Epoke - danske romaner før 1900

Til Epokes forside
Epokes forside


Epoker og ismer
Romantik
Romantisme
Realisme/Idealisme
Realisme/Nyromantik
Realisme/Impressionisme
Naturalisme
Det moderne gennembrud
Symbolisme
Det sjælelige gennembrud
Mytisme
Det virkelige gennembrud

Kontakt Epoke
H. C. Andersen

Lykke-Peer
(1870)

Kapitel 1 - 3
Af IBEN HOLK

Lykke-Peer
 - Klik på billedet for at læse om denne udgave INDHOLD

  1. 1857-1870 Du er på denne side
  2. Lykkedriften
  3. Socialhistorien
  4. Kunst og kærlighed
  5. Den ny Aladdin
  6. Signaturen
    Litteratur og links


1857-1870
"Lykke-Peer" bliver H.C. Andersens sidste roman. Den adskiller sig fra de fem foregående ikke alene ved sit langt mindre omfang, men også ved sit gennemført tilspidsede lune. På en måde er den snarere et langt eventyr. Det kan virke, som om forfatteren inden tæppefald har ønsket at gennemspille sit velkendte tema endnu en gang en miniature; alligevel lykkes det ham kompositorisk at afrunde romanrækken med denne lille velkomponerede slutsten, hvis dramatiske kulmination forudsiges i "Improvisatoren". Meningsfuldt og uforudsigeligt meddeler romanen sig således ved sit sidste punktum om, hvad den forstår ved lykke!
    Ellers har de mellemliggende år været produktionsrige og ligeså begivenhedsrige. Som listen viser, udgiver HCA ikke mindre end 9 eventyrsamlinger ved siden af operaer og skuespil samt rejseskildringer fra Spanien og Portugal, plus den vigtige rapport fra Verdensudstillingen i Paris, "Dryaden" (1868), hvor stafetten rækkes videre til den åndeligt beslægtede Johannes V. Jensen, der tre årtier senere i "Den gotiske Renaissance" bruger "Dryaden" som prisme i sin rapport fra Verdensudstillingen i Paris år 1900.
    Og det er de store ordners og festers tid. HCA bliver i 1866 udnævnt til Kommandør af den mexicanske Guadeloupe-Orden og modtager af den svenske konge Sct. Olavs Ordenens Kommandørkors i 1871. Etatsråd bliver han af Frederik VII udnævnt til i 1867, og som sådan - ved siden af digteren - bliver han fejret som æresborger i Odense ved en storstilet festhøjtidelighed. Fest holdes der ligeledes i København den 6. september 1869, hvor 50-året for hans ankomst markeres efter alle kunstens regler. Under et ophold i Paris arrangerer de skandinaviske kunstnere en overdådig hyldestfest for ham i Palais Royal, 1863. For nu blot at nævne det vigtigste.
    Også dødslisten tæller nye navne. Henriette Wulff 1858, Vilhelm Pedersen 1859, J. L. Heiberg 1860, Jonas Collin 1861, B.S. Ingemann 1862, P.L. Møller 1866. Selv ønsker han sig ofte død og borte, hvad dagbogen fortæller om. Skyggen breder sig i takt med ordnerne på reversen, selvom de jo ikke trækker fra. Men han er blevet mere pirrelig, og det går ham på, fordi det er imod hans natur. Overalt, hvor han kommer, drejer det sig om hans velbefindende, måske af samme grund tager hans nervøse sygelighed til. Ondt i benene. Ondt i tænderne. Ondt i maven. Frygten for at blive gal - for at miste lysten til at leve. Eventyrene redder ham. Middagsrunden. Herregårdsrunden. Oplæsningerne i Arbejderforeningen. De årlige rejser ud til vennerne i Europa. Men det hele er noget andet nu. Det nye er allerede oplevet. Den ungdom!
    I denne kritiske fase modtager han flere gange ægte kvindelig opmærksomhed. I 1857 bliver han således attrået af en kun 25-årig lærerinde fra Ålborg, Anne Bjerring. De mødes flere gange, korresponderer. Hun får efter testamentarisk ønske hans breve med sig i graven, 1902. Der er Clara Heinke i Tyskland. Heller ikke. Hvor kræsen har man lov til at være? I stedet bliver han hektisk forelsket i en ung balletdanser, Harald Scharff, i 1862. Forholdet varer halvandet år og klinger ud. I udlandet hører han senere, at Scharff har forlovet sig med en jævnaldrende veninde. H.C. Andersen går i sort. Men nu til arbejdet:
  • Nye Eventyr og Historier (1858). Indhold: Suppe paa en Pølsepind, Flaskehalsen, Pebersvendens Nathue, Noget, Det gamle Egetræes sidste Drøm, Abc-bogen.
  • Nye Eventyr og Historier (1859). Anden Samling. Indhold: Dynd-Kongens Datter, Hurtigløberne, Klokkedybet.
  • Nye Eventyr og Historier. (1859). Tredje Samling. Indhold: Vinden fortæller om Valdemar Daae og hans Døttre, Pigen, som traadte på Brødet, Taarnvægteren Ole, Anne Lisbeth, Børnesnak, Et Stykke Perlesnor.
  • Nye Eventyr og Historier (1859). Fjerde Samling. Indhold: Pen og Blækhuus, Barnet i Graven, Gaardhanen og Veirhanen, "Deilig!", En Historie fra Klitterne.
  • Mit Livs Eventyr (1859). 2. udg.
  • Fantasies Danoises (1860). Overs. eventyr.
  • Nye Eventyr og Historier (1861). Anden Række, Første Samling. Indhold: Tolv med Posten, Skarnbassen, Hvad Fatter gjør, det er altid det Rigtige, De Vises Steen, Sneemanden, I Andegaarden, Det nye Aarhundredes Musa.
  • Nye Eventyr og Historier (1861). Anden Række, Anden Samling. Indhold: Iisjomfruen, Sommerfuglen, Psychen, Sneglen og Rosenhækken.
  • H.C. Andersens Eventyr og Historier (1862). Første Bind. Illustreret af Vilh. Pedersen.
  • H.C. Andersens Eventyr og Historier (1863). Andet Bind. Illustreret af Vilh. Pedersen.
  • I Spanien (1863). Rejseskildring.
  • Racconti fantastici di giovinetti (1864). Eventyr oversat til italiensk.
  • Han er ikke født (1864). Lystspil, premiere Det kgl. Teater. Bogudgivelse samme år.
  • Paa Langebro (1864). Folkekomedie, premiere på Casino. Bogudgivelse samme år.
  • Saul (1865). Opera. Ikke opført.
  • Da Spanierne var her (1865). Lystspil, premiere på Det kgl. Teater. Bogudgivelse samme år.
  • Ravnen (1865). Opera, premiere på Det kgl. Teater.
  • Nye Eventyr og Historier (1865). Anden Række, Tredje Samling. Indhold: Lygtemændene ere i Byen, asgde Mosekonen, Veirmøllen, Sølvskillingen, Bispen paa Børglum og hans Frænde, I Børnestuen, Guldskat, Stormen flytter Skilt.
  • Nye Eventyr og Historier (1866). Anden Række, Fjerde Samling. Indhold: Gjemt er ikke glemt, Portnerens Søn, Flyttedagen, Sommergjækken, Moster, Skrubtudsen.
  • Kjendte og glemte Digte (1867).
  • Nye Eventyr og Historier (1867). Bind I. Ill. Lorenz Frølich.
  • Gudfaders Billedbog (1868). Københavns historie.
  • Dryaden. Et Eventyr fra Udstillingstiden i Paris 1867 (1868).
  • Et Besøg i Portugal 1866 (1868). Rejseskildring.
  • Tre nye Eventyr og Historier (1869). Indhold: Hønse-Grethes Familie, Hvad Tidselen oplevede, Hvad man kan hitte paa.

Lykkedriften
Romanens tilblivelse er i sig selv et lykketræf, idet H.C. Andersen nedskriver den på kun tre uger! Han begynder på Holsteinborg omkring den 1. juli og sætter sidste punktum den 19. juli på Petershøi hos familien Henriques i Klampenborg. Et par uger senere læser han den op for Johanne Louise Heiberg. En sådan undfangelse har karakter af besværgelse, og det er da også en sådan, der finder sted i den lille roman - eller store novelle.
    "Lykke-Peer" adskiller sig først og fremmest fra de øvrige romaner ved at være uden analytiske tilbageblik, sidehandlinger, ledemotiver og topografi. Kompositorisk er handlingskurven lagt lineært tilrette omkring heltens udviklingsforløb. Her er det alt sammen: den fattige dreng, lykke- og kunstnerdrømme, balletskole, sangtimer, skuespil, skolegang, kulminerende med en Peer, der udfolder sig både som komponist, forfatter og sanger.
    Det afgørende er ikke nu blot at konstatere, at det er den velkendte selvbiografi, der endnu en gang må holde for. Det afgørende er, hvorledes livshistorien fortolkes. Ser vi nærmere efter, forholder romanerne sig i deres livsfortolkning, og dermed i deres udsagn, meget forskelligt. I "Improvisatoren" finder Antonio lykken i social-borgerlig forstand, men han må betale med at opgive sit kunstnerkald. Og hvor er lykken så henne? Omvendt i "Kun en Spillemand", der både socialt og kunstnerisk ender tragisk for romanens hovedperson.
    Tematisk viser romanerne, at det ikke altid går som i eventyret om "Den grimme Ælling". Forholdet mellem lykkedrøm og kunstnerkald, der er et hovedtema i romanerne, aftegner en konflikt, der først harmoniseres med "Lykke-Peer", men på en så dramatisk måde, at det ikke kan siges at indeholde en løsning. Hermed ikke sagt, at konflikten er uløselig, da den går op i en højere enhed i et andet af HCAs værker, nemlig "Mit Livs Eventyr" (1855).
    HCA fortolkede naturligvis sit liv i lyset af sit liv. Det fortalte ham: "... Selv af Ondt kom Godt, af Smerte kom Glæde". Sådan kunne han skrive, fordi det var sandt, og fordi han var overbevist om, at Gud havde ledet hans liv. "Der er en kjærlig Gud, der fører Alt til det Bedste." Som en sådan kærlig Gud optræder forfatteren af gode grunde ikke selv. I romanerne hersker det meningsløse, det onde, det mislykkede og tilfældige ved siden af det skønne, sande og gode.
    Lykke er for HCA tydeligvis ikke borgerligt velvære og materiel komfort. Hans liv fremstiller ham nærmere som den anarkistiske og artistiske boheme, der sætter pris på en ordnet og borgerligt human omverden. Lykken for ham har været skabelse, at hitte på, at vise resultaterne frem, at blive berømt. At blive accepteret og erkendt som den, han er. Lykken forudsætter en viljesakt, hvilket betones i flere sammenhænge overalt i romanerne. Lykke er at bestille noget, da det er lykken, der driver værket. Lykke er ikke mindst at være økonomisk uafhængig. Ved siden af eller inden i denne lykkeforestilling rumsterer lykken som magi. Som det ekstraordinære. Det guddommelige. Lykke og held, som et meningsfuldt hele, hvis symbol er Aladdin.


Om Lykke-Per-motivet hos andre forfattere.

Socialhistorien
Peer og Felix er drengevenner. Socialt er de kontraster, og da Felix betyder 'lykke', aner man med rette en parallelhandling. Peer bor alene sammen med sin fattige mor øverst oppe i et baghus, der deler gård med Felix' rige grossererfamilie. De leger godt sammen. De er lige lykkelige, og i legen er de lige. Peer får af de andre børn øgenavnet 'Lykke-Peer', da han ikke alene finder en sølvmønt i rendestenen, men også en guldring - og et ravhjerte. At være en 'Lykke-Peer' er i virkeligheden noget uheldsvangert, og det medvirker til, at han bliver en outsider blandt drengene.
    Guldringen viser sig at tilhøre Felix' mor. Tidligere i HCAs romaner er borgerskabet beskrevet med respekt og varme, men i lighed med den ironiske revurdering af adelskabet i "De to Baronesser" foregår der i denne fortælling en tilsvarende omorientering i forhold til borgerskabet. Felix' forældre fremstilles som tomhjernede snobber, der udelukkende efteraber den ydre verdens prestige og glimmer. Ravhjertet, som Peer viser grossererfruen, har i hendes øjne ingen værdi, da det ikke som guldringen er noget værd i penge. Peers farmor derimod synes, at det har noget ved sig, og Peer bærer det altid på sig som en talisman.
    Overladt til sig selv udvikler Peer sin fantasi. Hans fantasiverden er i virkeligheden en kompensation. Den bliver humoristisk fremstillet som sådan, men også tillagt større realitet end den småborgerlige virkeligheds realiteter. Felix rider på en rigtig pony. Peer må nøjes med en kæphest. Da hans personlige investering i oplevelsen er så meget mere krævende, idet han ikke får noget forærende, fremstilles den som af højere karat. Da Peer slår ind på kunstnerbanen med en vis succes, fordi han har talent, fatter Felix' mor ikke, hvordan det kan gå til, da han jo ikke har 'dannelse'.
    Ved en enkelt lejlighed kommer uligheden til udfoldelse. Der er bal hos provsten, hvor Peer, der har et godt øje til apotekerens dejlige datter, har aftalt borddansen med hende, men alligevel må afstå hende til Felix. Ikke nødvendigvis som følge af konventionens regler, men fordi han føler sig underlegen. Episoden forfølger ham naturligvis med bitterhed og sender ham ud i en længere selvransagelse, hvad angår overklasse og underklasse. Siden vælger den skønne en tyk og fed, velbeslået rådmand til husbond, og Peer takker med sin forfatter for, at han ikke gik i den forblommede fælde.
    Kulminationen af parallelhandlingen fremtræder langt senere i teateret, hvor Peer og Felix indtager vidt forskellige roller. Peer er på scenen som Aladdin i den af ham selv komponerede opera af samme navn. Felix sidder i logen med hvide handsker sammen med familien. Hvem er nu mest lykkelig? Hvem er mest udsat? Hvem er mest begejstret? Felix kan jo tilbagelænet i sin tryghed klappe, hvis han har lyst. Den passivt nydende over for den vildt ydende. Sådan som tangenterne i deres opvækst har været komponerede, konfronteres de nu. To forskellige positioner, men ikke nogen egentlig konflikt. Publikum og kunstneren. De kan ikke undvære hinanden.


Til toppen
Kunst og kærlighed
Til H.C. Andersens hovedside



Denne side er publiceret på internettet 27. november 2002. Opdateret 30. august 2004.
Copyright 2002 by Iben Holk og Per Hofman Hansen.