Epoke - danske romaner før 1900

Til Epokes forside
Epokes forside


Epoker og ismer
Romantik
Romantisme
Realisme/Idealisme
Realisme/Nyromantik
Realisme/Impressionisme
Naturalisme
Det moderne gennembrud
Symbolisme
Det sjælelige gennembrud
Mytisme
Det virkelige gennembrud

Kontakt Epoke
H. C. Andersen

Biografi

3b. De første værker og kærligheden 1818-1833
Af IBEN HOLK

Rimedjævelen
Den flyvende poet
Kritiske røster
Filosofikum og Digte 1830
Riborg Voigt Du er på denne side
Skyggebilleder
Levnedsbogen
Til  4. kapitel  >


Riborg Voigt
En omfattende Jyllandsrejse i sommerregn bringer H.C. Andersen tilbage over Fyn. Her møder han i Fåborg sit livs første kærlighed, Riborg Voigt, der er datter ef en rig købmand, og hvis bror, Christian Voigt, HCA blev student sammen med. Han er således indlogeret hos familien et par dage. Det skal blive et ophold, der fuldstændig ændrer hans liv. Riborg bliver hans livs kærlighed. Indtil hans dødsdag. Herom senere. En strofe fra et digt lyder:
To brune Øjne jeg nylig saae,
I dem mit Hjem og min Verden laae,
Der flammer Snillet og Barnets Fred, -
Jeg glemmer det aldrig i Evighed.

Riborg, der er en smuk og naturlig ung kvinde, er forlovet med naboens søn, som hun er vokset op sammen med. Forældrene er ikke glade for forholdet, hvad Hans Christian på længere sigt ser som sin chance. Ved et bal byder hun ham op til dans, men han afslår, og de sætter sig ved et bord. Her bliver de så optaget af deres samtale, at hun afviser diverse inklinationer, hvilket får HCAs blod til at koge. Broderen, der er en stor beundrer af HCAs digtning, bliver et forbindelsesled imellem de to, selv om hun hurtigt trækker sig tilbage og lader forstå, at hun ikke kan give ham sin kærlighed.
    H.C. Andersen er ramt og forbløder sjæleligt. Digtene river han af sig. De beroliger det ophedede sind. I værkstedet har han travlt med en operatekst, "Ravnen", til Det kgl. Teater samt med sin nye digtsamling. Og så kommer Riborg til byen. Hun ledsager et familiemedlem, der skal opereres, og bor hos broderen en hel måned. HCA gør stormkur. Dagbogen vidner om hans håbløse forelskelse: "Med hele min Sjæl klyngede jeg mig til Gud og følte at jeg havde Kraft og Mod til Alt blot for at besidde hende. Jeg tvivlede ikke om, at hun jo elskede mig; det antydede mig hendes hele Væsen, men hvorledes skulde jeg komme til Vished..."
    De mødes flere gange i brorens lejlighed. HCA er helt ude af den. Hun har været fascineret af det ekstraordinære, men sikkert også følt medlidenhed med den besatte. Hun var forlovet og skulle giftes. HCA søger tilflugt i vennekredsen, som han involverer i forholdet. Signe Læssøe tager bladet fra munden og giver ham en reprimande: "Hvad vil De? Vil De opnaae Deres Ønske - gjøre Pigen utro, og tage mod et Hjerte, der er sønderslidt af Anger, ja vel Selvforagt?" Det er umandigt, mener fru Læssøe, han burde have skjult sine Følelser "for den dyrebare Pige". Han skulle skamme sig!
    Ikke desto mindre skriver han et langt brev til hende. Et smukt og ærligt brev, som han kan være bekendt. Hun svarer igennem sin bror, at de ikke kan mødes igen, og at hun kun kan give ham sin søsterlige kærlighed. Og tilføjer, at hun håber på hans helbredelse - "ellers maa jeg jo bestandig angre min Uforsigtighed".
    Riborg var tabt, men der er næppe tvivl om, at hun forblev hans "hjertes brud". H.C. Andersen døde og levede videre:
Hver Musling Dyr
Der bygger i den dybe, salte Søe,
Naar det har skabt sin Perle maa det døe!
Ja, Kjærlighed, Du blev mit Hjerte givet,
Men Perlen koste vil sin Skabning Livet.

Digtet "Digteren og Amor" sender han til Heiberg, der svarer, at det er noget af det bedste, han har skrevet, og straks trykker det i "Flyveposten". HCA er igen på hjemmebane. Penge skal der til. Og han påbegynder nu syngespillet "Bruden fra Lammermoor".

Skyggebilleder
Den 10. januar 1831 udkommer digtsamlingen "Phantasier og Skizzer". Juleaften har H.C. Andersen som sædvanlig tilbragt hos Ørsted'erne, og der hang bogen på juletræet. Men den bliver ikke anmeldt! Derimod bliver en anden digtsamling udsolgt, nemlig den anonymt udgivne "Gjenganger-Breve", der indeholder et perfidt portræt af zigøjnerdigteren, dvs. H.C. Andersen, der havde ondt i grammatikken og ortografien. Og det er jo rigtigt nok. HCA var nærmest ordblind og måtte hele vejen kæmpe med bogstaverne. Men parodien rammer hårdt. Den er af Henrik Hertz.
    Omkvædet i alle korrespondancer fra denne tid lyder: Gid jeg var død! H.C. Andersen har det ikke godt. Til Ingemann skriver han: "Jeg føler at Livet har noget langt dybere end jeg før har drømt, og at jeg aldrig bliver ret lykkelig!..." Det er skyggen efter Riborg. Og nu står hendes bryllup for døren. Hartmann kan ikke få musikken færdig til "Ravnen". Pengene. I frustration kaster han sig nu over besvarelsen af en prisopgave fra universitetet om græske og nordiske myter. Det skulle han nok ikke have gjort, selvom et par akademiske fjer ville pynte, for han hører intet. Rykker for et svar. Intet.
    Han må væk. Rejse. Skrive. Han løser billet til Harzen og Berlin, hvor han møder store navne som Adalbert von Chamisso og Ludvig Tieck. Bogen, der kommer ud af det, får titlen "Skyggebilleder af en Reise til Harzen, det Sachsiske Schweiz i Sommeren 1831". Den udkommer på C.A. Reitzels Forlag og foreligger allerede hos boghandlerne et par måneder efter hjemkomsten. Der er en ny tone i bogen, der mellem linjerne handler om Riborg og Riborg og Riborg. Hans Christian kan ikke give slip. Han ser hende alle vegne. Nu begraver han hende her. Skyggebilleder.
    Som altid er det produktionen, der redder ham. "Bruden fra Lammermoor", der er en omarbejdelse af en Walter Scott-roman, udkommer og har samtidig premiere med publikumssucces. C.E.F. Weyse, tidens største komponist, er indtaget i opførelsen og beder nu HCA om en bearbejdelse af en anden roman af Walter Scott, nemlig "Festen paa Kenilworth". HCA er i tvivl, da kritikken har været hård ved ham som den, der skriver på andres værker. Men tilbuddet kommer jo fra selve Weyse, der i tidernes morgen tog imod ham hos Siboni. HCA tager fat.
    Sommerrejsen går til Fyn, hvor han opholder sig på forskellige godser, bl.a. en tid lang på Nørager. Her skriver han på den nye opera og påbegynder en ny digtsamling, "Aarets tolv Maaneder". Langsomt kravler han ud af skyggen, men med en kuldslået fornemmelse af at være hjemfalden til ensomhed.

Levnedsbogen
Oplevelsen af at være udenfor og at være misforstået ansporer den kun 27-årige forfatter til at nedskrive sine erindringer som et forsvarsskrift. Dybere har motivet måske været, at han, som han skriver i indledningen, finder sin karakter 'uforklarlig'. Det er ikke noget dårligt udgangspunkt for en selvbiografi. Bogen, som han ikke udgiver - den kommer først længe efter hans død - er skrevet med overskud, da han i skriveprocessen finder den livsglæde, han har mistet.
    Vemodigt ser han tilbage på sin ungdoms livshunger, følger sin livsvej for at begribe, hvorledes han er havnet i dødslængsel og 'selvskuffelse'. I et brev til Signe Læssøe kommer han tæt på en diagnose for sin splittede tilstand: "I Kjøbenhavn længes jeg efter Fyen, her har jeg hele Tiden længtes efter Kjøbenhavn, eller rettere: efter Menneskene der! Saaledes nyder jeg aldrig det Nærværende, mit Liv ligger i Fortid og Fremtid, og det er i Grunden for Lidet for et virkeligt Menneske..." - [Uddrag af Levnedsbogen].
    Nej, H.C. Andersen følte sig ikke som et virkeligt menneske med et virkeligt liv. Det virkelige liv var jo familielivet - og her var han gæst, tilskuer. Og det skulle han vedblive med at være, pebersvenden. Ønskede han det i virkeligheden ikke sådan? Kunne den feterede og omrejsende nøjes med et enkelt menneskes forpligtende nærvær og ansvar? Var problemet ikke snarere, at han ikke kunne blive feteret og forkælet nok?
    Hans lykke var selvforglemmende at hengive sig i digtningen og rejse på jagt efter stof. Skabelsesprocessen var hans egentlige 'nu'. Prisen hans ensomhed. En kombination lå uden for hans rækkevidde. Hans blod var blæk. Berømmelsen hans brud. H.C. Andersen var, når alt kommer til alt, selvgift solist. Anderledes kunne det ikke være. Når 'verden' bliver ens hjem, er man i realiteten hjemløs.
    Men kan man ikke blive et virkeligt menneske, kan man jo tage på en virkelig rejse. På Collins anbefaling søger han derfor Kongen om et rejselegat. Forinden har han op til jul udgivet sin nye digtsamling "Aarets tolv Maaneder" som et julegavehit og dediceret den til Kongen. Fedterøv? På den anden side havde Kongen jo finansieret hans lange studentereksamen og tak for det!
    Den lange ventetid benytter han til at skrive to vaudeviller, som han imidlertid får i hovedet igen af Det kgl. Teaters nye censor, Chr. Molbech, der hader HCA og hans stil. Hans recensioner er ren galde og nedladende belæring. Nu er det liv og død med den rejse. Gudskelov for ham får han det ene af to legater fra Fonden ad usus Publicos. Det andet går til storfjenden Henrik Hertz. Men som HCA skriver i et brev - verden er stor nok til os alle. Og nu skal han ud på sit livs rejse.
    Verden venter.


Til toppen
Til  4a. Europarejsen 1833-1834
Tilbage til H.C. Andersens hovedside



Denne side er publiceret på internettet 15. september 2002. Opdateret 2. august 2004.
Copyright 2002 by Iben Holk og Per Hofman Hansen.