Silkeborg Bibliotekerne Epoke - danske romaner før 1900. Et litteratursite fra Silkeborg Bibliotekerne
Silkeborg Bibliotekerne

Til Epokes forside
Epokes forside


Epoker og ismer
Romantik
Romantisme
Realisme/Idealisme
Realisme/Nyromantik
Realisme/Impressionisme
Naturalisme
Det moderne gennembrud
Symbolisme
Det sjælelige gennembrud
Mytisme
Det virkelige gennembrud

Kontakt Epoke
H. C. Andersen

Biografi

2b. Stormløb i København og skolebænken 1819-1828
Af IBEN HOLK

København
Siboni
Statisten
Skovkapellet
Alfsol Du er på denne side
Latinskolen
Dagbogen
Helsingør
Til  3. kapitel  >


Ungdoms-Forsøg med Genfærdet ved Palnatokes Grav
Ungdoms-Forsøg.
Af Villiam Christian Walter. Kjøbenhavn 1822.
Fotografisk optryk 1940.
Alfsol
Fortvivlet kaster HCA sig ud i endnu et drama-forsøg for at vinde Det kgl. Teater for sig. Fri entré til teatret har han end ikke mere. Han sætter hele maskineriet i gang. Først bogform med foromtale i aviserne. Subskriptionslister med kronprinsessen øverst (5 eksemplarer - betalt). Introduktion til den 17-årige skuespilforfatter ved provst Gutfeld. Bogen med titlen "Ungdoms-Forsøg" består af en "Prolog" (Mit Livs Æventyr), "Gjenfærdet ved Palnatokes Grav" samt et fem-akters sørgespil "Alfsol". Motivet er den nordiske gudeverden med prinsesse Alfsol i centrum. Læst i dag imponeres man over den sproglige smidighed og kraft, der behersker dramaet og ikke mindst prologen. Her kæmper et menneske for sit liv. Kasseret som danser, sanger, skuespiller. Digtningen måtte blive hans redning.
    Allerede fire dage efter indleveringen til Det kgl. Teater forelå censurens dom: tirader, uden karakter, uden plan, reminiscenser, fraser. Uegnet. Underskrevet af K.L. Rahbek. Men i samme moment anbefaler han, at det unge talent med en eller anden form for offentlig understøttelse får mulighed for at studere - tre år i latinskole og et år ved universitetet.
    Hans Christian bliver derfor indkaldt til møde med Det kgl. Teaters direktion. Her sidder de gamle kendinge Holstein, Rahbek, Olsen og Collin, hvis ansvar det bliver at tage sig af 'den poetiske klient'. Collin sørger for de nødvendige ansøgninger, der skal sikre HCA fri undervisning. Vejen går nu til Slagelse. Og det skal slag i slag igennem hele seks år blive et mareridt af en ørkenvandring for den både selvudslettende og selvoptagne yndling. Træhesten truer ustandserlig med at kaste ham af.

Latinskolen
I oktober 1822 ankommer Hans Christian til Slagelse, hvor han bliver indkvarteret privat hos Madam Henneberg, der udlejer et toværelses havehus, som han skal dele med en anden elev. Denne er for den sarte HCA en rå type, så han flere gange må ty til overnatning på Madam Hennebergs sofa. Ydermere er latinskolens rektor, dr. theol. Meisling, en tilsvarende rå type, der straks får den aparte HCA som yndlingsaversion.
    Situationen er da også temmelig barok. Den 17-årige Hans Christian, der ikke kan et kuk af sine elementære skolekundskaber, begynder i 1ste klasse, hvilket vil sige med elever, der er 4-5 år yngre end ham. Hverdagene består nu af latin, græsk, fransk, tysk, geometri, aritmetik, osv. I breve jamrer den stakkels HCA, selv om han klør på. Der er ingen vej udenom. Karakterbogen er katastrofal: bundkarakterer hele vejen - med undtagelse af sang og opførsel, hvor det bliver til ug. Og i bibelhistorie til et ug? (ug svarer til 11 og ug? til et 10-tal på 13-skalaen).
    Når han alligevel klarer disse første mørke år, skyldes det hans kontakt med hans velgørere. Først og fremmest med faderfigurerne Jonas Collin og Chr. Høegh Guldberg, der begge vejleder og opmuntrer ham, idet de samstemmende understreger, at han skal lade digteriet ligge og koncentrere sig om studierne. Det lover Hans Christian fromt, men får alligevel skrevet det meste af en digtsamling det første år.
    Digtene holder ham oppe, selv om han holder dem skjult. Han korresponderer desuden med B.S. Ingemann, der netop er blevet ansat som lektor i dansk ved Sorø Akademi. I ferierne besøger han digteren og hans søde frue, Lucie. Og de læser op for hinanden. Sådanne seancer gør hverdagene mere overkommelige, ligesom besøgene i København. Moren, der sidder alkoholiseret i Odense, skriver ofte inderligt til ham og beder ham skrive igen og fortælle lidt om, hvordan det går. Det kniber det dog med at få tid til, for slet ikke at tale om at besøge hende.
    Derimod har admiralinde Henriette Wulffs moderlige omsorg for ham den største betydning. Desuden har hun et kritisk øje til hans litterære selvopfattelse. Hun skriver: "For Alting, kjære Andersen, smiger Dem ikke med at blive en Oehlenschläger, en Walter Scott, en Shakespeare, en Goethe, en Schiller, og spørg aldrig mere, hvem af disse De skal danne Dem efter; - thi De bliver ingen af dem!"

Dagbogen
Med knofedt, slid og vilje arbejder H.C. Andersen sejt fremad. Tre år senere er den nu 20-årige en af klassens dygtigste elever. Han begynder at få rent ug i sine danske stile. Dem skriver han ikke mindre end 70 af i studietiden, og de er alle bevarede. Latin og græsk er og bliver stadig hans sorte huller, og når han skal til eksamen i disse fag, er han ved at bukke under i panik og selvmordstanker.
    Det ved vi, fordi Hans Christian i denne periode påbegynder en dagbog, hvor han minutiøst nedskriver alt, hvad der berører hans tilværelse. Det er også her, der dukker de små tegn op for, hvornår han har onaneret. Onanien er ham en skrækkelig plage, fordi han føler, at Guds engel forlader ham; men han kan dog ikke lade være. 'Fristerinden' er for stærk. Onanikorsene blomstrer hele vejen igennem den livslange dagbog.
    Dagbogen danner grundlag for de senere selvbiografier og desuden for de kommende romaner, der alle har et selvbiografisk sujet. I dagbogen lærer man den sammensatte HCA at kende. Lyssyn og sortsyn veksler fra dag til dag. Højt oppe - langt nede. Hans følelser er enkle, men hans levevis såre kompliceret. At han tidligt har oplevet noget, der gjorde ondt, vidner eksempelvis følgende citat om: "Livet er en evig Kamp hvor Hiertet maa bløde eller blive til Steen."     Og hjertet kommer nu på en hård prøve. Hans Christian går direkte i løvens gab. Ægteparret Meisling, der lever sjusket og grådigt (som HCA mange år senere skriver, har man indtrykket af, at de bruger smørrebrød som bogmærke), har en elendig økonomi. De inviterer derfor Hans Christian, som de ikke kan udstå, til at logere hos sig. Han tager imod tilbuddet i den naive tro, at det er for at vise ham godhed. Han bliver dog hurtigt klogere.
    Meisling forbyder ham at omgås pastor Fuglsang, som han ellers har haft så megen glæde af. Ikke nok med det. Guldberg er idiot, Ingemann ligeså, og han må ikke bruge tid på korrespondance eller digteri. Det dybere motiv til Meislings væremåde er pikant nok. Han vil nemlig gerne være digter selv og betragter sig selv som sådan, da han har fået tre digte optaget i et litterært tidsskrift. Han må nu konfronteres med, at den lange, blege hvalp af en skomagersøn, der er idiot til latin og græsk, omgås de højeste kulturpersonligheder privat, ja ligefrem bliver inviteret på ferier og til julefest.
    Det burde rigtignok have været omvendt, efter Meislings mening. I sin frustration søger han væk fra provinshullet i Slagelse, der keder ham gudsjammerligt, da en stilling som rektor bliver ledig i Helsingør. Han får den. Besynderligt nok vil han have Hans Christian med. Denne aner ikke uråd. Og sådan bliver det. Men nu går det galt.

Helsingør
I Helsingør lærde Skole starter H.C. Andersen i øverste klasse. Der er nu efter undervisningsplanen to år til, at han skal til eksamen som student. Helsingør skulle med sin beliggenhed ved Øresund, sin internationale havn og sit slot være et mere levende og spændende sted end Slagelse. Men Hans Christian mistrives. Savner sine venner i Slagelse. Gør ikke fremskridt i latin, græsk og hebræisk og indtager, hvad angår karakterer, klassens sidsteplads. Som kompensation digter han som aldrig før, men lider naturligvis under, at han må skjule sine resultater.
    Breve til en jævnaldrende ven i Slagelse er fyldt med mismod og med uheldsvangre omkvæd: "Gid jeg ikke var født!" - "Jeg kunne slå mig selv ihjel!" Også over for sine ældre venner og velgørere, Chr. Høegh-Guldberg og fru Wulff, klynker HCA. Det er hans store held, at de beholder benene på jorden og yder ham modstand, om ikke uden medfølelse. Førstnævnte skriver direkte: "Tror De virkelig, der gives nogen Undtagelse fra Reglen for Deres Skyld? Vil De over uden at kunne svømme? Prøv det! - Og De drukner."
    Henriette Wulff beder ham afskrive sine storhedsdrømme og se virkeligheden i øjnene. Hun ser gerne, at han udvikler sig som mand, og ikke vedblivende optræder som stor dreng med rørstrømsk sentimentale følelser, som han i egocentrisk blindhed indvier alle i med sine deklameringer. Desuden bør han være opmærksom på, at folk morer sig over ham og hans affekterede facon, hvilket han tilsyneladende forveksler med applaus og succes.
    Meisling er desperat. Andersens velfærd er også hans ansvar, og det går tydeligvis nedad bakke. Han skælder og smælder, hvilket kun gør ondt værre. Desuden har han svære økonomiske problemer og problemer med sine lærere. Og de sædvanlige med den løbske kone. Den er ikke god. Efterretninger kommer sikkert Jonas Collin for øre. I alt fald sender han et forsigtigt brev til Meisling, hvori han spørger, hvordan det går. Meisling svarer kolerisk uforskammet. Og Jonas Collin bliver klar over, at situationen er uholdbar. Det er i denne periode, at Hans Christian skriver det bevægende og nu klassiske digt "Det døende Barn":

Moder, jeg er træt, nu vil jeg sove,
Lad mig ved dit Hjerte slumre ind;
Græd dog ei, det maa Du først mig love,
Thi din Taare brænder paa min Kind.
Her er koldt og ude Stormen truer,
Men i Drømme, der er Alt saa smukt,
Og de søde Englebørn jeg skuer,
Naar jeg har det trætte Øie lukt.

Citeret efter Kalliope.
HCAs velgørere kæmper for ham, fordi de holder af ham. Som fru Wulff skriver: "…husk på, at jeg derfor lige højt agter Deres ædle, rene skyldfrie Hjerte, lige som jeg erkjender Guds Godhed i Deres Evner." Og Jonas Collin i et brev: "Jeg troede ikke at jeg skulde komme til at holde mere af Dem end jeg allerede gjorte, og dog hænger Hjertet sig fastere ved Dem for hver gang jeg taler med Dem."
    Dråben, der udløser HCAs bortrejse fra det meislingske hjem, er, at fruen, når Meisling er bortrejst, boler med med skiftende bekendtskaber, og derfor sender den logerende ud i byen med en forkert nøgle, så han ikke kan komme ind om aftenen og må overnatte ude. Det bliver Collin for meget. HCA kommer til København, hvor han får privatundervisning det sidste år.
    Afskedssalutten fra rektor Meisling lyder: "Rejs ad Helvede til… De bliver aldrig Student. Og de Vers De skriver - om de bliver trykt - vil ende som Makulatur og rådne på Bogkræmmerens Loft… De selv vil ende på Galehuset…"

Til toppen
Til 3a. De første værker og kærligheden
Tilbage til H.C. Andersens hovedside



Denne side er publiceret på internettet 15. september 2002. Opdateret 24. juli 2004.
Copyright 2002 by Iben Holk og Per Hofman Hansen. Silkeborg Bibliotek.