Silkeborg Bibliotekerne Epoke - danske romaner før 1900. Et litteratursite fra Silkeborg Bibliotekerne
Silkeborg Bibliotekerne

Til Epokes forside
Epokes forside


Epoker og ismer
Romantik
Romantisme
Realisme/Idealisme
Realisme/Nyromantik
Realisme/Impressionisme
Naturalisme
Det moderne gennembrud
Symbolisme
Det sjælelige gennembrud
Mytisme
Det virkelige gennembrud

Kontakt Epoke
H. C. Andersen

Improvisatoren (1835)

Kapitel 1 - 2
Af IBEN HOLK

Improvisatoren udgivet af Det danske Sprog- og Litteraturselskab og Borgens Forlag 2005 INDHOLD
  1. Introduktion Du er på denne side
  2. Den fiktive selvbiografi
  3. Nøgleroman
  4. Ørnen og livets grav
  5. Marmorhuden
  6. Naturlig elskov
  7. Guldalderens skygge
  8. Grotta Azzurra
  9. Modtagelse
    Litteratur og links


Introduktion
I september 1833 kørte H.C. Andersen over Simplon-passet i Norditalien. Hans velyndere i København havde skaffet ham et rejsestipendium. Efter veloverstået studentereksamen og filosofikum mente man, at han nu havde godt af en klassisk dannelsesrejse, hvor han skulle modtage, opleve og tilegne sig fortidens kulturskatte og nutidens folkeliv - men lade digteriet hvile! Hvilket han da også erklærede at ville gøre på tro og love.
    Helt sådan kom det ikke til at gå. H.C. Andersen kunne ikke lade være med at skrive. Han skrev så at sige uophørligt. Alt på rejsen gjorde indtryk. Han var ude af sig selv af lutter modtagelighed og begejstring. Nu skulle det være: digter eller intet! Han troede på sit talent. I Italien fik han et stort stof forærende, som skulle bruges i en roman. Rejseskildringen var en populær genre i tiden, og han har læst Madame de Staëls "Corinne ou l'Italie" (1807), som ved sin Baedeker-agtige udvendighed har skuffet ham. Han vil gøre det omvendte - skrive indefra.
    I det følgende skal vi undersøge, hvilken roman det er, HCA har skrevet. I dag er den i litteraturhistorien placeret som den første moderne europæiske roman. Den udkommer på C.A. Reitzels Forlag i 1835. Året efter udkommer den i Tyskland. Og allerede i 1838 udsendes den i Frankrig, hvilket dengang - og forresten også i dag - er helt usædvanligt for dansk litteratur. Alt dette kunne den 30-årige digterspire ikke ane et kuk om, da han passerede Simplon. Men han var indstillet på det. Han var tændt. Nu skulle han vise dem - velyndere, digterkolleger, kritikere - at han var digter af Guds nåde.
    Og miraklet indtræffer. "Improvisatoren" bliver H.C. Andersens gennembrud. Og læst i dag overrasker bogen ved sin friskhed og gennemslagskraft i skildringen, så man ganske glemmer, at den er fra 1800 og hvidkål.

Den fiktive selvbiografi
Ved undfangelsen af romanens idé gør H.C. Andersen et dristigt kup ved at lade dens hovedperson, Antonio, vokse op i Italien og ikke komme rejsende dertil som turist. Med dette greb opleves og skildres livet i Italien indefra, hvilket vil sige, at også skyggesiderne kommer med og ikke kun den solside, som turisterne helst vil se. For det er jo således, at sydens folk skyer den sol, som tiltrækker de fremmede. På den baggrund er de danske guldaldermaleres besyngelse af det italienske folkeliv i strålende sol ønsketænkning og illusion. Det ser HCA og ironiserer over det.


I Via Sistina 104 i Rom skrev H.C. Andersen Improvisatoren I Via Sistina 104 skrev H.C. Andersen i årene 1833-1834 manuskriptet til Improvisatoren
Læs her om Improvisatoren og hans ophold i Rom.


Romanen er i sin struktur en fuldstændig beskrivelse af HCAs egen rejse. Det fiktive, handlingen, udgøres af endnu et dristigt kup ved at være HCAs egen slet skjulte livshistorie. Hvad HCA har oplevet og er blevet udsat for i Danmark, oversætter han til italiensk - og det er ikke for begyndere. Hans Christian er Antonio. Under hans fattige almueliv på den romerske campagne holder han af at synge selvlavede sange for stedmoderen. Akkurat som HCA ved Odense Å. Romanen skildrer Antonios opdagelse af sig selv som 'improvisator'.
    I samtiden er improvisatoren populær på teatre og ved selskabelige sammenkomster. Improvisatoren får et motiv eller et stikord og skal så fabulerende i sangbare strofer udfolde et indhold, der opfindes undervejs, dramatisk, melankolsk, humoristisk. Ofte i en pærevælling. En rest af kunstarten finder vi i dag i stand-up entertainerens improvisationer. På det plan var Dan Turèll den sidste store improvisator herhjemme.
    Romanen bliver således en kunstnerroman, der i Antonios navn følger HCAs egen udvikling. Betegnelsen 'Improvisator' kan nemlig også bruges nedsættende. Således har Johan Ludvig Heiberg (1791-1860) som censor til et indsendt HCA-stykke ymtet, at forfatteren blot er - 'lyrisk improvisator'. Det er det ord, HCA modigt og frækt samler op. Antonio kæmper sig igennem kriser til succes, glimrer og bliver feteret. Lidenskabelig som han er, lader han sig forføre af sin kunst, da han bruger den til at forføre unge kvinder med. Hans sidste improvisation om en tragisk ulykke på havet, hvor mange fiskere i en lille landsby er omkommet, misbruger han således. Derfor 'omvender' HCA ham til sidst, og gør ham til lykkelig ægtemand, gift med den blinde jomfruelige Lara, og indsætter ham som godsejer i Calabrien uden tanke på hans poetiske kald.
    Denne slutning er en happy end uden relation til HCA, men den viser med al ønskelig tydelighed, i hvilken retning HCAs drømme også gik. At leve et anstændigt og roligt liv som ægtemand langt væk fra skriveriets eufori og neurose - og stille glæde: Livsmusikken.

Til toppen
Til Nøgleroman
Tilbage til H.C. Andersens hovedside



Denne side er publiceret på internettet 15. september 2002. Opdateret 3. august 2004.
Copyright 2002 by Iben Holk og Per Hofman Hansen. Silkeborg Bibliotek.