Epoke - danske romaner før 1900

Til Epokes forside
Epokes forside


Epoker og ismer
Romantik
Romantisme
Realisme/Idealisme
Realisme/Nyromantik
Realisme/Impressionisme
Naturalisme
Det moderne gennembrud
Symbolisme
Det sjælelige gennembrud
Mytisme
Det virkelige gennembrud

Kontakt Epoke
H. C. Andersen

Kun en Spillemand
Original Roman i tre Dele. (1837)
Kapitel 5 - 9
Af IBEN HOLK

Det originale titelblad til Kun en Spillemand INDHOLD
  1. Trilogien
  2. Komposition
  3. Christian og Naomi
  4. Gudfaderen
  5. Magnetnålen Du er på denne side
  6. Naomis scirocco
  7. Skyggerne
  8. Dyden, dyret og geniet
    Litteratur og links


Magnetnålen
Med kapitel 7 brydes handlingen af, og i stedet giver forfatteren ordet til en ræsonnerende fortæller, der tager historien i øjesyn. Der indledes med et naturbillede, hvor det om den blændende hvide valmue, papaver, hedder, at den "forandrer efter et Aar sin Farve, naar den staar mellem de brogede. Omgivelse hedder den usynlige Haand, som omformer Grundstoffet i dets Udvikling." (S.43)
    Billedet, der henviser til Christian - "Vi see her den fattige Dreng fra Svendborg" - rummer en tidlig tanke om arv og miljø, der først årtier senere skulle blive genstand for psykologisk studium i litteraturen. Her hedder det: "Instinctet i ham og Indvirkningen udefra peger som Magnetnaalen kun i to Retninger, hinanden aldeles modsatte. Han maa enten blive en sjelden Kunstner eller et usselt, forvirret Væsen. Omgivningens Blomsterstøv indvirker allerede med Duft og Farve." (S.43)
    Det er en sådan bevidsthed om miljøets betydning, der giver romanen dens særlige status. Christian har talent - han "hvis Sjæl usynligt fik Tonernes Daab." (S.43) - men vil han slå igennem og blomstre som violinspiller? Han drømmer om at blive berømt, men netop drømmeverdenens fantasier viser sig at være en vældig modstander for drømmens realisering. Der tales om "Phantasiens Scirocco, der mattede hans Aand og Legeme" (S.45). Natur må der til. Nødvendighed. Herom hedder det:
    "Drypstenen, Sommerfuglens Vinger og de svømmende Skyer have alle deres selsomme Naturhieroglypher, som det ei er givet Mennesket at læse, og dog forkynde de en sig udviklende Verdens Kraft. Menneskets Hjerte har i enkelte Øieblikke lignende Ziffre, som det ikke selv fatter. Den usynlige Styrer skriver der sit 'mene, mene, tekel, upharzin' [Du er vejet på vægten og fundet for let] og en Nødvendighed vaagner, et uforklarligt: 'jeg maa!' er Virkningen." (S.50)
    Disse kloge refleksioner er ikke Christians, de tilhører romanens rum. Foreløbig peger kompasnålen mod København, hvor han er matrosdreng og bor hos den gode skipper Peter Wik fra Svendborg. Ved en lejlighed kommer han under ufrivillige forhold til at spille for en greve, der er Naomis stedfader, hvad han dog ikke ved. - "'Ja, min gode Dreng!' sagde Greven, 'det er ikke saa let, som du troer! Desuden maatte du have meget Genie, og det kan først Tiden vise, om du har! Du maa huske paa, Du er et fattigt Barn! (...) Per aspera ad Astra! [Ad ufarbar vej til stjernerne ]. Der maa Gjenvordigheder til, for at luttres.'" (S.115)
    Han drømmer om at stikke af. Om ballonfarter og tigerjagt i Afrika. Senere løber han ind i Naomi, der ellers flere gange har undgået ham. Nu opmuntrer hun ham med sine egne romantiske drømme om det frie liv blandt berømte mennesker. "Var jeg som Du, da bandt jeg Violinen i mit Tørklæde og listede mig bort fra alle de kjedelige Mennesker, som ligne hinanden lige til Sløifen paa Kjolen og Bindet om Halsen!" (S.166)
    Men Christian er for frygtsom. Han tør ikke. Da han endelig tager mod til sig, skriver han et brev til Peter Wik om undskyldning og tilladelse. Men han viser det først til Naomi. Det skulle han ikke have gjort. Hun vender sig fra ham. Og magnetnålen snurrer rundt.

Naomi scirocco
Naomi er konstrueret som modsætning til Christian i ét og alt. Fra sin jødiske mor har hun selvstændighed og viljestyrke, og fra sin dæmoniske fader vildskaben, ingredienser der udvikler hendes dristighed og mod, skønt hun ikke er skildret som hverken ond eller 'dyrisk'. Sentimental er hun ikke. Koldt afviser hun Christian, når denne ikke lever op til hendes krav. Fra livet på herregården ser vi glimt af hende som en rigtig, "sylpheagtig" drengepige. Med masser af animuspower kaster hun sig som en amazone op på hestens ryg og galoperer over engene. Absolut ikke et typisk fruentimmer fra romantismens stillestående akvarier. En type, som vi genkender i Karen Blixens verden 100 år senere.
    Manden dukker op i hendes liv, nemlig berideren Ladislaus, der er fremstillet som en mellemting mellem Rambo og Napoleon. Naomi er knaldet med hud og hår. Det sker på Østersøen, hvor de på en båd flygter fra, hvad Naomi væmmes ved, nemlig "et langt, eensformigt Liv med gode Dage, som de kalde det." Hellere "leve hurtigt, men leve! indaande Glæde og briste i et Nu!" Det er det flygtige og ikke ufarlige ideal, hun forfølger. Omkostningerne venter i romanens 3. del, hvor det viser sig, at hendes helt er en ren og skær sadist med hang til at piske hende.
    Naomi flygter fra ham, som hun nu hader af hele sit hjerte, men han forfølger hende for at tage hævn. Hun skjuler sig i Rom, hvor HCA lader opføre nogle farverige tableauer i mondæne cirklers festivitas. Herefter møder vi hende 12 år senere i Paris, hvor hun lever et frigjort, hektisk og løssluppent liv. Hun er nu gift med en fransk marquis i en overdådig tilværelse af fester og adspredelser. I selskab fremtræder hun ironisk med vid og bid, men hun er sjæleligt nedbrudt og urolig. Hendes mand bedrager hende, så det driver, men hun ønsker ikke at pine sig selv med banaliteter, hellere "nyde Duften af dette falske Liv."
    Ladislaus dukker op, et menneskevrag fuld af ondskab, hvis sjæl "som en Flagermuus kun spøger i Ruinen af et Legeme." I et brev til marquisen afslører han sit forhold til Naomi, der må påhøre, at manden læser det op for hende med en udsøgt sadistisk nydelse. Med billedet af Naomi i opløsning og fordærv sættes der punktum for hendes historie.
    Vi møder hende først igen, da hun med sin mand besøger Fyn. Under en køretur må et ligfølge gøre plads for deres vogn. Stolt og med et indtagende smil stikker Naomi hovedet ud af vinduet. Hvad hun ikke ved, er, at det er Christians kiste, de passerer. Ham gik det ilde. Som fattig musiklærer bebor han et kvistværelse i København, og han ender som ensom landsbyspillemand, der som trøst bliver optaget i en religiøs vækkelsesbevægelse. Han har en tam stork med et brækket ben, som han plejer igennem et år. Da han har sluppet den fri om efteråret, for at den skal slå følge med de andre storke, finder han den slået ihjel af flokken. Symbolsk er cirklen sluttet.
    Med skildringen af disse to figurer har H.C. Andersen gennemspillet tilbøjeligheder i sin egen natur, idet han under sin opstigning har ønsket at se ned i afgrunden. Resultatet er som budskab en omvendt idealisme, hvor belysningen af skyggesiderne medvirker til at gennemskue og virkeliggøre illusioner. Blændværk og realitet er indvævet i og betinger hinanden. Sådan som det skete i hans eget liv - om end ikke uden digtning. Her forenedes 'Naomi' og 'Christian'.

Skyggerne
Hvad der gør "Kun en Spillemand" til den originale roman og placerer den som romantismens eksponent, er dens miljøstudier. Den kommer rundt alle vegne, sideløbende med "Improvisatoren" og "O.T.", men her i et dybere perspektiv. "En Digter bør kende alt," hed det i "Improvisatoren", hvilket H.C. Andersen sætter sig for at efterleve i sin tredje roman. Selv kendte han til virkelighedens bagsider, forkrøblede og forgiftede mennesker, og det er disse indblik i forpinte og forfalskede livsverdener, han ikke har villet fortrænge, men fremkalde. Især fordi de ikke tilhører et bestemt miljø.
    Stærkest indtryk gør beskrivelsen af bordellet, som den intetanende Christian besøger og tager for et fint og fornemt sted, indtil hele den forlorne menage står klar for ham. "Der er noget tragisk-rystende i at see den menneskelige Natur nedværdiget til Dyret, og der i sin Undergang begribe, at den var skabt i Guds Billede." (S.124) hedder det i forbindelse med skøgen Steffen-Karreet's selvmord. "Der laa en Qvinde, hvidklædt, som til Bal, Ravperler om Halsen, Guldringe i Ørene, og Hænderne foldede, knugede fast om Brystet." Han så "Skyggesiden af en Virkelighed" (S.125) og beder til Gud: "Frels os fra det Onde!".
    Oplevelsen af elendigheden får ham til at erindre gudfaderens råd til ham om at nyde livet, mens tid er, og han hører først nu det dæmoniske i ordene: "Tag for dig af Glæden, medens du kan, at du ikke som Gammel skal græde over, at du ingen Synder har; de hører med, som Salt i Maden. Bedre er det at have nydt Livet for meget, end siden i Eensomhed at maatte sukke over, at man ikke nød det, medens man kunde." I samme forbindelse erklærer Naomis far, morderen og selvmorderen: "Dyret er os givet; det kommer nu an paa, om det eller vi fik den stærkeste Kraft, og Kraften har Ingen fra sig selv!" (S.66)
    Skøgerne ses som spøgelser - "Smilet er Fortvivlelsens eller den berusedes. De ere døde, men skrækkeligere døde end vore Døde. Sjælen jordede de, Legemet gaar og spøger; som Vampyren søger det efter Menneskeblod for at næres." (S.124). Sundhedsrosen på kinden er et dødningehoved, skriver forfatteren, der siden skulle opfinde historien om Skyggen, der overtager sin herres liv.
    Splittelseserfaringer, skyggeliv, falskhed, det tilsyneladende, dæmoniske, spændingen imellem skin og virkelighed er romantismens område, som HCA med dødsforagt sætter sig for at sætte op som et spejl.
    Året efter debuterer Emil Aarestrup.

Dyden, dyret og geniet
Blandt sine mest opmærksomme læsere havde H.C. Andersen den da ukendte 25-årige Søren Kierkegaard. Hans første bog med den kryptiske titel "Af en endnu Levendes Papirer" (1838) handler om H.C. Andersen med udgangspunkt i den sidste roman. I en hyperakademisk og sneglehusagtig stil giver Kierkegaard udtryk for sin utilfredshed med forfatteren. Alt er galt. Intet duer. Kort sagt skælder Kierkegaard ud, fordi forfatteren er digter og ikke filosofisk systembygger med totalløsninger à la Hegel.
    Hovedangrebet gælder HCAs geniopfattelse, der går ud på, at enten er geniet passivt lidende eller sejrende, aldrig kæmpende. Han skriver: "Geniet er ikke en Praas, der gaar ud for en Vind, men en Ildebrand, som Stormen blot udæsker." At geniet styrkes i modgang, er det element, som Søren Kierkegaard savner i H.C. Andersens fremstilling af Christian som geni. Han skriver, at Christian snarere "er et Flæb, om hvilket det forsikres, at det er et Genie".
    H.C. Andersen svarede ikke direkte, men først senere indirekte igennem eventyret om "Sneglen og Rosenhækken". Og spørgsmålet er, om Kierkegaard har ret. Det er jo ikke HCA, der fremstiller sin hovedfigur som geni, men omgivelserne repræsenteret ved tre uforpligtende stemmer, en forvildet gudfader, en intetsigende greve og en tilforladelig luder. Noget andet er, at Christian gerne vil være et geni. Oven i købet til Guds ære. HCA ved udmærket, at geni ikke er noget man vil være, det er noget man er!
    Med sin figur demonstrerer HCA tværtimod, at talentet dør, hvis det ikke kæmper med sjæl og krop, vildt og modigt. Passivitet og stillestående drømme fører under alle omstændigheder til stagnation og måske tragedie. Havde han villet, kunne han have gjort Christian lykkelig som spillemand i landsbyen. 70 år senere foretager Henrik Pontoppidan en sådan manøvre, da han placerer sin Lykke-Per, der er ingenør, som vejassistent i den yderste klitrække og postulerer hans lykke.
    At gøre romanens hovedtema til et spørgsmål om genidyrkelse, som Søren Kierkegaard gør det, hvilket har trukket en lang hale igennem litteraturhistorien, er at reducere det kraftigt. Hovedtemaet er som i de to foregående romaner: Lykken. Livslykkens realisering eller forlis og belysning af de herfor afgørende kræfter. Romantismens ideal er ånd og skønhed. Det gælder i høj grad H.C. Andersens genius. Men i sin kunstneriske erkendelse forpligter han sig til ikke at lukke øjnene for de bagsider og skygger, der er romantismens motiv. Dyret er kommet for at blive. Det afgørende er, hvordan man behandler det.
    Lys og skygge er hinandens forudsætninger. Fortrænges skyggen, går lyset ud.


Litteratur og links
Kun en spillemand i nye udgave
  • Ved læsning af Kun en Spillemand anbefales Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs og Borgens Forlags udgave ved Mogens Brøndsted fra 1988 (2. udgave, 2004). Foruden selve romanen indeholder udgaven en efterskrift med afsnit om romanens tilblivelse, komposition, personlig baggrund, dobbeltbilledet, kunstnertragedien, den frigjorte kvinde, bogens modtagelse samt litteraturhenvisninger. Epokes sidehenvisninger refererer til denne udgave.
    bibliotek.dk
  • Andre udgaver af Kun en Spillemand.
    bibliotek.dk
  • Den komplette tekst til Kun en Spillemand er tilgængelig som fuldtekst elektronisk dokument fra Dansk Nationallitterært Arkiv, Det kongelige Bibliotek.
Om Kun en Spillemand
  • Per Stig Møller: Erotismen : den romantiske bevægelse i Vesteuropa 1790-1860. Kbh., 1973, s. 131-136.
    bibliotek.dk
  • Johan E. de Mylius: Myte og roman. H.C. Andersens romaner mellem romantik og realisme. En traditionshistorisk undersøgelse. Kbh., 1981, side 122-164.
    bibliotek.dk
  • Johan de Mylius: Den bundne længsel. En analyse af H.C. Andersens "Kun en spillemand". i: Danske Studier, 1970, s. 71-100.
    bibliotek.dk
  • Villy Sørensen: De djævelske traumer. Om H.C. Andersens romaner. – i: Villy Sørensen: Hverken–eller, 1961, s. 136-157.
    bibliotek.dk
  • Sven Møller Kristensen: Den dobbelte eros. Studier i den danske romantik. Kbh., 1972, s. 171-195.
    bibliotek.dk
  • Aage Jørgensen: Kvindebilleder i dansk guldalderlitteratur [Naomi]. - i: Bøgens fædreland og andre guldalderstudier. Redaktion: Aage Jørgensen. Århus, CUK, 1999, s. 63-83.
    bibliotek.dk


Til toppen
Til H.C. Andersens hovedside



Denne side er publiceret på internettet 20. oktober 2002. Opdateret 7. februar 2005.
Copyright by Iben Holk og Per Hofman Hansen.