Epoke - danske romaner før 1900

Til Epokes forside
Epokes forside


Epoker og ismer
Romantik
Romantisme
Realisme/Idealisme
Realisme/Nyromantik
Realisme/Impressionisme
Naturalisme
Det moderne gennembrud
Symbolisme
Det sjælelige gennembrud
Mytisme
Det virkelige gennembrud

Kontakt Epoke
Mathilde Fibiger

Englebrevet

Biografi, 4
Af IBEN HOLK

  1. Den store familie
  2. Tankens vinger
  3. Tolv breve
  4. En uhørt tale Du er på denne side
  1. Nedgangen
  2. Helt ned og op
  3. Den direkte ledning
  4. Litteratur og links


En uhørt tale
Hos Grundtvigs på Rønnebæksholm ved Næstved befinder Mathilde Fibiger sig ovenud godt. Den gamle profet er en af de få, der helhjertet og med forståelse har bakket op omkring "Clara Raphael". I 1851 skriver han i forbindelse med fejden storslået korrigerende:

Jeg vil af mit inderste Hjerte holde paa, at hun ikke ved al den By-Sladder, hun maa døje, taber Modet, men vel, at hun ogsaa deraf maa lære, at Læse-Verdenen ikke er den Skueplads, hvor det egentlige Slag skal staa og den virkelige Sejr skal vindes, men kun er den Udkigs-Høj, hvor Bavnen maatte tændes, som den nu virkelig ved "Clara Raphael" er tændt, og skal, som jeg haaber, ikke slukkes, før Dansken, altsaa ogsaa Danekvinden har Sejer vundet.

I de smukke, rolige og venlige omgivelser, hvor den husvilde med venner i lys samtaler, påbegynder valkyrieenglen en ny roman.

På egnen ved Rønnebæksholm arrangeres den traditionelle folkefest med sang og taler og blafrende flag. Grundtvigerne har givet grønt lys for en tale af Mathilde, der derfor går lange ture i markerne og øver sig. Festkomiteen er betænkelig, hvad den knap kan fortænkes i, eftersom situationen er mildt sagt historisk: Den første kvinde på en talerstol! Mændenes domæne!
    De sætter følgelig ikke hendes navn på talerlisten. Myten om begivenheden lyder, at da frk. Fibiger som den sidste alligevel betræder talerstolen, bliver hun resolut løftet ned af en stærk godsejer. Himmelstormeren må lære at stå med begge ben på jorden. Først i 1865 skal en kvinde stå på en dansk talerstol, nemlig Pauline Worm, en af Mathilde Fibigers kritikere. En kritik, der netop går ud på, at Clara Raphaels forfatter mangler jordforbindelse.

Opnåede stridskvinden ikke ørenlyd med sin uhørte tale, får hun til gengæld på ny kontakt med læseverdenen med sin nye roman, En Skizze efter det virkelige Liv, der udkommer året efter i 1853. Bogen er et billede på den nationale tilstand set med Danekvindens øjne. Et sted skriver hun profetisk med en ordlyd, der giver genlyd i dag i 2005:

... alt, hvad der er tilbage af Holger Danskes ånd er hans Søvnighed, hvormed vi rimeligvis vil miste Slesvig igen. Det er ogsaa det mindst væsentlige, i det Øjeblik det hele staar i Fare for at blive et Landkortspørgsmaal . Thi hvad er Danmark, naar Danskheden gaar under? - et Legem uden Sjæl - en Ligkiste!

Bogen vækker ikke særlig megen opmærksomhed, hverken forargelse eller begejstring. Efter sommeropholdet trænger det virkelige liv sig atter på. Da faderen er død, overtager broderen Axel formynderskabet, idet hverken gifte eller ugifte kvinder er økonomisk myndige. Imidlertid har Mathilde besluttet sig for at ville leve for sig selv. I et brev til broderen forlanger hun hans samtykke til sin plan: at indlogere sig hos en bonde i Næstveds omegn, hvor hun vil leve af dels at skrive, dels at sy huer for bondepigerne.
    Den selvstændige henviser - sikkert via Grundtvig, der har godkendt brevet - til Loven, der ikke giver familien ret til at forhindre hende heri. Hun tilføjer ekstremt og benhårdt, at hun begynder at sulte sig, indtil samtykket foreligger skriftligt. "Nu skal vi se, om ikke den stærkeste bliver mig, skønt jeg er svagest; thi jeg kæmper for min Frihed, der er mig kærere end Livet!"


Til 5. Nedgangen
Tilbage til Mathilde Fibigers hovedside
Til toppen

Publiceret 2. februar 2005. © by Iben Holk og Per Hofman Hansen.
Produceret med støtte fra Undervisningsministeriet.