Epoke - danske romaner før 1900

Til Epokes forside
Epokes forside


Epoker og ismer
Romantik
Romantisme
Realisme/Idealisme
Realisme/Nyromantik
Realisme/Impressionisme
Naturalisme
Det moderne gennembrud
Symbolisme
Det sjælelige gennembrud
Mytisme
Det virkelige gennembrud

Kontakt Epoke
H. C. Andersen

De to Baronesser
Roman i tre Dele. (1848)

Kapitel 1 - 3
Af IBEN HOLK

De to Baronesser udgivet af Det danske Sprog- og Litteraturselskab og Borgens Forlag 2005 INDHOLD
  1. 1838-1848 Du er på denne side
  2. Halligen Oland
  3. Komposition
  4. Mødernes mønster
  5. Den usynlige tråd
  6. Digterens opgave
    Litteratur og links


1838-1848
Med romantrilogien ("Improvisatoren", "O.T." og "Kun en spillemand") har H.C. Andersen foreløbig gjort, hvad der var ham muligt i den genre, og først 10 år senere udgiver han igen en roman, nemlig "De to Baronesser" (1848). Inden vi læser den fjerde roman, der adskiller sig fra de foregående ved en ny tone og et kunstnerisk løft, vil vi kaste et blik på den rige produktion i det mellemliggende tiår.
    Det bliver eventyrets tid, gennembrudsårene for H.C. Andersens genre, der nu ikke længere bærer undertitlen "- fortalte for Børn". Genren har udvidet sig både æstetisk og metafysisk, og som listen herunder viser, udkommer der hele seks eventyrsamlinger i denne vigtige periode. Hvor mærkeligt det end lyder, bliver de knap nok omtalt af dagbladenes anmeldere eller af den litterære kritik herhjemme.
    Tiåret bliver desuden tiden for de store rejser, der former sig som triumftog for den berømte digter. Han modtages som en fyrste, især i Tyskland, hvor hans samlede værker udkommer i 1847 sammen med den nye selvbiografi, der bygger på Xavier Marmiers forarbejde. Overalt står hans portræt i boghandlernes vinduer. Han inviteres til utallige sammenkomster og selskaber, hvor han er iført kårde og trekantet hat, hvilket sikkert har passet legeonklen og lapsen fortræffeligt.
    I Weimar bliver han optaget ved hoffet som familiemedlem, og man skal se ham for sig kravlende rundt på gulvet, omgivet af hertugernes ellevilde og begejstrede børn. Om aftenen underholder han husets selskab med oplæsninger af sine eventyr. I betragtning af, at alene "Snedronningen" tager en time at læse op, er det et stort program, HCA gennemfører, når han ved siden af denne oplæser "Grantræet", "Toppen og Bolden" og "Svinedrengen". Til repertoiret hører desuden "Gaaseurten", "Den grimme Ælling", "Klokken" og "Paradisets Have".
    I Leipzig optages han i det blomstrende musikliv, hvor han lærer komponisten Mendelssohn-Bartholdy at kende. Denne bliver så glad for venskabet, at han arrangerer en speciel koncert til digterens ære. Og HCA svarer og takker med en oplæsningsaften i teateret. Der er ikke noget at sige til, at han indimellem føler sig usigelig træt af hurlumhejet og den velklædte udvendighed. I dagbogen 2. febr. 1846 skriver han nøgternt efter at have været til kur - "i fuld Puds, med kaade og trekantet Hat" - "Alt kjedeligt!"
    Vi vender os nu til produktionen:
  • Eventyr (1838) Indhold: Gåseurten, Den standhaftige Tinsoldat, De vilde Svaner.
  • Billedbog uden Billeder (1839). Prosastykker.
  • Mulatten. Skuespil. Bogudgivelse 1840.
  • Maurerpigen. Skuespil. Bogudgivelse 1840.
  • En Digters Bazar (1842). Rejseskildring.
  • Nye Eventyr. Første Samling (1844). Indhold: Engelen, Nattergalen, Kærestefolkene, Den grimme Ælling.
  • Nye Eventyr. Anden Samling (1844). Indhold: Grantræet, Snedronningen.
  • Den nye Barselsstue. Skuespil. Bogudgivelse 1850.
  • Lykkens Blomst (1845). Eventyrkomedie.
  • Nye Eventyr. Tredje Samling (1845). Indhold: Elverhøi, De røde Skoe, Springfyrene, Hyrdinden og Skortensfeieren, Holger Danske.
  • Hr. Rasmussen (1846). Skuespil.
  • Digte, gamle og nye (1846).
  • Das Märchen meines Lebens ohne Dichtung (1847). Selvbiografi. Dansk 1942 ved Helge Topsøe-Jensen.
  • Liden Kirsten (1846). Opera. Bogudgivelse samme år.
  • Ahasverus (1847). Versdrama.
  • Nye Eventyr. Andet Bind. Første Samling (1847). Indhold: Den gamle Gadeløgte, Nabofamilierne, Stoppenaalen, Lille Tuk, Skyggen.
  • Nye Eventyr. Andet Bind. Anden Samling (1848). Indhold: Det gamle Huus, Vanddraaben, Den lille Pige med Svovlstikkerne, Den lykkelige Familie, Historien om en Moder, Flipperne.
Udenlands er H.C. Andersen en storartet repræsentant eller ambassadør for dansk kultur, desuden en eminent agent for sig selv. Med den danskfødte forlægger i Leipzig, Carl B. Lorck, slutter H.C. Andersen en kontrakt på sine samlede værker til et honorar af 400 Rdl. En betragtelig sum for oversatte værker, som der dengang ikke fandtes institutionelle regler for. Beløbet svarer til ca. 80.000 - i 2002 kr. Udgaven, der ender med at blive et værk på 28 bind, omfatter på dette tidspunkt efter den foreløbige plan 12 bind.

Den politisk ustabile periode, der kulminerer i 1848 med den franske revolution, opstanden i Berlin, det slesvig-holstenske oprør. Hvad H.C. Andersen havde frygtet, bliver nu en realitet - Danmark og Tyskland er i krig. På sine rejser og i det hele taget holder HCA altid politisk lav profil, også fordi politik ikke interesserer ham stort, selvom han gør sig sine nationaltsindede, grænseoverskridende tanker, hvad dagbogen vidner om. Men i den aktuelle situation er det uheldigt for ham at være feteret i Tyskland, hvor han har sit største publikum. Og blandt sine kontakter hjemme og ude mærker han ærgerligt en del forstemmende knurren. Hvad værre er: Hans tyske forlægger står på spring med hans samlede eventyr, der skal udkomme i efteråret 1848 - gudskelov illustreret af en dansk kunstner, marineløjtnant Vilh. Pedersen.
    En anden front er imidlertid ved at åbne sig: den engelske. I 1846 udkommer der i England ikke mindre end fire eventyr-udgaver ved siden af "En Digters Bazar" og "Billedbog uden Billeder", ligesom den tyske selvbiografi hurtigt er blevet oversat med titlen "The True Story of my Life". De førende tidsskrifter som The Literary Gazette, The Examiners, The Athenæum og The Spectator anmelder hans værker anerkendende og mere end positivt.
    Som følge af dette røre modtager han en henvendelse fra forlæggeren Richard Bentley og redaktøren af det ansete magasin The Literary Gazette, William Jerdan, hvor de inviterer ham til London med henblik på en kontrakt om udgivelse af forfatterskabet. Den engelske succes, der kommer ud af dette samarbejde, bliver med tiden lige så stor som den tyske. De nye professionelle og venskabelige kontakter er baggrunden for, at "De to Baronesser" først udkommer i England.

Halligen Oland

Halligen Oland
"De to Baronesser" arbejder H.C. Andersen på i flere år. Vi hører første gang om romanen i breve og dagbog i 1844, hvor han påbegynder den under et ophold på Augustenborg. Skriveriet bliver ustandselig afbrudt pga. rejser og andet arbejde. Han får den først delvis færdig fire år senere i sommeren 1848 på Glorup. De sidste kapitler nedfældes hos Ingemanns i Sorø.
    Som vi husker, bliver HCA inviteret af dronning Caroline Amalie og Christian 8. til et sommerophold på Föhr i 1844. Hvor ligger nu den? Jo, den danner sammen med nogle mindre øer, Halligerne, De Nordfrisiske Øer, der ligger i Nordsøen ud for Holsten. Den geografisk orienterede digter har straks fornemmet stedets muligheder, og øerne bliver da også den særprægede, atmosfærefyldte ramme om et stykke ukendt Danmark.
    Stedets autenticitet er altid vigtig for HCA, hvilket beriger de fiktive arbejder som rapporter fra virkeligheden. I lighed med de foregående romaner indarbejder han en minutiøs beskrivelse af det topografiske miljø. Tilsvarende indplaceres fiktionen i en historisk korrekt tidsramme. I denne roman gælder det Thorvaldsens hjemkomst fra Rom 1838 og Frederik 6.s død året efter. For begge begivenheders vedkommende gælder det, at de raffineret indgår i romanens handling.
    Nøgleroman er der ikke tale om. Alligevel genkender vi træk fra kendte personer i HCAs kreds. Den gamle baronesse har træk tilfælles med den vidtløftige grossererfrue, fru Catrine Bügel, der som enke indgik i HCAs 'middagsrunde' i flere år. Indtil de gik hinanden på nerverne. Der er sikkert også iblandet glimt af den stride baronesse Stampe på Nysø. I den sympatiske etatsråd Heimeran skimtes Jonas Collin. Elisabeth, den fortryllende hovedfigur, er uden tvivl skabt over flere personer i HCAs voliere - Henriette Hanck, Louise Collin, Jonna Drewsen.
    Kammerjunkeren er derimod klokkeklart og selvironisk HCA selv. Et herligt humoristisk befriende selvportræt, nu hvor han havde overskud til at se det hele lidt fra oven. Og netop 'fra oven' er denne roman set, hvilket tydeliggøres i dens sindrige og gennemførte komposition.

Komposition
Romanen består af tre dele, der hver har sit geografiske rum: Sydfyn, Halligerne, København. Og derpå i et klip tilbage til Sydfyn, hvor handlingen tog sin begyndelse. Der sluttes således en stor cirkel. Inde i den store cirkel er der flere små. Eller rettere sagt: den store cirkel konstitueres af de små, der stafetagtigt forskyder sig ind i hinanden. Kompositionen afsætter et mønster. Eller omvendt: mønsterets udredning afsætter kompositionen. Af dette forhold udgår romanens filosofi.
    Ethvert menneskeliv rummer en komposition med en begyndelse og en slutning. Forløbet afhænger af, hvorvidt den enkelte selv komponerer sit liv eller lader sig komponere. For langt de flestes vedkommende er der selvfølgelig tale om en vekselvirkning. H.C. Andersens romantrilogi handler dybest set om dette forhold. Med den nye roman tydeliggøres kompositionens idé, hvilket er det nye.
    Forfatterens synsvinkel er her afgørende - hvordan fortælles historien? Stilistisk benytter forfatteren et 'vi', hvilket vil sige, at læseren inddrages og gøres fortrolig med fremstillingen. På den måde bliver historien den 'fortalte' historie om en historie, der har fundet sted. Forfatteren skal altså ikke 'finde på' eller 'opfinde'. Han skal på arkæologisk vis afdække et begivenhedsforløb. Denne afdækning, der står og falder med læserens tillid til forfatterens pålidelighed, er fortællingen eller historien.
    At historien har fundet sted, uanset om forfatteren genfortæller den eller ej, er naturligvis fiktion. Det er denne fiktions virkemidler, forfatteren behersker, således at læseren ikke mærker dennes tilstedeværelse som den komponerende. Forfatteren træder tilbage for stoffet, der taler for sig selv igennem de små cirkler og den store.
    Virkelighedens lovmæssigheder bliver hermed også fortællingens. Det usandsynlige er jo ikke virkelighedens modsætning, fordi virkeligheden består af både det sandsynlige og det usandsynlige. Det er i dette spændingsforhold, historien fortælles. Den fremstiller en række skæbneforløb, der griber ind i hinanden. Skjult viser forfatteren sin forståelse af 'skæbnen', at den ikke er tilfældig, men at tilfældigheder er stærkt virksomme for alle parter. Det tilfældiges kræfter ophæves ikke, men balanceres af den enkeltes vilje.
    Dramaet mellem tilfælde og vilje er bogens motiv.


Til toppen
Mødernes mønster
Til H.C. Andersens hovedside



Denne side er publiceret på internettet 7. november 2002. Opdateret 11. januar 2005.
Copyright by Iben Holk og Per Hofman Hansen.