Epoke - danske romaner før 1900

Til Epokes forside
Epokes forside


Epoker og ismer
Romantik
Romantisme
Realisme/Idealisme
Realisme/Nyromantik
Realisme/Impressionisme
Naturalisme
Det moderne gennembrud
Symbolisme
Det sjælelige gennembrud
Mytisme
Det virkelige gennembrud

Kontakt Epoke
H. C. Andersen

O.T.
Original Roman i to Deele. (1836)
Kapitel 1 - 4
Af IBEN HOLK

Romanen O.T.
 - Klik på billedet for at læse om denne udgave INDHOLD
  1. Danmark rundt Du er på denne side
  2. Otto og Vilhelm
  3. De søde piger
  4. Brændemærket
  5. Outsiderens Tilstand
  6. Romandigteren
    Litteratur og links


Romangenren er i 1830ernes danske litteratur ikke i centrum og knap nok udviklet. Tidens litteratur manifesterer sig i lyrik og drama. Inspirationskilden for H.C. Andersen er Walter Scotts historiske romaner. Herhjemme repræsenteret ved B.S. Ingemanns første historiske roman, "Valdemar Seier" (1826). Årstallet kan være vigtigt nok at notere sig, da den netop udkommer i årene, hvor dansk fiktionsprosa kommer tættere på virkeligheden. Den realistiske tradition begynder med to værker, der begge er fra 1824, nemlig Poul Martin Møllers romanfragment med den lidt flove titel "En dansk Students Eventyr" og Steen Steensen Blichers "En Landsbypræsts Dagbog".
    Det er i forlængelse af denne tradition, H.C. Andersens romaner med deres realistiske bestræbelse skal ses i fiktionsprosaens historie. Andersen ønskede at være den første romandigter i Danmark og er det i den forstand, at han er den første, der orkestrerer genren i stort format med et væld af personer, miljøer, intriger, ledetemaer, symboler og refleksioner omkring hovedpersonen som fortolkningspunkt, alt sammen skruet sammen i romanens prosapoetiske rum, hvor en handling begynder og slutter.

Danmark rundt
Allerede året efter "Improvisatoren" udsender H.C. Andersen sin nye roman med den kryptisk avancerede titel "O.T.". Konceptuelt et værk, der i sin idé har stor lighed med den første roman, idet det topografiske - og etnografiske - studium er fremtrædende som romanens motor. Hvor vi i "Improvisatoren" kommer Italien rundt, kommer vi med "O.T." Danmark rundt. Igennem sine mange rejser, der flere gange også bragte digteren til Jylland, er HCA blevet fortrolig med og tillige fascineret af den danske geografi, som han har lært at aflæse igennem de udenlanske rejsers optik.
    Stoffet er skildringen af hverdagslivet hos hovedstadens borgerskab, af livet på herregårdene, i provinsbyerne og på de simple gårde på den nordjyske hede. Livet i Danmark i 1830. Dette stof er ikke blot staffage, men selve romanens overordnede idé og ramme. Det udfoldes igennem en handling, der dels indeholder et psykologisk drama om to yngre mænds venskab, dels erotisk-sociale forvirringer. Men også en 'spændende' og temmelig kulørt intrige som den syning, der skal få de brede og malende passager til at hænge sammen.
    Ligesom "Improvisatoren" har denne roman nøgleromanens karakter, dog i langt mere upræcis grad, idet stof, handling og intrige er sat sammen af en lang række mørke ingredienser fra HCAs eget liv. Han har tydeligvis moret sig med at føje det hele sammen på en ny måde. Motivisk er kernen igen barndommens socialangst som indfældet skygge i det voksne liv, suppleret med seksualangst og det medfølgende identitetsproblem, der melodramatisk profileres igennem HCAs højst personlige søster-forskrækkelse!

Otto og Vilhelm
Otto Thostrup, romanens hovedperson, vokser op hos en streng bedstefader på en gård i det forblæste og puritanske Vestjylland og står efter bedstefaderens død alene i verden. Ganske vist har han en søster, men de er kommet bort fra hinanden som små. Han kommer til København for at blive student, og i dette miljø træffer han Vilhelm, der er baron og opvokset på livets solside i smilende fynske slotsomgivelser.
    Romanen stiller således to karakterer over for hinanden, den ensomme, stolte, indadvendte over for hans absolutte modsætning. Det kan i gengivelse lyde konstrueret, men er det ikke i romanens regi, da virkelighedspræget overhaler de socialt betingede fordomme. Vilhelm er naturligvis ikke en snob, men et frit og uafhængigt menneske med sans for det fornøjelige og musikalske i tilværelsen, og hans interesse for Otto er seriøs og båret af ægte venskabelige følelser. Vilhelm har uden tvivl træk til fælles med Edvard Collin, som HCA forsøgte at blive fortrolig ven med og derfor ønskede et 'du'-forhold til, men i modsætning til Vilhelm indtog Edvard en kølig overlegen holdning og vedblev at sige 'De', til HCAs fortrydelse.
    Alene af den grund går man galt i byen, hvis man direkte 'oversætter' Otto Thostrup til HCA. Der er lighedstræk i konturerne, men HCA var jo ikke indadvendt, da han ankom til København, men ekstremt udadvendt, mere jovial og rundtosset end stolt, og ensom kan han heller ikke siges at have været, eftersom han konstant opholdt sig hos andre mennesker; derfor kunne han selvfølgelig godt føle sig ensom inderst inde. Psykologisk bliver historien - som menneskeligt dokument - dybere, hvis man betragter Otto og Vilhelm som to sider af forfatteren, der bruger personerne som talerør for en indre dialog.
    Efter beskrivelse af samværsformer og lokaliteter i København bringer handlingsplanet læseren til fynsk herregårdsliv, idet Vilhelm efter endt eksamen er ventet hjem på ferie. Han inviterer Otto til at gøre et ophold hos dem, inden denne fortsætter 'hjem' til Vestjylland. Og så blænder den 30-årige HCA op for, hvad der skulle blive hans hjemmebane, det jævne, muntre og virksomme liv blandt svanerne. Aktuelt minder Vilhelms hjem en del om det Lykkesholm på Fyn, hvor HCA faktisk sidder i 1835 og skriver på denne roman.
    Den hjertelige, ædle, fornuftige og lidt overfladiske Vilhelm med hang til kommers og komedie minder i virkeligheden mere om den unge HCA end den Otto, hvis akavethed og mislyde han til gengæld forstår indefra. Læst som 'indre dialog' kommer deres samtaler og samvær til at handle om omkostningerne ved hjemløs ikke at høre til.
    For også Vilhelm viser sig at være følelsesmæssigt ustabil og udsat, hvad Otto kompenserer for ved en tilkæmpet moraliserende holdning. På den baggrund afsætter dialogen vidnesbyrd om venskabets og trofasthedens betydning for den sjælelige sundhed. HCAs gebet.

De søde piger
Opholdet hos den fynske familiekreds på herregården bliver vellykket. Det dannede, åndelige og humoristiske samvær svarer til ressourcer i den begavede Ottos temperament. Moderen sværmer for ham, og det samme gør Vilhelms to smukke søstre, Sophie og Louise. Hemmelighedsfuldt forelsker Otto sig i Sophie, men på en alt for tilbedende romantisk-melankolsk vis, således at det kun er i sin egen selvforståelse, han føler kærligheden gengældt. Man aner en Riborg Voigt-affære. Og ganske rigtigt, som det altid gik for den forelskede HCA, Sophie forlover sig med sin kammerjunker. Otto forskanser sig og forstår først tilsyneladende for sent, at Louise har vist ham den hengivne trofasthed, der er kærlighedens forudsætning.
    Forinden har der været flere piger på tapetet. I København gæster han som husven sin kurators familie i Roeskilde, hvor der er ikke mindre end fem ugifte døtre, alle dannede og huslige, som moderen stolt introducerer dem - Adelaide, Christiane, Alvilde og Julle og Grethe. Men gnisten springer ikke. Som købmandsfruen i Lemvig siger, under et ophold, Otto foretager på hjemegnen: "Men det er dog besynderligt. Gaaer Pigerne ikke bedre af i Kjøbenhavn, hvad skal man saa sige herovre?" - "Nu hjælper vel Hr. Thostrup paa én af dem!" tilføjer hendes mand gavmildt, hvortil fruen replicerer: "Hvad skal Hr. Thostrup med én af dem? Han skal have en jydsk Pige! Der er jo kjønne Frøkener nok herovre paa Herregaardene." (S.110). Det er denne lydhørhed i romanens rum, der bærer fortællerens signatur. Han er trods alt 'allevegne'!
    Også Vilhelm forelsker sig. I tjenestepigen Eva, som også Otto finder yndefuldt dejlig. Men da Vilhelm fortæller ham om sine følelser og forlovelsesplaner, bliver Otto vred. "Kjærlighed er en fix Idee! Den kan bekjæmpes, den beroer alene paa vor Villie!" (S.138) Hertil svarer Vilhelm, at han kun kan sige sådan, fordi han slet ikke kender kærligheden. Otto lader sig imidlertid ikke vippe af pinden, idet han betoner, at Vilhelm udelukkende er betaget af hendes ydre skønhed, men at han vil gøre hende ulykkelig, da hun i deres forhold aldrig vil komme til at blomstre, men altid vil føle sig utilstrækkelig. Og Otto tilføjer skærpet:
    "Ingen kan mindre end jeg tage Hensyn til en Adel, som kun Fødslen giver; den er Intet, og der vil komme en Tid, at en saadan slet ikke vurderes, at Aandens Adel er den eneste. Jeg siger det aabent til Dem, som selv er Adelsmand." (S.138). Heri fik Otto i tidens fylde ret. Og i en sådan replik løfter HCA sløret for dialogens centrale tematik: Det medfødte kontra det tilegnede.
    Da Vilhelm senere alligevel ærligt følger sit hjerte og frier til Eva, får han hjerteskærende et 'nej'. Så meget instinkt og selvværd havde 'den mystiske' opvartningspige alligevel. Hun skulle vel ikke være beslægtet med Otto?

Brændemærket
Romanens intrige er bombastisk og virker på en nutidig læser temmelig hul, men her må vi iagttage det tidsbundne i skildringen, der i samtiden, hvor folkesagn og overtro havde gyldighed, ikke har forekommet fremmed. Ved flere lejligheder i handlingens forløb dukker en snusket og led skikkelse op, den halvtyske Heinrich, som Otto har kendt siden sin barndom. Heinrich har noget på ham, hvad kun røbes dråbevis. Det er et listigt krimitrick, HCA her benytter. Først midtvejs i fortællingen kommer det for en dag, at Otto har ladet sig tatovere af den lede selv. O.T. indridset på skulderen. Initialerne for hans navn. Tror han. Men Heinrich hvisker ham hæsligt i øret den frygtelige sandhed, at bogstaverne betyder Odense Tugthus - hvor han er født!
    Det traume, hemmeligheden udvikler, bruger Otto en masse mental energi på at neutralisere, således at en vis bitterhed medvirker til at afbalancere hans væsen. Ikke nok med det. På et senere tidspunkt, hvor deres veje krydses, fortæller Heinrich ham, hvem der er hans søster, nemlig den hæslige Sidsel. Læseren har for længst mødt hende. Første gang ved tabernaklet i anledning af 'slågildet' på herregården - et gilde, godsejeren holder for bønderne som tak for gratis medhjælp ved høsten - hvor gårdens kvinder ved midnat brygger øl i sand hexerus og kaster sig ud i vilde ritualer, som skal symbolisere undfangelse af varulve og marer.
    En sådan mare er den sorthårede Sidsel med de sammenvoksede øjenbryn, hvorfor hun lever et afsondret, knap nok menneskeligt liv. Intrigen tilspidses, inden det på eventyrlig vis kan afsløres, at det i virkeligheden er den yndige Eva, der er Ottos tvillingsøster. Søstertraumet har ligget dybt i HCA. Hele livet frygtede han sin halvsøster, som han forbandt med fattigdom, fornedrelse, prostitution og sprut og galskab. Med andre ord: han var hunderæd for, at hun kunne kompromittere ham, den opstigende. Bortset fra at han ikke vidste, hvad han skulle sige til hende, den eneste familie han havde tilbage.
    Med romanen ophæver han muligvis sit gigantiske fødselstraume og søstertraume, skønt det på utallige sindrige måder indgår i hans senere eventyr og historier. Og lige så urimelig intrigen kan virke, lige så uvirkelig forekommer dens happy end, der i lighed med slutningen i "Improvisatoren" virker påklistret: Otto og Louise får hinanden. Drømmen om ægteskab og familieliv er intakt. Og det er den, H.C. Andersen idealistisk ønsker at videregive til sine læsere.


Til toppen
Outsiderens tilstand
Til H.C. Andersens hovedside



Denne side er publiceret på internettet 10. oktober 2002. Opdateret 30. august 2004.
Copyright 2002 by Iben Holk og Per Hofman Hansen.