dyrkelsen af musik- og teaterlivet. Det er muligt, at det hele er mere eller mindre pilråddent - udfra et puritansk og moraliserende synspunkt - men flot, intimt og eksorbitant har det været, dette champagnebrus af skønhed og vivacitet, der skummer op i Europa og som aldrig før eller siden er set.

Det er i dette kulturmiljø, den danske digter fra Thisted slår igennem.
    Litteraturen er præget af en blanding af katastrofestemning og livsnydelse. De førende forfattere er Hugo von Hofmannsthal, Hermen Broch, Arthur Schnitzler, Alma Mahler-Werfel, Stefan Zweig, Theodor Herzl, Sigmund Freud. Alle læser de J.P. Jacobsen.
    Wiener Moderne, Dekadenz, Fin de siècle er etiketter, der bliver heftet på perioden, hvis kunstnere dyrker nyromantik, symbolisme og impressionisme. Det nye livs- og kunstsyn fjerner sig fra naturalismens æstetik i et bevidst opgør. 1890ernes kunstnere bevæger sig fra naturalismens krav om objektivitet og afbildning af virkeligheden til en subjektiv oplevelse og gengivelse.
    Kunsttidsskriftet Ver Sacrum (1898-1903) er avantgardens centrum. Gruppen bag tidsskriftet bestræber sig på at skabe ikke mindre end en ny æstetisk orden i jugenstilens tegn - Art Nouveau. Feltet dækker en omfattende kunstnerisk revolution, der inddrager arkitektur, kunsthåndværk, møbler, tekstiler, mode, bogtryk og bogbind. Og det lykkes. Stilen er levende den dag i dag.

Den nye stil er præget af geometriske former, der dukker op igen i 20- og 30ernes funkis-stil, i kombination med arabesken. Det kan lyde forvirrende, og er det også. Kig her på værker om periodens stilhistorie og hovedværker.
    Jugendstilen, l'Art Nouveau bliver den historiske fællesbetegnelse for jugenstilens mangfoldighed. Navnet stammer fra tidsskriftet Jugend, der udkommer i München i 1890erne.
    Jugendstilens mondænitet fremtræder tydeligst i de parisiske og wienerske modesaloner, hvor stilen revolutionært afviser korsettet for at frigøre kvindekroppen til mere naturlige og arabeskagtige linjer indhyllet i skarpe kurver. Coco Chanell er budskabets og stilens ukronede dronning.
    I malerkunsten forener Gustav Klimt symbolisme og jugendstil i et nyt billedsprog. Hans hovedværker er stiliserede kvindefigurer, hvis ansigter er eksotisk sensuelle, med bizarre kroppe som ornamentale smykker. Kvinden som nips. Kvinden som fetisch. En synsmåde, der appellerede pornoerotisk til eksalterede og dekadente typer - af alle fem køn.
    I modsætning til Edvard Munchs og Egon Schieles mere dæmoniske kvindeunivers er Gustav Klimts bevæget af en udpræget sval kvindefascination (Botticelli), der stadig virker suggestivt moderne. Endnu ved dette århundredeskiftes millennium som trendsættende repro-stil i modens kvindesyn.
    Hemmeligheden ved Klimts kunst er måske, at han er mindre optaget af kvinden end af den kvindelige skønhed. Kvinden som ægte illusion.

Det forekommer ikke vanskeligt at placere J.P. Jacobsen i dette miljø. Det dekorative i hans stil, skønhedslængslen, kvindefascination og kønsskræk omsat til dekaden fetichisme, den religiøse understrøm i hans metafysik er altsammen ingredienser, der peger frem mod Jugendkulturen.


Omslagsillustration af Gustav Klimt: Judith I. österreichische Galerie, Wien.

I en antologi, Wien um 1900 (1992) bibliotek.dk red. af Margrethe Lundorf og Peter Smith, med tyske tekster til brug for undervisningen i gymnasiet, og hvorfra der i ovenstående er indarbejdet synspunkter, skriver redaktørerne i forordet vedr. J.P. Jacobsens placering:
    "Hans forståelse for menneskets komplicerede sjæleliv kommer til udtryk i en sproglig følsomhed, der præcist og nuanceret følger personernes indre liv. De unge østrigske forfattere følte sig åndsbeslægtede med J.P. Jacobsens livssyn, der bygger på en splittelse mellem drift og bevidsthed. Da Niels Lyhne udkom på tysk, blev den en kultroman for den unge generation, som Goethes Die Leiden des jungen Werthers havde været det 100 år tidligere." (S.18). (Den unge Werthers lidelser. Oversat af Frank Jæger, 1972). bibliotek.dk
    Afsnittet står under overskriften "Symbolismen". Uden så meget som at blinke beskrives J.P. Jacobsen ubesværet som symbolist. Medens han i samtlige og samtidige danske litteraturhistorier og tekstudvalg placeres på naturalismens forpost.
    Hvordan går det til?

 
Kult 2
Bengt Algot Sørensens essay i J. P. Jacobsens Spor (1985) om Jacobsen-receptionen i de tysksprogede lande besvarer spørgsmålet, idet han finindstiller sin undersøgelse på ovenfor skitserede kontur af det kunstneriske miljø i Wien.
    Nøglepersonen er Marie Herzfeld, østrig-ungarnsk kritiker og oversætter, der af samme grund lærer sig dansk. Hun tilhører inderkredsen omkring digteren Hugo von Hofmannsthal. I kritiske essays anbringer hun J.P. Jacobsen blandt den europæiske dekadences store mestre, hvor han sidestilles med Baudelaire og Huysmanns, og i et videre perspektiv med Schumann, Wagner, Gustave Moreau og Rossetti.
    I begyndelsen af 1890erne er en ny kunstnerisk æra begyndt. Naturalismen har i Marie Herzfelds version udspillet sin rolle. I denne overgangsfase indtager J.P. Jacobsen en fremtrædende position. Litteraturhistorisk indskriver hun J.P. Jacobsen mellem tysk romantik og fransk symbolisme.
    I hans værker finder Marie Herzfeld koder til den Jacobsenske symbolisme - "nervernes mystik", den "melankolske længsel", den "fornemme ensomheds sygelighed" udsat for "sprogets eksclusive skønhed" (S.119). I 1897 udkommer J.P. Jacobsens digte i Østrig, hvad de jo ikke gjorde i Danmark. Georg Brandes, der i sin tid refuserede dem, må have rødmet af græmmelse... Ingen mindre end Arnold Schönberg sætter en digtsuite herfra i musik, Gurrelieder (1900). bibliotek.dk
    Apoteotisk afsluttes århundredet med en pragtudgave af J.P. Jacobsens samlede værker i 1899 - på bøttepapir! Thisteddekadentens bebudelse - at når han engang trådte frem, så skulle det være med basuner! - kom altså til at holde stik.

Forhistorien er vigtig nok. George Brandes forsøger ihærdigt i årene 1870-1890 at introducere J.P. Jacobsen som den førende kunstner indenfor rammerne af det moderne gennembruds mænd. I denne periode er nordisk litteratur med Ibsen i spidsen genstand for en altdominerende interesse.
    Brandes, der bosætter sig i Berlin, 1877-1883, angriber på alle fronter for på tysk at sætte gennembrudet i scene i lyset af sin egen opstigende stjerne på den europæiske kritikhimmel. Han allierer sig med redaktøren Adolf Strodtmann (hans svigerfar) som oversætter, da denne i forvejen har oversat ham til tysk (Hovedstrømninger's første fire bind).
    I 1877 udsender Brandes således novellerne "Mogens" og "Et Skud i Taagen" i ét bind. Efterfulgt året efter af Fru Marie Grubbe. I 1883 udkommer "Frau Fönss" og "Die Pest in Bergamo".
    Endvidere samarbejder han med den senere chefredaktør af Berliner Tageblatt, Theodor Wolff, der skriver adskillige entusiastiske artikler om J.P. Jacobsen, som han selv betragter sig som discipel af. Når resonansen hos det læsende publikum alligevel udebliver, skyldes det, hvad Bengt Algot Sørensen anfører, at de i Tyskland førende kulturelle organer sætter 'virkelighed' højere end 'kunst'. Og 'virkelighed' er først og fremmest naturalismens stikord.
    Den 'drivhusstemning', som Georg Brandes med en samlende betegnelse uheldigvis lancerer for Jacobsens prosa i sit introduktionsportræt, har nærmest virket afskrækkende på de robuste nordtyskere. Og selvom Wolff ikke ueffent i sit forord til Niels Lyhne-udgaven i 1889 placerer Jacobsen som naturvidenskabelig romantiker, der formår at forene realisme og poesi, modtages romanen med reserveret respekt.

Nu begynder et drama at tage form. Dramaet om J.P. Jacobsens digtning i Tyskland, der er æventyret om den sære H.C. Andersens sære landsmand fra det tågede ørige højt mod nord - indhyllet i myter og phantastik, elverpiger, hekse og brudeslør, havfruer og svanesang. Og som ingen slipper fra med forstanden i behold.
    Litteraturhistorisk aftegner forløbet en signifikant transformationsproces, der af uforståelige grunde ikke for længst har dannet norm som klassisk eksempel i litteraturundervisningen.
    For kendsgerningen er, at fra omkring 1890 slår J.P. Jacobsen igennem i Tyskland og Østrig. Nu kunne man måske forledes til at tro, at Brandes & Co.s anstrengelser langt om længe har båret frugt. Men Bengt Algot Sørensen viser med sin omhyggelige undersøgelse en vigtig forskydning i denne receptionshistorie.
    Situationen er i 1890 litterært en helt anden end tyve eller ti år tidligere. Naturalisme og realisme bliver trængt i baggrunden af den symbolistiske fin de siècle-strøm, der direkte forkaster det naturalistiske kunst- og livssyn. Transformationsprocessens kerne er, at naturalismens bannerførere forsøger at markedsføre den danske digter i det store udland som naturalist, hvorefter han opnår et af nationallitteraturens største gennembrud - som symbolist!
    I den tyske 2.udg. af Niels Lyhne (1895) polemiserer Wolff da også voldsomt i forordet mod symbolismen som modefænomen. Her langer han ud efter symbolisterne, som anklages for at 'fejlfortolke' Jacobsen med deres 'reaktionære' fraser om stilkunst og skønhed.
    Brandes tier stille. Han har i mellemtiden opdaget Friedrich Nietzsche - og den aristokratiske nihilisme.

Hvor langt fremme tidsskriftet Taarnet (1893-1894), der til dels opstod som et organ vendt mod brandesianismen, er med hensyn til de internationalt symbolistiske strømninger, viser en artikel af Johannes Jørgensen, hvor denne karakteriserer og hylder J.P. Jacobsen som stilkunstner. Bengt Algot Sørensen fremhæver følgende centrale citat af Johannes Jørgensen:
    "J.P. Jacobsen er i moderne dansk Litteratur den fuldendte Stilist. Og hans Prosadigte, hans Vers-Arabesker søger deres Jævnbyrdige mellem Baudelaire og Mallarmés mest udsøgte Værker. - Der udgaar fra ham over den yngre og yngste Litteratur i Danmark en glødende Dyrkelse af Formens Skønhed. Der opstaar i hans Fodspor en række Stilkunstnere, som udvikler det danske Sprog til en høj Fuldkommenhed. J.P. Jacobsen er for alle unge Digtere i Danmark den elskede Mester, det uopnaaelige Forbillede." (S.120)
Med udgivelsen af Marie Herzfelds oversættelse af J.P. Jacobsens digte er grundlaget skabt for en kultdyrkelse uden fortilfælde. Forbillede bliver han for unge digtere som den kræsne Stefan George (1868-1933) og den ligeså kræsne Rainer Maria Rilke (1875-1926), der opsøger Danmark for at indånde den jacobsenske luft og for 'indefra' at fortroliggøres af hans poesi.
    På dette tidspunkt i slutningen af 1890erne kulminerer symbolismen. Al avantgarde står i nyromantisk fin de siècle- og Jugendstilens tegn. Rilkes position kan minde om Johannes Ewalds 100 år tidligere, hvor digteren i hudløs overfølsomhed blev opfattet og opfattede sig selv som organ for en ny tid. "Da jeg var syg" hedder Ewalds berømte digt fra den præromantiske periode i slutningen af 1700-tallet.
    I l903 udkommer Rilkes monografi om billedhuggeren Rodin. Bengt Algot Sørensen fremhæver, hvorledes Rilke æstetisk tilvejebringer en forbindelse mellem Jacobsen og Rodin. I et brev skriver Rilke således i 1904:
    "Jacobsen og Rodin, for mig er det de to, som jeg kan øse af i en uendelighed, mestrene. Dem, som kan gøre det, som jeg gerne vil kunne engang. Begge har de denne indtrængende, hengivne måde at se naturen på ("Schauen der Natur"), begge magter de at omdanne det sete til en tusindgange stærkere virkelighed." (S. 144)
    For Rilke, der efter Rodin forbereder en monografi om Jacobsen, er Danmark J.P. Jacobsen. Hans berømte prosaværk Malte Laurids Brigges Optegnelser (1910) henlægger således handlingen til Danmark. En tilsvarende parallel kan iagttages hos den Jacobsen-inspirerede Thomas Mann, der med romanen Tonio Kröger (1903) skriver sin version af Niels Lyhne.
    Rilke besøger i denne periode ofte København, da han nu ikke kunne møde Jacobsen selv. Til Lou André Salomé skriver han: "Ja, Kopenhagen ist Jacobsens Stadt." Og senere til Clara Rilke: "Ich sehe Kopenhagen durch J.P. Jacobsen und um seinetwillen."
    Efterhånden aftager forelskelsen i byen sig. Om det er fordi han opsøger Georg Brandes får stå hen. I alt fald skriver han i 1904: "I København har jeg meget ofte været sammen med Georg Brandes, han var rar og god, men gammel og sådan set mere et forlystelsessted end et menneske." (S. 146).

Jacobsens kultstatus har at gøre med, at Rilke og hans kreds opfattede sygdom som noget ophøjet sakralt. Denne i bogstavelig forstand dødssyge holdning medførte en barrieresænkning af det etiske immunforsvar overfor dekadencens obskøne sider. Heraf de ildevarslende ry visse kredse af symbolisternes fin de siécle-saloner fik.
    Desuden opstår der i kølvandet på den poetiske dødskult en karrikatur af digterne som blege, blodfattige asparges, der grådkvalte og hjemfaldne kæler for hinandens triste digte, hvori der måske blinker en gnist af liv.
    Man kan i tilbageblikket finde, at det er en lidt ensidig Jacobsen, der opstår i Wien og München, i sammenligning med den trods alt seje og humoristiske algeforsker fra Thisted.
    De unge kultdyrkere bevarer en forkærlighed for Jacobsen, der dog ikke kan skjule at forbeholdene årtier senere skinner igennem. Således hos Stefan Zweig, der i en efterskrift til en ny udgave af Niels Lyhne i 1925 skriver:
    "Det virker kun en smule forsødet med lyrik, lidt for blegt, lidt for lunkent. Det virker som præraffaeliterne, som Worpswederne (som dengang på samme måde optog os så meget) i dag også virker på os: lidt for blegt, for sygeligt, for kraftesløst, for morbidt, for sentimentalt." (S. 152).
    Det var det, Johannes V. Jensen bemærkede allerede i 1906.

"Lys over Landet, - Det er det, vi vil", forkyndte Jacobsen optimistisk måske med lovlig meget folkehøjskole-gehør, som der alligevel ikke var dækning for. Hvilken fanfare i øvrigt! - En konstitution som den budskabsforcerende N.F.S. Grundtvig kunne have skrevet det. Eller tilsvarende sociale programdigtere som Jeppe Aakjær og Martin Andersen Nexø. Men i J.P. Jacobsens regi lyder det helt forkert.
    J.P. Jacobsen er tusmørkets og mismodets sensitive Aladdin.


Note: De citerede oversættelser fra tysk er foretaget af Eva-Elisabeth Sørensen (Silkeborg, 1999).
Også i Estland var der interesse for J. P. Jacobsens forfatterskab, bla. hos forfatteren Friedebert Tuglas. Herom har den hollandsk-engelske forsker Eric Dickens for Epoke skrevet artiklen
Friedebert Tuglas and Eduard Vilde. Two Estonian authors.


Litteratur:
  Bente Scavenius m.fl.: Art Nouveau i Central Europa. Bratislava - Budapest - Krakow - Prag - Wien. Kunstforeningen, 1996. (Kulturby 96).
Af indholdet: Ægte kunst er og bliver symbolsk (Strømninger i 1890'ernes København). Art Nouveau i Ungarn. Krakow ved århundredeskiftet. Stanislaw Wyspianski (Polsk modernist). 'Villa Bílek' i Prag og den skaber. Bratislava og kunsten omkring 1900. Kunsten i opbrud - Forår i kunsten (Wien omkring år 1900).

bibliotek.dk
 

Jacobsen Plus
ikke saa syg...
Det er Herman Bang, der skriver sådan efter sit eneste korte møde med J.P. Jacobsen. Mødet finder sted i november 1880. Bang er som korrespondent sendt til Klitmøller ved Vesterhavet for at dække en redningsaktion ved en stranding, der skulle ende tragisk. Sidst på dagen tager han til Thisted for at opsøge, som aftalt, Fru Marie Grubbe's forfatter, "Landets største Digter", som Bang skriver.
    Forventningsfuld og beklemt bliver den unge journalist - der debuterer den følgende dag! – af en tjenestepige bedt om at tage plads i en kold og trist forstue i familien Jacobsens hus. Herind kommer J.P. Jacobsen, sammenfalden, foroverbøjet, dybt mærket af dødens gab, men med et par klare øjne, hvis forskende blik Bang siden forgæves søger at ryste af sig. Med træt, hæs stemme spørger Jacobsen til bekendte i København.
    Pause følger på pause. Bang, der hele tiden for sig ser billedet af den syge Ewald, forsøger forgæves at blive nærværende. Efter en forfærdelig pause spørger Jacobsen så til Bangs endnu ikke udkomne debutroman:
    – Hvad hedder han, ... Deres Mand?!
    – William... William Høg..., svarer Herman Bang.
    Spørgsmålet, der er kuriøst nok, for sådan spørger man jo normalt en kvinde, kaster nu nærmest i panik Bang ud i en uendelig redegørelse for romanen. Af hele sit hjerte udøser han i et væk om bogens indhold og stil uden at standse, hidsigere og hidsigere, og holder føst op, da han er ved at besvime.
    Så siger Jacobsen efter en pause ganske stille:
    – Ja – min "Mand" hedder Niels. – Niels Lyhne.
    Og Bang noterer sig, hvorledes Jacobsen selv lytter til navnet - "om det vejede i Klangen". Men siger ikke noget. Jacobsen ser forbi sin gæst ud i stuemørket med de lange hænder let knyttede om sine knæ, og siger så hen for sig:
    – Nej – det er ikke saa lige til, Kunsten!
    Lidt efter bryder Bang op og tager afsked. Jacobsen holder længe hans hånd i sin, idet han med en anderledes mildhed i stemmen siger - Edeles sidste ord:
    – Ja – hils saa derovre – dem allesammen!


Til toppen
Tilbage til Niels Lyhne (3a)
Tilbage til Niels Lyhne (1)


Publiceret 6. januar 2000. Opdateret 1. november 2012.
© Per Hofman Hansen og Iben Holk.