Epoke - danske romaner før 1900

Til Epokes forside
Epokes forside


Epoker og ismer
Romantik
Romantisme
Realisme/Idealisme
Realisme/Nyromantik
Realisme/Impressionisme
Naturalisme
Det moderne gennembrud
Symbolisme
Det sjælelige gennembrud
Mytisme
Det virkelige gennembrud

Kontakt Epoke
H. C. Andersen

De to Baronesser. Roman i tre Dele. (1848)

Kapitel 4 - 7
Af IBEN HOLK

De to Baronesser udgivet af
Det danske Sprog- og Litteraturselskab i 2005 INDHOLD
  1. 1838-1848
  2. Halligen Oland
  3. Komposition
 
  1. Mødernes mønster Du er på denne side
  2. Den usynlige tråd
  3. Digterens opgave
    Litteratur og links


Mødernes mønster
På en forladt gård ved havet på Sydfyn kommer en pige til verden. Forældrene er omrejsende musikfolk eller taskenspillere. Fire unge mænd sejler fra København til Sydfyn for at besøge den enes familiegods. Vejrliget gør, at de må søge land, og de finder ly på en nedlagt gård, der tilhører godset. Det er en tilfældighed, at de bliver opmærksomme på moren med den nyfødte pige.
    Da den medtagne mor dør, beslutter de fire at deles om faderskabet. Pigen døbes "studenternes datter". En af herregårdens unge tjenestepiger har netop mistet både mand og barn, så hun bliver pigens amme. Sådan begynder livet for bogens hovedperson, og det er jo ikke ligefrem en ønskestart, selvom hun er havnet på en herregård.
    Hovedhandlingen følger pigen, Elisabeth. Sidehandlingerne følger de fire mandspersoner, baronerne Holger og Herman, greven Frederik og præsten Moritz. Andre sidehandlinger knyttes til den ældre, excentriske og originale baronesse på nabogodset og hendes faktotum, Madam Krone. Desuden indgår Kammerjunkerens historie og flere andre. Men således at alle sidehandlinger eller sidespor indflettes i hovedsporet.
    Elisabeth overtages af den gamle baronesse Dorothea. Hun går med liv og sjæl op i pigens opdragelse, ligesom i alt andet. I HCAs persongalleri hører hun til de fandenivoldske outsidere. Hendes ofte bizarre opfindsomhed og væremåde har forbindelse til et tidligt traume, idet hun som barn har overværet farens ydmygelse på træhesten. Dette tilgiver hun aldrig herremanden, hvis søn hun alligevel bliver gift med. Som enkebaronesse indretter hun derfor et hemmeligt tårnværelse med svigerfaders portræt stillet oven på træhesten. Her udøver hun sine forbandelser.
    Den nysgerrige Elisabeth finder frem til det forbudte rum, hvor hun uheldigt låser sig inde. Episoden udløser baronessens imposante vrede, og hun opsiger kontrakten. Elisabeth kommer derfor i Moritz' og hans enkesøster Hedevigs varetægt. Moritz skal være præst på Halligerne. Hans søde hustru, Caroline Heimeran, er død, hvilket også læseren er ked af, for her er igen en af HCAs vitalt originale kvindeskikkelser. Det er således et par hårdt ramte mennesker, men varmhjertede og solide, som Elisabeth vokser op hos på de flade, forblæste Halliger, hvor alle kvinder går i sort.
    Den vilde Elimar bliver hendes ven. De foretager dristige ekskursioner rundt i øgruppen. Under en sådan udflugt til øen Amrum iagttager de ikke tidevandet og ville være ved at drukne, hvis de ikke var blevet opdaget af søulken med det herlige hallignavn Jap-Lidt-Piders. Det alvorlige uheld bringer dem ind i et kærlighedsforhold, der afbrydes af Elimars mønstring som sømand på et hollandsk fartøj. Han havner i Amerika, begår her angiveligt grove forbrydelser, hvorfor hang overføres til København og sættes i fængsel. Det viser sig at være en anden fra Halligerne, der har stjålet hans navn, men det ved man intet om hjemme på Oland. Et bønskrift til kongen forfattes af Moritz og Elimars familie. Elisabeth opsnapper det, da hun er bange for, at det ikke vil nå frem. Selv vil hun overbringe det til kongen. Til fods midt om natten påbegynder hun sin lange vandring ud i det uvisse. Hun kommer både op at køre og ud at sejle. På Køgekanten bliver en enkefrue opmærksom på hende og tager sig af hende, da hun hører hendes historie og ærinde. At hun er bordelværtinde, forbigår den uskyldige Elisabeths opmærksomhed. Baron Holger kommer sammen med en af husets flotte piger, Adelgunde, der bliver Elisabeths veninde og tager hende med i byen og i teatret. En aften dukker også Baron Herman op. Han sørger for, at Elisabeth kommer væk, og hjælper hende med at finde Trine, der har været tjenestepige på det sydfynske gods, men bor i hovedstaden sammen med sin friskomager. Her får metieren, hvilket det uden tvivl har været HCA om at gøre, sit beundringsværdige løft.
    Kongen dør. Som læsere kommer vi til en storstilet lit de parade. Misforståelsen omkring Elimar kommer for en dag. Han bliver i Amerika, hvor han allerede har giftet sig. Herman, der er dattersøn af den gamle baronesse, får sin Elisabeth, og de flytter ind i den nyrestaurerede gård, hvor hun i tidernes morgen kom til verden.
    Fin!

Den usynlige tråd
Et sådant resumé giver indtryk af, at bogen udelukkende forløber lineært. Det er ikke tilfældet. Den rummer to flash-backs: Baronessens forhistorie og Hermans. Med baronesse Dorotheas historie udvides tidsbilledet, der er romanens indre tematik. Titlen "De to Baronesser" er meningsfuld, idet den gamle baronesse rækker tilbage i fortiden med stavnsbånd - "gamle gode Dage"(S.19) - og den nye repræsenterer en nutid, der nærmer sig enevældens afskaffelse og en ny forfatning. Dette historiske mønster er indarbejdet i romanen med en lang række træk i replikker og regi.
    Socialt skriver HCA sin roman ind i nutiden ved dristigt at lade sine to baronesser begge være uden for adelskalenderen. Som i de foregående romaner er alle sociale klasser repræsenteret uden forudsigelige fortegn, almue, borgerskab og adel, og deres livsmønstre indgår i og supplerer hinanden. Friheds- og lighedstanken er fremherskende i romanen som forløber for den demokratiske idé. Synsvinklen på herregårdslivet er i forhold til de tidligere romaner anlagt mere ironisk og overbærende. Præstehjemmet på Oland fremtræder derimod som bærer af de humane, åndelige og kulturelle værdier, der baserer sig på de to store bøger: Naturen og Bibelen. (S.114).
    Hedevig lever for sin bror og det barn, de har taget til sig. På sin ø siger hun til sig selv: "Hvor de store Stæder med deres Selskab og Skuespil ere fattige mod det kjærlige Samliv i Ensomheden her, mod det Skuespil, som Havet og Himlen ruller op hver Dag og Aften." Den barsk poetiske natur bliver "en ny Domstol" for ny litteratur: "mangen Bog, frembaaret og opløftet ved Anmeldelser, sank her for Naturens Dom; det beundrede Kunstige, hvori der ingen Sandhed var, faldt hen i sit Intet". (S.114).
    Stedforældrenes praktiske, disciplinerede og sjæleligt opløftende omsorg for Elisabeth redder hendes udsatte liv. Ved sit bryllup mindes hun Moritz' tale for hende ved konfirmationen, hvor han fremhæver 'den usynlige tråd', der i ethvert menneskes liv tyder på, at vi er Guds ejendom. Ordlyden er en variation af Goethes omtale af den røde tråd, der går gennem den engelske flådes tovværk til bekræftelse af, at det tilhører kronen.
    Det er denne usynlige tråd, Elisabeth sætter sig for at synliggøre i et arbejde om Dorothea, en biografi eller livshistorie, som hun begynder at skrive. Hermed fokuserer HCA på en kunstnerisk spire i kvindelivet, der først skulle folde sig ud i århundredets anden halvdel med alle de modstande og konflikter, historien vidner om. Det sociale, religiøse og politiske væver sig således tætmasket ind i romanens univers.

Digterens opgave
Skin og virkelighed brydes i romanen. Illusion og realitet. Det er H.C. Andersens felt, og i denne roman afprøver han kontrolleret sine virkemidler. Elisabeths heroiske beslutning om selv at gå til kongen har udspring i et stykke litteratur. Hun har læst "Midlothians Hjerte" af Walter Scott, der opfylder hende som "Sollyset opfylder Planten" (S.115). Kunne denne bogs heltinde, Jeanie Deans gå fra Edinburgh til London, kunne hun vel også gå fra Oland til København for at redde sin kæreste. Selvfølgelig har litteraturen en virkelighedsbefordrende mission.
    Der er flere hib til denne divergens. Om operaen Don Juan hedder det med hensyn til kommandantens bombastiske entré til sidst, at det virker så unaturligt med det spøgelse - "man burde i vor Tid gjøre det mere sandsynligt." (S.199). Det er gode ord i 1848! Og viser en HCA i polemisk topform. Tilsvarende da Holger i romanens indledning kommenterer fundet af ammen til den nyfødte pige på denne måde: "Det træffer udmærket, som det var arrangeret! Saaledes gaaer det til i Virkeligheden; læser man Sligt i Bøger, saa gjør man Bemærkninger." (S.29).
    Ligeså træffende er tjenestepigen Trines bemærkninger. Fra neden har hun nemlig fundet ud af, at det er vigtigt, hvordan tingene tager sig ud, så pyt med hvordan det i virkeligheden forholder sig. "Skinnet, Madam Cathrinsen, det er det, man seer paa!" (S.75). Et pænt stykke tid senere, da hun har set baron Herman sammen med Elisabeth og følt sig frastødt af hans lidt for flotte ydre og derfor har kaldt ham en umoralsk person, melder hun følgende: " - jeg tager det i mig igjen, hvad jeg sagde, at han var en umoralsk Person; man kan aldrig troe paa Skinnet!" (S.170).
    Problemfeltet er her udsat for den humor, der kendetegner forfatterens position, selvom "De to Baronesser" som helhed naturligvis ikke er et humoristisk værk. Allerede i "Kun en Spillemand" berøres temaet, hvor Christian er på opdagelse: "Den gamle Herregaard speilede sig i Vandet. Skinnet og Virkeligheden dannede et Skjønheds Hele. Sted og Omgivning virkede her paa den drømmende Sjæl, som Buestrøget paa Physikerens Glasplade." (S.50).
    Skin og virkelighed som et hele. Det er jo i virkeligheden den indsigt, der gør HCA til den moderne forfatter - og eventyrets fader. Frækt fremkalder han sit vandmærke mod romanens slutning, indhyllet i en samtale mellem den navnløse kammerjunker og Herman. Kammerjunkeren mener, at hvis et digterværk ikke rummer en ny tanke, er det middelmådigt. Hertil svarer Herman - med forfatterens stemme: "I Romanen vil jeg ikke have Begivenheder alene, men Characteer og Poesie; en Roman, som kun har Begivenheder, læses kun eengang; det Uventede, det Overraskende, som var den levende Nerve deri, er senere dødt; derimod hvor Menneskecharacteren træder frem med alle sine fine uvisnelige Grene, der vender man igjen tilbage, den Bog læses og læses atter, man gaaer forfrisket fra den, som fra en Foraars-Vandring i Skoven". (S.206).
    Elisabeth fører i forbindelse med sin biografi om den gamle baronesse tanken videre, idet hun giver udtryk for, at det er digterens opgave "at aabne Øiet for det Poetiske i Hverdagslivet om os, pege hen paa den usynlige Traad, der i ethvert Menneskes Liv tyder paa, at vi ere Guds Eiendom..." (S.226). Poesien får her en religiøs dimension, og det er den, der bliver temaet for H.C. Andersens næste roman - "At være eller ikke være" (1857).
    Brudegaven fra den gamle baronesse til den nye er for resten en lille ske udskåret af træhesten - til ihukommelse for nye slægter. Adel eller ikke adel.


Litteratur og links
De to baronesser i ny udgave
  • Ved læsning af De to Baronesser anbefales Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs og Borgens Forlags udgave ved Erik Dal fra 1997. (2. udgave, 2004). Foruden selve romanen indeholder udgaven en fyldig efterskrift om romanens plads, tilblivelse, tider, steder, mennesker, helhed, tekstforhold og oversættelser samt modtagelse, herunder samtidige anmeldelser. Afsluttes med fyldige litteraturhenvisninger og noter. – Epokes sidehenvisninger refererer til denne udgave.
    bibliotek.dk
  • Andre udgaver af De to Baronesser.
    bibliotek.dk
Centrale værker om De to Baronesser
  • Johan E. de Mylius: Myte og roman. H.C. Andersens romaner mellem romantik og realisme. En traditionshistorisk undersøgelse. Kbh., 1981, side 164-197.
    bibliotek.dk
  • Erik Ulrichsen: H.C. Andersen og hjertetyven. Et essay. (1992). Forfatteren antager i sin analyse, at H.C. Andersen som barn har været udsat for seksuelle overgreb. På grundlag heraf gives en række nye udlægninger af romanerne O.T., Improvisatoren og De to Baronesser.
    bibliotek.dk
  • Harald Rue: Om litteratur. (1977), s. 79-86.
    bibliotek.dk
  • Om De to Baronesser i tidsskrift- og avisartikler
    bibliotek.dk
Links på nettet til De to Baronesser

Til toppen
Til H.C. Andersens hovedside



Denne side er publiceret på internettet 7. november 2002. Opdateret 1. november 2012.
Copyright by Iben Holk og Per Hofman Hansen.