Epoke - danske romaner før 1900

Til Epokes forside
Epokes forside


Epoker og ismer
Romantik
Romantisme
Realisme/Idealisme
Realisme/Nyromantik
Realisme/Impressionisme
Naturalisme
Det moderne gennembrud
Symbolisme
Det sjælelige gennembrud
Mytisme
Det virkelige gennembrud

Kontakt Epoke
Jens Baggesen

Himmelstormer

7. Nedturen - 8. Sophie Ørsted
Af IBEN HOLK

  1. Opturen
  2. Spilleren
  3. Rokoko
  4. Alperne
  5. Sophie von Haller
  6. Venus Urania
  1. Nedturen Du er på denne side
  2. Sophie Ørsted
  3. Gengangeren
  4. Immanuel
  5. Litteratur og links


Nedturen
Under opholdet i Bern forsøger den gode svigermor at hjælpe den ulykkelige med at finde en passende hustru. For hende har hensynet til drengene spillet en styrende rolle. Det lykkes ikke. Frøken Curtaz fra Lausanne viser sig at have dårlig ånde. Den charmerende Massé-Diodati i Vevay giver øjeblikkeligt afslag. Sommerfuglen Laura Delessert i Cossonay trækker det godt nok ud, men det bliver en kurv. I Villeneuve fortrylles han af den også henrivende Rosette Imhof i den grad, at han ser bort fra enhver tanke om medgift. De bliver forlovede, men vielsen opsættes i det uendelige. Med blødende hjerte trækker Baggesen sig tilbage. Familien sagde nej.
    Herpå bryder Baggesen op. Viceprovsten ved Regensen venter - som en stengæst. På hjemrejsen i 1799 gør han ophold i Paris. Her venter Amor til gengæld. For anden gang gifter Jens Baggesen sig i det fremmede. Bruden bliver den 24-årige Fanny Reybaz, datter af en præst i Genf, der sætter stor pris på sin kommende svigersøn. Baggesen iler til København, hvorfra han har fået melding om, at han kan tiltræde en stilling som - teaterdirektør. Det vil han gerne. Ved ankomsten opføres hans opera "Erik Ejegod". Det lover godt. Men ligesom han skrev digte til fru Pram, da han havde mødt Sophie von Haller, skriver han nu et af sine smukkeste digte til sin afdøde hustru.
    Fanny Reybaz er en smuk, elegant og talentfuld dame med en udsøgt opdragelse. Hun både spiller harpe og synger bedårende og færdes hjemmevant i de højere kulturelle cirkler. Med andre ord er den nye fru Baggesen en sand grande dame. Nu sker det igen. Den sarte blomst fra salonerne i Paris tåler ikke omplantningen til det lavloftede København. Og hendes galliske perfektibilitet sætter sig igennem som kulde. Den varmblodige Baggesen opfatter fortvivlet, at hun fuldstændig er uden Sophies sværmeriske væsen. Fanny Reybaz er inkarnationen af Venus Urania, hvilket gør den stakkels Baggesen temmelig slukøret.
    Det mislykkede ægteskab kommer til at vare i 23 år. Fanny længes konstant efter Frankrig. Kun deres børn holder dem sammen. Da nu også Fannys helbred begynder at smuldre, da hun ikke har været uden for en dør i flere år og de ingen gæster modtager, må der gøres noget, og de slår sig sammen med deres nyfødte søn Paul permanent ned i Paris fra 1801. Tre år senere etablerer de sig på landstedet 'Violette' i Marly le Roi udenfor Paris. Baggesens liv bliver nu en pendlen mellem Marly, Kiel og København, da han ikke kan holde ud at være nogen af stederne. Mere end 20 års misère henruller således. Indtil Fanny udtæret af sorg og skam dør på Marly i 1822. Hånden på hjertet: Baggesen havde håbet på en betragtelig arv efter svigerfaderens død, men der var så godt som ingenting. Økonomisk haltede hele foretagendet, hvilket resulterede i, at Baggesen måtte gå den nedværdigende gang til gældsfængslet, da der ikke dengang var noget der hed gældssanering. Men Baggesen er ikke hofnar og digter for ingenting. I fængslet oplever han "den mest interessante Epoke" i sit liv.
 
Sophie Ørsted
Baggesen benytter ethvert påskud til at komme væk fra det glædesløse hjem med den kolde frue, der desuden finder ham pinlig. Det bliver til små rejser i alle mulige retninger. Med labyrintvennen Adam Moltke foretager han en omfattende Tysklandsfart, og i 1803 er han det halve år på rejse gennem Schweiz og Norditalien. Rejsen gør ham godt og overbeviser ham om, at han stadig er i live. I sommeren 1806 kommer han på, hvad der skulle have været en sviptur til København for at ordne forretninger, men blivertil et ophold på næsten et helt år, og det har sin baggesenske grund: han forelsker sig i Sophie Ørsted!

Sophie Ørsted og digterne Sophies hjerte "Der er i magister Peter Braams Valores bog skønne materialier til et portræt af vor romantiks mest fængslende kvinde, navnlig hvis læseren forfølger Valores henvisninger til trykte og utrykte kilder". (Billeskov Jansen i Politiken 28.6.1991). Bodil Wamberg fortæller i sin roman den meget specielle kærlighedshistorie mellem den stolte, egenrådige Sophie og Jens Baggesen.

    Den 24-årige åndfulde skønhed er den danske romantiks ukronede dronning. Hun er gift med videnskabsmanden og juristen, den senere statsminister Anders Sandøe Ørsted og er Adam Oehlenschlägers elskede søster. Hvordan går det til, at hun tør gengælde den berygtede digters ildfulde sværmeri? Vi ved det ikke, men det gør hun. Måske har hun hemmeligt for sig selv trængt til at tabe hovedet og hjertet. Måske har hun, der elskede kunst og kunstnere, projiceret sine indestængte og uforløste længsler efter at beherske kunstens grænseoverskridende kræfter over på digteren. Måske har han mere taget imod hende end hun ham.
    Skandale bliver der. Sort romantik. Men Jens Baggesen dummer sig utilgiveligt ved at føre en sjofel og måske usandfærdig dagbog, der siden er med til at skade Sophie Ørsteds eftermæle. Knepprosaen i Danmark har her sit kildespring. Men det er vigtigt at fastholde, at der ikke har været tale om forførelse, men gensidig kærlighed. Baggesen var ikke Don Juan. Han var 42 og løbet væk hjemmefra. Så moderlige følelser har sikkert nok engang været med i spillet. Som den himmelske 'Lilia' overlever hun nu i den danske lyrik. Ved siden af alle de andre.
    For der skulle komme flere. Mange flere. Imidlertid flytter ægteparret til Kiel, hvor Baggesen har fået ansættelse som professor i dansk sprog og litteratur, 1811-1813. Et hverv som han i virkeligheden ikke har forudsætninger for at bestride. Men kongen har først og fremmest ønsket at slå et slag for det danske sprog i Tyskland. Desuden rumsterer der nogle uklarheder om Baggesen i rollen som spion i frimurerkredse og i al almindelighed. Politisk er tiden urolig efter den franske revolution. Og bankerotten banker på, så alle kan høre det.
    I Kiel bliver Gaggesen hjemsøgt af en ondartet sygdom, et sammensurium af Fanny, gigt, professorat, Sophie, frimureri, rejsetrang, dødslængsel, onani, ufuldendte værker, dårlige minder, træthed, stress, livsdrift, lykkedrømme, forvirring, lammelse – et BLACK OUT, der lagde ham i seng i hele fem måneder. Og havde han vidst, hvad der nu venter ham, var han sikkert blevet liggende. Professoratet opgives. I København forhandler han om penge til at rejse tilbage til Paris for men statsfinanserne ligger slemt underdrejede. Med den smalle titel som justitsråd må han flytte tilbage til København, hvor familien bliver indkvarteret i det skumle og triste Brolæggerstræde. Her skal han blive i syv lange og onde år. Inflationen æder pengene. Familien må sælge ud af bohavet. Der er næsten ikke råd til mad og brændsel til de forrygende hårde vintre. Himmelhunden er kommet i helvede.
Til 9. Gengangeren - 10. Immanuel

Til toppen
Tilbage til Jens Baggesens hovedside



Denne side er publiceret på internettet 15. december 2002. Opdateret 4. oktober 2004.
Copyright 2002 by Iben Holk og Per Hofman Hansen.