Silkeborg Bibliotekerne Epoke - danske romaner før 1900. Et litteratursite fra Silkeborg Bibliotekerne
Silkeborg Bibliotekerne

Til Epokes forside
Epokes forside


Epoker og ismer
Romantik
Romantisme
Realisme/Idealisme
Realisme/Nyromantik
Realisme/Impressionisme
Naturalisme
Det moderne gennembrud
Symbolisme
Det sjælelige gennembrud
Mytisme
Det virkelige gennembrud

Kontakt Epoke
Meïr Aron Goldschmidt

Nemesis (1877)

5. Verdensgudinden
Af IBEN HOLK

  1. Vejen til Nemesis
  2. Den religiøse roman
  3. Lovens lys
  4. Rejsen tilbage
  1. Verdensgudinden Du er på denne side
  2. Hieroglyffer
  3. Nemesisordet
  4. Litteratur og links

Verdensgudinden
Goldschmidts Nemesisstudie besidder en energisk, heroisk-lidenskabelig og længselsfuld karakter. Han er overbevist om, at man finder, hvad man søger. Og han går i dybden. Overalt hvor han opdager flige af Nemesis' klædebon, slår han efterforskende ned. Det bliver i afhandlingen til analyser af en lang række tekster og værker, hvoraf vi her vil bemærke de vigtigste.
    Hos Homer er Nemesis optaget i Zeus som 'Verdensbevidstheden, Verdenssamvittigheden og Verdensdommeren'. Hos Hesiod i Værker og Dage fremstilles Nemesis som 'Retfærdighed og Samvittighed'. Før Platon har Pindar sunget om Gudinden. Af 8de pythiske ode (V.1-2) kan udledes, at hun er 'Verdensordenen i Bevægelse'. Og der er hymner til Gudinden Nemesis i de orfiske sange, som Goldschmidt oversætter stumper af.

Aischylos' tragedie Eumeniderne sætter oldtidens Nemesis-opfattelse i relief. Eumeniderne er her de hævngudinder, hvis rolle i senere tiders overlevering af myten tilskrives Nemesis. Hos Aischylos - som hos Hesiod og Sofokles - er Nemesis den samvittighed, der gør sig gældende som domsfældelse og straf. Hvorimod Eumeniderne er furier uden myndighed.
    Herom skriver Goldschmidt: "Nemesis kan i sin Alvor og Strenghed vække Begejstring, Eumeniderne kun Skræk. Nemesis kan blive en Eumenide eller Erinnye, men ikke omvendt. I Tragedien bliver Eumeniderne overvundne; Nemesis, "den Sejrige", giver aldrig tabt." (S.66):

Saa vidtomfattende - uden den underliggende Enhed endnu tydelig sees - viser sig altsaa Nemesisbegrebet. Det betegner et universelt Værende, et i Samfundet Boende og et i den Enkelte Levende; det er baade et Forskende, Skuende, Styrende og tillige dettes Virkning gjennem Gunst eller Uvilje; en Tilværelsen omfattende, strengt-skjøn Ærlighedsmagt, der heller ikke svigter i Døden. (S.73)

Gudinden afbildes på mønter: En ung, vinget kvindeskikkelse, der blandt sine attributter har en grif og et hjul. Hjulet er intet hjul, men viser sig at være det samme tegn som det, der findes på ægyptiske gudebilleder med betydningen 'stad' el. 'land', som guden beskytter. Griffen symboliserer 'moder' og 'sejr'. Indskriftens indhold er følgelig: Jomfruen, denne stads moderlige beskytterinde.
    Romerne ejede intet ord for Nemesis, men overtog noget af Gudindens væsen fortyndet som 'lykke' og 'håb' i den vulgære Fortuna. Hermed er forfaldet indledt. Men vi skal den anden vej. Sporene viste mod Ægypten. Og de gør det endnu engang i Goldschmidts utrættelige opsporing.

Lucius Apuleius' berømte bog om sig selv Det gyldne Æsel handler om, hvorledes han som ung gennem sanselighed og udskejelser nåede til sindsro hos den store Gudinde med de mange navne, som han (i 11te bog) omtaler som 'den Rhamnusiske', idet han tilføjer: "Ægypterne kaldte hende med det sande navn, Dronning Isis." (S.76)
    Tampen brænder. Goldschmidt har samtidig i Plutarks skrift Om Isis og Osiris (ca. 100 e.v.t.) noteret sig det påviste slægtskab mellem Isis og Athor, der som tidligere bemærket antages at være grundordet i Adrasteia. Er de urgamle symboler, som den græsk-romerske oldtid undertiden havde svært ved at tyde, en ægyptisk arv? For at få svaret begiver Goldschmidt sig til Ægypten og tager læseren med.


Til 6. Hieroglyffer
Til M.A. Goldschmidts hovedside
Til toppen

Publiceret 18. april 2005. © by Iben Holk og Per Hofman Hansen. Silkeborg Bibliotek.
Produceret med støtte fra Undervisningsministeriet.