Epoke - danske romaner før 1900

Til Epokes forside
Epokes forside


Epoker og ismer
Romantik
Romantisme
Realisme/Idealisme
Realisme/Nyromantik
Realisme/Impressionisme
Naturalisme
Det moderne gennembrud
Symbolisme
Det sjælelige gennembrud
Mytisme
Det virkelige gennembrud

Kontakt Epoke
Thomasine Gyllembourg

To Tidsaldre (1845)

4. Det nye jeg
Af IBEN HOLK

  1. Hverdagshistorien
  2. Romantik og realisme
  3. Kvindehistorien
  4. Det nye jeg Du er på denne side
  1. Før og nu
  2. Moderens bøn
  3. Seksualitet og dannelse
  4. Litteratur og links


Det nye jeg
Romanen er Thomasine Gyllembourgs sidste og måske mest personlige. Fra sin position i 1840ernes midte kaster den 72-årige forfatter blikket tilbage på sin dramatiske ungdom i de revolutionære 1790erne, der var en tumultarisk periode med lange og dybe eftervirkninger ind i det nye århundrede, hvor det afsatte en ny samfundsbevidsthed og en ny selvbevidsthed med konsekvenser for opfattelsen af ægteskabet. I forlængelse af frihedsidealet gjorde visse kvinder oprør mod det ægteskabelige tvangsforhold, der ikke blot virkede utilstrækkeligt, men også ufornuftigt.
    Det er ikke de ydre begivenheders historie, der har fru Gyllembourgs interesse, men som hun skriver i forordet:
- den huuslige Reflex deraf, den Virkning, som det har
udøvet i Familielivet, i de private Forhold, i de
Enkeltes Meninger og Anskuelser, en Indflydelse,
hvoraf Enhver, bevidst eller ubevidst, er blevet berørt.

Understrømmen i hele forfatterskabet er et selvopgør, der prøvende orienterer sig i forviklingerne imellem følelsesliv og livsførelse. Hun ser tilbage i sit liv: Handlede hun rigtigt? Forkert? Hvad og hvem formede hende? Har kærligheden altid ret? Gør kærligheden blind? Gør egoismen? Gør omstændighederne? Motiverne bliver tematiseret igennem fortolkninger af forholdet imellem lidenskab og natur. Naturen er blind, men uden lidenskab forstener kærlighedslivet og bliver destruktivt. Det er Thomasines credo.

For Thomasine er sand elskov ikke ensbetydende med blind lidenskab. Men at følelserne i rousseausk forstand udspringer af natur, betyder for hendes kærlighedsopfattelse, at uden natur bliver elskoven usand. Hermed spirer et nyt kvindeligt jeg, der fordrer lighed i kærlighedslivet mellem mand og kvinde.
    Konventionel kvindefrigørelse er der ikke tale om, da denne emancipation ensidigt reducerer kvinden til køn. Kønnet er fælleskøn. Romantikkens kønssyn rummer netop ideen om, at manden og kvinden er to halvdele, der først forenede i ægteskabet bliver til et helt menneske. Porten til virkeligheden går derfor igennem familieliv, sociale relationer, økonomi, arbejde, venskaber, alt sammen byggende på kærlighedens frihed og sikkerhed. Det er her elskværdigheds- og huslighedsfilosofien får betydning.
    Rousseau, der er Thomasines filosofiske forbillede, mente desuden, at kvindens særlige bestemmelse er at behage manden. Hertil vil den konventionelle frigørelse i slutningen af 1800-tallet med deltagelse af rødstrømperne 100 år senere fnyse. Men for fru Gyllembourg er dette at kunne behage en herlig gave, der forgylder livet. De lykkeligste kvinder - også i dag - er sikkert dem, som af et ægte hjerte formår at forkæle den mand, de elsker. Uden behag, ingen styrke. Uden styrke, ingen skønhed.

Den europæiske kvindelitteratur er ved 1800-tallets begyndelse domineret af to hovedlinier, der grupperer sig om Madame Germaine de Staël (1766-1817) og Jane Austen (1775-1817). Hos førstnævnte følger kvinden sit hjerte i Corinne ou l'Italie (1807). Hos sidstnævnte sin fornuft i Sense and Sensibility (1811) [på dansk med titlen 'Fornuft og følelse'], hvor det ikke drejer sig om den enkeltes lykke og erotiske passion, men om familiens fornuftige organisering. Det er tydeligt, at Thomasine Gyllembourg placerer sit budskab midt imellem disse to forfattere. Hun forlanger både fornuft og følelse.


Tilbage til  3. Kvindehistorien
Til  5. Før og nu
Til  8. Litteratur og links

Til toppen
Tilbage til Thomasine Gyllembourgs hovedside

Publiceret 12. april 2004. Copyright 2004 by Iben Holk og Per Hofman Hansen.