Epoke - danske romaner før 1900

Til Epokes forside
Epokes forside


Epoker og ismer
Romantik
Romantisme
Realisme/Idealisme
Realisme/Nyromantik
Realisme/Impressionisme
Naturalisme
Det moderne gennembrud
Symbolisme
Det sjælelige gennembrud
Mytisme
Det virkelige gennembrud

Kontakt Epoke
J. P. Jacobsen

Niels Lyhne (1880) - 3a Af IBEN HOLK

Niels Lyhne (3) Du er på denne side
  Motiv/Tema
  Død og Eros
  Ateisme
  Unio Mystica
  Kult
  Jacobsen plus
Niels Lyhne (1)
Niels Lyhne (2)


Motiv/Tema
Er der forskel på et motiv og et tema? Ja, det er der jo nok, siden de to ord er forskellige. Almindeligvis bruges de dog i flæng i fx anmeldelser af litteratur og film.
    Hvad forstår vi ved motiv? Og hvad forstår vi ved tema?
    Ved motiv forstår vi noget synligt. Noget der er med til at bevæge handlingen eller i sig selv er denne handling. Vi kan derfor tale om, at motivet er værkets bevæggrund.
    Modsat er et tema usynligt.
    Temaet fremkommer af motivets eller motivernes udvikling og indvikling. Heraf opstår sammenhænge, der via personer og episoder, intriger, handling knytter sig til hinanden på kryds og tværs. Dette mønster afsætter en over- eller underordnet tankegang, hvor normer og værdier sætter hinanden stævne.
    Vi kan derfor tale om, at temaet danner værkets grundtanke.

I kombination mellem motiv og tema, der begge er indholdskategorier, synliggøres forfatterens intention. Værkets udsagn eller budskab opstår i dette felt. Et bevidst budskab kan - som vi ser det i Niels Lyhne - modsiges dels af værkets indhold og dels af dets form (udtryksmåde) bagom forfatterens intention.
    I Niels Lyhne - som i en lang række andre værker - rummer formen værkets egentlige udsagn. Det er derfor romanen litteraturhistorisk placerer sig som en port til modernismen. Form-indholdsrelationen er gået i stykker. I det øjeblik et værk udelukkende er form, taler vi om postmodernisme.
    Budskabet i Niels Lyhne er en advarsel mod erotisk og kunstnerisk fantasteri ved siden af tankespind, hvadenten det er religiøst eller ateistisk, samtidig med at den bagom dette budskab og måske bagom forfatterens intention fremskriver en længsel af religiøs art.
    Herom i afsnittet "Unio mystica".

Hvad er da motiv og tema i Niels Lyhne?
    Kaster vi et blik på værkets komposition, fremgår det tydeligt, at værket opstår omkring heltens eller antiheltens forhold til en række kvinder, hvorigennem en modningsproces finder sted eller burde finde sted.
    Livsfaserne (episoderne) er løst forbundne eller helt uden forbindelse, hvilket forhindrer en episk sammenhæng, hvad der medvirker til, at modningsprocessen på det indre plan udebliver eller forbliver et postulat. Ægteskabet med barnebruden har sandsynligvis fra forfatterens side skullet legitimere Niels Lyhnes indgang til en ansvarlig eksistens, medens ægteskabet for læseren demonstrerer hans håbløse umodenhed.
    'Niels Lyhne' er en af dansk litteraturs mest beskrevne 'personer' gennem mere end 100 år. Romanen hørte til flere store europæeres yndlingslekture, Ibsen, Freud, Rilke, Thomas Mann. Det er imidlertid halsløs gerning at psykologisere over 'helten's gøren og laden, eftersom Niels Lyhne ikke er en person, men snarere en analyse af tilstande i et forløb med konstellationer.
    Niels Lyhne er et navn. Navnet på den sonde, som J.P. Jacobsen nedsænker i en række opstillede interieurs i sit eksistentielle laboratorium.

 
Død og Eros
Hovedmotivet er - som i Fru Marie Grubbe - Eros.
    Motivet forbinder sig med motivgrupper om død, ateisme og fantasteri. Fælles for disse motiver er længsel. Længselstemaet er den arabesk, der samler romanen. Som allerede Herman Bang skrev ved udgivelsen: Niels Lyhne er "Længslernes Bog".
    Længslen er af romantisk art, da den metafysisk er rettet mod det uopnåelige - og altså ikke det materialistiske. Såre lidt naturalistisk. Det er derimod det ateistiske program, der tematisk er underordnet Eros. På den led er romanen J.P. Jacobsens kunstneriske pant på, hvorfor han måtte afstå fra helhjertet at blive regnet blandt Det modernes gennembruds - mænd! Jacobsen ønsker ikke at blive regnet for radikaler.
    I Niels Lyhne fremlægger han sit regnskab.

Udslagsgivende er, at den første oplevelse af Eros går i sort med døden (Edele). Døden bliver herfra bevæggrund for bogens ateistiske holdning.
    Får døden således det første ord, får den også det sidste, idet den dobbelte dødsscene i bogens slutning (Gerda og barn) bekræfter Niels i hans ateisme, selvom han heroisk eller skrækslagen afstod fra den i den yderste time. Døden udløser på ny hans trods og valg af deltagelse i krigen - hvor han hurtigt bliver skudt. Punktum.
    Den utilslørede død har medvirket til at gøre romanen ekstrem og opsigtsvækkende i samtiden. Døden er den naturlige realisme i Niels Lyhne. Dødsmotivet i romanen har imidlertid en dybere dimension: Døden i livet - eller Den levende død.
    I skæringspunktet mellem de to dødsmotiver udgår dens store længselstema, der alene handler om forholdet mellem drøm og virkelighed - realitet og blændværk.

Døden er virkelig - virke-lig! Eros er det ikke. Kun som forestilling, fantasi.
    Kønsfascination og kønsskræk fletter igennem alle forløb lange guirlander af sære, forfinede, forkrøblede figurer, der danner en diffust storslået og mangefarvet gobelin af ord.
    Tematisk afsætter den u-virkelige Eros et krav om virkeliggørelse. Stedfortrædende sker det igennem drømme og uforløste tableauer. Grundtanken i denne problemstilling bliver, at drømme er med til at berige livet med længsler og fantasier, men forringes, i det øjeblik drømmen selvstændiggør sig som fantasteri.
    Niels drømmer om sund erotik, ligesom han drømmer om kunstneriske bedrifter. Men han formår ikke at realisere drømmene som identitet og erobring. Drøm er ikke nok. Og denne indsigt er heller ikke nok.
    Uden drømme går det ikke, men den selvstændiggjorte drøm manifesterer sig som en form for død. Og det er den død J.P. Jacobsen kæmpede mod og legede med i sit personlige liv på linje med sin hovedperson. Med den forskel naturligvis, at Jacobsen skrev Niels Lyhne.
    Skrev Niels Lyhne også "J.P. Jacobsen"? - Måske forholder det sig sådan, at J.P. Jacobsen gav Niels Lyhne liv, medens Niels Lyhne aflivede J.P. Jacobsen?

Da Eros endelig kommer til udfoldelse, er det udelukkende som seksuelt begær. Det sker i et uklart og uetisk - og derfor Erosforladt - forhold til vennens hustru, Fennimore, et hustyveri, der medfører vennes død.
    På Lønborggaard sammen med barnebruden Gerda bliver drømmen tilsyneladende til virkelighed, idet forfatteren vil overbevise læseren om, at Niels Lyhne her forvandler sig til det virkelighedsmenneske, som han inderst inde gerne vil være og i sine egne øjne egentlig også er. Men den går alligevel ikke. Bagom forfatterens intention signalerer kendsgerningen, at denne fase påfaldende er fremstillet helt uden det erotiske indhold, der konstituerer hele romanen.
    For den naturlige seksualitet kender J.P. Jacobsen ikke. Ægteskabet bliver i al sin ikke-beskrevne og derfor postulerede renhed og sundhed en flugt fra Eros. Og det er for let.
    "I tre Aar levede de et lykkeligt Liv sammen", lyder det lakonisk. Her er J.P. Jacobsens fantasi tydeligvis sluppet op.
    Som et budskab har forfatteren ladet sin helt give afkald på sine digterdrømme. "Han ville imidlertid ikke for Alt i Verden have byttet med den Stakkel, der havde skrevet dem (digtene)", hedder det med appel. Der er altså ikke, hvad flere litterater fremhæver, tale om, at Niels Lyhne betaler en høj pris (kunstnerdrømmen) ved at indgå i et jævnt og virksomt arbejdsliv på Lønborggaard.
    Prisen for den højt attråede virkelighed er snarere, at J.P. Jacobsen - som digter - må give afkald på sin åndelige natur, digtningen. For i det øjeblik Eros forsvinder som æggende og længselsfremkaldende motiv, mister han interessen. Virkeligheden bliver dermed så temmelig amputeret. Og J.P. Jacobsen skynder sig at slutte. Døden er sikker hver gang.
    Virkeligheden dur ikke. Og fantasteriet gør det slet ikke. Det er romanens direkte budskab, hvad angår indholdet.

Vel at mærke: romanens budskab udenom Niels Lyhne. For Jacobsen forsøger netop gennem sine kommentarer at lægge et tydeligt og overordnet budskab ind i sin roman. Det gør han igennem velsignelsen af sundheden (S.95), og igennem velsignelsen af den simple kærlighed i velordnede forhold med Gerda på Lønborggaard.
    Disse budskaber kommer imidlertid til at stå isoleret - netop som budskaber - i forhold til romanens indre og ydre bevægelsesmønster og forestillingsverden. Det er derfor romanen er så prægnant som dokument fra grænselandet i den sociale og mentale overgangstid, som 1880erne og 90erne udgør.
    Budskabet den litteratuhistoriske tradition gennemgående bringer for herigennem at understrege romanens naturalistiske position er netop taget fra forfatterkommentaren i afslutningskapitlet, der skal rumme romanens eksistentielle status og lyder (S.172):

- det ene Simple: at bære Livet som det var!
og lade Livet forme sig om Livets egne Love.

Det lyder så suverænt, enkelt og smukt. Hvis ikke formuleringen var ligeså problematisk. For hvad bliver der egentlig sagt? I virkeligheden er formuleringen uhyre vag. 'Livet' er jo altid godt som argument, men også en temmelig stor mundfuld.
    Hvad forstår vi nemlig ved 'Livet'? - Hvordan er det? Det er så omfattende en størrelse, at det forsvinder som en fjer, når man trykker det på hjertet. Skønt de fleste foretrækker livet fremfor døden. Bortset fra at 'døden' i dag - og for den sags skyld også i Niels Lyhne - er det almindelige liv, hverdagene!

'Livet' er ubønhørligt ikke andet end den enkeltes håndtering af det indenfor familieliv, samfund og kulturkreds. Og denne håndtering er det modsatte af passivt, lidende 'at bære' livet - som et kors til graven. Livet bærer.
    Håndteringen af livet udgår bevidst eller ubevidst fra en orientering, hvilket er afgørende for den navigation, som livet er. Uden kommandobro går det ikke. Jo, men så ad helvede til. Og værsgo'!
    Niels Lyhne orienterede sig efter 'Det nye' og led skibbrud. For det er jo ikke 'Livet', der 'lader' Niels gå i stykker og efterlader ham i tomrum og forlis. Det er ham selv.
    Indstillingen "lade Livet..." udtrykker og udnytter en passiv holdning, hvilket netop bliver Niels' skæbne. 'Livet' skulle tage ham, 'Livet' skulle løfte ham, 'Livet' skulle åbne sig... Livet skulle dit og livet skulle dat! Men det gør 'Livet' jo ikke. Med mindre man hjælper det og tager det i sin hånd. Livet som gave - og opgave.
    For naturligvis har livet - som gave - en arketypisk flodseng, som mennesket roligt kan overgive sig til. Der er vældige opretholdende og balancerende kræfter nedlagt i det enkelte menneske. Der er en orden og en lov. Men denne orden kan krænkes - ved passivitet og flyden med. Som i alle livets forhold er vekselvirkning løsningen. Vekselvirkningen imellem passivitet og håndtering. Imellem modstand og frihed.

Niels Lyhne beundrer dem, der "altid fik fat i en eller anden Hank!" (S.155). Selv mente han ikke at kunne finde en sådan hank - til virkeligheden. Hvilket skyldes hans passive, vegetative, nydelsessyge, selvhøjtidelige og voyeuristiske temperament.
    Niels Lyhne råder dog ellers til forskel for de fleste over en kæmpehank ved navn Lønborggaard. Den finder han også frem til, men i romanens helhed virker denne slutfase påklisteret og utroværdig. Det indser J.P. Jacobsen, og derfor skynder han sig at få Niels Lyhne skudt.
    At fortælleren i romanen er en anden end Niels Lyhne foranlediger det dobbelte budskab: det positive om sundhed og orden (Jacobsen) og det negative om det forfinede sortsyn (Niels Lyhne). Imidlertid bliver dette dobbelte budskab overhalet af romanens ekstraordinære udsagn. Og det er noget helt tredje.
    Inden vi kommer til det, skal vi først samle trådene omkring værkets altafgørende bimotiv, som dette tredje udløses af: Ateismen.

 
Ateisme
Ateismen knytter sig til 'Det nye's fanfare som udtryk for et realistisk virkelighedsforhold. Den dreng, der i bogens optakt i trods vender sig fra Gud, tillægges umiddelbart større mod, vilje og handlekraft end han skulle vise sig at besidde.
    Det tematiske problemfelt ateismen åbner, er spørgsmålet om, hvorledes det ateistiske menneske skal udfylde tomrummet efter Gud. Er dette tomrum et kaos eller en ny orden? Det er dette spørgsmål, konflikten (motivet) kredser om. Ikke mindst i den forpinte samtale med den unge dr. Hjerrild på en café - Juleaften. - Er J.P. Jacobsen ironiker?
    Spørgsmålet, der imidlertid ikke indkalkuleres i 'de dårlige fritænkere's sammenhæng, er, om det tilsvarende er et tomrum, som Gud på forhånd udfylder. Og derfor efterlader.
    'Det Nye' fremstilles indirekte som en ny religion. 'Det Nye' er "det Største", som Niels med patos ønsker at kæmpe for. En korsfarer uden kors til kamp for menneskehedens højeste værdier og mål. Utopien fejler ikke noget. Fanatismen ejheller: 'Det Nye's totalitarisme beskrives som værdi, fordi det er: "Alt omfattende, Alting mægtigt, altoplysende" (S.55) - og foregriber således bemærkelsesværdigt det 20. århundredes ideologiske pest: Stalinisme, nazisme, marxisme, maoisme.
    Niels Lyhne er ateisten J.P. Jacobsens kritik af ateismen.

Tematisk udvikles et livsbillede, hvor 'Det Nye's totalitære patos gennemskues. Personerne mister hermed fodfæste og præges typisk af desillusion, der fremtræder som kærlighedstab, svigt, troløshed. Den fri lidenskabs ret, som er 'Det nye's parole i mere håndterlig format, forbløder i romanen som karikatur. Eros bliver ikke i denne roman en sjælelig livsform for sanselivets naturgivne perceptioner og nydelse.
    Hvis Eros er stillet dødsdrift, bliver den i Niels Lyhnes tilfælde ikke stillet, så er kun dødsdriften tilbage - og stillet fri.

Det nye i Niels Lyhne er - i sammenligning med dannelsesromanen - at menneskelivet ikke skildres som en enhed og helhed. Mennesket forholder sig derimod til brudstykker af helheder, utopiske, videnskabelige eller fortidige, som traditionen har fragtet ind i nutiden. De abstrakte helheder udhuler mennesket, og skaber den splittelse mellem jeg'et og livet, der slår indad som melankoli.
    Fin de siècle er ofte forstået som mere eller mindre morbid nydelsessyge. I litterært regi forklares fin de siècle-stemningen af den smerte, livssmerte, der opstår af handlingslammende selvreflektion.
    Ateismen skal ses i denne sammenhæng. Niels gør oprør mod Gud - men netop ikke mod sig selv. For det ville have fået alvorlige konsekvenser. Oprøret mod Gud er gratis. Men dulmer med sin retfærdige vrede det natsorte tomrum i sjælen, der opstår i kølvandet på striben af nederlag, nedværdigelse og ydmygelse.
    Lidelsen har en genstand. Og derfor hengiver forfatteren sig med vellyst til beskrivelsen af lidelse, savn og fortræd. Algolagnisk ophøjes smerten herved til sjælelivets ædelsten.

Først i dødsøjeblikket viser Niels Lyhne mod. Han ligger ned - men vil "dø staaende"! Først her 'rejser' helten sig i en patetisk heroisme. Er J.P. Jacobsen ironiker?
    Frederik Nielsen skriver i omtalte disputats: "Kun i selve udslettelsen i dødsøjeblikket er han standhaftig og hjælper sig ikke med drømme. Men hvilken ydmygelse er der så ikke deri: den, der søger at slippe fra drømmen og ind i livet, undslipper, da livet er forbi". (S.46)
    Ateismen bliver således et motiv, der ikke tematiseres organisk i romanens univers. Ateismen figurer udelukkende som budskab på det ydre plan. Og her med større intolerance end den religion, hvis intolerance, der er dens udspring.
    På det indre plan - udenom handlingen, men igennem personerne - meddeles imidlertid et andet budskab, der løfter og beriger romanens tragikomiske sortsyn: Skønheden.

 
Unio Mystica
Hør optakten til Fru Marie Grubbe -

Den Luft, der laa under Lindetræernes Kroner,
havde vugget sig frem over den brune Hede og de
tørstige Marker; den var bleven baget af Solen og
støvet af Vejene, men nu var den renset af det tætte
Løvhang, svalet af de kjølige Lindeblade, og Duften
af Lindens gule Bloster havde gjort den fugtig og
givet den Fylde. Nu laa den og blinkede stille og
saligt op i det lysegrønne Hvalv, kjærtegnet af
dirrende Blade og af hvidgule Sommerfugles
flimrende Vingeslag.
    De Menneskelæber, som aandede denne Luft...

Hvad er det? - Ja, det er en naturskildring af J.P. Jacobsen. Men hvad er det, der gør denne konkrete beskrivelse særegen. Det er hans stil. Kombinationen af ordvalg, rytme, fokusering. Det er musik. Dæmpet melodiøst, strygere. Det er 'den danske tone' - som Henrik Stangerup ville have sagt.
    Indholdet i dette eksterieur kunne gengives på flere måder. Jacobsens valg er sagligt og poetisk på samme tid. Indgangen i skildringen røber mesteren - Den Luft...
    'Perlestikkeri' gryntede Jacobsen selv med stolt beskedenhed. Skønheden i naturskildringen, der videreføres i de forskellige interieurs, er forfatterens vandmærke. Det er af den grund, vi læser disse gamle tekster. Det er skønheden, sprogvibrationen, der gør dem udødelige.
    Ikke handlingen. Men vævningen - 'perlestikkeriet'.

Forudsætningen for naturskildringer af denne art er autentiske oplevelser. Transformationen fra oplevelse til sprog har for Jacobsen uden tvivl været en fortolkning. Også af ham selv. Hans sjæleart.
    I lange perioder af sin ungdom færdedes han alene på de naturskønneste steder overalt i Danmark for at indsamle stof til sin afhandling om algearter.
    Naturen har opslugt ham og fæstnet sig. Derfor er hans naturskildringer ikke fyld og staffage og til at springe over. Men selve sagen. De er studier. Symbioser af natur, sjæl og sprog.

Naturskildringen har - ligesom i symbolismen - sin egenværdi, som personerne orienteres og orienterer sig efter, hvorved naturen ikke blot fungerer som kulisse, men som overordnet handlingselement.
    Således især for Bartholine Blide og Edele. Hos dem fremkalder naturen en længsel, som den aldrig tilfredsstiller.
    I dette felt ligger Jacobsens dybeste engagement. Bartholines længsel bringer hende til det attråede alpelands skønhedsåbenbaringer, hvor hun så dør - af skønhedslængsel.
    Er Jacobsen ironiker?
    Alle går til grunde - af længsel.
    Hvad er det da for en længsel, der både næres af savn og lykke? Er den almen? Eller tilhører den eksklusivt overspændte og subtile naturer? Mellem linierne fremstår længslen som nervemenneskets aristokratiske pant. Hvor sølle det så end er.
    Længslen bliver i dette regi til ornamenter, transparente og uvirkelige, for abnorme, perverse, vanvittige, sindssyge, neurasteniske impulser.
    Hvad er det for en længsel?

Jørn Vosmar anfører i sin storartede og nuancerede efterskrift til Det danske Sprog- og Litteraturselskabs udgave af Niels Lyhne (1986) nogle præcise betragtninger over dette forhold:

"Den længsel, der vækkes i iagttageren, er en længsel
efter at blive ét med den omgivende natur. Dette mål er
personerne sig imidlertid ikke bevidst, de oplever blot en
dragning mod naturen, en dragning, de ikke kan forklare
sig, og hvis mål de ikke kan forestille sig." (S.192)

Forinden denne konklusion sammenlignes to citater. Det første er af Edeles mund, idet Vosmar gør gældende, at det kunne stå som motto for hele romanen:

Man lukker sine Øjne i for det virkelige Liv, man vil
ikke høre det. Nej, det raaber imod ens Ønsker, man vil
glemme det dybe Svælg, som det viser En, at der er
mellem ens Længsel og det man længes for. Man vil
have sin Drøm frem. Men Livet regner ikke med Drømme,
der er ikke en eneste Hindring, der lader sig drømme
ud af det Virkelige.
(S.191)


Heroverfor klippes følgende citat af Niels' erkendelse mod bogens slutning:

Thi det Nye, Atheismen, Sandhedens hellige Sag,
hvad Maal havde det Altsammen andet end Flitter-
guldsnavne for det ene Simple: at bære Livet som
det var! bære Livet som det var og lade Livet
forme sig om Livets egne Love
(S.172)


Vosmar spørger derfor nu: "Vil man have sammenhæng og mening i den sære roman Niels Lyhne, må man have klarhed over et par af begreberne i disse to citater. Hvad er det for en længsel, "man" ifølge Edele vil have frem, og hvad er de "Livets Love", som man ifølge Niels må lade livet forme sig om, og som efter både hans og Edeles mening ikke tager hensyn til menneskets drømme og længsler?
    Svaret søger Vosmar overbevisende i J.P. Jacobsens naturskildringer. Han finder generelt, at livets lov er, at det ikke er muligt for mennesket at blive ét med sin omverden. Menneskets grundvilkår er, at være "lukket ude fra den naturtilstand, som er plantens og dyrets". (S.193)
    Vosmar sætter dristigt, at "længselens mål" for Jacobsen og for alle hans personer - ubevidst - "er en længsel efter at blive ét med den omgivende natur." (S.192). - "en drift efter at forbinde sig fuldstændigt med verden". (S.193)
    Og så kommer tilføjelsen:

"I sin rene og hos Jacobsen aldrig realiserede form er
denne forbinden sig med verden det samme som
mystikernes enhedsoplevelse, unio mystica."
(S.193)


Bemærkelsesværdig, fordi vi beskæftiger os med en skolebog om et af naturalismens store navne. Med ovenstående som fortolkningsmæssigt midtpunkt er vi langt udenfor naturalismens horisont. Jørn Vosmars analyse ligger imidlertid i harmonisk forlængelse af den forståelsesramme, der tidligt blev anlagt på denne side (Jf. "Var Jacobsen naturalist?")
    Den europæiske mystik er et stort kapitel for sig i religionshistorien. Vi kan her blot fremhæve navne som Bernhard af Clairvaux (1090-1153), Hildegard af Bingen (1098-1179) Joachim af Fiore (1130-1202), Nicolaus af Cusa (1401-1464). Om middelalderens mystikere kan man læse i et nyt og enestående værk af Axel Haaning: Naturens lys (1998).
    'Mystik' betyder 'at lukke sine øjne'. Sådan set er J.P. Jacobsen som digter først mystiker. At lukke sine øjne vil sige koncentration om det indre liv i meditation over f.eks. synsindtryk. At lukke sine øjne er på en måde den handlingsakt, der hos Jacobsen kaldes drøm. Akten behøver ikke nødvendigvis at føre til handlingslammelse eller være uforenelig med det 'virkelige' liv. Middelalderens mystikere var alle særdeles aktive. Mystikeren véd, at for at lukke øjnene, må man have dem åbne.
    Den rene væren er for mystikeren en ikke-væren.

Vosmar påpeger "dét menneskelige grundvilkår, at man ikke kan smelte sammen med, blive ét med sine omgivelser". Og ikke nok med det: Mennesket kan "ikke engang blive ét med sig selv". (S.193)
    Mennesket er det væsen, som er en del af den natur, som det på grund af bevidstheden om selvet nødvendigvis står udenfor. Var mennesket ikke lukket ude fra naturtilstanden, var det netop ikke et menneske.
    Det er de Livets Love, der hos Jacobsen udelukker tilfredsstillelse og gør mennesket bundløst ensomt. At være lukket ude, udelukket, bliver for Jacobsen ensbetydende med at være indelukket. I romanens slutkapitel skriver Jacobsen ved Niels' dødsleje på næstsidste side:

Det var det store Triste, at en Sjæl er altid ene.
Det var en Løgn hver Tro paa Sammensmeltning
mellem Sjæl og Sjæl.
(S.174)


Til næste gang: Der ønskes en belysning af spørgsmålet om, hvorvidt en sjæl altid er ene. Endvidere: Mener du at ovenstående 'løgn' er sand? Og i fortsættelse heraf: Er det muligt i elskov at blive ét med naturen?
    Tak for i dag!

Til Kult og Jacobsen Plus (Niels Lyhne, 3b)
Niels Lyhne (2)
Tilbage til J. P. Jacobsens hovedside



Denne side er publiceret på internettet 6. januar 2000. Opdateret 20. marts 2000.
Copyright 2000 by Per Hofman Hansen og Iben Holk.