Epoke - danske romaner før 1900

Til Epokes forside
Epokes forside


Epoker og ismer
Romantik
Romantisme
Realisme/Idealisme
Realisme/Nyromantik
Realisme/Impressionisme
Naturalisme
Det moderne gennembrud
Symbolisme
Det sjælelige gennembrud
Mytisme
Det virkelige gennembrud

Kontakt Epoke
Steen Steensen Blicher

En Landsbydegns Dagbog (1824)

3. Kilder og stof – 4. Genren
Af IBEN HOLK

Omkring Blicher 1974 udgivet af Gyldendal og Blicher-Selskabet INDHOLD
  1. Teksthistorie – 1824
  2. Synsvinklen 1870
  3. Kilder og stof  Du er på denne side
  4. Genren
  5. Handlingen
  6. Sprogarbejdet
  7. Litteratur og links
"Dette Portræt af Blicher maa anses for at være det mest lignende". Således beskriver museumsinspektør Adolph Strunk i 1865 denne blyantstegning fremstillet af maleren Jens Christian Bøgh (1816-1878). Omslagsillustration til bogen Omkring Blicher 1974.


Kilder og stof
De store genrer i 1800-tallets første årtier er poesien og skuespillet. Prosa var for prosaisk til romantik. Men Blicher oplevede sin samtid som 'prosaisk'. Derfor tager han i tidsskriftet Harpen afsked med poesien i digtet "Farvel til min første Kjæreste" (1822). Herefter leverer han 'rhapsodisk kram', der er små satiriske vers, som redaktøren kan tage af, hvad han vil, hvis blot Blicher må være anonym. Kunstnerisk befinder Blicher sig ved 1820ernes begyndelse tydeligvis i et vadested, hvor han forsøger at orientere sig.
    Når Blicher dukker op i det mindre fine århusianske tidsskrift Læsefrugter, der ikke som Harpen bliver læst i hovedstaden, skyldes det udelukkende, at han her modtog honorar for sine tekster. Og mere for prosa end for poesi. Det er den prosaiske baggrund for, at Læsefrugter i sit 23. bind, 1824, kan offentliggøre "Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog", der bliver et hovedværk i dansk litteratur og markerer indgangen til Blichers novelle-kunst, hvor et andet hovedværk markerer udgangen, "E Bindstouw" (1842).
    Blicher havde tidligere skrevet prosa til Harpen, men der var ikke tale om originale fortællinger eller noveller. Han foretrak selv at benævne sin kortprosa 'fortællinger', men godkendte 'novelle'-etiketten, der som modefænomen kunne have en vis markedseffekt. "Jyske Røverhistorier" og "Oldsagn fra Heden" er således mundtlige overleveringer fra den lokale tradition, som også faren, sognepræsten Niels Blicher, dyrkede.
Tjele mellem Viborg og Randers
Tjele (Stor gengivelse)
Gengivet efter F. Richardt og T.A. Beckers Prospecter af danske Herregaarde.
Kbh. 1844-1854.

Af faderen har Blicher sikkert hørt om de lokale tilskikkelser, der skulle blive til "Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog", da faderen en tid havde været hovmester på Tjele, hvor handlingen foregår. Til kilderne hører endvidere præsterne Farstrup og Axelsons "Dagbog over tidsrummet 1536-1715", som først så sent som i 1813 blev udgivet i Ålborg, og hvori Marie Grubbes historie berøres. Den usandsynlige historie om adelsdamen på Tjele, der på grund af ubændig lidenskab og oprørsdrift forsumper, fandtes ikke på Blichers tid i sin historiske helhed, men kun i mundtlig tradition.
    En tredje vigtig kilde er oversættelsen af Tycho de Hofmans "Historiske Efterretninger om velfortiente danske Adelsmænd", Bind 1-3 (1777-1779), der i korte træk beretter Marie Grubbes skæbne og sikkert har leveret stof til det tidshistoriske billede. Det er alt sammen kilder til novellen, der slører sin historiske baggrund, idet Blicher vælger et andet navn for Marie Grubbe, nemlig Sophie, og samtidig skyder tiden 50 år frem. Med dette greb løfter han historien ud af dens autentiske ramme for at indsætte den som psykologisk drivkraft i en anden sammenhæng, nemlig Morten Vinges.
    Dermed bliver den ulykkelige kærlighedshistorie novellens centrum i kølvandet på sine litterære forbilleder, Goethes "Leiden des jungen Werthers" (1774) og Rousseaus "La Nouvelle Héloïse" (1761), der i den romantiske tidsalder sætter sjælene i brand. Historiens slidstyrke vidner flere fortolkninger om, således moralfilosoffen Ludvig Holbergs i Epistel 89 ("Fordærvet Smag i Kærlighed", 1748), eventyrdigteren H.C. Andersen i "Hønse-Grethes Familie" ("Tre nye Eventyr", 1870), darwinisten J.P. Jacobsens "Fru Marie Grubbe" (1876) og i vor tid Juliane Preisler i "Kysse Marie" (1994).
    I Blichers version forbliver historien en tragedie, hvilket ikke er usædvanligt eller nyt, da romantikkens skuespil er ensbetydende med tragedier. Oehlenschlägers tragedier er formet således, at de hos tilskueren får en sjælsopløftende, rensende virkning. Det er ikke tilfældet hos Blicher, hvor sortsynet fastholdes i øjenhøjde med læseren. Det er det nye. Det er realismen. 

Tekster til temaet Marie Grubbe

Genren
"En Landsbydegns Dagbog" er ikke en roman, men den kan alligevel godt læses som en roman. En sådan læsning har Søren Baggesen foretaget i sin bog "Den blicherske novelle" (1965) og er kommet til det interessante resultat (s.267), at fortællingen læst som hhv. roman og novelle må fortolkes forskelligt. Novellelæsningen fokuserer på tidsløb og begivenheder, og parallelhistorien med Morten Vinge som fortæller er kontrapunktisk formet over en kontrast mellem 'før' og 'nu'. Læst som roman forsvinder dobbelthistorien og bliver til fortællingen om Morten Vinge og om den dannelse eller omformning af ham, der finder sted.
    Brev- og dagbogsformen er en prøvet genre fra 1700-tallet. Når Blicher tager den op, skyldes det, at han åndeligt er stærkt forbundet med oplysningstidens århundrede. Blicher er ikke romantiker. Hans oversættelse af "Ossian" er ikke blot hans første digteriske arbejde, men også en sjælelig investering, der konstituerer hans videre udvikling som forfatter. James Macphersons udgave af "Fingal, et gammelt episk Digt af Ossian" (1761) mærker Blicher for livet. De skotske folkesagn og -sange forbandt han med Jylland, som det uopdagede land svarende til Skotland i forhold til England.
    Det er tonen herfra, han overfører til sit prosaarbejde. Desuden har han sikkert været berørt og inspireret af den stilfærdige og godmodige fremstilling i præsterne Farstrups og Axelsens dagbøger. Det er den ene side af sagen. Den anden er, at dagbogsformen kompositorisk består af øjebliksbilleder. Skal en historie tidsmæssigt omspænde et stort omfangsrigt forløb uden at svulme op til det uoverskuelige, tilbyder dagbogsformen en genvej til handlingens episke rum.
    'Tiden' er kompositionens akse. Som i flere af Blichers noveller er fremstillingen bygget op omkring et 'før' og et 'efter'. Dette 'efter' fremkommer som et gensyn. Vi har fulgt nogle personer, deres relationer og liv, hvorefter der sker et spring i tid på flere år eller årtier, og gensynet er forfærdeligt. Det hele er gået galt. Alt er forandret. Nedad. Det er denne komposition, Blicher for første gang anvender i "Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog". Og som han skulle videreføre i "Hosekræmmeren", "Præsten i Vejlby", "Marie", "Jøderne på Hald", "Eneboeren på Bolbjerg", "Ak, hvor forandret", "Eneste Barn" med flere.
    Hvordan går det egentlig til, kan man med rette spørge, at en digter med et så pessimistisk og gennemført sort livssyn alligevel gennem generationer bliver taget til læsernes hjerte og overlever? Svaret skal uden tvivl findes i måden, hvorpå Blicher beretter sine historier. Det dystre budskab modsvares af en følsomhed og rigdom i fortællingens tonesprog, hvor mennesker og natur fremstilles med en sproglig glød, der er Blichers vandmærke. Brev- og dagbogsformens levende øjebliksbilleder er af lyrisk karakter, hvilket svarer til Blichers kunstneriske natur, der i sin rod er lyrisk.
    En mere direkte inspirationskilde har uden tvivl været hans oversættelse til Læsefrugter i 1820 fra engelsk af en novelle, "Nytaarsgaven" med den sigende undertitel "Brudstykker af en fattig engelsk Landsbypræsts Dagbog", skønt det ikke er mere end titlen, Blicher har brug for. Klangbunden i den belæste Blichers noveller går via "Ossian" til middelalderens og renæssancens fortællinger med den europæiske novelles historiske udspring i Boccaccio.
    Det er fra denne åndshistorie, Blicher henter inspiration til at nyopdage og genfremkalde de mennesker med deres sprog og levevis, som han færdes iblandt. Her kommer medfølelsen ind i billedet som afgørende for novellernes høje karat og for Blichers evne til at gribe ind i det lokalt og nationalt praktiske liv. "Jeg er ikke kun Aand", som Blicher engang skrev til Ingemann.



Til  5. Handlingen - 6. Sprogarbejdet
Til  7. Litteratur og links

Til toppen
Tilbage til Blichers hovedside

Publiceret 7. februar 2003. Opdateret 21. februar 2005.
© Iben Holk og Per Hofman Hansen.