Silkeborg Bibliotekerne Epoke - danske romaner før 1900. Et litteratursite fra Silkeborg Bibliotekerne
Silkeborg Bibliotekerne

Til Epokes forside
Epokes forside


Epoker og ismer
Romantik
Romantisme
Realisme/Idealisme
Realisme/Nyromantik
Realisme/Impressionisme
Naturalisme
Det moderne gennembrud
Symbolisme
Det sjælelige gennembrud
Mytisme
Det virkelige gennembrud

Kontakt Epoke
H. C. Andersen

Biografi

4a. Europarejsen 1833-1834
Af IBEN HOLK

Europarejsen Du er på denne side
Italien
Rom
Neapel
Hjem
Til  5. kapitel  >


Efter Ludvig Boths Natur og Folkeliv i Jylland. Reiseskizzer. Kbh. 1862. Europarejsen
Der skulle noget til at rejse dengang. Der var hverken tog eller bus. Alt foregik ved hestes hjælp. Umuligt at forestille sig i dag. Når H.C. Andersen var en ihærdig og dygtig rejsende, skyldes det, at han tog det hele med. Monotonien, små optrin, bagateller. Alt optog han i sig som stof, tilskikkelser, betydning. Og der var god tid til at meditere og skrive. Vi taler om 'gamle dage', men verden dengang var jo yngre, mens vi her i begyndelsen af det 21. århundrede lever i en verden, der er mere end halvandet århundrede ældre.
    Med sig har han en lang række anbefalelsesbreve. Rejsen er ikke blot en rejse ud i det blå. Han er repræsentant for dansk kultur og ventet her og der. På den måde får rejsen en både kunstnerisk og humanistisk kontinuitet, selv om adresserne er overladt til hans egen bedømmelse og utvivlsomme instinkt. Alene fra Chr. Winther i præstegården på Lolland modtager han navnet på sin vært i Firenze, en teaterdigter og en engelsk købmand også i Firenze. Du er ikke alene!
    Vennen H.C. Ørsted har ved afrejsen udstyret ham med et vers, der angiver, hvad rejsens ideal måtte være:
Fornuften i Fornuften = det Sande
Fornuften i Villien = det Gode
Fornuften i Phantasien = det Skjønne
– Mind ved denne Text til mangen Samtale...
Ruten er lagt over Paris, hvor han opholder sig et par måneder, og hvor han bl.a. træffer Heinrich Heine og den gamle landsforviste P.A. Heiberg. Her skriver han digtet "Agnete og Havmanden" og afslutter sin "Levnedsbog". Hjemme udkommer hans "Samlede Digte" på Reitzels Forlag. Men han savner efterretninger fra 'hjemmet'. Breve er flere uger undervejs. Jette Wulff, hans jævnaldrende og søsterlige veninde, bliver ham en trofast penneven under hele rejsen og sidenhen, indtil hun omkommer ved en tragisk skibskatastrofe i 1858. I alt skriver de 400 breve til hinanden, hvilket svarer til 3000 bogsider. Over for hende kan han åbne sit hjerte, og det har den sentimentalt rejsende brug for.
    Mødet med Alperne udløser nogle fantastiske beskrivelser i dagbogen, som man kan læse om i "Mit Livs Eventyr". Men de udløser desuden en anden side af HCAs kunstneriske temperament - tegningen. Hans tegninger er lige så minutiøse, stringente og oplevelsesrige som hans prosa og poesi.
    Mødet med Italiens natur og kultur bliver som en hjemkomst til sig selv. Han føler sig bekræftet. Han vokser. Han bliver et andet menneske. Rejsen går over Milano, Genua, Livorno, Pisa, Lucca og endelig Rom, hvor han slår sig ned, lykkelig og rastløs. Her tager romanen Improvisatoren form. Hans geniale kunststykke, hvormed han én gang for alle lægger sine kritikere bag sig.

Jeg er i Italien. H.C. Andersen på rejse 1833-134
Italien
Rejseliv er også medpassagerer. I Milano får han følgeskab i vetturinen (droschen) af A.W. Dinesen og Joachim Bruun de Neergaard. Rejsen til Rom varer 31 dage. H.C. Andersen elsker hoteller. Og hotelnavne. Og han elsker at indtage sine måltider på hotel. At blive betjent. Det er livet. I Livorno tegner han udsigten fra sit hotelværelse. Mens han gør det, dør hans mor på hospitalet, syg af sprut og glemt. Det er den 7. oktober 1833, men han får først meddelelsen et par måneder senere. For ham har hun været 'død', siden han forlod Odense i 1819. Ofte måtte hun rykke for breve - og for hans bøger, som han ellers var rundhåndet med. Nej, "Hun duede ikke", som fortællingen fra 1852 hedder.
    I et brev til Edvard Collin får vi en essens af indholdet i mange breve. Han skriver: "Jeg har ingen Hjemvee, snarere et Slags Vee, naar jeg tænker paa at jeg engang skal hjem, i de gamle Forhold, hjem til mange bittre Krænkelser; jeg føler mig hjemme overalt hvor jeg kommer, Verden synes mig mit Fædreland…". Han holder meget af landet Danmark, men finder det koldt og tåget og småt. Og tilføjer tankevækkende. "Min Natur er slet ikke nordisk! Hvilken Luft, hvilket Liv gjennemstrømmer mig ikke alt her!…"
    Museer, kunstsamlinger og kirker bliver besøgt fra tidlig morgen. H.C. Andersen har 1000 øjne og noterer alt ned. Han forelsker sig i Raphael og i hans Madonna del Cardellino. Alt sammen ryger det lige ind i "Improvisatoren". Er HCA allerede beruset af Italiens og Middelhavets skønhed og folkelivets temperatur, så har han de store oplevelser og inspirationssteder til gode - Rom, Neapel og Venezia.
    Men så kommer bagsiden, som HCA ikke lukker øjnene for. Den sidste uge mod rejsemålet Rom bliver en nedtur i dårligt vejr. Maden er elendig. Griseri overalt. Utøj i usle hotelværelser. Ingen søvn. Fluerne er giftige. Opsvulmede ansigter. Hævede hænder og fødder. Rådne æg. Rådne figner. Dinesen og Neergaard tager et skib hjem. Således ankommer HCA til Rom.
    Efter indlogering i et mådeligt gæstgiveri og et solidt måltid bener han straks til posthuset, hvor der heldigvis er gode breve fra Jette Wulff, Signe Læssøe, bogtrykker Iversen og Guldberg. Om aftenen opsnuser han, at Raphael bliver begravet for anden gang i Pantheon, og ved den lejlighed møder han det meste af den danske koloni, hvor især Thorvaldsen har hans bevågenhed, da han jo legemliggør beviset på, at man godt kan blive det største, selv om man kommer nedefra. 'Den romerske fødselsdag' er imidlertid ikke slut. Inden han går til ro, skriver han et syv sider langt brev til Edvard Collin. Der var jo det med pengene.

H.C. Andersens Rom. Dagbogsnotater og tegninger
Rom
Allerede den første dag efter ankomsten til Rom opsøger han Bertel Thorvaldsen, der bor oven for Den spanske Trappe i Via Sistina. Værkstedet har han i Palazzo Barberinis staldbygninger. Thorvaldsen tager hjerteligt imod, viser HCA sin malerisamling og det basrelief af Raphael, som han netop arbejder på. Det bliver begyndelsen til et livslangt venskab.
    Fra morgen til aften er H.C. Andersen på benene. Om aftenen står den på hård punch i den danske koloni. Collin har i brev introduceret ham for digteren Ludvig Bødtcher, der som fastboende er den inkarnerede Rom-kender. Han tager landsmanden med ud til katakomberne og viser ham rundt. Og da HCA lufter sin idé om romanen, bliver han en trofast inspirator, der utrættelig indvier den rejsende i Roms hemmeligheder. Og de tager på en lang udflugt til den lille bjergby Albano, hvor de om natten sover tre mand i samme seng.
    Heldigt nok bliver der en lejlighed ledig i Via Sistina - skråt over for Thorvaldsen. Værelse med udsigt over den gamle bykerne og med Albanerbjergene i det fjerne. Desuden billig. Og med altan. Her bor han i de fire måneder, hans Rom-ophold varer. Siden er der indsat en mindeplade for ham i husets okkerfarvede mur. I gaden ligger der en lille kapuciner-kirke, som han ofte opsøger, og han lærer en munk at kende, hvilket sætter sit kuriøst makabre aftryk i romanen, som han nu for alvor begynder på.
    For er han åndeligt i den syvende himmel, så vælter genvordighederne ind over ham hjemmefra, ved siden af at der i Rom er blevet køligere, og han småskranter med dårlige øjne og feber. Reitzel tør ikke udgive "Agnete og Havmanden". Molbech har nedsablet hans "Samlede Digte" i Maanedsskrift for Litteratur og latterliggjort hans forhold til modersmålet. Meddelelsen om hans moders død modtager han i en bisætning. Alle troede, at andre havde underrettet ham. Edvard sender kun korte beskeder, ikke breve. Og ikke en lyd fra Heiberg.
Den spanske trappe i Rom fotograferet omkring 1850
Caffè Greco ligger lige neden for Den spanske Trappe og Trinità dei Monti-kirken. Foto 1847-52.
Humøret er langt nede. Og nu kommer Henrik Hertz til Rom. Den første han møder er H.C. Andersen på Caffè Greco. Hertz, der offentligt har svinet HCA grusomt til, er imødekommende og venlig. Det samme er HCA. De ses jævnlig og tager på ture sammen. Dér kan man bare se. På et tidspunkt spørger Hertz, om han dog ikke er vred på ham. Nej, svarer HCA, det kan han ikke holde ud at være ret længe ad gangen…
    Første jul i det fremmede nærmer sig. De sidste ti juleaftener har HCA tilbragt hos Ørsted'erne. Juleaften er han sammen med Thorvaldsen, Hertz, Bødtcher og andre skandinaviske kunstnere omkring et stort orangetræ med frugter, der gør det ud for juletræet. De går hinanden lidt på nerverne - der mangler jo søde husfruer - men ned kommer da den lidt for hårde julegrød. Hertz og Andersen har skrevet sange til lejligheden, som svenskerne ikke synger med på. Over midnat går de fleste hen for at overvære vigilien i Santa Maria Maggiore.
    Nytårsaften tilbringer H.C. Andersen alene. Han går i Jesuiterkirken, hvor de levende lys stråler, og hvor der synges Te Deum fra tre orgler, der svarer hinanden. Tilbage i lejligheden skriver han bevæget årets sidste brev til den trofaste veninde, Jette Wulff.


Til toppen
Til 4b. Neapel og Hjem
Tilbage til H.C. Andersens hovedside



Denne side er publiceret på internettet 1. oktober 2002. Opdateret 14. december 2005.
Copyright 2002 by Iben Holk og Per Hofman Hansen. Silkeborg Bibliotek.