Epoke - danske romaner før 1900

Til Epokes forside
Epokes forside


Epoker og ismer
Romantik
Romantisme
Realisme/Idealisme
Realisme/Nyromantik
Realisme/Impressionisme
Naturalisme
Det moderne gennembrud
Symbolisme
Det sjælelige gennembrud
Mytisme
Det virkelige gennembrud

Kontakt Epoke
H. C. Andersen

Biografi

5b. Eventyrdigteren 1835-1860
Af IBEN HOLK

De første eventyr
Et sybaristisk liv
Xavier Marmier
Hotel du Nord
Mulatten Du er på denne side
Bazaren
Modernitet
Herregårdsrunden
Til  6. kapitel  >


Mulatten
"Mulatten" bliver H.C. Andersens første store succes på scenen. I løbet af 1840 er den 21 gange på plakaten for udsolgte huse med Johanne Louise Heiberg i hovedrollen. Svenskerne opfører den også, og her går den endnu flere gange. Anmeldelserne er for første gang enstemmigt positive, borset fra Fædrelandet, der mener han har hugget det hele fra et fransk stykke "Les Epaves" af Arnaud, hvilket der nok var noget om.
    Frederik VI bliver begravet. Kronprins Christian, der har fulgt HCAs udvikling, uddeler som ny konge en række diamantnåle til betydelige kulturpersonligheder, heriblandt H.C. Andersen, Hartmann og Heiberg. Den pynter på den nye garderobe, som HCA har skaffet sig. To kors i dagbogen.
    Han arbejder nu ihærdigt på at få "Maurerpigen" færdig, for bliver den en lige så stor succes, får han råd til den store Orientrejse, som er det eneste, der virkelig opfylder ham. Hæmmet er han dog af en djævelsk tandpine, der bliver værre og værre, og nu mister han en fortand. Desuden har han fået ondt i penis. Ondt i sjælen har han altid haft. Arbejde er det eneste, der hjælper. Det tager smerten, fordi han kan hælde sine smerter deri.
Nysø Slot
Nysø Slot ved Præstø. PHH foto 14. juli 2004.
På Nysø bliver "Maurer-pigen" færdig. Dette stykke er helt hans egen idé. Hovedrollen er direkte skrevet til fru Heiberg. Nu bryder et helvede løs. Heiberg kasserer stykket. Hans eget nye skuespil går kun én gang. Han vil ikke deltage i HCAs succes. Collin, der er i teatrets direktion, får stykket godkendt, da også instruktøren er begejstret. Men nu lægger fru Heiberg sig syg. Stykket kan ikke opføres.
    HCA lader sig ikke gå på af Heibergs chikaneri, da det er for gennemskueligt. Han holder pennen flyvende med nye eventyr til et nyt hefte, der indeholder "Svinedrengen", "Rosen-Alfen" og "Ole Lukøie". Men han er rastløs og vil væk fra alt vrøvlet. Nu har også Søren Kierkegaard været ude efter ham med en parodi i "Af en endnu Levendes Papirer". Det gør igen ondt. Som trøst giver"Mulatten" ham 800 Rdl. (ca. 150.000 kr.). Lige ned i lommen. Han forbereder nu sin store rejse, der skal føre til den største klassiker på sit felt i dansk litteratur, rejsebogen "En Digters Bazar".

Bazaren
H.C. Andersen er godt forberedt til sin livsrejse. Rejsebeskrivelsen var en af tidens førende litterære genrer. Han har læst fyrst Hermann Pückler-Muskaus "Semilasso's Reise i Afrika" (1838), der er en bestseller, samt Lamartines succesbog "Reise i Orienten" (1838). Læsning, der naturligvis har inspireret ham til selv at komme ud. Han beundrer Lamartine lige så højt, som han afskyer Pückler-Muskaus glatte konversationstalent og tomme indbildskhed. "Jeg kan ikke lide ham! Jeg kunde skydes med ham!" Men de har begge rejst dér, hvor HCA gerne ville rejse, og han er overbevist om, at hans rejsebog vil blive bedre.
    Af samme grund kommer han sikkert lidt hovedkulds af sted på den rejse, der skal føre ham til Italien, Sicilien, Grækenland og Tyrkiet. Han satser uforsigtigt på, at "Maurerpigen" vil give lige så meget kasse som "Mulatten". Men det gør den ikke. I München modtager han et nedslående brev fra Collin - stykket er kun opført to gange for halvtomme huse. Endnu et hug. Hvad han ikke ved er, at det halve København er ved at dø af grin over ham. Heibergs "En Sjæl efter Døden" er udkommet, og til opholdet i Helvede hører, at de ulyksalige konstant må overvære HCAs skuespil.
    Humøret er ikke højt i Rom, selv om han føler en stille glæde ved at være 'hjemme' igen. Men - ak, alt er forandret. Desuden er han belemret med Heiberg-disciplen H.P. Holst, der går ham på nerverne. Og omvendt. Juleaften holder han alene. Går i seng kl. 7. Malerne ville holde fest i hans lejlighed, men han frabad sig det. Nu skulle man tro, at hans rejseprojekt kuldsejlede, men det modsatte er tilfældet. Lige så elendigt han har det, lige så veloplagt bliver bogen. Det er kunsten.
    Italien har han jo tidligere beskrevet, så derfor giver han her små prosadigte, iagttagelser af humoristisk opfattede figurer, pittoreske situationer, stemninger. Først efter Neapel antager "Bazaren" karakter af en mere fortløbende rejseskildring. Ofte er det blevet sagt, at HCA havde et usædvanlig skarpt syn. Det fører han selv beviset for, idet han bevidnet af skibets kaptajn ved sejladsen fra Malta på én gang kunne skimte Ætna i nordvest og en sneklædt bjergtop i nordøst på den græske kyst ved Navarino.
    H.C. Andersen er et øjemenneske. Og "Bazaren" er først og fremmest et øjemenneskes bog. Derfor er bogen læst i dag så stimulerende en oplevelse. Kritikken, behøver jeg at sige det, var negativ. Kun kritikeren P.L. Møller havde sans for værkets specielle stil. Han skrev overraskende, at der ikke var tale om en rejse-beskrivelse, men om en rejse oplevet med læserens egne øjne via Andersens mageløse sprog.
    Og bogen 'går godt af', som man sagde dengang.

Modernitet
Tilbage i sit danske fængsel kan H.C. Andersen ikke skjule for sig selv, at Italien var en skuffelse. Han var depressiv under hele opholdet. Først i Athen liver han op, hvilket viser HCA som en engangselsker. Han måtte springe fra sted til sted, hvileløs, hjemløs som han var og skulle vedblive at være.
    Ihærdigt arbejder han på "Bazaren", der tager ham to år at gøre færdig, men så er det også en bog på 580 sider. I samme tidsrum gør han et bind eventyr færdigt, "Billedbog uden Billeder" samt to vaudeviller - "En Comedie i det Grønne" og "Fuglen i Pæretræet", der begge bliver publikumssucceser. Kritikken er fortsat negativ og tangerer forfølgelse. Mens han er syd på offentliggør Berlingske Tidende en stort opsat artikel, hvor han bliver jævnet med jorden. Dommen lyder: Åndløs, farveløs, talentløs.
    Sådan skriver man i 'hjemmet' på et tidspunkt, hvor han er på sit højeste og står over for sit europæiske gennembrud. Hans 'eventyr' vil man i Danmark ikke kendes ved som alvorligt litterært arbejde. Heldigvis lader HCA ikke de kulsorte skygger influere på sit arbejde, selvom det går hårdt ud over hans privat- og venneliv. Han er efterhånden hærdet og forberedt.
    Det ekstraordinære ved "Bazaren" er de kunstfilosofiske betragtninger, HCA formulerer i forlængelse af mødet med de moderne tekniske landvindinger. Således kører han for første gang med tog fra Magdeburg til Leipzig i 1840. "Nu har jeg en Forestilling om at Jorden drejer sig, tæt ved mig bevægede Græs og Ager sig som snurrende Rokkehjul, kun de fjerneste Gjenstande syntes at beholde deres sædvanlige Ro. Nu kan jeg tænke mig Trækfuglenes Flugt, saaledes maa de lade Byerne efter sig."
    Også i Alperne oplever han at køre med 'Dampvognen', som han kalder toget. I Augsburg ser han Daguerres epokegørende opfindelse af fotografiet, som han straks og forholdsvis uimponeret begriber rækkevidden af. Mest er han optaget af den tekniske side af virkelighedsgengivelsen, sandhedsaspektet heri. Noget tilsvarende gjorde sig gældende, da han tidligere overværede en koncert med Franz Liszt, som han senere skulle få et venskabeligt forhold til. I denne fortolkning finder han moderniteten, hele tidsåndens vibration og fremtidsvision - og geniet. Bemærkelsesværdigt originalt lyder det i dagbogen:
    "Vor Tidsalder er ikke længer Phantasiens og Følelsens, den er Forstandens, den techniske Færdighed i enhver Kunst og i enhver Haandtering er nu en almindelig Betingelse for deres Udøvelse..." skriver fantasiens og følelsens digter.
    Påskønnelsen kommer fra folket - og fra oven. Christian 8. forærer ham en guldnål med en stor og femten små diamanter. Det er i orden.

Herregårdsrunden
Erik Lassen: H.C. Andersen og Herregaardene
"Ikke rask! Slet Humeur. Kjed af Livet", meddeler dagbogen i denne periode næsten hver dag. I realiteten er han dødssyg med vedvarende tandpine og mavesmerter, diarré. Ondt i penis, ondt i testiklerne. Selvom dagbogen drypper med kors - sanselighedens ensomme udvej. Middagsrunden hos de trofaste holdes dog ved lige: Collin, Wulff, Læssøe, Ørsted, Thiele, Balling. Og hos penneveninden, 'søsteren', Henriette Hanck, der med sin mor nu er flyttet til København.
    Sommerrejserne går til herregårdene, hvor H.C. Andersen finder fred og ro, fristeder til at skrive og læse op. Hitte på. Og i det hele taget komme til hægterne. I sommeren bliver kredsen udvidet med Gisselfeld, da han på Nysø har truffet enkegrevinde Henriette Danneskiold-Samsøe. Livet blandt svanerne skulle få en vis litterær betydning, men først og fremmest får han tankerne drejet bort fra den litterære andegård. På Gisselfeld skriver han eventyret "Den grimme Ælling".

Gisselfeld
Gisselfeld (Se mere)

Nysø
Nysø (Se mere)

Bregentved
Bregentved (Se mere)

Glorup
Glorup (Se mere)

Basnæs
Basnæs (Se mere)

Frijsenborg
Frisenborg (Se mere)

Gengivet efter F. Richardt og T.A. Beckers Prospecter af danske Herregaarde. Kbh. 1844-1854.
Senere opholder han sig på Bregentved og på Glorup. I de følgende år bliver 'herregårdsrunden' suppleret med Augustenborg, Basnæs og Frijsenborg. Det er forkert at tro, at HCA var påtrængende her, da han altid blev inviteret. Økonomisk har det været en stor fordel for ham. Man kan måske undre sig over hans elendige økonomi, men bør her huske på, at de mange udgivelser i udlandet ikke kommer ham selv til gode pekuniært. Dengang fik man kun sjældent honorar. Når han fortsætter med at skrive for teatret, skal man se arbejdet i dette perspektiv. Her var de hurtige penge.
    "Agnete og Havmanden" omarbejder han således til Det kgl. Teater. Stykket bliver antaget og sat i musik af Niels W. Gade. Weyse er netop død, og HCA deltager i begravelsen i Roskilde. Her erfarer han, at liget i kisten ikke er rigtig koldt, men varmt omkring hjertet. HCA får et chok og forlanger pulsåren skåret over på komponisten. Dette sætter Oehlensschläger sig heftigt imod. "Ja, det er da bedre end han skal vaagne i Graven..." replicerer H.C. Andersen.
    Julen festligholdes på Bregentved. Nytårsaften er han på Gisselfeld. I det nye år skal billedet vende. Forfølgelsen og latterliggørelsen tager langsomt af. H.C. Andersen er trods alt blevet for stor. Selv er han hvileløs, rastløs og ulykkelig. Sove kan han heller ikke, og han begynder at tage opium. Livet på herregårdene er ikke kun en dans på roser, men også anstrengende og krævende, ikke mindst for en syg mand. Desuden er svanerne også mennesker.
    Han vil for alt i verden ikke tilbage til København. Han må væk. Rejse. Han pantsætter oven i købet den guldnål med diamanter, han som hædersgave for nylig har modtaget af kongen. Rejsens første mål er Breitenburg ved Itzehoe på Lüneburg Hede, hvortil han er inviteret af rigsgreve Conrad Rantzau-Breitenburg, der i sin tid foranstaltede, at han kom på finansloven.
    Herefter flugtrejser HCA et halvt år til Paris og Wien, hvor han går i teatret hver aften.


Til toppen
Til  6a. De sidste år 1860-1875
Tilbage til H.C. Andersens hovedside



Denne side er publiceret på internettet 1. oktober 2002. Opdateret 2. august 2004.
Copyright 2002 by Iben Holk og Per Hofman Hansen.