Epoke - danske romaner før 1900

Til Epokes forside
Epokes forside


Epoker og ismer
Romantik
Romantisme
Realisme/Idealisme
Realisme/Nyromantik
Realisme/Impressionisme
Naturalisme
Det moderne gennembrud
Symbolisme
Det sjælelige gennembrud
Mytisme
Det virkelige gennembrud

Kontakt Epoke
Herman Bang

Ludvigsbakke (1896) Af IBEN HOLK



Forside-illustration: J.Th. Lundbye: Landskab nær Vejby (1843).
Med Ved Vejen, Stuk og Tine har Herman Bang skabt tre mesterværker med kunstnerisk gennembrud for en ny fortællestil: den impressionistiske simultanroman. Samtidens læseverden var længe om at se det, bortset fra enkelte kunstnere som Jonas Lie og Sophus Claussen, hvis da ikke de litterære smagsdommere så det alt for godt, men Bang var ikke i kridthuset hos de toneangivende og politiserende Brandesbrødre. Bang ønskede med sin konservative holdning at stå politisk uafhængig. Han var således ikke på finansloven og modtog ikke legater, hvilket ellers overgik forfattere på Bangs niveau og under. Dertil kom hans blakkede ry. Bang var ikke stueren.
    Med Ludvigsbakke vender dette billede. Romanen bliver hans gennembrud til det læsende publikum. Den adskiller sig da også fra de foregående ved en roligere, mindre desperat fortællemåde. Med læserne fulgte den institutionelle anerkendelse, idet Amalie Skram med Ludvigsbakke under armen kort og godt gik direkte til kultusministeren og erklærede, at det var en skandale, at denne bogs forfatter blev holdt udenfor. Basta! Fra 1898 er Bang på finansloven med et mindre beløb.
    Sin vane tro trækker Herman Bang sig tilbage for at skrive. I begyndelsen af 90erne har han været engageret som sceneinstruktør i Paris med succes, ligesom han fortsætter teaterarbejdet tilbage i København med opsætning af "Kameliadamen" (af Dumas den Yngre m. premiere i Paris 1852), hvor han bringer Betty Nansen frem til hendes gennembrud som skuespillerinde. Denne gang slår han sig ned på en pension i Skørping midt i Rold Skov.
 
Rammen
Det skulle have været en roman om 'den sidste dansker', men stoffet vil ikke ordne sig. Fra brevvekslinger kan vi erfare, hvorledes Bang igennem pinagtige udholdenhedsprøver kæmper med sin indre modtagelighed, idet han både må se og ikke mindst høre sine personer for at kunne virkeliggøre dem på papiret og i sproget. Og nu begynder der at træde nogle andre personer frem end dem, han forgæves forsøger at tvinge frem.
    I vinteren 1891-92 har han været indlagt på Kommunehospitalet i København på grund af konstitutionel nervøsitet, pillemisbrug og overanstrengelse i en alder af kun 34 år. Når han da senere begynder at skrive på "Den sidste Dansker", dukker der erindringsglimt op fra den pågældende vinter på sygehuset. Ligesom Ved Vejen udspringer af erindringsbilledet af et kvindeansigt bag en rude, tager den nye roman udgangspunkt i lignende glimt af en sygeplejerske, som han igennem vinterens unævneligt lange dage og søvnløse nætter har kunnet observere gennem den halvåbne dør til sygeplejerskernes kontor.
    "Pavillon 1" er arbejdstitlen. Og har uden tvivl på dette stadium været planlagt til udelukkende at skulle handle om livet på hospitalet, opfattet og fortolket som et altædende uhyre parallelt med metropolen i Stuk. Men stoffet udvider sig omkring hovedpersonen, sygeplejersken Ida Brandt, der i fortællingens regi er opvokset på en herregård ved Horsens, hvor hendes far er forvalter. Ludvigsbakke lyder stedets fiktive navn.
    Som altid arbejder Herman Bang efter autentiske steder og mennesker. Rodvigsballe er således navnet på en herregård nordvest for Horsens, hvor den bangske familie holdt til om sommeren. Er dette sted først lokaliseret, falder brikkerne på plads i romanens øvrige topografi. Rodvigsballe bliver - ligesom Ludvigsbakke - som et tidens tegn solgt til en nyrig kaffegrosserer i 1892, hvilket i romanen bliver oversat til en smørgrosserer.
    Godsejerens søn, Karl von Eichbaum, som Ida har leget med som barn, møder hun nu igen, da han er ansat på hospitalet. Deres kærlighedshistorie er romanens røde tråd, der sender sine seismografiske tentakler ud i omvæltningstidens socialhistoriske og mentalitetshistoriske morads.
 
Pavillon 1
Herman Bang forsyner gerne sine bøger med en personlig tilegnelse, ligesom hans bøger alle er dedikeret en bestemt person i taknemlig erindring, således også i denne roman, der som optakt bringer et forord, "Pavillon 1", der er tilegnet "plejerskerne".
    Herpå følger romanens 3 dele, hvor "Første Bog" er et langt tilbageblik, der følger Ida Brandts barndom på den midtjyske herregård. "Anden Bog" udgør romanens nu-tid, hvor Ida Brandt er blevet sygeplejerske på kommunehospitalet i hovedstaden, og her møder sin barndomsven Karl von Eichbaum, som hun forelsker sig i. Om denne kærligheds sorgfulde nederlag handler "Tredje Bog". Optakten begynder således:

    Til Plejerskerne.
Denne Bog vender kun hjem til det Sted, hvor den fødtes.
    Dens Fortælling er spiret af en eneste Erindring og den er vokset ved den. (S.5)


Erindringen har bemærkelsesværdig lighed med Ved Vejen's inspiration. Igen er Herman Bang ved sin indlæggelse på hospitalet blevet fanget af kvindeansigtet, her gennem den halvlukkede dør fra sygestuen til deres opholdsrum, og han er blevet betaget af ansigtstrækkenes karakter af både mildhed og myndighed:

    Men hine to Kvindeansigter - aa dagligdags Ansigter med bortstrøget Haar fra lidt kantede Tindinger - var forblevet i en Sygs Erindring og Maaneder og Aar kom de igen og igen som et Minde, der kaldte paa fler og fik hundrede Billeder i Følge.
    Minder fra Hospitalets tavse Haver, hvor Løvet faldt tyst i tyste Gange og Byens Støj lød dæmpet hen som fra en Verden, der er glemt...

Han har beundret plejerskernes udholdenhed og omsorg, men også levet sig ind i deres situation: at de plejer og trøster, helbreder og lindrer menneskers lidelser, men "at én Ting undertiden maatte falde ret tungt" - at de glemmes. Mennesker kommer syge, passerer igennem plejerskernes hænder - og går. Og nye kommer til. "Og ingen Tak, ingen hengiven Erindring syntes at binde mer til dem, som lindrede Lidelsen."
    Denne indlevelse er romanens inspirationskilde som tak for helbredelse. Og da et af de to kvindeansigter tilhører "Ida Brandt", ser vi, hvorledes fiktive personer og begivenhedsrækker udløses af autentiske forhold.
 
Underverdenen
Det skulle have været en sygehistorie om en tilbagevenden til livet. I 1890 forsøger Bang selvmord ved indtagelse af en overdosis morfinpiller under sit ophold på et kursted i Norge. En sådan oplevelse efterlader utvivlsomt ikke den pågældende uberørt. Han har med hele registeret intakt valgt at tage afsked, da det alt sammen føltes for hårdt, for pinefuldt, for ondt. For så at vågne op alligevel til det alt sammen.
    Begivenheden er mærkbar overalt i Ludvigsbakke's atmosfære. Bang er mere overbærende i sin personskildring, mere humoristisk, tager sig bedre tid til skildringen af stort og småt. Han har været i underverdenen og ser sin omverden og sit liv med andre øjne. Og dermed også på sin kunst.
    Hospitalet skildres som en sådan underverden. På etagen under Ida Brandts afdeling opholder de langtidsindlagte patienter sig, de sindslidende og indespærrede. Nærværet af deres urolige og spøgelsesagtige tilstand af forladthed og nød ligger som en sangbund eller et spejl under hele romanen.
    Ved udgangen af Første Bog og altså ved indgangen til Ida Brandts nye liv som selvstændig sygeplejerske fokuserer Bang ildevarslende på hendes situation i en fast indstilling:

    Ida kastede sig i sin Seng. Saa drømte hun, og saa var hun vaagen.
    Det var, som hun i denne Nat, saa i Blund og saa med aabne Øjne, genoplevede sit hele Liv indtil nu...
    ... Hospitalsporten slog op og drønede. Portørerne bragte Patienter.
    To lange Skrig slog fra "de Uroliges Gang" op gennem Huset - - saa faldt Dørene til...
    I sit Halvblund hørte Ida Portørernes Skridt og de Uroliges Skrig, som kom de saa langt, langt nedefra, fra under Jorden... (S.83)


 
Ida Brandt
Ida Brandt er i slægt med tidligere Bang-figurer som Katinka Bai, Stella, Tine og Irene Holm. De er sødmefulde, milde, søger ikke deres eget, men viser igennem deres sundhed og livsglæde hensyn og - selvopofrelse. Det sidste bliver deres skæbne. Det selvudslettende, der ikke bør forveksles med beskedenhed, er en brist i deres karakter, der, hvis den får næring af modgang, åbner sit gab og tager livet af dem.
    I Første Bog oprulles i et stort panorama baggrunden for Ida Brandts skæbne. Vi følger hendes idylliske og muntre liv sammen med hendes veninder på Ludvigsbakke, hvor faderen er forvalter. Der er dog en kraftig skygge i denne verden: Moderen. Idas moder er en dominerende matrone, der truer med fuldstændig at sætte sig på sin datter i den allerbedste mening naturligvis, men med den uheldige virkning, at Ida mister sin personlig orientering, ikke mindst erotisk. Da Ida forlader reden, er hun en stækket fugl.
    Nu skal man være forsigtig med at kritisere mødre for at være materialistiske, al den stund at ordet 'moder' kommer af 'mater'. Det materielle er moderens natur: mad, forsyninger, omsorg, pleje. Hos fru Brandt tager disse normalt livsvigtige egenskaber fuldstændigt overhånd. Fru Brandt har inviteret til frokost:

Fru Reck troede aldrig, hun havde set saa megen Mad, og hun blev ved at spise og spise, ligesom hun ikke turde andet, mens Fru Brandt bød og bød, uden selv at spise - som barrikaderet bag al sin egen Mad. (S.46)

En sådan forstoppelse er ikke af det gode. Især ikke når lysten til at kvæle andre med mad overføres til tilværelsens følelsesmæssige relationer. Kærlighed er for Idas moder skabe med linned, puder, vår, omhæng i lange baner, og der kan komme små trækninger om hendes mund, når hun med skinger stemme viser det frem "i en pludselig enkeagtig Skadefryd". (S.47)
    Moderens dominans har desuden et magtbaseret socialt ansigt. I 1890erne i kølvandet på kvindefrigørelsesbevægelsen bliver det muligt og attraktivt for unge kvinder økonomisk at kunne klare sig selv, og således ikke være afhængig af en mand. Sygeplejerske er et af de nye arbejdsområder og som sådan respekteret i vide kredse. I romanen viser Bang det gennemsigtigt i denne situation:

    - Naa ja, sagde Skovrideren: Skaal, Ida-Tut. For din Tur, min Pige... Han løftede Glasset: En ung Pige maa s'gu til Alteret og befolke Jorden.
    - Ja, for din Tur, Ida, sagde fru Lund. Hun havde løsnet den sidste Modest.
    - Det haster vel ikke, sagde fru Brandt: Ida hører da, Gud ske Lov, ikke til dem, der behøver at forsørges.     - Aa nej, aa nej, sagde fru Lund, det var ikke saadan ment. Men vi tænker jo dog altid fremad, Fru Brandt, for Børnene. (S.59)


En sådan eros er Idas mor helt fremmed for. Ondskabsfuld er hun ikke. Hun er blot hjerteløs. Da Idas far, som hun har været mest knyttet til, dør, og Ida sammen med sin mor flytter til en lejlighed i Horsens, tilspidses hendes mentalt indespærrede situation, der først løsnes i det ydre, da hun ankommer til København.
 
Forelskelsen
"Her er saa dejligt", kan Ida Brandt udbryde, når hun sammen med Karl von Eichbaum sætter sig i teaterets parket eller hjemme hos ham foran pejsen med en kop the. Langsomt har de nærmet sig hinanden og bliver stille og roligt til deres egen overraskelse et par. Den seriøst arbejdende, tillidsfulde og afholdte Ida med den smukke gang og den forkælede mordreng, slapsvansen Karl.
    Godsejersønnen er "noget på et kontor" på Kommunehospitalet, hvor familiens gode forbindelser har fået ham anbragt. Selv er han ude af stand til at foretage sig noget som helst, og den fattigfine elegantier undrer sig egentligt over, at nogen investerer i arbejde og engagementer for vindings skyld. "Det er sgu utroligt" - som er hans gentagne vending.
    Når Ida indlader sig med ham, skyldes det udelukkende, at hun kender ham, og igennem denne fortrolighed opnår forbindelse med sit tabte land og hele stråleglansen fra Ludvigsbakke. Desuden er Karl ikke usympatisk, tværtimod sætter han som hun pris på velvære og behagelige oplevelser. Han er ikke nogen skørtejæger, men holder af kvindeligt selskab. Ida er med sit kærlige og frimodige væsen et stykke af en tryghedsnarkoman, der er ude af stand til at gennemskue og beskytte sig imod den følelsesmæssigt labile Karl, der er ligeså uselvstændig som hun selv.

Da hun er i færd med at planlægge indretningen af en 4-værelses lejlighed til dem på Østerbro ved Søerne i hospitalets nabolag, er Karl imidlertid blevet optaget af en anden og yngre kvinde, Kate Mourier, der er datter af den smørgrosserer, der har købt Ludvigsbakke efter Karls faders død. Kate, der i stor stil er ved at indrette Ludvigsbakke, er med sit flyvske, dynamiske væsen en helt anden type end den tilbageholdende Ida. Mere fri, siges der, og det kan være rigtigt nok, hvis man ved fri forstår fræk. I fru Eichbaums øjne passer hun derfor bedre til Karl og ikke mindst til familiekredsen, hvorfor hun med kvindelist trækker i de rigtige tråde og får det arrangeret.
    Ida Brandts drømme om et lykkeligt liv bliver med ét forvandlet til fortvivlelse. Hvor kærligheden skulle være flyttet ind, bosætter sig nu ensomheden og smerten. Hun føler sig bedraget og har intet at stå imod med. Hun visner og går ud. Og slutter sig dermed til mønsteret i Herman Bangs grundmotiv: Den stille eksistens' tragedie.
 
Smør
Tolkningen af denne historie har i tidens løb fået flere facetter. Således mener Thomas Bredsdorf i Tristans Børn. Ångående digtning om kærlighed og ægteskab i den borgerlige periode (1982) bibliotek.dk, at Karl og Ida er underlagt to kræfter, drift og penge (altså Freud og Marx), og at pengene er mere styrende end driften. En tilsvarende holdning indtager Claus Secher i Seksualitet og samfund i Herman Bangs romaner (1973). bibliotek.dk
    Synspunktet er uklart. For hvis motivet for Karl von Eichbaums valg af partner skyldes penge, overser man ganske Ida Brandts arv på ikke mindre end 80.000 - hvilket i nutidig mønt vil svare til små 3 millioner. Det er dog en pose penge. Så var det formue, Karl ønskede at gifte sig med, havde han valgt Ida. Det er derfor absurd overfor romanen at konkludere, at den afspejler en epoke, hvor pengene regerer over ægteskabsinstitutionen.
    Erotisk er Ida ikke fra Bangs side fremstillet som en gammeljomfrunalsk unatur, hvor driften farer rundt som et ugleskrig i mosen ved højlys dag oppe i hovedet. I hendes væsen er drift og kærlighed ikke adskilte. Hun ville i ægteskabet være ligeså seksuel gavmild som i tilværelsens andre sammenhænge. Som veninden Olivia forudgribende siger om hende - "... bli'er Du en gang forliebt, min Pige, saa gi'er Du ham lige til Særken..." (S.82). I en samtale kort tid efter hedder det ligeså forudgribende:

    - Du, sagde Olivia, gid Ida dog kunde blive lykkelig.
Fritz sad lidt, saá efter Røgen fra sin Cigar og sagde:
    - Det bli'er hun vist ikke.
    - Men hvorfor? spurgte hun.
    - For hun lærer vel aldrig at "søge sit eget", sagde Fritz. (S.82)


Kate Mourier søger og ikke mindst udstiller sit eget med bravour, og dét er, hvad den initiativløse og flove Karl med de prangende påfugledamer i familien fascineres af. Ægteskabet mellem adel og kapital er et historisk omdrejningspunkt, der i Bangs roman får kød og blod - selvom det bygger på smør!
    To årtier senere skrives der et nyt kapitel af denne alliances historie. Den foregår i Kenya og handler om kaffe.
 
Ulykken
Ludvigsbakke er en grusom historie fortalt med lyddæmpere. Personerne er alle skildret med individualitet i replikkerne. Især er scenerne med Karls moder, Emilie von Eichbaum - Mille - og hendes søster Charlotte - Generalinden - uforlignelige. Bang gengiver og opfinder dem uden skygge af karikatur eller kommerce, dertil er han for fin eller stilren, og derfor opnår han den høje grad af bevæget og troværdig virkelighed. For disse kvinder er ikke udelukkende kyniske og giftige og moralsk depraverede, så let slipper læseren ikke. Heller ikke når de er i selskab med veninden Fanny Schleppegrell. Så giver bourgeoisi- og kvindekenderen Bang den blot et ekstra tand med sin situationsfornemmelse...
    Klaus P. Mortensen skelner i sin nuancerede og grundige bog - Sonderinger i Herman Bangs romaner (1973) - i forbindelse med denne roman mellem to mennesketyper: "at der er mennesker der har magt og mennesker der ikke har, at der er manipulatorer og manipulerede". (S.32) Fra denne position analyseres romanen, og personerne fordeles på de to lejre. Skåret ud i pap bliver det ikke, men det virker alligevel for sort/hvidt. Ikke mindst når forholdet mellem magt og afmagt ophøjes til "de betingelser mennesker er underlagt". (S.32)
    Det er i gråzonerne imellem de menneskelige relationer, Herman Bang digter. Han skriver hverken på et filosofisk eller psykologisk manifest. Han besidder ikke noget program, som han skal overbevise om. Han er som forfatter ligeså så udsat og sårbar og nonchalant som den verden, han ser på og fortolker igennem sine personer. De har også magt over ham.
 
De lydløse lyn
Natur - jord, vand, luft og ild - er der ikke meget af i Herman Bangs romaner. Naturen indgår ikke i hans personers liv, fordi den ikke indgår i hans egen verden og det vil sige i hans sprog. Han er interieurets digter. Ikke natur, men kultur. Blomster for eksempel er for ham ikke levende væsener, men effekter i en buket efter tæppefald eller i nature morte - med forkærlighed roser og jasminer.
    Bangs stof er mennesker. Selv opholdt han sig for det meste på hoteller, pensionater og kursteder, hvor det kunstigt sammenbragte menneskeliv blev hans laboratorium for studier og impulsive inspirationer. Vampyristisk sugede han disse fashionable og misserable individers liv til sig for at lade dem indgå som figurer i sit forfatterskabs gobelin.
    I Ludvigsbakke dukker imidlertid en naturbeskrivelse op: Tordenvejret i første del (s.30-33). Bang beskriver det igennem de forskellige personers reaktioner - én får ondt i knæet, en anden går ned i kælderen, én bliver angst, en tredje finder det skønt. Netop skildringen af reaktionsmønstre overfor et og samme fænomen er Bangs område. Men når skildringen suger ekstraordinær opmærksomhed til sig, skyldes det dens præg af symbol.
    Under Bangs noveller og romaner ruller der en torden i det fjerne. Et konstant ildevarslende memento. Pludselig står lynet der - i en replik, i en gestus - uberegneligt og uforudsigeligt for de involverede, der efterlades amputerede af det usynlige slag. Lynet oplyser i ét nu det sjæleliges mørke, flår i nervesystemet, pumper pulsen op i panik og intet er som før, skønt livet går videre - udenom døden.
    Lynet slår ofte ned i Bangs personlige liv - ja, hans tilværelse og karriere er på det nærmeste ét stort tordenvejr. Lynnedslaget er katastrofen, hvorfra han som fugl Phoenix rejser sig, uovervundet, fordi lynet optaget som erkendelse transformeres i hans æstetik for her at medvirke til et kunstnerisk vendepunkt, hvor han i skaberglæden genvinder en slags fred. Lynet som vejviser til de stille eksistensers verden.
    Bang lærte sig kunsten at nulstille lynet ved at beskrive livet igennem det. Ingen har kunnet gøre ham det efter. Derfor en han klassiker.
Udgaver af Ludvigsbakke
  Ved læsning af  Ludvigsbakke anbefales Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs udgave med noter ved Flemming Conrad og Mette Winge fra 1986. Foruden selve romanen indeholder udgaven en fyldig efterskrift om romanens plads, tilblivelse, tider, steder, mennesker, helhed, tekstforhold og oversættelser samt modtagelse, herunder samtidige anmeldelser. Afsluttes med fyldige litteraturhenvisninger og noter.
bibliotek.dk
  Andre udgaver af Ludvigsbakke.
bibliotek.dk
Den komplette tekst til Ludvigsbakke er tilgængelig som fuldtekst elektronisk dokument fra Dansk Nationallitterært Arkiv, Det kongelige Bibliotek.

Litteratur om Ludvigsbakke
  Johan E. de Mylius: Litteraturbilleder.
Æstetiske udflugter i litteraturen fra Søren Kierkegaard til Karen Blixen. (1988). Heri Symbolismens rødder i realismen. - En Bang-studie omkring Ludvigsbakke.

bibliotek.dk
  Klaus P. Mortensen: Sonderinger i Herman Bangs romaner. (1973)
bibliotek.dk
  Harry Jacobsen: Herman Bang. Resignationens digter. (1957).
bibliotek.dk Om Ludvigsbakke i kapitlet Impressionismens klassiker.
Desuden sammes: Herman Bang. Nye studier (1974).
bibliotek.dk
  Harry Jacobsen: Aarene der gik tabt. Den miskendte Herman Bang (1961). Skildring af perioden omkring Ludvigsbakke.
bibliotek.dk
  Andre bøger, tidsskrift- og avisartikler om Ludvigsbakke
bibliotek.dk

Til toppen
Tilbage til Herman Bangs hovedside



Denne side er publiceret på internettet 23. august 2000. Opdateret 1. november 2012.
Copyright 2000 by Per Hofman Hansen og Iben Holk.