Epoke - danske romaner før 1900

Til Epokes forside
Epokes forside


Epoker og ismer
Romantik
Romantisme
Realisme/Idealisme
Realisme/Nyromantik
Realisme/Impressionisme
Naturalisme
Det moderne gennembrud
Symbolisme
Det sjælelige gennembrud
Mytisme
Det virkelige gennembrud

Kontakt Epoke
H. C. Andersen

Kun en Spillemand
Original Roman i tre Dele. (1837)

Kapitel 1 - 4
Af IBEN HOLK

Kun en spillemand udgivet af Det danske Sprog- og Litteraturselskab og Borgens Forlag 2005 INDHOLD
  1. Trilogien Du er på denne side
  2. Komposition
  3. Christian og Naomi
  4. Gudfaderen
  5. Magnetnålen
  6. Naomis scirocco
  7. Skyggerne
  8. Dyden, dyret og geniet
    Litteratur og links


I hurtig rækkefølge skriver H.C. Andersen tre store romaner i 1830ernes midte: "Improvisatoren" (1835), "O.T." (1836) og "Kun en Spillemand" (1837), hvilket i sig selv er en kolossal bedrift, ikke mindst fordi han inddæmmer ny jord for romangenren. Med trilogien fornyer han den realistiske tradition, samtidig med at han grundlægger formen for den individuelle dannelsesroman - eller udviklingsroman. (Uklarheder omkring disse definitioner diskuteres under gennemgangen af "O.T." i afsnittet Romandigteren og skal derfor ikke gentages her.)
    Ovenfor skrev jeg 'trilogien', men må straks tilføje, at som sådan er romanerne ikke indgået i litteraturhistorien. Der er ellers helt åbenlyst tale om en trilogi, idet de tre romaner motivisk og tematisk belyser og supplerer hinanden, ligesom der foregår en indre tilspidset udvikling romanrækken igennem. Antonio er ikke Otto og Otto er ikke Christian og Christian er ikke Antonio. Men de lidenskaber og konflikter, der er romanernes drivkraft, er de fælles om. Dristigst fortolket i den sidste roman.
    Romantismen (ca. 1820-1850) er en periode domineret af spaltethed i personligheden, følelsen af splittethed - dualisme. Disse erfaringer fortolkes som 'dæmoniske', fordi de forhindrer et homogent, helstøbt og lykkeligt liv, der er idealet. Romantikken, som gik forud, var en oprørsperiode mod det alt for helstøbte og fornuftige, den frisatte følelseslivet og dermed driftslivet, hvilket medførte hidtil usete livsbilleder af angst og heroisme i kunsten - Byronismen. I den europæiske litteratur florerer dobbeltgængere, et motiv som H.C. Andersen har gode forudsætninger for at genkende og begribe. Og den meget belæste forfatter har naturligvis dyrket disse 'farlige' bøger. Spændingen mellem 'det ideale' og 'det dæmoniske' er trilogiens fællesnævner. Herom senere.
    I første og sidste roman gennemspilles et kunstnertema, hvor 'geniet' - der igen er en frugt af romantikken - og dets realisering giver indhold til de afgørende beskrivelser af valg og livskamp. De to første romaner tenderer mod undergang, men ender i harmoni og lykke, der for den førstes vedkommende (Antonio) også betyder resignation i forhold til kunstnerkaldet. I den sidste roman ender det i tragedie for begge hovedpersoner, Christian og Naomi.

Kompositionen
Kompositionen i H.C. Andersens romaner fik i samtiden og senere i litteraturhistorien en hård medfart. Man fandt den 'løs', springende, fuld af tvivlsomme impulser og handlingen uvedkommende indfald. Underneden en sådan kritik ligger ønsket om, at en roman skal være en filosofisk stramt opbygget afhandling, der indeholder forfatterens synliggjorte livsanskuelse, hvilket selvsagt er romangenren fuldkommen fremmed. Romanen er ej heller en symfoni, der gennemløber fire formelt fastlagte satser.
    Romanen er mulighedernes felt, der følger selvopfundne love i pagt med forfatterens karakter og virkelighedsopfattelse. Forholdt det sig ikke sådan, ville romanen være en død sild.
    Både "Improvisatoren" og "O.T." er velkomponerede værker, hvor dog ikke kompositionens idé er det afgørende kunstneriske element. Det er den derimod i denne roman, der er bygget op omkring kontrasten mellem hovedpersonerne. Christian og Naomi er vidt forskellige karakterer som repræsentanter for romanens hovedtema: frihed og frigørelse. Eller rettere sagt: det tamt passive kontra det vitalt vilde menneske. Altså ekstremer.
    Romanen er i tre dele, hvor første del domineres af Christian, sidste del af Naomi, og midterdelen er ligeligt fordelt mellem dem. Kapitelmæssigt er der ligevægt, hvilket vidner om kompositionens klarhed og idé. Men kritikken valgte at forstå den således, at forfatteren midtvejs var kørt træt af sin selvbiografiske Christian, hvorfor han forelsket kastede sig over en ny kvindelig hovedperson, der var mere spræl i, og som gav ham anledning til at divertere læseren med de mondæne oplevelser, han havde haft i salonerne i de europæiske hovedstæder, Rom, Wien og Paris. Intet kan være mere forkert.
    Christians liv har umiskendelige træk af HCAs barndom og opvækst, der i flere afsnit er direkte kalkerede, men det er ingen selvbiografi, han har villet skrive. Derimod en udfoldet livsanskuelse i romanens form, hvis råstof er hans livserfaringer. For HCA går ikke i stå som Christian, selv om denne har lånt halvdelen af hans navn. HCA udfolder sig jo i virkeligheden lige så forrygende ubændigt som Naomi, som derfor må ses som hans andet jeg. På denne sindrige måde anskueliggør HCA sin spaltning, sit dobbeltjeg eller sin dobbeltgænger.
    Uden tvivl har han oplevet sig selv som proletaren i det fine selskab. En paria i litteraturen, der aldrig glemte sin usle baggrund og sin åndsaristokratiske adel. Romanen skrives på et tidspunkt, hvor hans navn er slået fast, og hvor han personligt har vundet den stolthed og myndighed, som han i sin forvredne ungdom drømte om og som han brugte romanen til netop at opnå. Så kringlet er det. "Kun en spillemand" er et frygtindgydende spring ud i det uvisse. Derfor indfører han - bevidst eller instinktivt - en tredje instans i romanen til at opretholde balancen, nemlig 'fortælleren'.

Christian og Naomi
Men inden vi kommer til denne fortæller, vil vi vende blikket mod romanens 'dobbeltgænger', konstellationen Christian og Naomi. Christians barndom og opvækst er en tro kopi af HCAs kendte, bortset fra at faderen i romanen er skrædder og at fødebyen er Svendborg. Ellers er det her alt sammen, faderen, der rejser bort som soldat for familiens skyld og omkommer, moderen, der gifter sig igen for barnets skyld, den nye 'onde' stedfader - selv den lille urtehave i tagrenden med purløg og potulak er kommet med. Sikkert for at skabe kontrast til naboens eventyrlige have.
    Her bor Naomi hos sin morfar, der er jøde og købmand. Selv har hun den gyldne teint og "Gazel-Øine", der attraktivt for Christian forbinder hende med syden. Fuglesymbolikken, som HCA altid anvender med omhu, understreger nord-syd-temaet, idet storken - den "forunderlige mystiske" - har bygget rede på taget af jødens pakhus, hvor den ifølge traditionen vil bringe lykke.
    Romanen indledes netop med storkens tilbagekomst fra det varme Afrika, hvor den har hentet styrke. Som ledemotiv angiver fuglesymbolet tidligt en varsling om, hvorledes handlingen vil udvikle sig, idet faderen fortæller om storkenes "Generalforsamling" før deres afrejse, hvor de svage storke, der vurderes ikke at have kræfter til rejsen, omringes af de stærke og hakkes ihjel. Fuglene letter, tilbage ligger der en snes døde.
    Når Christian derfor kryber igennem et hul i plankeværket ind til Scheherazades have, følger læseren ham med bange anelser. Galt går det, men først leger de to fornøjet i paradiset. Naomi tager ham med ind i et lysthus, hvor ruderne er af rødt glas, og når man ser derigennem, ser alt udenfor ud til at stå i brand. "Det brænder!" udbryder Christian naivt. Da jødens hus kort tid efter virkelig brænder, vågner Christian og glædes ved lysvirkningens minde, indtil det går op for ham, at huset virkelig brænder, og at Naomi er i fare.
    Branden er uforklarlig, måske er det forfatteren, der har sat ild til? Morfaderen omkommer. Men Naomi reddes ud af flammerne af Christians gudfader. Hun får en kort tid ophold i Christians hjem, hvor de to børn forelsker sig i hinanden igennem deres lege - brudepar, der kysser hinanden - indtil Naomi brat af familien hentes til nogle fornemme slægtninges herregård. Herefter skilles deres veje. Og vi følger dem nu hver for sig.

Gudfaderen
I Hulgaden ved havnen bor gudfaderen, der er nordmand med gylden teint, sort hår og blå øjne. Han er virtuos violinspiller og kommer ofte i Christians hjem. Han vil nu have, at Christian skal lære at spille violin - "Ind i Pigernes Hjerte skal han spille sig! Jeg seer paa ham, han bliver en vild Fugl!" Christian begynder at gå til spil hos ham. Ved en lejlighed, da undervisningen er forbi, lytter han til gudfaderens spil uden for huset og bemærker noget ildevarslende dæmonisk: " - det var en Lystighed Strængene udaandede, som Lystigheden paa Slaveskibet, naar Slaverne, for Bevægelsens Skyld, med Pidsken tvinges til at danse paa Dækket." (S.33)
    Hermed er romanens diabolske tema anslået. Tingene er ikke, hvad de synes at være. For den naive Christian får det frygtelige konsekvenser. Gudfaderen, der virkelig er god ved Christian, viser sig at være Naomis far. Men også at være morder. Indirekte fortæller han det til Christian igennem et eventyr, hvoraf det fremgår, at han i Norge har voldtaget og dræbt en ung kvinde, og gentaget kunststykket med Naomis moder. Efter denne bekendelse hænger han sig.
    Forinden har de sammen været på rejse til Thorseng (Tåsinge), hvor Christian er lige ved at drukne. Siden i kirkens klokketårn bliver han paralyseret af klokken, idet den larmende begynder at kime. Han får et slagtilfælde med krampeanfald og bliver herefter aldrig rigtig rask. "Det er et Piv med den Dreng!" siger moderen opgivende. Men hvordan skal han også slå vingerne ud og blive en vild fugl, når forfatteren så eftertrykkeligt har handicappet og stækket ham? Til læge kommer han ikke. I flere år forsøger man at helbrede ham med kloge koners magiske urteopkog og gennem overtroiske behandlinger ved den hellige St. Regisse Kilde. Men hvad hjælper mon et muldhvarpehjerte at bære ved hjertekulen?
    Det er kort fortalt indholdet af de første 6 kapitler. På denne baggrund er det, at 'fortælleren' træder til i det 7. kapitel for at bibringe et overblik over alle de urimelige tilskikkelser.


Til toppen
Magnetnålen
Til H.C. Andersens hovedside



Denne side er publiceret på internettet 20. oktober 2002. Opdateret 11. januar 2005.
Copyright by Iben Holk og Per Hofman Hansen.