Epoke - danske romaner før 1900

Til Epokes forside
Epokes forside


Epoker og ismer
Romantik
Romantisme
Realisme/Idealisme
Realisme/Nyromantik
Realisme/Impressionisme
Naturalisme
Det moderne gennembrud
Symbolisme
Det sjælelige gennembrud
Mytisme
Det virkelige gennembrud

Kontakt Epoke
Johan Ludvig Heiberg

Digteren

Lystspilleren, 9
Af IBEN HOLK

  1. Digterkysset
  2. Flanør og doktor
  3. I Paris og Kiel
  4. Vaudeviller
  5. Postflyveren
  6. Vendepunktet 1830
  7. Johanne Luise Heiberg
  8. Teatertorden
  1. Digteren Du er på denne side
  2. Filosoffen
  3. Lystspilleren
  4. Tæppefald
  5. Værker
  6. Litteratur og links
  7. Slægtskabet


Digteren
Johan Ludvig Heiberg skriver i alt fem digtsamlinger: "Poetisk Kalender" (1819), "Amors Liv og Levned fortalt af ham selv" (1827), "Nye Digte" (1840), "Danmark, et malerisk Atlas" (1841) samt "Gadeviser" (1849). Desuden som teaterdigter en lang række lejlighedsdigte til Det Kongelige Teaters og de kongeliges festdage, ligesom til universitetets og prominente personers mærkedage.
    Disse bundne opgaver ligger godt for ham, og her præsterer han flere ypperlige digte, som fx sangene ved Thorvaldsens hjemkomst i 1838, hvor den berømte på fregatten Rota, der ankrede op mellem Trekroner og Toldboden, blev modtaget af flagsmykkede både med roende og vinkende digtere, kunstnere og skuespillere. Alt sammen fortalt på Sonnes herlige frise på Thorvaldsens Museum, der løfter hele København. Ved landgangen blev der sunget en sang af Heiberg, der også ved siden af flere andre af landets digtere havde lavet en sang med musik af Weyse til den officielle velkomst på Hotel D'Angleterre. Den indeholder følgende strofe:

  Dengang Lyset blev paa Herrens Bud,
Da blev Skjønhed med det Samme,
Thi da Verden modtog Lysets Flamme,
Selv den sendte sine Straaler ud.
Skjønhed synlig stod for hvert Øje,
Opad drog den Støvets Blik,
Peged mod det Høie,
Mens den selv forgik.


Digtet er typisk for Heibergs formsikre, musikalske og letflydende stil med det krævende filosofiske indhold, der her som i en lang række andre digte, bl.a. Kantaten til universitetets 300 års jubilæum for reformationen, vidner om hans lysvendte astronomiske lidenskab. Heiberg er tankedigter.
Til toppen
Debuten med "Poetisk Kalender" (1819) er Ovid-inspirerede kærlighedsdigte, ligesom bogen indeholder oversættelser af det klassiske forbillede. Flere af digtene er tydeligt selvbiografiske, da de er fra perioden, hvor han tilbeder Ida Brun på Sophienholm, men netop - og til den unge kvindes fortrydelse - kun kunne tilbede og begære. Digtene tematiserer i lange og snørklede baner den evige konflikt imellem erotik og hjerte, erotik og ånd, ånd og hjerte, og ofte med en ovidsk snert af kynisme og øm råhed. For hvordan skulle pigen kende det begær, hun vækker? Da den poetisk begærede rejser bort, gennemstrømmes digtene af forladthed og tomhed, men nu med dybere sjælelige og overspændte investeringer på Schack Staffeldts manér.
    "Amors Liv og Levned fortalt af ham selv" (1827) gennemspiller det samme tema om ikke at kunne realisere kærligheden, blot med den forskel, at den attråede her er afløst af en brunhåret med blå øjne - ligesom Johanne Luise. Digteren identificerer sig med guden Amor, der som barnegud virker uskyldig og ufarlig, men som alligevel har en blodig pil bag øret. Historien kan minde om syngespillet "Psykes Indvielse" fra 1817. På modenheds-området er der ikke sket store fremskridt, da helten reduceret til Cupido-erotiker ser sig selv som tilskuer til den omsværmede elskede, som han ikke kan nå.

Mest betydningsfuld som lyrisk indsats i dansk litteratur er "Nye Digte" (1840), der består af fire selvstændige kapitler med tematisk sammenhæng: Gudstjeneste, En Foraars-Phantasie; En Siæl efter Døden. En apocalyptisk Comedie; De Nygifte, en Romance-Cyklus og Protestantismen i Naturen, en Mysterie. Det er filosofiske digte, der fremstiller forholdet mellem natur og religion, hvor mennesket opleves som formidler mellem de to uforenelige verdner. Her artikuleres romantikkens hovedtanke, der med Schellings klassiske formulering - Ånd er den usynlige Natur, Natur er den synlige Ånd - genfremstilles i H.C. Ørsteds hovedværk "Ånden i Naturen" fra 1850.
    "De Nygifte" - der NB genopføres på Det kgl. Teater i denne sæson - er et forviklingsstykke med hvedebrødsdage, forførelse, jalousi, gengangeri udsat for præsteenke og ombyttet plejesøn, der viser sig at være hendes egen. På marionetagtig vis ender den uhyggelige historie lykkeligt, men med den mørke understrøm, at den oprindelige angst hos bruden ikke forløses igennem brudgommen, men af udefra kommende tilskikkelser. Manden er udenfor.
Til toppen
Størst effekt havde komedien "En Siæl efter Døden", der er Heibergs Dante-version af Goethes Faust, hvis versemål fra fragmentet er overholdt. Den handler om den afdøde københavnsk borgermand, der må vandre den slukørede gang fra Himmel til Helvede. Den vittige Heiberg har naturligvis gjort ham til liberal (dvs. venstreorienteret) journalist, der intet har fattet af den ideale dannelse, hvorom alt jo i virkeligheden drejer sig, hvorfor han dumper ved Himlens Port.
    I Helvede befinder han sig imidlertid ganske udmærket, da hans gamle vaner passer fortræffeligt til stedet, der ikke er til at skelne fra den avisverden, hvorfra han kommer. I Helvedes teater opføres H.C. Andersens "Mulatten" og "Maurerpigen" (som den giftige Heiberg ikke kunne udstå og fru Heiberg under stor ståhej nægtede at spille i, selvom sidstnævnte stykke var skrevet for hende), og 'Siælen' glæder sig selvfølgelig over, at Andersen endelig er blevet anerkendt. Andersen tog en passende hævn i "En Digters Bazar" (1842), hvor han under en karantæne i Venedig drømmer, at han er i Helvede, og ganske rigtigt: her opføres faktisk hans egne stykker, men da Fanden vil vise Heibergs "Fata Morgana" gør fangerne alligevel oprør. Der er trods alt grænser - for Helvede!
    "Danmark, et malerisk Atlas" (1841) er en lystvandring i danske lokaliteter med forkærlighed for slotte og herregårde, men giver også billeder af hverdagen på Esplanaden, Langelinie og Dyrehaven samt friluftsbadeanstalten Rysensteen Bade, hvor Thomasine dyppede sig på sine gamle dage. Bogen giver en række levende folkelivsskildringer, der bliver genoptaget i "Gadeviser" fra 1849. Således gennemløber den eksklusive og elegante Heiberg en bemærkelsesværdig udvikling fra den romantiske rokokos forfinede luft til den mere sunde og forfriskende blandt folk og fæ - uden at sætte sin stil overstyr.


Til 10. Filosoffen
Tilbage til 8. Teatertorden
Tilbage til Johan Ludvig Heibergs hovedside
Til toppen

Publiceret 10. marts 2004. © 2004 by Iben Holk og Per Hofman Hansen.