Meïr Aron Goldschmidt: Nemesis-koden. Biografi, 8: Hjemløs. Epoke

Hjemløs
Med sort uheld i kærlighed og politik satser Goldschmidt på romanen. Debutbogen "En Jøde" (1845) står som realistisk dannelsesroman litterært i nybruddets tegn. Genren ligger i forlængelse af H.C. Andersens trilogi - "Improvisatoren" (1835), "O.T." (1836), "Kun en Spillemand" (1837) - hvor et menneskeliv følges fra fødsel til død med vægt på indflydelse fra arv og miljø (der litteraturhistorisk ofte først tillægges naturalismen), herunder barndommens betydning.
"Hjemløs" er en tilsvarende dannelses- eller udviklingsroman. Med sine oprindeligt 1600 sider kan den virke uoverskuelig og er det også, hvilket beror på dens publicering kapitel for kapitel i tidsskriftet. Den samlende komposition, der nedskriver den endelige roman til 1000 sider, skal opfange de mange sidehandlinger og digressioner, lykkes ikke. Handlingsgangen er romanens svaghed, fordi demonstrationen af dens grundtanke ('intet er tilfældigt') medfører, at ledemotivernes sindrige mønster falder omstændeligt konstruerede ud: Alt skal klappe!
Hovedpersonen, Otto Krøyer, får ikke reel skikkelse, men forbliver et hult postulat, der alene fungerer som handlingens kanaliserende stumtjener. Hans tidlige død er ikke biografisk begrundet indefra, men vidner snarere om en nødløsning.

Fortjenesten er romanens refleksive rum: de spændstige iagttagelser og beskrivelser, der gengiver Goldschmidts indtryksmodtagelige sind under udlandsfærden, perspektiveret med indholdsrige samtaler. Romanen falder i tre dele, der med titlerne alene placerer den i litteraturhistorien som klassiker: Hjemme - Hjemløs - Hjem.
Tredelingen betegner livsfaserne: 'Hjemme' er barndommen (at være til). 'Hjemløs' er den søgende overgang til voksenlivet (at blive til). 'Hjem' er modning og etablering (at høre til).
Konstruktionen har litteraturteoretisk igennem det 20. århundrede dannet model for dannelsesromanens form og struktur.

Under Frederik VII ophæves Goldschmidts livslange censur som udslag af lempeligere presseregler, hvorfor månedsskriftet "Nord og Syd" lanceres som et mere aktuelt og for forfatteren mere krævende ugeskrift. Af regeringen A.S. Ørsted sendes Goldschmidt i forbindelse med krigen i diplomatisk mission til Berlin og herefter Paris, hvilket vidner om en betragtelig anerkendelse af hans politiske indsigt og personlige prestige.
Jo mere råderum og indflydelse, jo mere kritik og forfølgelse. Stik fra højre og venstre. Hvad der især falder modstanderne for brystet, er hans politiske støtte til både Håndværkerforeningen og Godsejerforeningen. "Alle Grevers Leporello", lyder gabestokken i det nationalliberale Dagbladet, da han indleder samarbejdet med baron Blixen Finecke og grev Frijs, der desuden låner ham 5000 Rdl. til tidsskriftet. Goldschmidt griber til sagsanlæg og får den smædeskrivende redaktør (Bille) dømt for æreskrænkelse.
Også i revyer og i vittighedstegninger må den opadstigende stå for skud. En corsarpirat krydser sit spor.

Offer bliver han i stor stil for socialisten Frederik Dreier, der angriber ham i bogen M.A. Goldschmidt, et Litteraturbillede (1852), hvori den alsidige fremstilles som kamæleon og forloren opportunist. For den ensidige er det utroværdigt og umuligt, at en ven af godsejerne skulle interessere sig seriøst for arbejderklassen, men det gjorde Goldschmidt nu engang, ligesom i øvrigt H.C. Andersen, af slet og ret menneskelige grunde.
Et par år senere kommer det til en langvarig injuriesag med Fædrelandets nationalliberale redaktør Carl Ploug, som Goldschmidt taber. Efterfølgende udsender den rethaveriske en pjece til sit forsvar: revanche, oprejsning, udligning. Den selviscenesatte Nemesis.
Modgangen, stiklerierne, kærlighedens ruin, pengesorger (Frijs vil have lånet tilbagebetalt) forstærker hans åndelige krise, der i efteråret 1858 udløser en fysisk: Tyfus! Den hjemsøgte indlægges på Frederiks Hospital, hvor han sønderknust begynder at bede Fadervor, hvilket utvivlsomt redder hans liv.
Efter udskrivelsen tager den stærkt svækkede på rekreationsophold for vinteren i Østrig og Venedig. Her genvinder han sin sundhed og arbejdsevne. Ved hjemkomsten beslutter han sig for at lade "Nord og Syd" gå ind efter tolv årganges danmarkshistorie i øjenhøjde. Og i øvrigt at trække teltpælene op. - England kalder!

Til 9. Genfødslen
Tilbage til M.A. Goldschmidts hovedside