Johan Ludvig Heiberg: Vaudeviller. Epoke - danske romaner før 1900


Den nye udgave af Heibergs dramatik fra 2000 indeholder værkerne Julespøg og Nytaarsløier, Aprilsnarrene, Recensenten og Dyret, Nei, Emilies Hjertebanken, Ulla skal på Bal og Nøddeknækkerne.

Elverhøj i en indspilning fra Dacapo med Danmarks Radios Symfoniorkester og kor. Dirigent: John Frandsen.

Vaudeviller
Tilbage i København indlogerer Thomasine sig atter hos Camilla og Andreas Buntzen i Ovengaden Over Vandet (i dag nr. 2), mens Heiberg for første gang i en alder af 34 år indretter sin egen beboelse i en lejlighed i Nørregade 45. Nu skal der arbejdes, da han ikke har nogen stilling, tværtimod en betydelig gæld. Han kaster sig derfor energisk over skriveriet, hvilket resulterer i en fontæne af de skuespil, der skal blive kendt som romantismens og guldalderens sjæl - vaudevillen.
Vaudevillen er et komisk-satirisk syngespil, en slags operette, der flytter det folkelige gadesprog og den grovkornede humor ind på scenen, hvilket er det nye. Her gøres der grin med det fisefornemme og gravalvorlige, da der på folkelig vis ikke er noget at være bange for. Genren har rod i romantikkens komedier, hvor middelalderens sagn og folkeviser bliver genoptaget, og i karnevalskulturen med elementer af harlekinader, opera buffa og rokokospil.

På de små sekondteatre i Paris er Heiberg blevet fascineret af genren, som han tilfører sin egen stil, da den passer til hans sammensatte gemyt, det barnlige temperament med de skarpe skygger. Med det folkelige element fører han samtidig traditionen fra faderens skuespil ind i en ny tid, der er knap så dramatisk som tiden lige efter den franske revolution.
Af samme grund er der en vis nostalgi i vaudevillen, som vemodigt-sentimentalt kaster lange blikke tilbage til den uskyldige tid før blodbadet, hvor rokokoen kulminerede med letsindighed og søde krukkerier. Musikcitaterne i stykkerne er netop fra denne før-revolutionære tid, hvor Heiberg især benytter Mozart og Carl Michael Bellman. Til flere af stykkerne komponerer han selv musikken, hvilket er bemærkelsesværdigt. Herudover samarbejder han med sin gamle kapelmester fra drengeårene, komponisten C.E.F. Weyse.
Det skal dog blive komponisten Friedrich Daniel Kuhlau (1786 - 1832), der trækker det store stik hjem med musikken til "Elverhøi". Sig navnet! - og man får gåsehud ved tanken om denne dæmpede, dragende, storladne ouverture, der åbner hele herligheden. "Elverhøi" er først og fremmest musikken, de melankolske romancer, den dybe sørgmodighed i jægerkoret og havfruesangen. En aften i Det kgl. Teater på Kongens Nytorv. De røde lamper lyser endnu, når "Elverhøi" er på plakaten. Premieren var den 6. november 1828 og stykket har været opført de tusinde gange.
Johan Ludvig Heiberg lægger ud med "Kong Salomon og Jørgen Hattemager", herefter følger i hastig rækkefølge "Den otte og tyvende Januar", "Aprilsnarrene", "Recensenten og Dyret" og "Eventyret i Rosenborg Have" Alle fra 1825. Titlerne er mange, og på siden over Heibergs værker vil man kunne finde dem. Det var etatsråd Jonas Collin, der også holdt hånden over H.C. Andersen og hjalp ham frem, der som teaterdirektør på nationalscenen straks så det attraktive i Heibergs danske version af den nye genre. I bestyrelsen herskede der stor uenighed, idet flere medlemmer var imod en antagelse, bl.a. Knud Lyhne Rahbek, men Collin stod fast. Vaudevillen bliver da også en kæmpe publikumssucces.
I "Elverhøi" medvirker den 16-årige Hanne Pätges som Agnethe. Det skulle blive Heibergs egen elverpige, for efter premieren frier han til hende, men han kan tro nej! Hermed er historien dog slet ikke forbi.

Til 5. Postflyveren
Tilbage til 3. I Paris og Kiel
Tilbage til Johan Ludvig Heibergs hovedside